Anda di halaman 1dari 92

T I E N N E DE LA B O T I E S

FRIVILLIG TRLDOM

Statsbiblioteket

PHILOSOPHI9

Brge Olesen ( 1 9 2 1 - 1 9 9 9 ) var cand. mag. i fransk, engelsk og dansk, o g virkede i mere end 3 0 r s o m forskningsbibliotekar ved Statsbiblioteket i Aarhus, hvor han bl.a. stod for indkb af bger p fransk sprog. Brge Olesen var politisk engageret. H a n var

1-123 7691

medlem af den m o d s t a n d s g r u p p e i rhus under Nazi Tysklands besttelse af D a n m a r k , flere af hvis m e d l e m m e r blev henrettet ved Skring strand. Selv blev Brge Olesen sendt 1 Vi r i K Z lejr, hvilket er beskrevet i bogen Hst Tidls af Jrgen Rytter, s o m tilhrte s a m m e modstandsgruppe. I 1960erne stiftede Brge Olesen s a m m e n m e d Jrgen E. Petersen, Carl Scharnberg og Preben Dollerup det politiske tidsskrift Rapport, omvltninger i de Afrikanske Lande. som ikke mindst omtalte o g analyserede de politiske

FRIVILLIG TRLDOM

Frivillig Trldom 2. udgave 1. oplag Copyright Gisela Wernicke Olesen, Rasmus Ugilt og forlaget ISBN 978-87-88663-79-2 Oversttelse fra fransk Brge Olesen Omslagslayout Narayana Press Opstning og tryk Narayana Press Kopiering af denne bog eller dele heraf er kun tilladt i overensstemmelse med overenskomst mellem Undervisningsministeriet og Copy Dan. Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt iflge gldende dansk lov om ophavsret Forlaget Philosophia Aarhus Universitet Jens Chr. Schous Vej 7 8000 C www.philosophia.dk

INDHOLD Om La Botie og Frivillig Trldom La Botie: Frivillig Trldom Kommentar til teksten Bibliografi Efterskrift 9 29 67 71 81

Om La Botie og Frivillig Trldom

La Botie blev fdt i Sarlat 1. november 1530. Da han kun var 11 r gammel mistede han sin fader, der for nylig var blevet adlet. Hans onkel, E. de La Botie, sogneprst i omegnen, tog sig af ham og srgede for hans uddannelse, og p sit ddsleje takkede La Botie ham for alt hvad han blev til. Hvor han havde foretaget sine studier ved man ivrigt intet om med sikkerhed. Kun vides, at han tog sin juridiske embedseksamen ved universitetet i Orleans 1553. Foruden sit studium dyrkede La Botie ogs egne personlige interesser. Han fordybede sig i Antikkens litteratur og skrev selv vers p latin og fransk, men isr prgedes han af den moralsk-filosofiske og politiske litteratur s strkt, at han betragtede id og indhold hos oldtidens forfattere, som om disse havde vret samtidige skribenter. Kurist fremgr dette af Frivillig Trldom, hvor han argumenterer imod Homers fiktive replikker, tillagt Odysseus, som om disse var helt nutidige udsagn. P universitetet i Orlans er han givetvis blevet udsat for pvirkning i sin tankegang af de kendte lrere, der underviste her, og det er sandsynligt, at navnlig een lrer, Anne du Bourg har haft de unge studerendes srlige bevgenhed og opmrksomhed. Anne du Bourg, der efter sin gerning som lrer p universitetet i Orlans blev medlem af parlamentet i Paris, henrettedes i 1559 som ktter, fordi han havde sympati for protestanterne. 400 r senere har Europa set lignende foreteelser imod politiske kttere. La Boties begavelse pkaldte sig opmrksomhed, og allerede som 23rig blev han medlem af parlamentet i Bordeaux,
9

hvor han p grund af sin unge alder skulle have en srlig tilladelse for at kunne ptage sig sit hverv. Han aflste vennen Longa, hvis navn nvnes to gange i Frivillig Trldom, s mske er manuskriptet stilet til denne ven. Et rs tid senere giftede han sig med en enke, Marguerite de Carle, som han iflg. Montaigne's bermte brev til sin fader om La Boetie's dd, p sit ddsleje takker, fordi hun altid har vret ham en god hustru. Hendes broder, Lancelot de Carle, bisp i Riez, var en ven af Ronsard; og muligvis er det igennem ham, at La Botie er kommet i forbindelse med samtidens digtere. Digteren og filosoffen La Boetie passede sit embede i Bordeaux med interesse og stor samvittighedsfuldhed. Det var i 1558, at han og Montaigne traf hinanden, og det s bermte venskab imellem dem opstod. Hvis man sprger mig, skriver Montaigne, hvorfor jeg holdt s meget af ham, kan jeg kun svare: Fordi det var ham, fordi det var mig. I 1560-1561 blev La Botie af parlamentet i Bordeaux sendt til Paris for at forhandle med kongen om medlemmernes lnforhold. Her traf han rigets kansler, Michel de l'Hospital, der forsgte at indfre en tolerant og liberal politik over for de fanatisk stridende katolikker og protestanter, en politik, der s tragisk mislykkedes. Borgerkrigene blussede op over hele landet, og de l'Hospital trak sig desillusioneret tilbage i 1568. Meget tyder p, at det var denne kanslers politik, som bde La Botie og Montaigne tilsluttede sig, men den religise fanatisme kom i lang tid til at hrge Frankrig. I Agen, en af protestanternes hjborge, havde dette parti besat et jakobinerkloster, knust alteret, statuer og alle udsmykninger for at afholde deres rene gudstjenester. I omegnen, hvor katolikkerne havde overmagten, hvnede disse sig blodigt. For at skaffe ro og orden sendte regeringen en hrafdeling til omrdet under ledelse af Burie, der henvendte sig til parlamentet i Bordeaux og bad om, at La Botie mtte ledsage ham p ekspeditionen, hvad der ogs skete.
10

Burie fordrev protestanterne fra klosteret. Han og La Boetie overlod derefter en kirke til dem og beordrede samtidigt, at hvor der var to kirker p eet sted, skulle den strste vre katolikkernes - den gamle religions - den anden mtte protestanterne benytte. Hvis der kun var een kirke, mtte de to partier skiftes til at afholde deres gudstjenester i den. Denne handling, der p grund af sin tolerance var ganske usdvanlig i det 16. rhundrede, siger meget om La Boties indstilling til de to religioner - og ikke mindst om hans syn p statsmagten. Efter en rejse i le Prigord i begyndelsen af august 1563 blev La Boetie syg af dysenteri eller pest. Sammen med sin kone og sin onkel var han p vej til le Mdoc. De mtte standse op i Germignan hos Montaignes svoger Richard de l'Estonnat. Montaigne var selv til stede, og ham skylder vi en betagende beretning om La Boeties sidste timer. Resten af sit liv mindedes Montaigne med refrygt denne ven, og mange kender kun La Botie af denne grund. For andre har hans lille skrift haft en ganske srlig betydning, mske uden at de kendte meget til Montaigne. I sit forord til den samling af La Boties skrifter, som Montaigne udgav i 1570, skrev han, at heri medtog han alt, hvad han havde af La Boties efterladte manuskripter med undtagelse af Frivillig Trldom og Nogle Betragtninger angende Januarediktet 1562. Dette edikt gav protestanterne lov til at afholde deres gudstjenester offentligt i mindre byer og under private former i de strre byer. Michel de l'Hospitals tanker prgede ediktet, som tiden ikke var moden til at akceptere. Montaigne, der var langt mere skeptisk end kansleren, undlod at offentliggre de to skrifter. Han mente ikke, tidspunktet var passende p grund af landets politiske situation. De to skrifter ville blot bidrage til at ge den latente spnding. Montaigne, der vidste, hvad La Botie havde skrevet i Frivillig Trldom, har for bestandig forhindret andre i nogensinde at f det njagtigt at vide. Var det rigtigt, var det forkert? I sit essai Om venskab anfrte Montaigne i 1580-ud11

gaven, at La Botie skrev Frivillig Trldom som ganske ung for at prve sin pen til re for friheden imod tyrannerne. Endvidere bemrkede han, at manuskriptet gik fra hnd til hnd, og tilfjer, at det fortjente det! Montaigne siger, at han selv skyldte dette manuskript meget, for det var derigennem, han lrte La Botie at kende. Han havde lst Frivillig Trldom og ville meget gerne trffe forfatteren. Man kan roligt slutte, at han har vret betaget af stil eller indhold, mske af begge dele. I en senere udgave af sin Essaisamling skrev Montaigne, at han heller ikke nu ville offentliggre manuskriptet, for i mellemtiden var det blevet benyttet i et drligt jemed af dem, der ville ndre landets styreform. Det var blevet benyttet af protestanterne som et politisk kampskrift efter Bartholomusnatten. Brudstykker var udkommet anonymt p latin og fransk i et skrift kaldet Franskmndenes vkkeur, 1574, og i 1577 var den hele tekst kommet i et ogs anonymt skrift Mesmoires de l'estat de France sous le regne de Charles neuvieme. [Om Karl den Niendes regeringstid i Frankrig]. Montaigne havde i 1570 rbet, hvem der var forfatteren, hvad han nu bestemt ikke brd sig om. Nu forsger han at neddmpe virkningen af de farlige tanker ved at skrive, at Frivillig Trldom var et ungdomsvrk, og at emnet var ret banalt, men han kommer til at tnke p sin ven og tilfjer: Jeg tvivler ikke p, at han troede p, hvad han skrev, for han var tilstrkkelig samvittighedsfuld til ikke at lyve, ikke engang nr han morede sig. Jeg ved ivrigt, at hvis han havde kunnet vlge, s ville han hellere have vret fdt i Venedig end i Sarlat, og med rette(!). Men han havde ogs en anden leveregel, at man skal indordne sig under det lands love, hvori man er fdt. Dobbeltheden i Montaignes udtalelser viser tydeligt, at han sympatiserede med ideerne i manuskriptet, men at han var bange for dets virkninger. Han tilfjer: La Botie var en god borger og en fjende af al den uro, der var i landet, og som fyldte ham med stor ngstelse. Han ville hellere have anvendt sine evner til at
12

afskaffe uroen end bidrage til, at den blev forget. Hans tankegang var formet af en anden tid, end den han levede i. Der hersker, som det ses, stor usikkerhed om tekstens oprindelse og om dens affattelsestid, og gderne vil nok aldrig blive lst. Mange formodninger er fremsatte, men de m alle betragtes med forbehold, for to ting er sikre: Det var ret almindeligt, at det 16. rhundredes forfattere lod deres manuskripter cirkulere og afskrive blandt venner og bekendte, fr de blev trykt, og at La Botie personligt var meget skdesls med sine egne manuskripter. Han mente ikke, de var s betydelige, at det var ulejligheden vrd at lade dem blive trykt. I sine Essais havde Montaigne sagt, at La Botie havde skrevet Frivillig Trldom, da han var 18 r. Men i 1588udgaven af sin bog, som Montaigne gennemkorrigerede, og som blev grundlag for udgaven i 1595, rettede han 18 til 16. Huskede han forkert, eller ville han med vilje gre La Botie yngre? Men hvadenten den oprindelige affattelse kan faststtes til 1546 eller 1548, s tyder alt p, at manuskriptet senere er blevet korrigeret. Passagen om Ronsard, du Bellay og Bai'f kan nppe vre skrevet s tidligt. Bai'f blev frst fdt i 1532. Montaignes venner, Henri de Mesmes og Claude Dupuy havde kopier af originalen, og sandsynligvis er de atter blevet kopierede af andre. Mesmes's hndskrift har siden det 19. rhundrede dannet grundlag for nsten alle udgaver. Dupuys er aldrig blevet trykt, hvad der er mrkeligt, for flere steder afviger det fra de andre. Roger Trinquet mener, at manuskriptet blev givet til Longa, som tog det med til Paris i 1554, og at det var hos ham, at Montaigne stiftede bekendtskab med det, og selv begyndte at lade det cirkulere. Men det er kun formodninger. Hvad var det, der fik La Botie til at skrive Frivillig Trldom? Derom er meningerne meget delte. Historikeren de Thou, hvis Verdenshistorie kom p fransk i 1734, oversat fra latin, mener, at rsagen til, at La Botie gav sig til at skrive, var de begivenheder, han
13

havde oplevet i 1548. Tunge skatteplg havde frt til store uroligheder, og feltherren Montmorency fik af kong Henrik II plagt hvervet at sl dem ned. Den 20. august 1548 trngte hans styrker ind i Bordeaux, som kom til at opleve nogle ubeskrivelige rdsler. Folk blev henrettet i massevis p hjul, stejle og galger. Andre blev sendt til galejerne som fanger p livstid. Men det kan jo ogs vre, at La Boties inspiration var rent litterr, en velse over de antikke forfattere han havde lst. Det mente Sainte-Beuve og mange andre. Delaruelle har fremragende pvist, hvor mange nsten direkte paralleler man kan drage mellem Frivillig Trldom og Antikkens forfattere. I begyndelsen af vort rhundrede rejste Dr. Armingaud en voldsom diskussion om den lille bog. Han pstod, at Montaigne var forfatteren, og at han selv havde givet protestanterne manuskriptet for at protestere mod Bartholomusnatten og Henrik III's tyranni. Portrttet af tyrannen passede p denne konge. Nu er denne teori vist helt forladt, men Armingaud, der var en stor kender af Montaigne, forsvarede spidsfindigt sin ide og fastholdt den i sin udgave af Montaignes vrker. Mon det er sjldent, at man med s stor en dialektisk begavelse kan n frem til tvivlsomme konklusioner? Barrre har fremsat en teori om, at La Botie skrev direkte imod Machiavellis bog om Fyrsten. Det kan enhver se, iflge Barrre, hvis man lser teksten grundigt og forstr hentydningerne. Trods de forskellige meninger om, hvad der har inspireret La Botie, er det s ikke mest sandsynligt, at bde lsning og oplevelser, hvilke vides ikke, kan vre indget som en helhed i det lille skrift? Hvad er mere trovrdigt, end at en ung mand, der er dybt grebet af sin lsning og vgen over for, hvad der sker i samtiden, skriver en afhandling om et emne, der srligt optager ham, og at der dannes en syntese af det lste og af det sete, samt af hvad han har hrt af kommentarer til de begivenheder, der fandt sted i det 16. rhundrede? Den bedste analyse af ideindholdet i Frivillig Trldom er
14

vist stadigvk Pierre Mesnards enestende bog L'Essor de la philosophie politique au XVIe sicle fra 1936. En lidet omtalt, men velunderbygget og strkt personligt engageret bog er Cl. Paulus's, udgivet i 1949. Vi ved ikke, hvornr La Botie har skrevet Frivillig Trldom. Det mest sandsynlige er, at han har udarbejdet sit manuskript under universitetsopholdet i Orlans omkring 1548, og at han senere har omarbejdet det. Det er blevet diskuteret, kopieret og vel atter kopieret. De forskellige manuskripter er siden get fra hnd til hnd som illegale blade. Nogle er nok get tabt for stedse, men udelukket er det ikke, at et eller andet kan dukke frem igen. Kun to er hidtil kendte, Mesmes's og Dupuy's. Efter Bartholomusnatten blev det, som nvnt, benyttet af protestanterne, frst brudstykkevis i 1574, senere komplel i 1577. Derefter flger den lange mrklgning under Enevldens periode. Det har vret kendt af forskellige forfattere, uden at disse har hentydet direkte til det. Muligvis har det inspireret Oplysningstidens filosoffer, men vi ved s lidt derom. En anekdote kan anfres. Tallemant des Raux fortller, at Richelieu havde hrt om det og gerne ville lse det. En boghandler skaffede ham teksten, men der vides intet om kardinalens reaktion. Fra begyndelsen af det 18. rhundrede, da Coste indfjede La Boties Frivillig Trldom i sin udgave af Montaignes Essais, fik det en videre udbredelse, tilmed da det blev med taget i oversttelserne til tysk og engelsk af denne udgave. Mod slutningen af rhundredet kom den benlyse renais sance for La Botie, og den udviklede sig gennem det 19. og det 20. rhundrede. I 1789 udkom teksten i et anonymt skrift Le Discours de Marius, etc . . . , samtidig med at forfatteren tager forbehold angende indholdet. La Botie taler efter vor mening om friheden p en noget overdreven mde, siger han. Efter et forsvar for monarkiet som statsform fortstter forfatteren med henblik p den aktuelle si tuation: Hvilken lykkelig revolution har vi ikke lige oplevet
IS

gennem Ludvig den 16.'s godhed. Takket vre kongens udskiftning af en drlig minister mod en ny og klog, kan man vre rolig. F r senere var Frankrig en republik . . . Med den franske revolution var interessen for La Boties skrift blevet genvakt. Endnu en fransk tekstudgave udkom et par r efter, og det er symptomatisk, at Wieland i sit tidsskrift Der Neue Teutsche Merkur oversatte og kommenterede indholdet i 1793. Han tager afstand fra begivenhederne i Frankrig, men betragter La Boties tanker og deres udbredelse som medvirkende til alt, hvad der nu sker. Wieland sprger i en art replik til La Botie: Hvad skal vi egentlig gre, nr vi er frie? Historien, der er den bedste lremester viser jo, at kunst og videnskab blomstrede bedst i kongedmmerne, og det er de despotisk regerede Arabere vi skylder, at videnskaberne ikke forsvandt fuldstndigt i de barbariske rhundreder. Kulturfremskridt er kun mulige, nr der hersker ro og sikkerhed. Menneskenes uddannelse forudstter et magtapparat. Demokrati krver ogs en vrighed, hvor overhovedet vlges for nogle r; kun derved er det forskelligt fra monarkiet. Wieland nr frem til den konklusion, at da man ikke fornuftsmssigt kan begrunde nogen vrighed, er det bedst, at den bde er arvelig og hellig! Han siger endvidere, at La Boties tanker om de frie Spartanere var en srgelig illusion. Slaveriet var en institution, og der herskede ingen form for samvittighedsfrihed. Grkenlands skaldte storhed danner eftertiden sig en forestilling om ud fra kendskabet til store grkeres skrifter. Det samtidige grske folk kendte intet til disse skrifter og heller ikke meget til forfatterne. La Boties opfattelse af Rom - Wieland hentyder mske til den franske revolutions dyrkelse af Rom - var ogs forkert. I Romerriget fandtes der lige s lidt som i Grkenland hverken tanke- eller ytringsfrihed. Wieland affrdiger enhver form for oldtidsdyrkelse med at opstille nogle principper for, hvad man br forlange, for at en stat kan kaldes fri.
16

For det frste m en stat vre fri for fremmedherredmme, for det andet skal den lovgivende magt vlges og bekrftes af folket, for det tredje skal den udvende magt vre ansvarlig over for den valgte, og endelig skal den dmmende magt rette sig efter de allerede givne love. Som man ser, er Wieland benbart pvirket af Montesquieu. Han mener, at en borger er lige s retsls under folketribunalerne i Paris nu i dette r [1793], som han ville vre det under en despot i Marokko! Mange helt forskellige personligheder har p en eller anden mde vret under pvirkning af La Boties skrift. Nogle har modtaget det med begejstring, andre har forholdt sig afvisende, kritisk overvejende dets tanker. Atter andre har afvist det, nsten med vmmelse. Den franske katolske prst, Lamennais, der brd med kirken, fordi denne efter hans mening mere tjente herskerne end folket og dermed forrdte Evangeliet, skrev i 1835 et bermt forord til sin udgave af teksten. Lamennais's bger pvirkede religist-politisk den bevgelse, der frte til revolutionen i 1848, og La Boties Frivillig Trldom har muligvis medvirket til, at en politisk vkkelse blev sat i gang. Han skriver, at Frivillig Trldom har vret langt mindre kendt, end skriftet fortjente. Det blev skrevet i en epoke, hvor Middelalderens autoritetsbegreb var ved at g i oplsning, og hvor den menneskelige tanke begyndte at sprge om alt det bestende, - systemet, ville det hedde i dag, nu egentlig var, som det burde vre. Fyrsterne havde betragtet folket som deres personlige ejendom. Deres stolthed og griskhed forsgte at standse den politiske rationalisme, der var et af elementerne i Renaissancens menneskeopfattelse. Det ser ud til, skriver Lamennais, at kampen mellem tyranniet og friheden varer evigt her p jorden, og selv de strkeste karakterer har undertiden brug for en sympatitilkendegivelse for at holde modet oppe og ikke svigte i deres kamp og forsvar for de hellige menneskerettigheder. Lamennais mente, at netop La Boties lille afhandling havde denne mission, for hans had til tyranniet havde som udgangspunkt hans krlighed til retfrdigheden og til medmenneskene.
17

Hvdelsen af den medfdte lighed blandt mennesker finder Lamennais er det vsentlige i La Boties livssyn, som det udtrykker sig i skriftet, og denne lighed, tilfjer han, er for frste gang blevet udtalt gennem ordene i det kristne evangelium. Efter at have analyseret indholdet i Frivillig Trldom kommer Lamennais til den slutning, at La Botie har gennemskuet selve tyranniets vsen og dets opbygning, og at vrket derfor vil bevare sin gyldighed til alle tider og i alle lande, hvor et tyranni skulle opst. Hvor stor det 19. rhundredes liberale menneskesyns tro p nutiden og fremtiden egentlig var, ses tydeligt, nr Lamennais sprger sig selv, hvilke chancer et tyranni ville have for at eksistere, hvis det nu [1835] opstod i et af de mest civiliserede lande i Europa. Det ville vre umuligt at isolere anderledes tnkende, mener han. Den gede kommunikation ville forhindre det. En tyran ville aldrig kunne stole p sit politi, for spionagen ville blive s forhadt, at det ville vre omsonst at bevare den. Nogle tusinde flere stikkere ville ikke have kunnet forhindre revolutionerne i 1789 og i 1830. Pressecensur ville blive til en fare for regimet selv, for forfatterne ville blot komme til at skrive bedre, og den illegale litteratur komme til at blomstre i vidt omfang. En undertrykt mening skulle nok vkke opmrksomhed og blive kendt og udbredt. Endelig - hvis noget skulle blive forbudt i eet land, s ville det bare udkomme i et andet land, for undertrykkelsen vil aldrig komme til at herske overalt p samme tid. Tyranniets styrkelse gennem moralsk usdelighed, som La Botie nvner som eet af dets midler til at bevare sin magt, ville iflge Lamennais vre en umulig foreteelse, fordi kristendommen nu er s udbredt! Tyrannen ville heller ikke mere kunne bruge religionen til forsvar for sit styre, for kristendommen vil frigre mennesket, og at benytte sig af denne ville vre en selvmodsigelse. Det ville ogs vre hblst for en tyran at skille hren fra folket, for soldaten fler sig mere og mere som en borger i landet. Lamennais angriber de frygtsomme og de konservative,
18

der sttter det bestende af frygt for det nye, og han slutter sit forord, der med rette regnes for meget betydeligt, betragtet under flere aspekter, med at forkynde sin tro p fremtiden og sin tillid til menneskeheden. I, der tror p menneskehedens skbne, kan blive forfulgte og pinte, men aldrig besejrede, skriver han. Nogle r senere gennemfrte Napoleon III sit statskup i Frankrig [1852], og kort efter dde Lamennais dybt deprimeret. Dog har hans skrevne ord - ligesom La Boeties - haft en srlig tillidsinspirerende betydning ogs i det 20. rhundrede, da tyranniet, trods hans udtalte optimisme, knugede Europa. I 1846, efter at interessen for La Botie pny var bragt til live, udgav Lon Feugre hans Samlede vrker. Frivillig Trldom, konstaterer han, er det eneste af La Boties litterre vrker, som vi ikke skylder Montaigne tak for, at det er blevet os bekendt. Men det er ikke dette skrift, der har den lrde udgivers interesse, det er La Botie som digter og navnlig som en ypperlig overstter af klassiske tekster, han isr beundrer. Frst i 1853 udgav Payen Frivillig Trldom p grundlag af Henri de Mesmes's manuskript. De hidtidige udgaver havde fulgt den trykte udgave fra 1577, der ofte er dunkel og uforstelig. I 1853 skrev den for sin skarphed s bermte Sainte-Beuve ogs en artikel om La Botie. Frivillig Trldom karakteriserer han som et deklamatorisk mestervrk - og intet mere. Han tager Montaignes udtalelser om skriftet helt alvorligt, det er ikke andet end en slags velse, et ypperligt ungdomsvrk. Sainte-Beuve beundrer isr La Botie for hans latinske digte, der efter hans mening er langt bedre end de franske. Det er muligt, at Sainte-Beuve virkelig ikke s andet i den lille afhandling, og at hans udtalelser ikke skyldes modvilje mod indholdet, selv om han politisk havde tilsluttet sig Napoleons kejserdmme efter kuppet i 1852. Nsten som et svar til Sainte-Beuves artikel kom i 1863 Vermorels udgave af Frivillig Trldom, hvor han i sit forord skriver, at denne tekst i rhundreder har vret betragtet som ret betydningsls
19

eller blot som et eksempel p en tidlig intelligensudvikling hos en ung mand. Lamennais har endelig givet Montaignes ven den oprejsning, han fortjener. Ideerne om uafhngighed, frihed, fremskridt, som med re tilskrives vort land, stammer ikke frst fra 1789, skriver Vermorel. La Boetie var den frste(!), der benyttede sit talent i de demokratiske ideers tjeneste. Den intellektuelle revolution, der udfoldede sig i begyndelsen af det 16. rhundrede blev imidlertid kvalt af Richelieu. Hvad La Boetie havde skrevet, blev det naturligvis ogs, indtil Lamennais genopdagede ham. Det var blevet La Boeties skbne, at kun belste folk kendte ham, og hans strste re var, at han havde vret Montaignes ven. Hans afhandling, der ikke fyldte ret meget, blev indfjet som et kurist tillg til Montaignes store vrk, Les Essais. At Montaigne forsgte at negligere skriftet som et ungdomsvrk formindsker efter Vermorels mening langt fra dets vrdi, tvrtimod beundrer han det endnu mere. De Thou havde som den eneste, siger Vermorel, set noget srligt i Frivillig Trldom - en ung mands harmdirrende protest imod Montmorencys brutale repressalier i Bordeaux i 1548. Efter Vermorels mening frte religionskrigenes forbitrede strid mellem protestanter og katolikker blot til, at det franske folk og dets krav om frihed led et knusende nederlag over for den skaldte folkekonge Henrik d. IV's despoti. Mske kan man gennem Vermorels indledning til Frivillig Trldom f et ganske godt indblik i de ideer, der ikke lang tid efter skulle fre til Pariserkommunen i 1870? Med et tilbageblik m vi ogs, som det er gjort, konstatere, at de tre store politiske forfattere i det 16. rhundredes Frankrig, Languet, Hotman og Bodin skylder La Botie meget. De for samtiden dristige tanker, som disse bekender sig til i deres bger, var allerede udtalte af La Botie. Languet skrev for eksempel, at nr kongerne ikke mere respekterer loven, br folket ngte at adlyde dem. Hotman mente ligeledes, at konger br kunne afsttes. Bodin var p mange mder i opposition til disse to, men ogs han angriber det autoritre despoti.
20

For Vermorel var der ingen tvivl om, at Montaigne undlod at offentliggre sin vens manuskript af to grunde: Han ville ikke stde hoffet, og han frygtede, at skriftets farlige indhold skulle blive misbrugt. Det er ogs hans mening, at La Botie er en strre litterr skribent end Montaigne, en opfattelse, der i dag forekommer paradoksal. Mon ikke sympatien for den forfatter, han beskftiger sig med, er ved at berve ham sansen for stilistisk vurdering? Men mske ville Montaigne have billiget hans betagelse? En ikke mindre sympatisk, men mere klig holdning til Frivillig Trldom indtager forfatteren Prvost-Paradol i 1865 i sin bog om de franske moralister. La Botie havde mere tillid, eller - om man vil - han nrede strre illusioner end Montaigne om den rolle som intelligens og retskaffenhed spiller i den historiske udviklings gang. Angende Montaignes dybt bevgende brev til sin fader om vennen La Botie skriver han: Den mde, vi modtager dden p, fortller mere end alle vore handlinger om, hvad vi egentlig var. Sdan var dette menneske, der i sin tidligste ungdom forfattede skriftet til re for friheden imod tyrannerne. Prvost-Paradol fortstter, Han kaldte det Frivillig Trldom, for den vrste tyran er den, man selv vlger, og de, der frst har vnnet sig til at trlle, fortstter gradvist med at gre det. La Boties analyser og forklaringer p tyranniet forekommer imidlertid Prvost-Paradol at vre alt for enkle. Skriftet belrer os mindre, end det tvinger os til njere at gennemtnke problemet. Hans personlige mening er, at der i et tyranni som oftest befinder sig et lille indslag af retfrdighed og sandhed, der siden hjlper med til at opbygge et helt stillads af lgne. Det forekommer ham, at visse regler og love m overholdes, for at et samfund overhovedet kan leve, men det er tyranniets srkende, at lydighed og trldom sammenblandes, s den jvne befolkning ikke mere er i stand til at skelne det ene fra det andet. Han tror, at mange hderlige mennesker, der er i stand til at gennemskue virkeligheden, kan fristes til
21

at bevare det bestende frem for at medvirke til, at hele staten omstyrtes. Prvost-Paradol fremhver, at denne form for resignation kan gre sig gldende til alle tider, nr folk siger, de foretrkker det, der er, frem for anarki, - og denne fortvivlede resignation kan netop komme til at danne grundlag for et kommende tyranni. Det ydmygende i tyranniet er, at man kommer til at rette sig efter folk, som man ikke har den ringeste agtelse for. En situation kan opst selv i de mest udbyggede parlamentariske stater, siger Prvost-Paradol med et sideblik til England, hvor en centraliseret magt overtager herredmmet, s man de facto kommer til at befinde sig i et samfund, der njagtigt kommer til at passe til La Boties beskrivelse af tyranniet. Prvost-Paradol blev p grund af sin pens dristighed under Napoleon d. III's ret korte herredmme i Frankrig idmt fngselsstraf et rs tid, hvad der skaffede ham stor popularitet. Da kejseren syntes - efter visse ministerielle udskiftninger - at begynde p at indfre en mere liberal politik, sluttede Prvost-Paradol sig til regimet, hvad der omgende blev belnnet. Han blev udnvnt til ambassadr i USA. Alle hans venner tog afstand fra ham, og i USA var Napoleons Frankrig ikke afholdt. Da den fransk-tyske krig udbrd i 1870, begik han selvmord. I 1899 udkom i Bruxelles en udgave af Frivillig Trldom, der ikke kan efterlade nogen tvivl om, at nu blev La Botie betragtet som en af forlberne for den anarkistiske bevgelse. Denne udgave er bestemt for folket, hedder det. Mange pedanter har ikke villet, eller mske snarere ikke kunnet se andet i Frivillig Trldom end et retorisk forsg af en mand, der ledte efter et emne, han kunne skrive om. La Botie skriver imod selve autoritetsbegrebet, og hans tanke er ganske klart den, at trldommen eller blot lydigheden, til trods for alt, hvad der siges om den, er frivillig. - Hele undertrykkelsesapparatet, som myndigheden er i besiddelse af, laver folket i virkeligheden selv.

22

Hold dog op med at beg handlinger, som er rettet imod jer selv. Dette er det budskab, som La Botie forkynder. Smid respektflelsen bort, denne Bastille, I brer i jert indre. Lad os lre os selv at kende, - og det, der omgiver os. I begyndelsen af det 20. rhundrede fik La Botie en renaissance i Tyskland. Wielands interesse - og forbehold - , delvis p grund af hvad der skete i Frankrig under Revolutionen i 1790'erne, fik et gensvar omkring 1910, da anarchosocialisten Gustav Landauer i sit blad Der Sozialist bragte en forkortet oversttelse af Frivillig Trldom og med begejstring tilsluttede sig de ideer, som La Botie forkyndte. Det er hovedsagelig den passive modstand - eet af aspekterne i La Boties bog - som Landauer hylder. Den samme tanke gribes af Tolstoy og Gandhi, der ogs skal vre inspireret af La Botie. [Det lille skrift har haft mange forgreninger og mere eller mindre dulgte kanaler gennem rhundreder.] Landauer, der blev fdt i 1870, levede som forfatter og journalist en ret kummerlig tilvrelse. Allerede som 23-rig blev han idmt fngselsstraf for opfording til ulydighed imod vrigheden. I 1908 grundlagde han et Socialistisk Forbund, der skulle virke aktivt for en handlingens socialisme og ikke njes med at afvente revolutionen, som socialdemokraterne syntes at gre det. Blandt de frste medlemmer var blandt andre Martin Buber. Landauer mente, at han burde bekmpe det materialistiskdeterministiske livssyn i marxismen. Han ville skabe en kultursocialisme, hvor alle uden klasseforskel skulle lre de tanker at kende, som Nietzsche, Romain Rolland og Henrik Ibsen havde udtrykt i deres vrker. Efter den frste verdenskrig, da de revolutionre bevgelser bredte sig over Tyskland, sagde Landauer ja til en anmodning fra socialdemokraterne om at indtrde som kulturminister i Rdsrepublikken i Bayern. Det nye arbejderrd blev imidlertid afsat, og tropper fra Rigsvrnet tilfangetog Landauer og myrdede ham i et fngsel i Miinchen.

23

I 1924 udkom Frivillig Trldom i Berlin i en ny og meget fri oversttelse med et passioneret forord. Den davrende situation i Tyskland, og det, der senere fulgte, stter denne udgave i et srligt relief. Tyrannens kommende herredmme truede allerede dengang, men ikke mange tog faren alvorligt. Som regel er det tragisk at tilhre the happy few i Stendhalsk betydning. I 1939, kort fr krigen udbrd og diktaturet skulle komme til at beherske Europa som aldrig tidligere kom en belgisk udgave ved Hem Day: Disse usdvanligt sande sider, skriver han i sit forord, synes at vre skrevet for den jeblikkelige situation i et forsg p at kalde folk til fornuft . . . Han omtaler sin ven, forfatteren Han Ryner, der i sit sidste brev til ham havde skrevet: Jeg hrer til dem, der tager Frivillig Trldom alvorligt. Han bebrejder Montaigne, at han fordrejede billedet af sin ven La Botie og skriftets betydning. Han Ryner har bla. a. skrevet et lille sknlitterrt vrk om Ahasverus Les Apparitions d'Ahasverus, 1920, hvor han lader Ahasverus besge La Botie p dennes ddsleje, og p et af Ahasverus's sprgsml svarer La Botie: Tanken vil aldrig befri folkeslagene, den kan kun hjlpe nogle enkelte til at befri sig. Under den 2. verdenskrig fandt nogle af de lykkelige f pny inspiration i skriftet. Tyranniet var knap s vgent over for det, men i Belgien, hvor flere ting tyder p, det har vret srlig bemrket, blev det forbudt. En betydelig kender af La Botie, Harry Kurz, udgav hans bog i New York i 1942 med titelen, Anti-Dictator. Han inddelte den i afsnit med direkte henvisninger til den aktuelle situation ud fra La Boties tekst. Dette rb efter frihed, som er net til os gennem 4 rhundreder lyder nu igen til alle folkeslag i de totalitre stater, der ikke frit tr sige, hvad de tnker, str der i forordet, det henvender sig ogs til dem, der lever i frihed, og som vil hjlpe med til at befri resten af menneskeheden, som lever i politisk trldom. Kurz, der har skrevet det kommenterede afsnit om La Botie i Cabeens A Critical Bibliography of French Literature in the Sixteenth Century, har udtalt, at han arbejdede p et
24

strre vrk om La Botie. Men det ser ikke ud til, at det nogensinde er kommet. Hans Schmidt, der kom med sin disputats om La Botie ret efter den nazistiske magtovertagelse i Tyskland synes ogs at vre forsvundet i de begivenheder, der betegnes med det neutrale ord, Historien. Ogs under krigen, i Svejts 1943, kom der en udgave med forord af Edmond Gilliard og med hentydninger til den givne verdenssituation i dette dystre r. Montaignes anstrengelser var forgves. Frivillig Trldom bliver ved med at lbe ud over de grnser, hvor han godt ville have holdt fast derp, skriver Gilliard. En besynderlig skbne knytter sig til Pietro Pancrazis udgave af bogen i 1944, efter at ca. 150 r var get siden den frste italienske oversttelse. Efter 20 rs ydmygende underkastelse under en tyran kan denne bog lre os noget om den tabte frihed, og vi fler os nrt knyttede til nogle af de tidligere udgivere af dette lille vrk. Historien af i gr har givet os vmmelse ved de litterater, der ikke var mennesker. Pancrazi mener ikke, man kan kalde Frivillig Trldom en politisk afhandling og sammenligne den med f. eks. Benjamin Constants eller Machiavellis skrifter, sledes som man har gjort det. Den er et lidenskabeligt skrift for menneskets frihed og fyldt med had mod bde tyranner og slaver. Nr en Sainte-Beuve ikke s meget andet i skriftet end reminiscenser fra Antikkens litteratur, s skyldes det, at han ikke fattede vrkets storhed. Pancrazi siger blandt andet, at i de tyve rs tyranni, som Italien lige har gennemlevet, var dette at lse Plutark eller Renaissancens litteratur ensbetydende med et hb om frihed. Han sammenligner ideerne i Frivillig Trldom med La Boties replikker til Montaigne p sit ddsleje og finder i skrift og tale den samme tro p Antikkens tnkere som en inspiration til frihed. Italienere i 1943 vil hos La Botie finde passager, der njagtigt svarer til, hvad de selv har oplevet i deres eget liv i det 20. rhundrede, f. eks. at i begyndelsen er et tyranni forhadt, siden vnner man sig til det. Hestene, der frst stejler imod seletjet og siden pranger s flotte i det, dem har
25

vi ogs kendt s mange af, siger Pancrazi. Men der vil altid vre nogle, hos hvem frihedens kim er til stede . . . Man bliver melankolsk, tilfjer han, ved at tnke p, at denne skildring af vort eget liv af i gr s njagtigt blev beskrevet for 400 r siden. Begyndelsen til dette forord blev skrevet i 1943, da Mussolini var blevet afsat, men det blev afbrudt, da han kom tilbage, og en ny rdselsperiode begyndte for Italien. Efter at regimet var brudt sammen definitivt og diktatoren henrettet af partisanerne, blev det fuldendt. Oversttelsen, der gengives, er Fanfanis - fra 1864. - Harry Kurz talte under sidste verdenskrig i radio til Frankrig om La Botie og oplste afsnit af Frivillig Trldom. I en artikel i 1949 skrev han: Det var en knugende fornemmelse at vide, at de, der lyttede til mig, risikerede at g dden i mde. Sdan er dette lille skrifts vitalitet, at det nder med evig styrke og strler med fornyet kraft, hver gang friheden er truet. En tanke, der fortsttes af Hem Day i Les Cahiers Pense et Action, 1954. Den lille bog er en anklage mod selve autoritetsprincippet. Derfor dukker den op gang p gang, nr folk rejser sig mod tyranniet. Det er karakteristisk, at de fortolkere af La Botie, som har fundet inspiration i Frivillig Trldom, selv har haft et optimistisk verdensbillede og tillid til mennesket som Renaissancen og mange af det 18. og det 19. rhundredes tnkere. Egentlig var La Botie selv langt mere skeptisk end mange, der har taget ham til hjertet. Hoffmann-Harnisch, der udgav bogen i 1961, er p mange mder anderledes. Siden 1789 med den franske revolution er en ny type tyranner kommet ind i verdenshistorien, skriver han, som isr i det 20. rhundrede under de totalitre systemer er net til en hidtil ukendt form for rdselsdiktatur. Magthavernes benyttelse af en politisk ideologi, som trllene med religis fanatisme tilslutter sig, er et fnomen, som en La Botie ikke kunne forudse. [Men er teksten ikke i sig selv ogs en udfordring til og en anklage imod vort rhundrede?] Hoffmann-Harnisch mener, at man ud fra slutningen p
26

Frivillig Trldom isr m betragte La Boetie som en kristen forfatter. Andre har ud fra den samme tekst og Montaignes brev om La Boeties dd ment, at han var jdisk troende. Fortolkningerne af den korte tekst har i tidens lb vret vidt forskellige. Dens oprindelse er dunkel, overleveringen ligeledes. Forfatteren selv kendes der heller ikke meget til. Ober har i sin disputats om La Botie forsgt at danne et sammenhngende billede af La Botie som politisk forfatter ud fra en sammenligning mellem Frivillig Trldom og det af Bonnefon opdagede manuskript i 1917 angende januarediktet, 1562. Bonnefon mener bestemt, at teksten er af La Botie, og hvis det er rigtigt, kan Obers konklusioner mske ogs vre det. Men vi ved det bare ikke. Maurice Rat, der i 1963 udarbejdede en kritisk udgave af Frivillig Trldom er desangende meget mistroisk. Efter hans vurdering er der ingen overbevisende grund til at tro det. Som grundlag for denne oversttelse til dansk af teksten har jeg benyttet de hidtil kendte versioner, samt en kopi af det endnu ikke trykte manuskript, som Roger Trinquet gjorde opmrksom p i en artikel i Bulletin de la Socite des Amis de Montaigne, No. 29, 1964. [Bibliothque nationale. Collection Dupuy, 339]. En kritisk tekstudgave med hensyntagen til alle kendte versioner - findes ikke. Frivillig Trldom indeholder en skarpsindig analyse af, hvordan et tyranni opbygges ved hjlp af foragtelige hndlangere og lakajer og indfletter de forskellige muligheder for at forsvare sig imod det. La Botie har nsten forudset, hvad der muligvis kunne ske 400 r efter hans dd. Men i en for ham selv mske uforklarlig blanding af vilje og nske fastholdt han sin tro p, at uretfrdighed og menneskeforagt vil lide nederlag. Var dette den egentlige bevggrund til, at han skrev den lille tekst? Brge Olesen

27

La Botie: Frivillig Trldom

At have flere herrer kan jeg ikke se noget godt i. Een skal vre hersker, kun een vre konge [1] siger Odysseus hos Homer i en offentlig tale. Hvis han kun havde sagt: Jeg kan ikke se noget godt i at have flere herrer, kunne han ikke have talt bedre. Men i stedet for at tale fornuftigt og sige, at det aldrig kan vre noget gode at have flere herskere, fordi blot en enkelt persons magt, nr han bliver hersker, bde er hrd og fornuftstridig, s tilfjer han tvrtimod: Een skal vre hersker, kun een vre konge. Dog - vi m mske undskylde Odysseus. Det var mske ndvendigt for ham at benytte sig af denne vending p indevrende tidspunkt for at nedkmpe hrens revolte. Sandsynligvis tog han i sin tale mere hensyn til den jeblikkelige situation end til sandheden. I hvert fald er det indlysende, at det er en frygtelig ulykke at vre underkastet en enehersker, for man kan aldrig vre sikker p, at han er god, da han jo nr som helst kan blive ond, hvis det skulle falde ham ind. Hvis man har flere herskere, s betyder det blot, at man har lige s mange muligheder for at ende i denne yderste form for ulykke. Men jeg vil ikke nu give mig til at drfte det s omstridte sprgsml, om andre regeringsformer er bedre end monarkiet. Fr jeg giver mig til at overveje, hvilken plads monarkiet br have blandt de vrige regeringsformer, kunne jeg godt
29

lide at vide, om det i det hele taget br have nogen, eftersom det er svrt at tro, at der kan vre noget som helst fllesanliggende i denne form for regering, hvor alt afhnger af en enkelt person. Dette sprgsml lader jeg st hen til en anden gang. Det ville nemlig krve en hel afhandling for sig, eller give anledning til alle mulige politiske diskussioner. Her vil jeg blot forsge at forst, hvordan det kan g til, at s mange mennesker, s mange smbyer og byer, ja, s mange nationer finder sig i at leve under en enkelt tyran, som ikke har anden magt, end den, de selv giver ham, og som kun kan gre dem fortrd, s lnge de selv nsker det. Han kunne ikke gre dem noget ondt, hvis ikke de foretrak at finde sig i det, frem for at sige ham imod. Det er uhyrligt og dog s almindeligt, at man snarere burde fle smerte end forbavses over at se en million mennesker leve i ynkelig trldom med nakken bjet under get uden at vre tvunget dertil af en strkere magt, men henrykte og fortryllede, ser det nsten ud til, blot ved at hre navnet p en enkelt person, hvis magt de ikke burde frygte, eftersom han er alene, og heller ikke elske, da han er bde umenneskelig og grusom imod dem. S svage er vi mennesker, at vi ofte m bje os for overmagten. Vi m give tid, vi kan ikke altid vre de strkeste. Hvis en nation p grund af krig bliver tvunget til at leve i trldom under en enkelt hersker, som det skete for Athen under de tredive tyranner, [2] s kan man ikke undre sig over, at den gr det, men m beklage ulykken, eller rettere hverken forbavses eller klage, men bre ondet i tlmodighed og hbe p en bedre skbne i fremtiden. Vor natur er sdan, at venskabets simple pligter bestemmer en stor del af vort livslb. Rent umiddelbart stter vi pris p godhed og retfrdighed og nrer agtelse for gode gerninger. Vi er taknemmelige mod vore velyndere og giver ofte afkald p eget velbefindende, nr det kan vre til nytte eller til re for en person, vi holder af, og som er vrdig til det. Men hvis et lands indbyggere har fundet en stor person30

lighed, som bevisligt har beskyttet dem med stor forudseenhed, forsvaret dem med stor dristighed og regeret over dem med stor klogskab og omhu, s tror jeg ikke, de handler klogt, hvis de vnner sig til at adlyde ham og stole s meget p ham, at de giver ham rettigheder over dem selv. De risikerer, at de ved at belnne ham for det gode, han har gjort, giver ham magt til at gre dem fortrd. Men naturligvis er det ensbetydende med, at man er god, hvis man ikke er forberedt p, at noget ondt ogs kan komme fra den, der hidtil kun har gjort en godt. Men du gode Gud, hvad er det, der sker? Hvad skal vi kalde det? Hvilken ulykke er det, der indtrffer? Eller snarere hvilken skndsel? Ja, hvilken ulykkelig skndsel! Man ser en uendelig skare - der ikke njes med at adlyde, men lever som trlle. De bliver ikke regerede, men tyranniserede. De bestemmer ikke over deres ejendom, deres slgtninge eller deres brn, ja, ikke engang over deres eget liv. De finder sig i plyndringer, udskejelser og grusomheder, som begs imod dem - ikke af en hr eller af en flok barbarer, som de burde forsvare sig imod med liv og blod - men af en enkelt person, som ikke er nogen Herkules [3] eller Samson, [4] men en ussel mandsling, ofte den fejgeste og mest kvindagtige i hele nationen, som ikke er vant til krudtet p slagmarkerne, som drligt nok kender sandet fra turneringskampene, som ikke kan kommandere over menneskene med myndighed, men som er helt optaget af p skndig vis at opvarte det ubetydeligste kvindemenneske. Kan vi kalde det fejghed? Kan vi sige, at de, der trller s ydmygt, er kujoner eller svklinge? Hvis to, tre eller fire ikke forsvarer sig imod en enkelt person, s er det besynderligt, men dog kan det ske. Man kunne med god ret sige, at det skyldes manglende mod. Men hvis hundrede, hvis tusinde lader sig plage af en enkelt person, m man s ikke sige, at rsagen er ikke den, at de ikke vover, men simpelthen at de ikke vil give sig i kast med ham, og at der ikke mere er tale om fejghed, men snarere om foragt eller ligegyldighed. Hvis man ser - jeg siger ikke hundrede eller tusinde men31

nesker - men hundrede lande, tusinde byer, en million mennesker, som ikke gr til modstand mod en enkelt person, der behandler den mest begunstigede af dem alle som trl og slave, hvad skal vi s kalde det? Fejghed? Enhver last har dog en grnse, som ikke kan overskrides. To kan vre bange for een, muligvis kan ogs ti vre det. Men hvis tusinde mennesker, eller en million, ja, hvis tusinde byer ikke forsvarer sig mod en enkelt person, s er der ikke lngere tale om fejghed, for s omfattende kan den ikke vre, lige s lidt som tapperhed kan vre s stor, at en enkelt mand gr til angreb p en fstning, angriber en hr eller erobrer et kongerige. Hvad er det for en uhyrlig last vi ser, som ikke engang kan kaldes fejghed, som ikke engang har et navn, der er usselt nok, som ikke hrer hjemme i naturen, og som sproget mangler udtryk for? Lad os tnke os, at halvtredstusinde bevbnede mnd str over for et tilsvarende antal, at de stiller op til kamp, og at slaget begynder. Den ene part kmper for sin frihed, modparten vil berve den friheden, hvem tror man s, der vil sejre? Hvem tror man, der gr ivrigst i kamp, de der som belnning for deres lidelser hber at bevare deres frihed, eller de, der ikke fr andet udbytte af striden end at de frer andre i trldom? Den ene part har hele tiden deres forbigangne livs lykke for je og hber p en lignende glde i fremtiden. De tnker ikke s meget p det, de m udholde, mens slaget str p, som p de lidelser de selv og deres brn, ja hele eftertiden kunne blive udsat for. Den anden part har ikke andet, der indgyder den mod end magtsyge, der hurtigt forsvinder, nr faren melder sig, og som ikke kan vre s brndende, at den ikke slukkes, nr frst blodet begynder at flyde. I de s hjt bermte slag som Miltiades, [5] Leonidas [6] og Themistokles [7] udkmpede for 2000 r siden, som endnu i dag lever lige s friske i bgers og menneskers erindring, som om det var forleden dag de blev udkmpet i Grkenland for grkernes vel og til eksempel for hele verden, hvad var det mon, der indgav de f grkere ikke magt, men et
32

sdant mod til at holde stand mod s mange skibe, som selv havet var tynget af? Hvad var det mon, der gav dem mod til at besejre et s stort antal nationer, at grkernes lille skare ikke engang havde vret stor nok til at levere officererne til fjendens hre? Det ser ud, som om det, der skete i disse glorvrdige dage ikke s meget var grkernes kamp mod perserne, som det var frihedens sejr over tyranniet, friheden der besejrede magtbegret. Det er forunderligt at hre om den tapperhed, som friheden indgyder i hjertet p dem, der forsvarer den. Men hvem skulle tro p det, der sker i alle lande, blandt alle mennesker hver eneste dag, at en enkelt mand trlbinder hundred tusinder og berver dem deres frihed - hvem skulle tro det, hvis det kun var noget, man hrte om, og ikke selv kunne se det? Hvis det var noget, man fortalte om, der skete i fjerne og fremmede lande, hvem ville s ikke tro, at det var digt og opspind og aldrig kunne vre sandt? Men denne ene tyran er det ikke ndvendigt at bekmpe, det er ikke ndvendigt at skaffe sig af med ham, for han falder af sig selv. Men landet m ikke give sit eget samtykke til trldommen. Man behver ikke at berve ham noget, man skal blot lade vre med at give ham noget. Det er ikke ndvendigt, at landet anstrenger sig for at gre noget for sig selv, nr blot det undlader at gre noget imod sig selv. Det er folkene selv, der lader sig trlbinde, eller snarere trlbinder sig selv. For hvis de holdt op med at trlle, s ville de vre frie. Det er folket selv, der gr sig til trl, stter kniven p sin egen strube, og nr det har valget mellem at vre trl eller frit, opgiver det sin frihed og tager imod get, samtykker i sin ulykke, eller snarere sger den. Hvis det kostede folket noget at genvinde friheden, s ville jeg ikke opfordre det til at foretage sig noget - sknt hvad kan vre mere dyrebart for
33

mennesket end at genvinde sin naturlige ret, ellr sagt med andre ord, blive til menneske igen efter at have vret et dyr? Men jeg forlanger slet ikke, det skal vre s dristigt. For min skyld m det gerne foretrkke at leve i en eller anden form for sikkerhed og elendighed frem for i et tvivlsomt hb om lykke. Men hvis det virkelig er tilstrkkeligt at nske friheden for at opn den, hvis det hele blot er et sprgsml om vilje, findes der s en nation i verden, der synes, den er for dyrekbt, nr den kan vindes, bare man nsker den, ja, som ikke m beklage sin manglende vilje til at opn dette gode, som den burde betale med sit blod? For nr friheden er tabt, m alle folk med resflelse finde livet hsligt og betragte dden som en lise. Thi ganske som det forholder sig med ilden, der vokser frem af en lille gnist og stadig tager til i styrke - jo mere ved, den fr, desto mere brnder den - , hvis man blot lader vre med at give den mere brnde, s behver man ikke at hlde vand p, for nr den kun kan fortre, s fortrer den til sidst sig selv, mister al sin kraft og slukkes - sledes gr det ogs med tyrannerne, jo mere de plyndrer, desto mere delgger og tilintetgr de, jo mere man trller for dem, desto strkere bliver de og mere og mere ivrige efter at delgge og tilintetgre alt. Men hvis man ikke giver dem noget, hvis man ikke adlyder dem, ikke kmper eller slr igen, s ender de med at blive ngne og magteslse og bliver til sidst til ingenting, fuldstndig som det gr med en gren, der bliver til et trt og ddt stykke tr, nr roden ikke mere fr saft og nring. Dristige mennesker frygter ikke faren for at opn det gode, de nsker, og de kloge skubber heller ikke besvret fra sig. Men fejge og slve mennesker har hverken styrke til at gennemg noget ondt, eller mod til at vinde noget godt. De njes med at nske det, men fejgheden tager styrken fra dem. Dog - nsket om noget godt beholder de stadig iflge deres natur. Dette nske har bde de kloge og de tankelse, de modige

34

s vel som de fejge, nsket om at opn alt, som kan gre dem lykkelige og tilfredse. Men hvad er det, der svigter i den menneskelige natur, nr man ikke nsker og begrer friheden? Den er dog s stort og kosteligt et gode, at nr den frst er tabt, s kommer alle ulykker vltende, og de goder, der er tilbage, mister fuldstndig deres smag og kraft, fordrves s at sige i trldommen. Friheden nsker menneskene ikke - af den ene grund, forekommer det mig, at hvis de virkelig gjorde det, s ville de ogs f den. Det ser ud, som om de ngtede sig selv denne kostelige gave, fordi det er alt for let at opn den. Stakkels ulykkelige mennesker, vanvittige folk, stdige nationer, der klamrer jer til jeres egen ulykke og er blinde for jeres eget vel! I ser jeres smukkeste og kosteligste goder blive taget fra jer, jeres marker blive plyndrede, jeres huse bestjlede, jeres gamle fdrene mbler blive taget fra jer. I lever sdan, at I ikke kan rose jer af, at der er noget som helst, der tilhrer jer. Det ser ud, som om det skulle vre en stor lykke for jer, at I kun har jeres goder, jeres familie - jeres eget liv - til leje. Al denne delggelse, ulykke og ruin kommer ikke fra jeres fjender, men ganske givet fra den ene fjende, der kun er s stor, som I selv gr ham til. Det er for ham, I s modigt gr i krig. For hans storheds skyld er I parate til at g i dden. Han, der sdan underkuer jer, har jo kun to jne, to hnder og eet legeme. Han har ikke mere end det ubetydeligste menneske i det uendelige antal af mennesker i jeres byer. Det eneste, han har mere end I, er den magt, I giver ham til at delgge jer med. Hvor fr han de mange jne fra, der udspionerer jer, hvis I ikke selv gav ham dem? Hvordan kan han have s mange hnder til at sl jer med, hvis han ikke fik dem fra jer selv? De fdder, som han tramper jeres byer ned med, hvor skulle
35

han f dem fra, hvis det ikke var jeres egne? Hvordan kunne han have nogen som helst magt over jer, hvis den ikke kom fra jer selv? Hvordan skulle han vove at angribe jer, hvis det ikke skete med jeres eget samtykke? Hvad skulle han kunne gre imod jer, hvis I ikke selv var hlere for tyven, der udplyndrer jer, medskyldige med morderen, der drber jer, og forrdere imod jer selv? I sr jeres afgrder, for at han kan delgge dem. I mblerer og fylder jeres huse, for at han kan bestjle dem. I opdrager og ernrer jeres dtre, for at han kan benytte sig af dem til sin vellyst. I opdrager jeres brn, for at han kan bruge dem til sine krige, for at han kan fre dem ud og blive drbt, for at han kan gre dem til hndlangere for sine lyster, og for at de kan udfre hvnakter p hans vegne. I anstrenger jer alt, hvad I kan, for at han kan dyrke sit begr og boltre sig i snavsede og urene udskejelser. I svkker jer selv for at gre ham strkere og stejlere, s han bedre kan holde jer i en kort tmme. S megen uvrdighed, som ikke engang dyrene ville tle eller finde sig i, kunne I befri jer for, hvis I forsgte p det - ikke ved at skaffe ham af vejen, men blot ved at ville befri jer for ham. Vr fast besluttede p, at I ikke mere vil leve i trldom, s bliver I frie! I behver ikke at skubbe til ham eller vlte ham, men lad vre med at sttte ham, s vil I f at se, at han styrter sammen, lige som en stor kolos, man har fjernet grundstykket under og knuses af sin egen vgt. Lgerne frarder som bekendt, at man giver sig til at behandle uhelbredelige sr, og jeg ville ikke handle klogt, hvis jeg kom med gode rd til folk, som allerede for lngst har mistet al fornuft. Nr folket ikke lngere selv fler sin ulykke, s viser dette tydeligt nok, at sygdommen er ddelig. Lad os imidlertid forsge, om det er muligt at forklare, hvorfor denne stdige vilje til at vre trl er s dybt rod-

36

fstet, at det ser ud, som om krligheden til friheden slet ikke var s naturlig. For det frste tror jeg, at det er hvet over enhver tvivl, at hvis vi levede i overensstemmelse med de rettigheder, som naturen har givet os, og hvis vi fulgte dens forskrifter, s ville vi nre naturlig rbdighed for vore forldre, leve i overensstemmelse med fornuften og ikke vre trl for nogen. Alle mennesker er vidne til, at enhver ganske naturligt og uden nrmere belring er lydig mod sine forldre. Om vi fdes med fornuften eller ej, er jo et sprgsml, som er drftet til bunds af de grske filosoffer, og som alle filosofskoler har beskftiget sig med. Jeg tror ikke, jeg tager fejl, nr jeg mener, at der i vor sjl findes et naturligt kim af fornuft, som med gode rd og pleje blomstrer frem i dyd; men det kvles og dr, nr det, som det ofte sker, ikke kan holde stand imod lasterne. Men i sandhed, hvis der er noget, der er klart og indlysende i naturen, og som det ikke kan tillades, at man lukker jnene for, s er det dette, at naturen, Guds tjener og menneskenes vejleder, har skabt os alle i samme form, og - som det synes - af samme stbning, for at vi skal anerkende hinanden som ligemnd, eller snarere som brdre. Nr naturen, da den fordelte de gaver, den tildelte os, har givet nogle mere styrke og forstand end andre, s har den dog ikke villet stte os ind i denne verden som i en lukket lejr. Den har ikke sendt de strkeste og klogeste herned, for at de som bevbnede rvere i en skov skulle overfalde de svageste. Man skulle snarere tro, at nr naturen har givet nogle for meget og andre for lidt, s skyldes det, at den broderlige omsorg skulle vise sig, idet nogle havde evne til at yde hjlp, og andre havde brug for at modtage den. Eftersom denne gode moder har givet os alle hele jorden til bolig, har den p en vis mde anbragt os alle i det samme hus og dannet os efter samme mnster, for at enhver kan spejle sig og genkende sig selv i den anden. Nr den har givet os alle stemmens og ordets gave, for at vi nrmere kan
37

omgs hinanden og komme mere i kontakt med hinanden, og gennem indbyrdes udveksling af vore tanker bringe vore viljer mere i samklang, - nr den p alle mder har forsgt at stramme og knytte vort forbunds og samfunds knude strkere sammen, - nr den i alle ting har vist, at den ikke s meget ville gre os enige som forbundne, - s kan man ikke tvivle om, at vi alle er naturligt frie, eftersom vi alle er ligemnd. Ingen kan tro, at naturen skulle have gjort nogen til trl, da den har skabt os alle som lige. Men egentlig er det omsonst at diskutere, om friheden er naturlig eller ej, da man ikke kan gre nogen til trl uden at gre ham uret, og intet i verden er i den grad imod naturens fornuft som uretfrdigheden. Det er alts givet, at friheden er naturlig, og s vidt jeg kan se, er vi ikke alene fdt med vor frihed, men ogs med krlighed til at forsvare den. Hvis vi skulle tvivle derom og vre s fordummede, at vi ikke har sans for vort eget vel og ikke kan finde rede i vore egne flelser, s m jeg virkelig vise jer den re, der tilkommer jer, og - som man siger med en talemde - trkke dyrene op p talerstolen for at belre jer om jeres natur og menneskelige vilkr. Hvis menneskene ikke gr sig alt for dve, s kan de ved Gud hre dyrene rbe: LEVE FRIHEDEN. Der er mange af dem, der dr, s snart de bliver fangede. Ligesom fisken, der mister livet, s snart den trkkes op af vandet, sledes opgiver ogs de livet og vil ikke overleve deres naturlige frihed. Hvis dyrene indbyrdes havde nogen rangforordning, s tror jeg, de ville gre friheden til deres adelsmrke. De strste som de mindste yder s stor modstand med klr, horn, fdder og nb, nr man fanger dem, at de derved tydeligt viser, hvor hjt de vrdstter, hvad de mister. Hvis de bliver fanget, s viser de os s tydeligt, at de erkender deres ulykke, at det er nemt at se, at det for dem nu mere drejer sig om at smgte hen end om at leve. De lever stadig videre, men mere for at beklage deres tabte lykke end for at finde behag i trldommen.
38

Er det ikke netop, hvad elefanten vil sige, nr den har forsvaret sig s lnge den kan og er lige ved at blive fanget? Nr den ikke mere ser nogen udvej, s hugger den sine kber mod trerne for at knkke stdtnderne. Dens store nske om at forblive fri, som den er fdt, stter dens tanker i bevgelse. Den vil afslutte en handel med jgerne. Hvis den kan blive fri, vil den betale med tnderne, med sit elfenben, og dermed give en lsesum for at f friheden tilbage. Vi fodrer hesten s snart den er fdt for at tmme den og for at f den til at trlle for os, og alligevel kan vi ikke lokke s meget for den, nar vi skal til at dressere den, at den ikke bider i bidselet og stejler i stigbjlen for at vise sin natur. Dermed lader den os forst, at nr den skal trlle, s er det ikke, fordi det behager den, men fordi vi har tvunget den til det. Hvad skal man egentlig sige? Selv okserne stnner under get Og fuglene klager i deres bure som jeg udtrykte det engang, da jeg som tidsfordriv skrev franske vers . . . Jeg frygter ikke, nr jeg skriver til dig, min Longa, [8] at tilfje et par af mine egne vers, som jeg alligevel ikke kan lse for dig, uden at det fylder mig med en vis stolthed, da det ser ud til, at du stter pris p dem. Derfor, - nr alt, der er i besiddelse af flelse, straks fler smerte ved underkuelse og sger friheden, - nr dyrene, der er skabte for at tjene menneskene, kun under protest kan vnne sig til at trlle, - hvad er det s for en ulykke, der i den grad har forkvaklet mennesket, som alene er fdt til at leve i frihed, at det har mistet erindringen om sit oprindelige vsen, ja, har mistet nsket om at vinde det tilbage? Der findes tre slags tyranner. Nogle er kommet til magten efter folkets valg, andre har erobret den med vbenmagt, og atter andre har opnet den gennem arveflge. De, der har taget den med vold, opfrer sig sdan, at man

39

let kan se, de befinder sig i et erobret omrde. De, der er fdte til at blive konger, er stort set ikke bedre. Da de er fdt og opvokset i tyranniet, har de med modermlken indsuget tyrannens natur og behandler folket, som om det var deres arvede trlle; og ganske i overensstemmelse med deres temperament om de er gerrige eller dsle behandler de riget som deres arvelod. Den, som har fet regeringsmagten af folket, skulle man tro, det var nemmest at udholde. Jeg tror ogs, han ville vre det, hvis ikke det gik sdan, at s snart han ser sig hvet over de andre, s varer det ikke lnge, fr han ikke vil give afkald p magten - smigret af noget jeg ikke rigtig forstr - man kalder det storhed! I regelen er det hans hensigt, at han vil overgive den magt, som folket har givet ham, til sine brn. Men s snart den slags herskere har fet den ide, s er det ganske ejendommeligt at se, i hvor hj grad de i alle slags laster, selv i grusomhed, overgr de andre tyranner. De kan ikke finde nogen anden mulighed for at bevare deres nye tyranni end at gre slaveriet endnu vrre. I den grad tager de friheden fra deres undergivne, at disse til sidst helt mister sansen for den, sknt de har den i frisk erindring. Skal jeg sige sandheden, s kan jeg jo godt se, der er forskel p disse forskellige former for tyranni, mCn hvis jeg skulle vlge imellem dem, s kan jeg ikke finde nogen virkelig forskel. Selv om de er kommet til magten p forskellig mde, s regerer de alligevel nsten ens. De folkevalgte tyranner behandler deres undergivne, som om disse var nogle tyre, der skulle tmmes. De tyranner, der har tilranet sig magten, behandler folket, som om det var deres bytte. De, der har fet magten overdraget ved arv, behandler folket, som om det var deres naturlige trlle. Hvis der nu i dag blev fdt nogle helt nye mennesker, som ikke kendte noget til hverken trldom eller frihed, ikke engang navnet p nogen af delene, og man tilbd dem at vre trlle eller leve i frihed, hvad mon de s ville vlge?
40

Der kan ikke herske tvivl om, at de ville foretrkke at rette sig efter fornuften, frem for at vre underkastet en enehersker, hvis det da ikke lige skulle vre Israels folk, [9] som uden tvang og uden at det var ndvendigt valgte sig en tyran. Jeg lser aldrig dette folks historie, uden at det fylder mig med stor sorg, og det i den grad at jeg bliver helt umenneskelig, fordi jeg nsten kommer til at glde mig over s mange ulykker, der har ramt det af den grund. Men det glder for alle mennesker, hvis der da er noget menneskeligt ved dem, at nr de lader sig underkue, s m de enten vre tvunget til det eller vre blevet bedraget. Tvunget af fremmede vben, sledes som det gik for Sparta og Athen under Alexanders magt, [10] eller som det gik for Athens herskerklasse, da den kom i hnderne p Peisistratos. [11] Ved bedrag taber menneskene ofte deres frihed, men ivrigt bliver de ikke s ofte forfrt af andre, som de bliver bedraget af sig selv. Sdan gik det folket i Syrakus, Siciliens strste by. Man fortller mig, at den i dag hedder Saragossa. Da det var i krigsnd, var det s tankelst, at det kun s den jeblikkelige fare, gjorde Dionysios [12] til leder og overdrog ham kommandoen over hren. De tog sig ikke i agt, da de havde givet ham s stor magt. For da denne listige person vendte sejrrigt tilbage, s gjorde han sig selv til konge efter at have vret hrfrer, og efter at have vret konge gjorde han sig til tyran, ganske som om han havde besejret sine medborgere og ikke sine fjender. Det er helt utroligt, at folket s hurtigt og fuldstndigt kan glemme sin frihed, s snart det er underkuet, og at det ikke er muligt, at det vgner op igen for at vinde den tilbage. Det giver sig s frejdigt og gerne til at trlle, at man ved dette syn nsten skulle tro, at det ikke havde mistet friheden, men genvundet trldommen. Det er rigtigt, at man i begyndelsen kun lever i trldommen, fordi man er tvunget dertil og besejret af overmagten. Men efterflgerne, som ikke har oplevet friheden og ikke ved noget om, hvad den er vrd, trller uden savn og ud41

frer frivilligt, hvad deres forgngere kun gjorde under tvang. Her kan man se hvad der sker, nr mennesker fdes under get. De opdrages og oplres i trldom uden at se andet. De njes med at leve i den situation, de er fdt i, og da de ikke forestiller sig at have andre rettigheder end dem, de er fdt til, s forveksler de deres tilstand med deres natur. Og dog er der ingen arving, der er s dsel eller ligeglad, at han ikke af og til ser efter i sin faders papirer for at undersge, om han nyder godt af alle sine arverettigheder, eller for at se, om man har foretaget sig noget angende ham selv eller hans forgnger. Vanen, der ivrigt har s stor magt over os, har ikke p noget omrde s stor indflydelse p os, som nr det glder om at lre os at trlle. Det siges om Mithridates, [13] at han gav sig til at drikke gift for at vnne sig til det og lre os at synke trldommens gift uden at finde den bitter. Man kan ikke bengte, at naturen har stor indflydelse p os og kan fre os derhen, hvor den vil, afhngige som vi er af, om vi er fdt i gode eller onde kr. Men dog m man indrmme, at den har mindre magt over os end vanen, fordi de naturlige anlg, hvor gode de end er, gr tabt, hvis de ikke dyrkes. Hvordan opdragelsen end er, s prger den os altid p sin egen mde tiltrods for naturen. De gode kim, som naturen udruster os med, er s sm og forgngelige, at de ikke kan klare sig imod den ringeste pvirkning af en drlig opdragelse. Det er vanskeligere at vedligeholde dem end at delgge dem, f dem til at svinde hen og g til grunde. Det gr med dem som med frugttrerne, der alle har et naturligt srprg, som de beholder, hvis man lader dem vokse, men de mister det straks og brer andre frugter, alt efter som de podes. Enhver plante har sin egenart, sin natur og sit srprg, men dog kan det ikke undgs, at frosten, vejret, jordbunden eller gartnerens hnd fremhver eller formindsker noget af denne egenart. Den plante, man har set et sted, er man ude af stand til at genkende, hvis man ser den vokse et andet sted.
42

Se blot p borgerne i Venedig! [14] De er nogle ganske f mennesker, der lever s frit, at ikke den sletteste iblandt dem ville drmme om at blive konge. De er fdt og opdraget p en sdan mde, at deres strste rgerrighed er at kappes om, hvem der bedst vger over friheden. Lige fra vuggen har de gennem deres opdragelse udviklet sig sdan, at de ikke ville eje alverdens herligheder, hvis de dermed skulle miste det mindste gran af deres frihed. Hvis man har set disse mennesker og derfra rejser til Sultanens land, [15] hvor alle mener, at de kun er fdt for at tjene ham og gerne ofrer deres liv for hans magts skyld, skulle man s tro, at disse folk havde samme natur, eller ville man ikke snarere synes, at man fra en menneskeby var kommet til en dyrepark? Spartas lovgiver, Lykurg [16] havde opdrttet to hunde, der var af samme kuld, og som begge var ernret med den samme mlk. Men den ene blev fedet i kkkenet, og den anden var vant til at hre trompet og jagthorn ude p markerne. Nu ville han vise spartanerne, hvordan menneskene prges af den opdragelse, de har fet. Han satte de to hunde ud i det fri og anbragte en tallerken suppe og en hare imellem dem. Den ene lb hen til suppetallerkenen, men den anden satte efter haren. - Og dog, sagde han, er de brdre. Gennem sine love og sin styreform opdrog og dannede Lykurg spartanerne s godt, at enhver af dem hellere ville udstte sig tusinde gange for dden end anerkende nogen anden herre end loven og fornuften. Jeg mindes med glde en samtale mellem en af den store perserkonge Xerxes's yndlinge [17] og to spartanere. Da Xerxes var i frd med at udruste sin store hr, der skulle erobre Grkenland, sendte han sine udsendinge til de grske byer for at bede om vand og jord. Det var den fremgangsmde, perserne benyttede sig af, nr de opfordrede byerne til at overgive sig, men han sendte ingen hverken til Sparta eller til Athen, for dem som hans fader Darius havde sendt derhen i samme rinde, havde spartanerne og athenerne ka43

stet ned i grave eller brnde og sagt, at der kunne de rigeligt forsyne sig med jord og vand og bringe det til deres herre. Disse mennesker tlte ikke, at man blot med det mindste ord antastede deres frihed. Men ved at have handlet sdan mente spartanerne, at de havde pdraget sig gudernes had, isr Talthybios's, der er udsendingenes gud. For at undg gudernes vrede bestemte de sig s til at sende to af deres borgere til Xerxes. De skulle prsentere sig for ham og tilbyde, at han kunne gre med dem, hvad han ville og dermed gre sig betalt for hans faders udsendinge, som de havde drbt. To spartanere, den ene hed Sperte, den anden Bulis, tilbd frivilligt at drage derhen for at betale denne bod. De begav sig virkelig ogs af sted og kom undervejs til en persers palads. Han hed Indarne og var kongens stedfortrder i alle de asiatiske byer, som ligger ved kysten. Han tog imod dem med stor hder og vartede op for dem. Efter i nogen tid at have talt sammen om lst og fast spurgte han dem, hvorfor de s bestemt afviste kongens venskab. I kan jo se p mig, spartanere, sagde han, hvordan kongen hdrer dem, der fortjener det, og hvis I stod under ham, s ville han behandle jer p samme mde. Hvis I hrte til hans rige, og han havde kendt jer, s ville I begge have vret herre over en eller anden by i Grkenland. I denne sag er du ikke i stand til at give os gode rd, Indarne, svarede spartanerne, fordi det gode, du lover os, det kender du ganske vist af erfaring, men det gode, som vi nyder godt af, har du intet kendskab til. Du har nydt godt af kongens gunst, men hvilken smag friheden har, hvor sd den er, det ved du intet om. Hvis du havde oplevet den, s ville du selv rde os til at forsvare den, ikke blot med lanser og skjold, men med tnder og klr. Det var kun spartaneren, der talte, som det smmede sig. Men det er givet, at de begge to svarede i overensstemmelse med, hvad de var opdraget til. Perseren kunne lige s lidt savne friheden, som han aldrig

44

havde kendt, som spartaneren kunne udholde underkastelsen, eftersom han havde oplevet friheden. Da Cato fra Utica[18] endnu var barn og under riset kom og gik han ofte hos diktatoren Sulla, [19] dels fordi drene aldrig var lukkede for ham, der tilhrte en fornem familie, dels fordi de var nre slgtninge. Han var altid ledsaget af sin lrer, nr han gik derhen, som det var skik og brug for brn af fornem familie. Han opdagede, hvad der foregik i Sullas bolig, nr Sulla var til stede, eller man udfrte hans ordrer. Nogle blev fngslede, andre dmt, en blev bandlyst, en anden kvalt. En krvede, at en borgers ejendom blev konfiskeret, en anden at en borger blev drbt. Kort sagt, alt foregik, som om man ikke befandt sig hos en vrighedsperson i byen, men hos en folketyran, som om man ikke var i en retssal, men i tyranniets hule. Denne dle dreng spurgte s sin lrer: Hvorfor giver I mig ikke en dolk? Jeg kunne skjule den under min kappe. Hver dag kommer jeg ind i Sullas sovevrelse, fr han er stet op. Min arm er strk nok til at befri byen for ham. Det var ord, der vidnede om Catos karakter, og denne begyndelse p hans livslb var hans dd vrdig. Selv om man hverken nvner hans navn eller hans land, men blot fortller selve begivenheden, s taler den dog for sig selv, og helt umiddelbart kommer man til den slutning, at han var Romer og fdt i Rom, - da det endnu var frit. Hvorfor beretter jeg egentlig om dette? Jeg mener absolut ikke, at land eller hjemstavn har nogen betydning. For overalt er underkastelsen bitter og friheden en glde. Ganske vist mener jeg, man m have medlidenhed med dem, der fdes med get p nakken, men man br undskylde eller tilgive dem, hvis de ikke opdager, hvilken ulykke det er at vre trl. For nr de aldrig har set s meget som skyggen af friheden, s kan de heller ikke have nogen forestilling om den. Hvis der var et land, sdan som Homer [20] siger, nr han fortller om Cimererne, hvor solens lys er anderledes end her, hvor den efter at have skinnet uafbrudt i seks
45

mneder ikke viser sig for dem i det nste halve r, men lader dem leve i en slags dvaletilstand i mrket, ville man s undre sig, hvis de, der blev fdt i den lange nat og aldrig havde set eller hrt om dagens lys, vnnede sig til mrket, de fdtes i, og ikke lngtes efter lyset? Man savner aldrig, hvad man ikke har kendt, og lngselen kommer frst, efter at man har oplevet glden. Erkendelsen af et gode er altid forbundet med mindet om en svunden lykke. Det ligger i menneskets natur at vre fri og at ville vre fri; men dets natur er ogs sdan, at opdragelsen prger det. Lad os udtrykke det sledes, at alt, hvad mennesket opdrages til og vnner sig til, forekommer at vre naturligt for det, men egentlig naturligt er kun det, som den enkle og uforandrede natur driver det til. Og s bliver det vanen, der er den frste rsag til den frivillige trldom. P samme mde gr det med de brave vddelbsheste. I begyndelsen bider de i bidselet, men senere leger de med det. Frst stejlede de i protest imod saddelen, siden befinder de sig udmrket i seletjet og knejser stolt i ridetjet. Menneskene siger, de altid har vret underkuede, og sdan levede deres forfdre jo ogs. De tror, de m udholde dette onde og fr sig selv til at tro p det ved at henvise til fortilfldet. Men som tiden gr, bidrager de selv til at styrke tyrannernes herredmme. Sandt at sige giver renes gang aldrig nogen ret til at gre det onde. Tvrtimod forges uretten. Der er imidlertid altid nogen, som er fdt bedre end andre, som fler gets byrde, og som ikke kan lade vre med at ryste det af sig. De kan aldrig finde sig i at vre undertrykte. Ligesom Odysseus, der til lands og til vands blev ved med at sge efter rgen, der steg op fra hans hus, tnker de p deres naturlige forrettigheder, mindes deres forfdre og deres oprindelige vsen. Det er gerne dem, der har en god forstand og en klar tanke, og som ikke njes med, som den store hob, kun at se det, der ligger lige foran deres fdder. De ser bde frem

46

og tilbage. De mindes fortiden, nr de dmmer om fremtiden og tager ml af nutiden. Det er dem, der er fdt med et godt hovede, og som yderligere har udviklet det gennem studium og viden. Selv om friheden helt skulle g tabt og vre ude af verden, s ville disse dog have bevaret den i fantasi og tanke. De ville stadig have den i erindring og aldrig finde behag i trldommen, hvor smukt man end udstyrede den. Den tyrkiske sultan har ganske rigtigt fundet ud af, at bgerne og videnskaben mere end noget andet giver menneskene fornuft og forstelse for hinanden, selverkendelse og had til tyranniet. Jeg forstr, at han ikke har mange lrde folk i sit rige, og at han heller ikke nsker at f det. Men som regel gr det sdan, at glden og lidenskaben hos dem, der p trods af tiden har bevaret hengivenheden for friheden, alligevel ikke fr nogen virkning. Hvor mange de end er, lrer de ikke engang hinanden at kende. Friheden til at handle og tale, ja, nsten til at tnke, tages fuldstndig fra dem under tyrannen, s de forbliver helt isolerede med deres tanker. De spottendes gud, Momus, [21] overdrev sledes ikke ret meget, da han kritiserede det menneske, som [22] Vulcan havde skabt, nr han spurgte, hvorfor han ikke havde anbragt et lille vindue i hjertet, s man derigennem kunne lse dets tanker. Det er blevet sagt, at da Brutus, [23] Cassius [24] og Casca [25] besluttede sig til at befri Rom, eller rettere hele verden, s ville de ikke have Cicero med, sknt han var en strre fortaler for det offentliges vel end nogen anden. De mente, at han ikke havde tilstrkkelig karakter til at udfre s stor en bedrift. De nrede fuld tillid til hans gode vilje, men de tvivlede p hans mod. Og dog - hvis man studerer fortiden og lser i de gamle annaler, s vil man opdage, at det er f eller ingen af dem, der har set deres land drligt styret og i slette hnder, og som har fattet den gode beslutning at befri det, der ikke har

47

net deres ml, og at friheden, nr den frst har vist sig, ogs har fet den forndne styrke. Harmodios, Aristogeiton [26], Thrasybulos [27], Brutus d. ldre, Valerius [28], og Dion [29] havde held til at udfre, hvad de frst modigt havde besluttet sig til. I sdanne tilflde svigter lykken s at sige aldrig den gode vilje. Brutus den Yngre og Cassius havde lykken med sig, da de afskaffede trldommen, men da de genindfrte friheden, mistede de livet, dog ikke p nedvrdigende mde. For hvilken blasfemi ville det ikke vre at sige, at der var noget som helst nedvrdigende hos disse to hverken i liv eller dd. Men at det gik, som det gik, var bestemt til stor skade, til evig ulykke og til fuldstndig ruin for republikken, der, som det forekommer mig, ganske givet blev begravet sammen med dem. De senere angreb, der blev foretaget mod de romerske kejsere, var kun sammensvrgelser, der blev dannet af rgerrige mennesker, som man ikke kan ynke for de ulykker, der ramte dem. Det var nemt at se, at de ikke nskede at fjerne kronen, men blot at flytte den. Det var deres hensigt at fordrive tyrannen, men de ville ' bevare tyranniet. For deres vedkommende beklager jeg ikke, at de ikke havde heldet med sig. Jeg er glad for, at de med deres eksempel har vist, at man ikke skal misbruge frihedens hellige navn til et drligt forehavende. Men - for at komme tilbage til vort emne, som jeg nsten var kommet helt bort fra, - s er den frste grund til, at menneskene gerne frer et liv i trldom, at de fdes som trlle og opdrages som sdanne. Heraf flger en anden grund, nemlig at folk, der lever under tyranner, let bliver fejge og kvindagtige. Jeg er Hippokrates, [30] lgekunstens store fader, overordentlig taknemmelig for, at han inds dette og skrev det i en afhandling, som han kalder Om sygdomme. Denne personlighed havde i alle henseender hjertet p rette sted og viste det, da den store perserkonge ville knytte ham til sig med flotte tilbud og store gaver. Han svarede rent ud, at han ville
48

have skrupler over at give sig til at helbrede barbarerne, der ville drbe grkerne, og at han med sin kunst og viden ikke kunne tjene den, der havde til hensigt at fre Grkenland i trldom. Det brev, han sendte til kongen, kan endnu den dag i dag ses blandt hans vrige vrker og vidner for stedse om hans gode hjerte og dle natur. Det er ganske givet, at med tabet af friheden mister man samtidig tapperheden. Underkuede mennesker gr ikke frimodigt i kamp, og de har heller ingen udholdenhed. De mder faren nsten som om de var bundne og ganske slve og gr alt for en ydre forms skyld. De fler ikke frihedens gld brnde i deres hjerter, hvad der fr folk til at foragte faren og indgiver dem mod til med en smuk dd at hste hder og re blandt deres medkmpende. Blandt frie mennesker ses det, hvordan hver enkelt for det flles vel og for sit eget gode kappes om at f andel i nederlagets smerte eller i sejrens lykke. Trlbundne mennesker mister foruden modet i krig ogs livligheden i alt andet. De fr et lavt og usselt sind, som er ude af stand til at udfre store handlinger. Dette ved tyrannerne udmrket, og nr de ser det hos deres understter, s hjlper de selv med til at gre dem endnu mere vege. Xenophon, [31] en af de mest ansete og fornemme grske historieskrivere, har skrevet en bog, hvori han lader Simonides [32] fre en samtale med Hieron, [33] Syrakus's tyran, om tyrannernes elendighed. Denne bog er fuld af gode og alvorlige advarsler, og efter min mening er den skrevet s trffende, som det overhovedet er muligt. Gud give, at alverdens tyranner havde haft den for je og benyttet den som spejl! S tror jeg nemlig, de havde set deres vorter og skammet sig over deres pletter. I denne afhandling beretter han om tyrannernes elendighed. Da de gr fortrd mod alle, kommer de ndvendigvis til at nre frygt for alle. Blandt andet siger han, at de slette konger benytter sig af udlndinge i deres krige og tager dem i deres sold, fordi de er bange for at udlevere vben til deres egne folk, som de har beget uret imod.
49

Der har ganske vist vret konger, der har haft fremmede nationers mnd i deres sold, endog franske konger, oftere i tidligere tid end nu til dags, det m indrmmes, men det var i en anden hensigt: De ville skne deres egne folk og regnede ikke tab af penge for noget, nr det gjaldt om at spare menneskeliv. Scipio Africanus [34] sagde, om jeg husker ret, at han hellere ville redde een borger end uskadeliggre hundrede fjender. S meget er i hvert fald sikkert, at tyrannen aldrig tror, at hans magt er sikret, fr han er net til et punkt, hvor han ikke mere har et eneste retskaffent menneske under sig. Med god ret kan man da sige til ham, hvad Thrason hos Terents [35] roser sig af, at han bebrejdende sagde til elefanternes vogter: Hvor tapper I er, I, der kun hersker over dyr. Denne list, som tyrannerne benytter sig af for at fordumme deres understter, kan man ikke f en bedre forstelse af end ved at huske p, hvad Kyros [36] gjorde mod Lydierne, efter at han havde erobret Sardis, Lydiens strste by, taget den s rige kong Krsus [37] til fange og frt ham bort med sig. Man meddelte ham, at Sarderne havde gjort oprr. Opstanden fik han hurtigt slet ned, men da han ikke ville plyndre og delgge s smuk en by og heller ikke vre tvunget til altid at have en hr stende der i beredskab, s fandt han p en genial udvej til at sikre sig herredmmet over den. Han indrettede bordeller og spillebuler, lod skuespil opfre og afholdt sportskampe. Han lod befaling udg, at indbyggerne skulle tage del i alt dette. Alt gik s strlende i dette omrde, at han sidenhen aldrig mere behvede at trkke svrdet imod Lydierne. Disse stakkels elendige mennesker morede sig s godt med at finde p alle slags spil, at Romerne i den anledning dannede et nyt ord. Hvad vi kalder tidsfordriv, kalder de Ludi, [38] som om de ville betegne Lydierne dermed. Ikke alle tyranner har s rent ud sagt, at de nskede at kvindagtiggre deres folk, men det, som denne tyran befalede og frte ud i virkeligheden, har de, nr det kommer til styk-

50

ket, nsten allesammen tilstrbt underhnden. Det forholder sig jo sdan, at den lavere del af befolkningen, hvis antal altid er strst i byerne, finder det naturligt at vre mistnksom over for den, der elsker det, og godtroende over for den, der bedrager det. Tro ikke, at der er nogen fugl, der hurtigere gr p limpinden, eller nogen fisk, der hurtigere springer p krogen efter en fed orm, end alle mennesker hurtigt msker sig i trldommen for den mindste lkkerbidsken, man kildrer deres gane med. Det er forunderligt, s hurtigt de falder til fje, blot man lokker for dem. Teatre, spil, farver, skuespil, gladiatorer, fremmedartede dyr, medaljer, billeder og andre bedvelsesmidler - det var for oldtidens folk trldommens lokkemad, prisen for deres frihed og tyranniets redskaber. Det var disse midler og kunstgreb, den slags lokkemad, som oldtidens tyranner benyttede sig af for at dysse deres understter i svn under get. Disse fordummede mennesker, der fandt behag i den slags tidsfordriv, og som morede sig over den tomme jenlyst, vnnede sig til at vre trlle, lige s latterligt og dumt, ja, endnu vrre, end de sm brn, der af iver efter at se de strlende billeder i deres bger lrer at lse. De romerske tyranner fandt ogs p et andet kneb: De fejrede ofte Decennalierne [39] med offentlige bespisninger, da de vidste, hvordan de skulle behandle denne pbel, der mere end af noget andet lader sig lokke af bordets glder. Den klogeste og forstandigste af dem ville ikke have forladt sin suppeskl for at vinde friheden i Platons Republik. Tyrannerne uddelte rundhndet en smule brd, en kande vin og et par mnter, og derefter var det en ynk at hre, hvordan man rbte: Leve Kongen! Dumrianerne opdagede ikke, at de kun fik en lille del tilbage af det, der havde tilhrt dem selv. Hvad de fik, kunne tyrannen ikke have givet dem, hvis han ikke frst havde taget det fra dem. Mangen en person, der den ene dag samlede de tilkastede

51

mnter op, proppede sig ved det offentlige spisegilde og velsignede Tiberius [40] og Nero [41] for deres sknne gavmildhed, var den nste dag tvunget til at afst alt, hvad han ejede for deres griskheds skyld, udlevere sine brn til deres vellyst, ja, til at udgyde sit blod for disse vldige kejseres grusomhed, uden at de sagde s meget som en sten eller bevgede sig mere end en trstub. Sdan har pbelen altid vret. Den kan ikke p vrdig mde tage del i fornjelser, men kaster sig skamlst ud i dem, og den er uflsom over for uret og lidelser, som den ikke kan bre p hderlig vis. I dag kender jeg ingen, der ikke rystes i sit inderste, nr der tales om kejser Nero, blot han hrer navnet p dette uhyre, dette for hele verden snavsede og tilslede pestdyr. Og dog m man indrmme, at da det dle romerske folk hrte om denne brandstifters, denne bddels, dette vilddyrs dd, der var lige s ussel som hans liv, s flte det s stor sorg, nr det mindedes hans spil og fester, at det var lige ved at bre sorg. Det skriver den brave, alvorlige Cornelius Tacitus, [42] som er en af de mest trovrdige forfattere. Man kan ivrigt ikke undre sig herover, nr man mindes, hvordan det samme folk opfrte sig ved Julius Csars dd. Han havde afskaffet bde lovene og friheden. Denne person mener jeg ikke, der var noget som helst vrdifuldt ved, for selv hans menneskelighed, man rber s hjt op om, var mere skadelig end grusomheden hos den vrste tyran, der nogensinde har levet, for nr sandheden skal siges, s var det denne hans giftige mildhed, der oversukrede trldommen for det romerske folk. Efter hans dd s man dette folk, der endnu havde bevaret smagen i munden fra hans festmltider og stadig mindedes hans dselhed, kappes om at bre bnkene til den offentlige plads, da det skulle vise ham den sidste re ved hans begravelse. Derefter rejste de en sjle for ham og kaldte ham p den for Folkets Fader. Da han var dd, viste de ham mere re, end de med rette

52

burde have vist nogen anden, - det skulle da lige vre dem, der havde drbt ham. De romerske kejsere undlod som regel heller ikke at kalde sig for folketribuner, dels fordi denne titel betragtedes som hellig og ophjet, dels fordi den skulle give det udseende af, at de forsvarede og beskyttede folket og statens vel. P den mde ville de sikre sig, at folket havde strre tillid til dem, som om det blot skulle hre navnet og ikke mrke den stik modsatte virkelighed. I dag er der mennesker, der ikke handler stort bedre, nr de - uden egentlig at ville noget ondt - slynger om sig med ord som Offentligt vel og Flles bedste. Du kender udmrket disse formularer, min Longa, [43] som de visse steder benytter sig s spidsfindigt af! For de flestes vedkommende kan man bestemt ikke tale om behndighed, nr s megen skamlshed er til stede. De assyriske konger, og senere de mediske, viste sig frst for offentligheden s sent som muligt. Derved skulle det menige folk bringes til at tro, at der var noget overmenneskeligt ved dem og forblive i denne drmmetilstand, idet folk gerne gr sig indbildte forestillinger om det, de ikke kan se med egne jne. Sdan gik det ogs med de mange nationer, der temmelig lnge var underkastet det assyriske herredmme. De vnnede sig til at trlle, og jo mindre de vidste om, hvem der var deres herre, eller om de i det hele taget havde nogen, med s megen strre iver gjorde de det. I god tro frygtede alle en person, som ingen nogensinde havde set. gyptens frste konger viste sig nsten aldrig, uden at dc snart havde en kat, snart en gren eller sommetider ild p hovedet. Sdan forkldte de sig og optrdte som gglere, og nr de gjorde det, s fyldte de p denne besynderlige mde deres understter med refrygt og beundring. Hos folk, der ikke havde vret s dumme eller underkuede, ville de efter min mening ikke have opnet andet end at skaffe tidsfordriv og fremkalde latter. Hvor er det ynkvrdigt at hre om alt, hvad fortidens

tyranner benyttede sig af for at grundlgge deres tyranni, og hvor sm midler de brugte for altid at have denne pbel netop hvor de nskede, den skulle vre. Hvor klodset de end bar sig ad med at f den i nettet, s fangede de den alligevel altid, og de undertrykte den aldrig s let, som nr de gjorde allermest nar af den. Hvad skal jeg sige om en anden smuk skrne, som oldtidens folk tog for gode varer? De troede fuldt og fast, at kongen i Epirus, Pyrrhos's [44] tykke finger gjorde mirakler og helbredte dem, der havde en syg milt. De pyntede endnu mere p dette eventyr ved at fortlle, at fingeren blev fundet ganske uskadt i asken, efter at liget var brndt. Sdan laver dumme mennesker altid selv lgnene, og siden giver de sig til at tro p dem. Mange har skrevet om det, og man kan let se, at den slags opstr i storbyens rygtedannelser og af pbelens tomme snak. Da Vespasian [45] kom fra Assyrien til Alexandria p vej mod Rom for at erobre kejserriget, gjorde han mirakler. Han rettede de halte op, gjorde de blinde seende og en bunke lignende ting. Den, der ikke kunne se bedraget, var efter min mening mere blind end dem, han helbredte. Tyrannerne syntes selv, det var meget besynderligt, at folk kunne holde et menneske ud, der gjorde dem fortrd og forsgte derfor at benytte sig af religionen som brystvrn. De satte gerne sig selv i et guddommeligt lys, for at de kunne fortstte deres slette liv. For eksempel m Salmoneus, hvis man skal tro Vergils [46] sibylle, nu lide sin straf i helvede for sledes at have hnet folk og for at ville have spillet Jupiter. Ogs jeg s, hvor grumt Salmoneus her mtte bde. Det var ham, som med firspands larm og svingende fakkel Rumlende for gennem Elis - et skuespil for hans bysbrn. Og det var Jupiters torden og lyn, han abede efter, Knejsende stolt og fordrende selv guddommelig re, Dren, som ville med kobberets drn og med hovede hestes Tramp gre gudernes ild og den hje lynild til skamme. Men den almgtige fader fra tykke skyer sit lynslag
54

Slynged, - det var for sand ingen fakkel, ej rygende pind af Fyr, - og en hvirvelvind jog hovedkuls ham i dybet. Nr han, der blot optrdte som en nar, nu fr en sdan behandling dernede, s tror jeg, at de, der har misbrugt religionen for at gre fortrd befinder sig der med endnu strre ret. Vore egne konger i Frankrig har ogs udbredt en hel masse af den slags legender - om skruptudser, liljeblomster, kroningssalver og kongebannere. For mit eget vedkommende vil jeg ikke tvivle derom. Hverken vi eller vore forfdre har nogen grund til det, da vore konger jo altid har vret s gode i fredstider og tapre i krigstider, at det ser ud til, at de, selv om de fdtes til konger, ikke som andre var skabt af naturen, men udvalgte af den almgtige Gud fr fdselen for at styre og bevare dette kongedmme. Selv om nu dette alligevel ikke skulle vre sandt, s ville jeg dog ikke drage i kamp for at bestride sandheden i vor historie, eller granske den alt for nje, for ikke at fjerne dette smukke tidsfordriv, hvor vor franske poesi s udmrket kan finde stof til at ve sig p, da den nu ikke mere er s kunstfrdigt udstyret. Det ser ud til, at den er skabt helt pny af vor Ronsard [47], Baif [48], og du Bellay [49], der udvikler vort sprog s fint, at jeg godt vover at tro, at de grske og latinske digtere i den henseende meget snart ikke vil have andet fortrin frem for os end muligvis frstefdselsretten. Jeg ville jo ogs vre uretfrdig mod vor versdigtning, - jeg bruger gerne dette ord, som ikke mishager mig, - for selv om adskillige skulle have gjort den mekanisk, synes jeg dog, der er mange, der er i stand til at fordle den og gengive den dens oprindelige re, men jeg ville, siger jeg, beg stor uretfrdighed imod den, hvis jeg nu bervede den disse smukke fortllinger om kong Klodevig, [50] nr jeg allerede ser, hvor smukt og let vor Ronsards digteriske begavelse udfolder sig i hans Franciade, nr han benytter dem. Jeg forstr hans dygtighed, jeg kender hans skarpe tanke og hans ynde. Han forstr at benytte kongebanneret, liges godt som Romerne benyttede deres skjolde,
55

Skjolde kastet ned fra himlen, siger Vergil. Ronsard vil vre i stand til at benytte vore hellige salvelseskrukker, lige s godt som Athenerne anvendte Erechteus's [51] kurv. Han vil f folk til at tale lige s godt om vore vben, som de talte om deres oliventr, som de stadig mener befinder sig i Minervas trn. Ja, jeg ville bestemt beg helligbrde, hvis jeg bengtede, hvad der str i vore historiebger, og dermed bervede digterne deres emner. Men jeg m vende tilbage dertil, hvor jeg tabte trden. Hvordan det gik til, ved jeg ikke. For deres egen sikkerheds skyld har tyrannerne altid anstrengt sig for at f folket med sig, ikke blot gennem lydighed og trldom, men de forsgte ogs at vinde dets hengivenhed. Hvad jeg hidtil har sagt om frivillig trldom og dens forhold til tyrannerne, angr kun den brede hob. Men nu kommer jeg til et punkt, der efter min mening er selve drivkraften og hemmeligheden ved magtstyret, sttten og grundlaget for tyranniet. Hvis man tror, at vagtposternes hellebarder og livvagtens placering er det, der beskytter tyrannerne, s tager man efter mit skn alvorligt fejl. De benytter sig af disse ting for formalitetens skyld, og for at det skal se ud af noget, mere end p grund af at de egentlig har tillid dertil. Vagtposterne forhindrer de drligt kldte, som er ganske ufarlige, i at komme ind i paladserne, men ikke de velbevbnede, som virkelig kan foretage sig noget. For de romerske kejseres vedkommende er det nemt at konstatere, at antallet af dem, der undslap en fare takket vre deres livvagter, ikke er s stort som antallet af dem, der blev drbt af deres egne vagtposter. Det er ikke beredne folk, fodfolkskompagnier eller vben, der beskytter tyrannen. Umiddelbart vil man ikke tro det, men det er ganske givet sandt, at der altid er en fire eller fem personer, som holder

56

tyrannen ved magten, fire eller fem, der holder hele landet i trldom for ham. Der har altid vret en fem-seks personer, som tyrannen har lyttet til. De har nrmet sig til ham, eller han har selv tilkaldt dem, for at de kunne blive medskyldige i hans grusomheder, delagtige i hans fornjelser, ruffere for hans vellyst og flles om byttet af hans udplyndringer. Disse seks har stttet deres overhovede s godt, at den fortrd han gr mod samfundet, nu ikke alene skyldes hans egen ondskab, men fuldbyrdes i kraft af deres. De seks personer har seks hundrede under sig, der profiterer af deres magt, lige som de selv udnytter tyrannens. Og de seks hundrede har atter seks tusinde under sig, som de har hvet i rang. De stter dem til at herske over provinserne eller forvalte de offentlige midler, for at de selv kan have hnd i hanke med deres griskhed og grusomhed og benytte sig deraf, nr de finder det belejligt. lvrigt lader de dem forvolde s mange ulykker, at disse seks tusinde kun kan holde sig ved magten under deres skygge og kun ved deres hjlp omg lovene og slippe for straf. Konsekvenserne heraf er uhyre, og den, der ville more sig med at optrevle dette net, ville se, at ikke alene de seks tusinde, men hundrede tusinde, ja, millioner med denne snor knyttes til tyrannen og benytter sig af ham ligesom Jupiter, [52] der hos Homer praler med, at hvis han trak i lnken, s ville han trkke alle guderne til sig. Dette var rsagen til senatets vkst under Csar og til oprettelsen af mange nye embeder. Hensigten var bestemt ikke, hvis man ser nrmere p det, at udbygge retsvsenet, men at danne nye sttter for tyranniet. Kort sagt ender det med, at der findes et nsten lige s stort antal mennesker, der synes at profitere af tyranniet p grund af den gunst og vinding, de opnr hos tyrannerne, som af folk, der betragter friheden som et kosteligt gode. Det forholder sig p ganske samme mde, som nr lgerne siger, at hvis vort legeme er sygt et sted, og noget

57

rrer p sig et andet sted, s strmmer det straks hen til det drlige. Sdan gr det ogs, nr en konge bliver til en tyran. Alt det onde, hele kongerigets brme - jeg tnker ikke p en bunke lasede tiggere eller tyvekngte, der hverken kan gre ondt eller godt i en stat, men p dem, der er opfyldt af en brndende rgerrighed og betydelig griskhed - slutter op om ham og giver ham deres sttte for at f andel i byttet og selv blive til sm tyranner under den store tyran. Sdan er det jo, det foregr blandt de store tyve og de berygtede korsarer [53]. Nogle sonderer terrnet, andre forflger de rejsende, nogle ligger i baghold, andre holder vagt. Nogle drber, atter andre udplyndrer. Selv om der er forskel p dem, og nogle kun er tjenere, mens andre er anfrere, s er de dog alle, nr det kommer til stykket, kun p jagt efter byttet. Man siger, at de ciliciensiske pirater [54] ikke alene samlede sig i s stort et antal, at det var ndvendigt at sende Pompejus den Store imod dem, men at de ogs allierede sig med adskillige smukke byer og store stder, i hvis havne de bragte sig i sikkerhed, nr de vendte tilbage fra deres togter. Som tak for hjlpen uddelte de s noget af byttet fra deres plyndringstogter. Sdan underkuer tyrannen sit lands borgere ved at benytte sig af nogle af dem imod de andre, og han beskyttes af dem, som han snarere skulle tage sig i agt for, hvis de var noget vrd. Som man siger: For at klve trer laver han kiler af tret. Her ser I hans drabanter og hans bevbnede livvagt! Det betyder ikke, at de ikke selv undertiden m lide under hans herredmme. Men disse fortabte, af Gud og mennesker forladte, finder sig i ondet med tilfredshed, nr bare de ogs selv kan gre fortrd. Ikke imod ham, der er rsag til alle deres lidelser, men imod dem, der lider lige som de selv, og som er nr ved at segne derunder. Og dog, - nr jeg ser disse folk, der kryber for tyrannen for at hste fordel af hans tyranni og af folkets trldom, 58

gribes jeg ofte af forbavselse over deres ondskab og undertiden af medlidenhed med deres dumhed. For i sandhed, hvis man nrmer sig tyrannen, betyder det s andet, end at man ofrer sin frihed, og at man med begge hnder omfavner og kysser trldommen? Hvis disse mennesker s lidt bort fra deres rgerrighed, skaffede sig en smule af med deres griskhed, betragtede sig selv og s, hvad de egentlig er, s ville de tydeligt se, at landsbybeboerne og bnderne, som de tramper ned af al magt og behandler vrre end tugthusfanger og slaver, hvor meget de end bliver mishandlede dog er heldigt stillede og p en vis mde lykkelige og frie i sammenligning med dem selv. Selv om landarbejderne og hndvrkerne er aldrig s underkuede, s gr de dog ikke mere, end de bliver tvunget til. Tyrannen ser dem, der er i hans nrmeste omgivelser, gre haneben for ham og trygle om hans gunst. Det er ikke tilstrkkeligt, at de blot gr, hvad han siger. De skal ogs gtte hans nsker. Ja, ofte skal de for at gre ham tilfreds forudse, hvad han tnker. Det er ikke nok, at de adlyder ham. De skal ogs behage ham. De m anstrenge sig og plage sig, arbejde sig til dde for hans sag, og desuden finde glde i hans fornjelser. De m opgive deres egen smag for hans, lgge bnd p sig selv og helt hre op med at vre naturlige. De m nje lytte til hans ord og hans stemmes tonefald, lgge mrke til de tegn, han giver, og til udtrykket i hans jne. Selv m de ikke mere have hverken je, fod eller hnd, men altid skal de vre p vagt for at imdekomme hans nsker og gtte hans tanker. Kan dette kaldes et lykkeligt liv? Kan det i det hele taget kaldes at leve? Er der noget i verden s uudholdeligt som dette? Jeg tnker her ikke p modige mennesker eller p folk af fornem stand, men blot p dem, der er i besiddelse af sund fornuft, slet og ret p ganske almindelige mennesker. Hvilken skbne er mere ulykkelig end at leve sdan, at man intet har for sig selv, og sdan at ens vel, frihed, legeme
59

og liv er helt afhngig af en anden? Men de vil trlle for at opn goder! Som om de kunne vinde noget som helst, der var deres, nr de ikke engang kan sige, at de ejer sig selv. De samler p gods og ejendom, - som om nogen kunne eje noget som helst under en tyran! De glemmer, at det er dem selv, der giver ham magt til at tage alt fra alle og ikke overlade noget til nogen. Intet udstter menneskene mere for hans grusomhed end netop det, at de ejer noget. Der findes ikke nogen mere livsfarlig forbrydelse. Han elsker rigdomme, men skaffer de rige af vejen. De mder op hos ham som hos en slagter for at tilbyde sig selv med deres ejendom og pragt for at give ham lyst til at tage det fra dem. Disse tyrannens yndlinge skulle ikke s meget tnke p dem, der har vundet store rigdomme i hans tjeneste, som p dem, der har mistet bde liv og gods efter at have sanket sammen i nogen tid. De skulle ikke have s strk en erindring om dem, der har opnet store rigdomme, som de burde mindes, hvor f det er, som har kunnet beholde dem. Hvis man undersger oldtidens historie eller den nrmeste tids, som vi selv husker, s kan man nemt se, hvor mange, der med slette midler opnede at f indflydelse p herskerne ved at benytte sig af deres ondskab eller udnytte deres dumhed, og som alligevel til sidst blev tilintetgjort af dem. Ligesom herskerne havde haft let ved at hve dem op p rangstigen, har de siden vilkrligt slet dem ned. Det er ganske tydeligt, at blandt de mange, der frdedes i de onde kongers nrmeste kreds, var der kun f, mske ingen, der ikke fik tyrannens grusomhed at fle, som de frst selv havde benyttet sig af imod andre. I skyggen af hans gunst havde de frst beriget sig selv ved at rve andres ejendom, og til sidst berigede de s ham med deres egen. Selv for hderlige mennesker kan det undertiden ske, at de bliver elsket af tyrannen, enten fordi de er faldet i hans
60

gunst, eller fordi dyd og ubestikkelighed lyser ud af dem, og disse egenskaber indgyder respekt hos selv de sletteste mennesker, nr de mder dem ganske benlyst. Men jeg kan forsikre, at hderlige mennesker ikke kan blive ved med at tilhre tyrannens nrmeste kreds. Fr eller siden opdager de ndvendigvis den almindelige elendighed og kommer selv til at lide under tyranniet. Se blot hvordan det gik tre hdersmnd som Seneca [55], Burrhus [56] og Thraseas [57]! En ond skbne frte de to af dem i nr kontakt med tyrannen og overdrog dem ledelsen af hans sager. Begge var agtede og elskede af ham. Den ene af dem havde tilmed vret opdrager for tyrannen og havde som venskabspant, at han havde taget sig af ham i barndommen. Disse tres skbne vidner ved deres grusomme dd tilstrkkeligt om, hvor ringe sikkerhed der er i at vre en ond herres yndling. Og, rlig talt, hvilket venskab kan man vente at finde hos en person, der har sa hrdt et hjerte, at han hader sit eget kongerige, der dog adlyder ham blindt, hos en, der forarmer sig selv og delgger sit eget rige, fordi han ikke har lrt at elske. Hvis nogen skulle hvde, at disse tre fik s ulykkelig en skbne p grund af deres hderlige liv, s behver man blot at betragte tyrannens omgangskreds lidt nrmere. Man vil se, at de, der opnede hans velyndest og bevarede den med slette midler, alligevel ikke opnede at nyde godt af den i lngere tid. Har man nogensinde hrt tale om en mand, der var s besat af en kvinde, som kejser Nero var det af Popea? Har man nogensinde hrt om en s lssluppen krlighed, om s voldsom en lidenskab? Og dog endte det med, at han til sidst tog hendes liv med gift. Agrippina, Neros moder, havde drbt sin mand, Claudius, for at gre sin sn til kejser. For at knytte ham til sig havde hun aldrig sknet sig selv for hverken anstrengelser eller lidelser. Men hendes egen sn, som hun havde nret ved sin barm, som hun havde gjort til kejser, svigtede hende ofte,
61

og til sidst bervede han hende livet. Ingen mente dengang, at hun ikke havde fortjent denne straf, - hvis den blot ikke var kommet fra ham. Hvem har nogensinde vret lettere at styre, mere naiv, eller for at sige det mere trffende, strre dumrian end kejser Claudius? Hvem har nogensinde vret mere forgabet i en kvinde, end han var det i Messalina? Til sidst overgav han hende i bddelens hnder. Tyrannerne er altid enfoldige, nr det drejer sig om at gre godt. Men jeg forstr ikke, hvordan det kan g til, at nr det glder om at bruge grusomhed, selv over for dem, der str dem nrmest, s skal deres intelligens nok blive vakt, selv om den er aldrig s lille. Vel kendte er de smukke ord, som en anden tyran [58] engang udtalte, da han betragtede sin elskedes ngne hals, hende han elskede s hjt, at han ikke syntes, det var muligt for ham at leve uden hende. Idet han krtegnede hende, sagde han: Denne smukke hals vil straks blive hugget over, hvis jeg befaler det. Grunden til at strstedelen af oldtidens tyranner blev drbt af deres egne yndlinge var, at disse kendte tyranniets natur, og derfor ikke havde s megen tillid til tyrannens vilje, som de nrede mistillid til hans magt. Sledes blev Domitian[59] drbt af Stephanus, Commodus [60] af en af sine egne elskerinder, Antoninus af Macrinus, [61] - og p samme mde gik det nsten alle de andre. Den egentlige grund er, at tyrannen aldrig elskes, lige s lidt som han selv er i stand til at elske. Venskab er et helligt ord, der er noget helligt ved det. Det kan kun opst mellem vrdifulde mennesker og opns kun ved gensidig agtelse. Det vedligeholdes ikke s meget p grund af velgerninger som i kraft af vremde. Hvad der vkker en vens tillid, er den viden, han har om den andens retskaffenhed. Til gengld modtager han naturlighed, tiltro og bestandighed. Venskab trives aldrig, hvor der findes grusomhed, trolshed eller uretfrdighed. Nr onde mennesker slutter sig sammen, opstr der et
62

komplot, aldrig et fllesskab. De holder ikke af hinanden, men frygter hinanden. De er ikke venner, men sammensvorne. Skulle der alligevel opst en form for venskab hos en tyran, ville det dog vre svrt at mde nogen sikker krlighed hos ham; for nr han str over alle og ikke har nogen ligemand, s er han allerede ude over venskabets grnser, der bygger p lighed, som aldrig skifter, men altid er ens. Det siges, at der godt kan herske en vis form for redelighed blandt tyve, nr det glder om at dele byttet. De er ligestillede medlemmer af en bande, og selv om de ikke holder af hinanden, s nrer de i det mindste en indbyrdes frygt, og de vil ikke risikere, at deres magt skulle svkkes ved, at de blev uenige. En tyrans yndlinge kan imidlertid aldrig nre nogen tillid til ham, da de jo netop selv har lrt ham, at han kan tillade sig alt, og at der ikke er nogen ret eller pligt, som kan binde ham. Det er jo et srkende for ham, at han betragter sin vilje som ret og ikke nsker nogen ligemand, fordi han vil vre herre over alle. Nr man har set s mange benlyse eksempler p, at faren ligger lige for, er det s ikke ynkvrdigt, at der ikke er nogen af dem, som vil handle klogt og tage ved lre af andres ulykke? Hvor ynkeligt, at der ikke er en eneste, der har ndsnrvrelse og dristighed nok til at sige som rven i fabelen, [62] da den sagde til lven, der foregav at vre syg: Jeg ville gerne komme og besge dig i din hule, men jeg ser s mange spor af dyr, der er get ind til dig, og jeg kan ikke se et eneste, der frer tilbage. Disse elendige ser tyrannens skatte strle og betragter fulde af beundring glansen af hans pragt. Hidlokket af den nrmer de sig til ham, men ser ikke, at de gr lige ind i ilden, som usvigelig sikkert fortrer dem. Sledes som de gamle fabler fortller om den tankelse satyr, [63] der s den ild lyse, som Prometeus havde skabt og syntes, den var s smuk, at han ville kysse den, men brndte
63

sig, sledes gr det ogs sommerfuglen, der af lyst flyver ind i ilden, fordi den lyser. Den mder en anden egenskab hos ilden, siger den toscanske digter, [64] den der brnder. Men lad os antage, at disse tyrannens kledgge undgr at blive ofre for den, de kryber for, s vil de alligevel aldrig redde sig fra efterflgeren. Hvis han er god, s kommer de til at st til regnskab, og m p dette tidspunkt erkende, hvad der er rigtigt. Men hvis han er ond og ligner deres herre, s har han uden tvivl ogs sine egne yndlinge. Disse er som regel ikke tilfredse med at dele pladsen med andre, men forsger p een gang at tage bde deres ejendom og deres liv. Hvordan kan det dog g til, at der findes nogen, der med s stor fare og ringe sikkerhed nsker den ulykkelige stilling, det er, med stor mje at trlle for en s farlig herre? Du gode Gud, hvilken lidelse, hvilket martyrium m det ikke vre dag og nat at skulle vre beredt til at behage en anden, og dog bestandig frygte ham mere end noget menneske i hele verden - altid at vre p vagt med jne og rer for at gtte, hvorfra slaget kommer, for at opdage baghold, for at udforske hans omgangsfllers minespil, for at finde ud af hvem der forrder, le til enhver og dog frygte alle, hverken have en erklret fjende eller en plidelig ven, altid have et smilende ansigt, men frygt i hjertet, ikke kunne vre glad, men ikke vove at vre bedrvet! Men det er en fornjelse at tnke over, hvad de fr ud af den store plage, af alle deres anstrengelser og af hele deres elendige liv. Det er som regel ikke tyrannen selv, men hans bagmnd, folket anklager for den ondskab, det m lide under. Alle selv bnderne og markarbejderne kender navnene p dem og kan opregne deres laster. De overdynger dem med krnkelser, forhnelser og forbandelser. Alle deres bnner og nsker er rettet imod dem. Alle deres ulykker, enhver pest eller hungersnd giver de dem skylden for. Nr de undertiden giver det udseende af, at de viser dem en resbevisning, s forbander de dem samtidig i deres inderste, og nrer strre afsky for dem end for vilde dyr.
64

Se det er den hder og re, de hster for, hvad de har gjort mod folk, der, selv om enhver fik et stykke af deres legeme, dog ikke ville vre tilfredse, eller blot halvt tilfredse efter al den udholdte smerte. Det er givet, at selv efter disse folkederes dd, s vil de efterlevende ikke undlade at svrte dem med blk fra tusinde penne og snderlemme deres rygte i tusinde bger. Resterne af deres ben vil, som man siger, blive kastet for efterslgten og endnu efter deres dd straffe dem for deres slette liv. Lad os dog endelig engang lre at handle ret, lad os lfte vort blik mod himlen for vor res skyld og af krlighed til dyden, men isr af krlighed til og af resflelse over for Gud den almgtige, der kender vore handlinger og er en retfrdig dommer over vore fejl. Jeg for mit vedkommende tror, og tager ikke fejl, at da intet i den grad er Guds vilje imod som tyranniet, s hjsindet og gavmild han er, s er en srlig straf i det hinsidige forbeholdt tyrannerne og deres medskyldige.

65

Kommentar til teksten

1. At have flere herrer o s v . . . Fra Homers Iliade 2. sang, vers 204205. 2. Athen under de tredive t y r a n n e r . . . Rdselsherredmme i Athen 404 f. Kr. efter nederlaget til Sparta i den peloponnesiske krig. 3. Herkules. Sejrsguden i romersk kult. 4. Samson. Israelitisk folkehelt med overnaturlige krfter. 5. Miltiades. Athensk hrfrer, der besejrede Perserne i slaget ved Marathon 490 f. Kr. 6. Leonidas. Konge af Sparta. Faldt i slaget ved Thermopyl 480 f. Kr., hvor han ofrede sit eget liv og en del af sine troppers for at forsinke kong Xerxes's og de persiske styrkers fremrykning. 7. Themistokles. Athensk statsmand. Han besejrede Perserne i sslaget ved Salamis 480 f. Kr. 8. Longa. Guillaume de Lur de Longa var La Boeties forgnger i Parlamentet i Bordeaux. 9. Israels folk o s v . . . Efter flere nederlag til Filistrene valgte Israeliterne en enehersker, kong Saul, ca. 1000 f. Kr. 10. Sparta og Athen under Alexanders m a g t . . . Alexander den Store var konge af Makedonien. Han erobrede Hellas, fr han begyndte sine store togter i Asien. (356-323 f. Kr.). 11. Peisistratos. Athens tyran 561-560 f. Kr. 12. Dionysios. H a n blev enevldig hersker 450 f. Kr. 13. Mithridates. Flere kommentatorer mener La Boeties omtale af Mithridates har Plinius d. ldres vrk Naturalis historia* som kilde. Plinius d. ldre levede f r a omkr. r 23 til 79 efter Kr. 14. Venedig, La Boetie og flere franske humanister havde ret idylliske forestillinger om Venedig. Herskerens, dogens, magt var ganske vist begrnset, men statsformen var autoritr. Folket havde ingen reel politisk indflydelse. 15. Sultanens land. La Boetie tnker p Tyrkiet. 16. Lykurg. Lykurg var nppe en historisk person, men en myte. 17. Xerxes's yndlinge o s v . . . La Boeties kilde er Herodot, grsk historiker fdt ca. 480 f. Kr. 18. Cato f r a Utica. Romersk statsmand, dd 46 f. Kr. Om hans navn har der dannet sig en republikansk myte p grund af hans modstand
67

mod Csar. Han begik selvmord i Utica f o r ikke at opleve Csars endelige magtovertagelse. 19. Sulla. Romersk feltherre og statsmand. (138-78 f. Kr.). Under borgerkrigen 83-81 var Sulla aristokraternes leder mod folkepartiet. Efter hans sejr indfrtes diktaturet, der v a r e d e til ret 79. 20. Homer og Cimererne. Mytedannelse o m et folk der skulle leve i det yderste Norden. 21. Momus. Guddommen for spot og ironi. 22. Vulcan. Han var ildens gud. 23. Brutus (85-42 f. Kr.). H a n sluttede sig til Pompejus imod Csar, der alligevel gjorde ham til Prtor. For a t afskaffe tyranniet deltoit han i sammensvrgelsen imod Csar og i mordet p ham 15. marts 44. 24. Cassius. Hans skbne minder om Brutus's. Han sluttede sig under borgerkrigen 49 til Pompejus imod C s a r . Efter Csars sejr ud nvntes han til Prtor i 44. Deltog i sammensvrgelsen og i mordet p Csar. 25. Casca. Han allierede sig med de sammensvorne og tog del i mordel p Csar. 26. Harmodios og Aristogeiton. De sluttede sig sammen og myrdede en af Athens tyranner, Hipparchos, 5 1 4 f. Kr. Aristogeiton blev henrettet, Harmodios drbt af livvagten. Om dem er der opstet en myte, hvor de betragtes som t y r a n m o r d e r e og frihedshelte. 27. Thrasybulos. Athensk statsmand og feltherre. Han rejste 403 f. Kr, den opstand, der frte til de Tredive tyranners fald og genindfrelse af demokratiet. 28. Brutus d. ldre og Valerius. De styrtede kongedmmet og indfrte republikken i Rom 509 f. Kr. 29. Dion. Han styrtede tyrannen Dionysios I I af Syrakus 355 f. Kr. 30. Hippokrates f. ca. 460 f. Kr.). Der vides meget lidt om hans liv, og gtheden af flere af hans vrker betvivles. 31. Xenophon. Grsk forfatter og historiker. H a n dde omkr. 355 f. Kr, 32. Simonides. Grsk digter, fdt ca. 556 f . Kr., dd 469 f. Kr. Han var en betydelig digter af elegier og epigrammer. Dde ved hoffet i Syrakus. 33. Hieron den Frste. Syrakus's tyran, d d 467 f. Kr. Efter at han I 474 havde delagt Etruskernes flde v a n d t han stor indflydelse I Syditalien. Han optrdte som velgrer f o r tidens strste digtere. 34. Scipio Africanus. Scipio Africanus den ldre fordrev Karthagerne fra Spanien 204 f. Kr. og besejrede H a n n i b a l i slaget ved Zamil 202. Scipio Africanus den Yngre indtog og delagde Karthago 14(> f. Kr. 35. Terents. Romersk komedieforfatter (ca. 200-159 f. Kr.). Efter at vre frigivet som slave fik han flere af sine komedier opfrt. 36. Kyros. Persisk konge. Ca. 550 f. Kr. rejste han Perserne til oprr mod Mederne og erobrede deres land. E f t e r at have besejret Lyili ernes konge, Krsus, indtog han ogs d e t t e land.
68

17. Krsus. Lydiens konge ca. 560-546 f. Kr. Skildres som umdelig rig og lykkelig indtil han i 546 blev besejret af Perserkongen Kyros. IH I .udi. Denne mytologi af ordet var almindeligt gldende i det 16. ftrh. I1). Decennalierne. Fest i anledning af en kejsers 10-rige regeringsperiode. Indfrt af kejser Augustus. >10 Tiberius. Romersk kejser, r 14 efter Kr. til 37. I slutningen af hans regeringstid var angiveri meget udbredt, og mange henrettelser blev foretaget. 11 Nero. Den romerske kejser Neros regeringstid (5468 e. Kr.) er nslen blevet legendarisk p grund af hans hensynslshed, grusomhed og dselhed. Flere af de trk, hvormed La Boetie karakteriserer tyranniet, har han sikkert taget f r a beretningerne om denne kejsers styre. i ' ( ornelius Tacitus. Romersk historiker og politiker fdt ca. 60 e. Kr. r 98 var han konsul. Han blev senere statholder i Lilleasien og er navnlig kendt for sit vrk om Roms historie og for beretningen om Germanerne. 'I i Disse formularer, min Longa . . . Der hersker tvivl om, hvad La Boelie henviser til. Muligvis tnker han p samtidens juridiske sprog. I-n formodning om at han hentyder til Machiavellis bog om Fyrsien (fremsat af Barrre) er nppe holdbar. 11 l'yrrhos. Konge af Epirus (319-272 f. Kr.). Han besejrede Romerne i slagene ved Heraklea r 280 og Ausculum 279, den skaldte Pyrrhossejr. H a n skal have sagt: En sejr til af den art, og jeg er fortabt. I'. Vcspasian. Romersk kejser (69-79 e. Kr.). H a n sanerede blandt andet rigets finanser og byggede Colosseum. Ifi Vcrgil. Roms nationale digter (70-19 f. Kr.). Efter hans dd udkom /l lrieiden, der er Roms nationalepos, i sin genre inspireret af Homer. Vcrgil vede stor indflydelse p eftertidens digtning f.eks. p Dante. Det gengivne citat er fra neiden, VI, 585-594 i Johannes Lofts oversttelse. (Munksgaards Forlag, 1964). 11 Konsard. Fransk digter (1524-1585). Han var inspireret af grsk og latinsk digtning, men en stor fornyer af fransk poesi. Han fik aldrig fuldendt sit nationalepos La Franciade. Hans poesi, der blev negliKcret i det 17. og 18. rh., fik sin renaissance med Romantikken. IH llai'f. Fransk digter og dramatiker (1532-1589). Mest kendt for sine .onnetter. Hans forsg p at forny fransk metrik formelt, rytmisk og ortografisk fik ikke nogen stor indflydelse. I'' du Bellay. Fransk digter (1522-1560). Ville som Ronsard bevidst forny fransk poesi og skrev et forsvarsskrift for det franske sprog. Af hans digtsamlinger har navnlig Les Regrets, 1558, givet ham et nuvn som en af Frankrigs strste digtere. il Kong Klodevig. Grundlggeren af det frankiske monarki. Konge f r a IHI lil 511.
69

51. Erechteus. Person i den grske mytologi. Med oliventret i Minervas trn hentydes der til en fest i Athen, der indstiftedes ca. 565 f. Kr., og som fejredes hvert fjerde r. Der var processioner med kurvebrersker og vddelb, hvor sejrherrerne besmykkedes med olivenkroner. Minerva var romersk gudinde for kunst og digtning som Grkernes Athena. 52. Jupiter hos Homer. Der henvises til Iliaden, 8. sang, vers 19-28. 53. De berygtede korsarer. Udtrykket anvendtes generelt om srvere, der som regel foretog deres togter med udgangspunkt f r a nordafrikanske havne. 54. De ciliciensiske pirater. Cilicien (Cilicia) var en provins i Lilleasien. 55. Seneca. Romersk filosof (4 f. Kr.-65 e. Kr.). Fra sit eksil p Corsica blev han kaldt tilbage f o r at tage sig af den senere kejser Neros opdragelse. D a han faldt i unde, begik han selvmord. 56. Burrhus (dd 62 e. Kr.). Var kejser Neros rdgiver. H a n kom i ugunst og blev fngslet. 57. Thraseas. Romersk senator, der var respekteret for sin ubestikkelighed. Da han kom i opposition til kejser Nero og kunne forvente en ddsdom, begik han selvmord. 58. En anden tyran. Den romerske kejser Caligula, der var en grusom og vilkrlig despot, som r 41 e. Kr. blev myrdet af nogle af sine garderofficerer. 59. Domitian. Romersk kejser, der udviklede sig til en herskesyg tyran. H a n myrdedes af en sammensvrgelse, hvori hans egen hustru deltog, r 96 e. Kr. 60. Commodus. Romersk kejser. Under ham kom magten i hnderne p forskellige yndlinge. P grund af frygt for sammensvrgelser blev hans styre mere og mere vilkrligt og grusomt. Han blev myrdet af sine nrmeste r 192 e. Kr. 61. Antonius. Romersk kejser. I almindelighed kaldet Caracalla. Han herskede med grusomhed og forvrrede militrdespotiet. I ret 217 e. Kr. blev han myrdet af chefen for sin garde, Macrinus. 62. Rven i fabelen. Fabelen forekommer hos den grske digter sop, der levede i 6. rh. f. Kr. Han har haft mange efterlignere i europisk digtning bde hvad angr genre og motiver. 63. Den tankelse satyr. Fortllingen forekommer hos Plutark, grsk forfatter, der levede ca. 48-122 e. Kr. Han regnes for en af oldtidens strste forfattere, har skrevet biografier om grske og romerske stormnd, samt Moralia, en samling filosofiske, religise og historiske afhandlinger. 64. Den toscanske digter. La Boetie henviser til Petrarca, den bermte italienske digter (1304-1374). Sonnet XVII.

70

Bibliografi
Tekstudgaver af La Boetie

La Boetie, Estienne de: La Mesnagerie de Xenophon; Les rgles de mariage de Plutarque; Lettre de consolation de Plutarque sa femme. (La Boetie, tr.). Ensemble quelques vers latins et fran?ois de son invention. Discours sur la mort de La Boetie par M. de Montaigne. (Michel de Montaigne ed.) Paris, 1571. La Boetie, Estienne de: Vers frangois de feu Estienne de La Boetie. (Michel de Montaigne ed.) Paris, 1572. Dialogi ab Eusebio Philadelpho... Edimburgi, 1574. [Indeholder et fragment af Frivillig Trldom p latin]. Le Rveille-Matin des Fran?ois. Paris, Edimbourg, (Lausanne), 1574. [Oversttelse til fransk af foregende fragment]. Der Francoysen ende haerder nagebueren Morghenwecker door Eusebium Philadelphum. Overgheset door Jan Fruytiers. Dordrecht, 1574. (Hollandsk oversttelse af Le Rveille-Matin. Iflg. Claude Paulus: Essai sur La Boetie, Bruxelles, 1949). (La Boetie) Discours de la servitude volontaire. in: Mesmoires de l'estat de France sous Charles IX. (Goulart, S.) Meidlebourg, 1577, 1579. (III) (La Boetie) 29 sonnets d'E. de La Boetie. in: Essays de M. de Montaigne. Paris, 1580. (I, 29) La Boetie, Estienne de: Discours de la Servitude volontaire. in: Michel de Montaigne: Essais. Geneve, 1727, 1729, 1745. (P. Coste ed.) London, 1739, 1745. (Siden ofte medtaget i udgaver af Montaignes Essais) La Boetie, Estienne de: A Discourse of Voluntary Servitude. London, 1735. (La Boetie, Etienne de) - Discours de Marius, plbien et consul, traduit en prose et en vers fran?ais du latin de Salluste; suivi du Discours d'Estienne de La Boetie, ami de Montaigne et conseiller au Parlement de Bordeaux, sur la Servitude volontaire, traduit du fran?ais d'autrefois en fran?ais d'aujourd'hui, par l'Ingnu, soldat dans le rgiment de Navarre. (Uden stedsangivelse), 1789. 144 s.
71

(La Boetie, Etienne de) - L'Ami de la Rvolution ou Philippiques ddies aux reprsentants de la nation, aux gardes nationales et tous les Fran?ais. Paris, 1790. (8. philippique indeholder et uddrag af le Discours de la Servitude volontaire) (La Boetie) Rede des Boetie iiber die freywillige Knechtschaft. - Der Neue Teutsche Merkur vom Jahre 1793. Hrsg. von C. M. Wieland. Marz, s. 267-307; April, s. 360-386. La Boetie, Estienne de: Discorso della schiavitu volontaria, o il Contra Uno. Trad. C. Paribelli. Napoli, 1799. La Boetie: De la servitude volontaire, ou le Contr'Un. Publi par J. B. Mesnard. Paris, 1835. 10 + 96 s. La Boetie: De la servitude volontaire ou le Contr'Un (1548), avec les notes de M. Coste et une prface de F. de La Mennais. Paris, 1835. 149 s. (La Boetie) La Servitude volontaire ou le Contr'Un par Estienne de La Boetie, ouvrage publi en l'an 1548 et transcrit en langue moderne pour tre plus la porte d'un chacun, voire des moins aiss, par Adolphe Rechastelet. Bruxelles et Paris, 1836. 158 s. La Boetie: Oeuvres compltes, runies pour la premiere fois et publies avec des notes par Lon Feugre. Paris, 1846. 24 + 532 s. (La Boetie) Tyrannie, usurpation et servitude volontaire, trois extraits d'Alfieri, de Benjamin Constant et d'Estienne de La Boetie. Publis par A. Poupart. Bruxelles, 1852. La Boetie: De la servitude volontaire, donne pour la premiere fois selon le vrai texte de l'auteur d'aprs un manuscrit contemporain et authentique, par J.-F. Payen. Paris, 1853. 148 s. (Henri de Mesmes's manuskript) La Boetie, Estienne de: Testament. (Lapeyre d.) Prigueux, 1854. La Boetie, Etienne de: De la servitude volontaire ou le Contr'Un, discours par Etienne de la Boetie, prcd d'une prface par A Vermorel et suivi des lettres de Montaigne relatives La Boetie. Paris, 1863. 192 s. La Boetie, Estienne de: Il Contr'Uno. Traduzione di P. Fanfani. Milano, 1864. 64 s. La Boetie: Remarques et corrections d'E. de La Boetie sur le trait de Plutarque intitul Erotikos aves une introduction et des notes par R. Dezeimeris. Bordeaux, 1867. 80 s. (Publications de la Socit des bibliophiles de Guyenne) La Boetie: La servitude volontaire. Rimprim sur le manuscrit d'H. de Mesmes par D. Jouaust. Paris, 1872. 12 + 66 s. La Boetie: Oeuvres compltes, publies avec notice biographique, variantes, notes et index par Paul Bonnefon. Paris, 1892. 85 + 445 s. La Boetie, Etienne de: La Servitude volontaire. Bibliothque des Temps nouveaux, no. 20. Bruxelles, 1899. 63 s. (La Boetie) Von der freiwilligen Knechtschaft. Eine Abhandlung von Etienne de La Boetie. Ubersetzt von Gustav Landauer, (forkortet). - Der Sozialist. 2. Jahrgang, 1910. Nr. 17, s. 130-134. 18, s. 138-140.
72

19, s. 146-148. 21, s. 162-164. 22, s. 170-171. 1911. Nr. 1, s. 2-4. (La Boetie) Montaigne, Michel Eyquem de Montaigne's Essay on friendship and 29 sonnets by Estienne de La Boetie. Transl. by Louis How. Boston, 1915. 31 + 63 s. La Boetie, Estienne de: De la servitude volontaire ou le Contr'Un. Paris, Socit littraire de France, 1922. 61 s. La Boetie: Discours sur la servitude volontaire ou le Contr'Un. Paris, 1922. 136 s. 111. de Louis Jou. (240 bois) La Boetie: Discours de la servitude volontaire suivi du Mmoire touchant l'Edit de janvier 1562 (indit) et d'une lettre de M. le Conseiller Montaigne. Introduction et notes par Paul Bonnefon. Paris, 1922. 215 s. La Boetie: De la servitude volontaire. Lettres de Montaigne sur La Boetie, extraits des Essais. Notice et notes par Mile. Ch. Charrier. Paris, 1924. 64 s. La Boetie, Etienne de: Uber freiwillige Knechtschaft (Le Contr'Un ou De la servitude volontaire). Ubersetzt und eingeleitet von Felix Boenheim. Berlin, Malik-Verlag, 1924. 45 s. La Boetie: De la servitude volontaire ou le Contr'Un. (Transcrit en franjais moderne). Prface de C. A. Laisant. Paris, Ed. de La Brochure mensuelle, janv. 1931. La Boetie: Verhandeling over de vrijwillige Slavenrij. Tegen den Eene. Uit het fransch door Hillegonda De Light. Int. van B. De Light. Den Haag, Servire, Bevrijding reeks, no. 2, 1933. 60 s. La Boetie, Estienne de: Anti-Dictator, a translation of the Contr'Un by Harry Kurz. New York, Columbia Univ. Press, 1942. 54 s. La Boetie: Discours de la servitude volontaire. Prface d'Edm. Gilliard. Porrentruy, 1943. 93 s. La Boetie: Discours sur la servitude volontaire ou le Contr'Un. Ed. du Raisin. Typogr. de Darantire, 1944. 89 s. La Boetie, Estienne de: Il Contr'Uno. Traduzione di P. Fanfani, a cura di Pietro Pancrazi. Firenze, 1944. 157 s. La Boetie, Etienne de: Discours de la servitude volontaire. 111. de J. Laudy. Bruxelles, Eds. La Boetie, 1947. 95 s. La Boetie, Etienne de: Discours de la servitude volontaire ou le Contr'Un. Texte du manuscrit d'Henry de Mesmes. Ed. Lobies. (Collection politique et sociale, 1) 1947. 89 s. La Boetie, Etienne de: Discurso de la Servidumbre o El contra uno. Traduccion de Jos Maria Hernandez Rubio. Madrid, 1947. Ediciones Nueva Epoca Biblioteca ENE, 3. La Boetie, Etienne de: Discours de la servitude volontaire. Introd. de Hem Day. 111. de Jacques Laudy. (Les Cahiers Pense et action, 3) Bruxelles, 1954. 16 + 91 s. La Boetie, Estienne de: Frivillig traldom. Overs, av Arne Hggqvist. Stockholm, 1954. La Boesi, t'en de: Rassuzdenie o dobrovol'nom rabstve. Perevod i kommentarii F. A. Kogan-Bernstejn. Moskva: Izdatel'stvo Akademii
73

Nauk SSSR. 1952. 200 s. ill. (Akademija Nauk SSSR. Literaturnye Pamjatniki) (2. udg. 148 s. ill. 1962). La Boetie, Etienne de: Oeuvres politiques. Discours sur la servitude volontaire. (Texte intgral). Mmoire sur l'dit de janvier 1562. (Extraits). Prsentation et notes par Fransois Hincker. Paris, Ed. sociales, 1963. 95 s. (Les Classiques du Peuple). Le Boetie, Etienne de: Discours de la servitude volontaire. Texte prsent par Maurice Rat. Paris, 1963, (Armand Colin) 130 s. La Boetie, Estienne de: Uber die freiwillige Knechtschaft des Menschen. tjbertr. von Walter Koneffke. Hrsg. und eingeleitet von Heinz-Joachim Heydorn. Frankfurt a. M., Europaische Verlagsanstalt. Wien, Europa-Verlag. (Politische Texte) 1968. 115 s.

Om La Boetie og hans forfatterskab


Armingaud, Dr. A.: A propos du Contr'Un. Rponse M. Barckhausen. - Revue historique de Bordeaux, 1909, vol. 2, s. 152-164. Armingaud, Dr. A.: Le discours sur la servitude volontaire. La Boetie et Montaigne. - Institut de France. Acadmie des sciences morales et politiques. Sances et travaux. Compte rendu. 1904, 64., s. 640-643. Armingaud, Dr. A.: Le Discours de la servitude volontaire, entente de Montaigne avec les protestants aprs la Saint-Barthlemy. - Revue philomatique de Bordeaux et du Sud-Ouest, 1907, s. 193-211, 303-313. Armingaud, Dr. A.: La Boetie, Montaigne et le Contr'Un. - Revue politique et parlementaire, 1907, vol. 52, s. 128-150. Armingaud, Dr.: La Boetie et Machiavel d'aprs une publication rcente. - Revue philomatique de Bordeaux et du Sud-Ouest, 1908, s. 296-307. - do. 1909, s. 30-42. Armingaud, Dr. A.: Montaigne pamphltaire. L'nigme du Contr'Un. Paris, 1910, 16 + 342 s. Armingaud, Dr. A.: Le tyran du Discours de la servitude volontaire est-il Charles IX? - Revue philomatique de Bordeaux et du SudOuest, 1907, s. 547-572. Armingaud, Arthur: Le vritable auteur du Discours de la servitude volontaire, Montaigne ou La Boetie? - Revue d'Histoire littraire de la France, 1909, 16, s. 354-368. Armingaud, Arthur: Montaigne et La Boetie. - Revue politique et parlementaire, 1906 mars, s. 499-522, mai, s. 322-348. Aubl, Emile: Esquisse sur la vie et les ouvrages d'Estienne de La Boetie. - Acadmie de Versailles. Mmoires de la Socit des lettres et des arts de Seine-et-Oise, 1883, vol. 13, s. 116-128. Audierne, F . G.: Un mot sur La Boetie, sa famille et la prononciation de son nom. Sarlat, 1875. Aymonier, C.: Quel est l'auteur du Discours de la servitude volontaire? - Revue historique de Bordeaux, 1939, vol. 32, s. 145-158. Barckhausen, H.: A propos du Contr'Un. - Revue historique de Bordeaux, 1909, vol. 2, s. 77-81.
74

Barrre, J.: La Boetie et Machiavel, rponse M. le Dr. Armingaud. - Revue philomatique de Bordeaux et du Sud-Ouest, 1909, vol. 12, s. 183-188. Barrre, J.: La Boetie et Marat. - Actes Acad. Bordeaux, 1920-1921, vol. 4, s. 151-158. Barrre, Joseph: Etienne de La Boetie contre N. Machiavel. Bordeaux, 1908, 98 s. Barrre, Joseph: Observations sur quelques ouvrages politiques anonymes du 16e sicle. - Revue d'Histoire litt. de la France, 1914, vol. 21, s. 375-386. Barrre, Joseph: Sur quelques vers attribus E. de La Boetie. - Revue d'Histoire litt. de la France, 1920, vol. 27, s. 70-80. Barrre, Joseph: L'humanisme et la politique dans le Discours de la servitude volontaire. Etudes sur les origines du texte et l'objet du discours d'E. de La Boetie. Paris, 1923, 248 s. Barrre, Joseph: La Boetie et Machiavel. - Revue philomatique de Bordeaux et du Sud-Quest, 1909, s. 183-188. Baudrillart, Henri: Jean Bodin et son temps. Paris, 1853. (indeholder analyser af Le Discours de la servitude volontaire). Boncour, Paul: E. de La Boetie et les origines des liberts modernes. Discours. Paris, 1899, 83 s. Bonnefon, Paul: Post Scriptum. - Revue d'Histoire litt. de la France, 1906, vol. 13, s. 737-741. (debatten om Montaigne som evt. forfatter til La Boeties skrift). Bonnefon, Paul: La Boetie, Montaigne et le Contr'Un. - Revue politique et parlementaire, 1907, vol. 51, s. 107-128. Bonnefon, Paul: Arrets du Parlement de Bordeaux concernant E. de La Boetie et M. de M o n t a i g n e . . . - Arch. Gironde, 1893, vol. 28. s. 121-147. Bonnefon, Paul: E. de La Boetie, sa vie, ses oeuvres et ses relations avec Montaigne. Bordeaux, 1888, 147 s. Bonnefon, Paul: Une oeuvre inconnue de La Boetie, Le Mmoire sur l'Edit de janvier 1562. - Revue d'Histoire litt. de la France, 1917, vol. 24, s. 1-33, 307-319. Bonnefon, Paul: Montaigne et ses amis. Paris, 1898. (vol. 1, s. 105-224.) Busson, Henri: Sur les ruines de Germignan. (hvor La Boetie dde) - Studi francesi, 1964, no. 24, s. 471-477. - Bull. de la Socite des amis de Montaigne, 1965, ser. 4, no. 4, s. 58-66. Calemard, J.: L'dition originale de la Servitude volontaire. - Bull. du Bibliophile et du Bibliothcaire, 1947, s. 209-229, 269-283. Champion, E.: La complicit de Montaigne. - Revue bleue, 1911, vol. 45, s. 331-333. Claretie, Jules: La Libre Parole. Paris, Librairie internationale, 1868. (om La Boetie, s. 147-157). Coleridge, Gilbert: Montaigne and La Boetie as friends and husbands. - Fortnightly Rev., 1911, s. 1138-1144.
75

Colletet, G.: Vie des potes bordelais. Bordeaux, 1873. (La Boetie, s. 51-69). Combes, Frangois: Essai sur les ides politiques de Montaigne et La Boetie. Bordeaux, 1882. 57 s. Cothenet, G.: Etude sur Et. de La Boetie. Discours. Dijon, 1881, 51 s. Day, Hem: Estienne de La Boetie. Paris, 1939, 72 s. Delgue, Yves: Libert et servitude volontaires. - Travaux de linguistique et de littrature. (Strasbourg). 1968, 6, 2, s. 69-79. Delaruelle, L.: Compte-rendu de l'objectif rel du Discours de La Boetie. - Annales du Midi, 1908, vol. 20, s. 406-408. Delaruelle, L.: L'inspiration antique dans la Servitude volontaire Revue d'Histoire litt. de la France, 1910, vol. 17, s. 34-72. Delgue, Yves: Libert et servitude volontaires. - Travaux de lingistique et de littrature. (Strasbourg). 1968, 6, 2, s. 69-79. Demeure, Fernand: Montaigne et La Boetie. - Mercure de France, 1933, vol. 245, s. 206-212. Desjardins, Albert: Les Moralistes fran?ais au seizime sicle. Paris, 1870. (La Boetie, s. 131-146). Dezeimeris, R.: Sur l'auteur de la Servitude volontaire. - Annales du Midi, 1908, vol. 20, 406-408. Dezeimeris, R.: Sur l'objectif rel du Discours de la servitude volontaire. - Acadmie nationale des sciences, belles-lettres et arts de Bordeaux. Actes Archives de l'art frangais, 1907, 3C srie, 69, s. 5-28. - Bordeaux, 1907, 29 s. Dezeimeris, Reinhold: De la renaissance des lettres Bordeaux au 16 sicle. - Acadmie nationale des sciences, belles-lettres et arts de Bordeaux. Actes, Archives de l'art fransais, 1853, 3 srie, vol. 25, s. 557-563. Esmelin, P.: Essai sur Montaigne, garde-malade. - Revue moderne de mdecine et de chirurgie, 1905, vol. 3, s. 197-217. Feugre, Lon: Caractres et portraits littraires du seizime sicle. Paris, 1859, vol. 1, s. 1-125. Feugre, Lon: Et. de La Boetie, ami de Montaigne. Etude sur sa vie et ses ouvrages. Paris, 1845. 6 + 311 s. Feytaud, J. de: Sur Montaigne et La Boetie. - Bulletin de la Socit des Amis de Montaigne, 1957, (3,2,) s. 12-19. Filion, Benj.: La devise d'E. de La Boetie et le juriste fontenaisien Pierre Foschier. Fontenay-le Comte, 1872. 15 s. Florack, Josef: - Untersuchungen zu den franzosischen Dichtungen und Ubersetzungen Etienne de La Boeties. Diss. 1972. Koln Univ. Phil. Fak. 364 s. Fourgeaud-Lagrze, N.: La Boetie, la Servitude volontaire. - Le Perigord littraire, Ribrac, 1876, 39 s. Franfon, Marcel: Montaigne et les sonnets de La Boetie - Bulletin de la Socit des Amis de Montaigne, No. 9, 1974, jan-mars, s. 63-64. Frank, J.: Armingaud's Michel de Montaigne pamphltaire. - Archiv, 1911, vol. 127, s. 438448.
76

Gnin, F.: E. de La Boetie. - Nouvelle Revue encyclopdique, 1847, vol. 4, s. 211-229. Giamelli, M. T.: Un personnaggio degli Essais, La Boetie. - Letterature moderne, 1958, vol. 8, s. 321-332, 587-610. Got, Armand: Il y a 400 ans mourait La Boetie, le premier dmocrate de France. - Prigourdin de Bordeaux, 1963, 41, no. 373, s. 3-4. Got, Amand: Il y a 400 ans mourut La Boetie qui sonna la Diane fransaise. - Les lettres fran?aises, 22 aout, 1963, s. 1, 3. Goujet, (Abb): Et. de La Boetie. - Bibliothque frangaise, 1747, vol. 12, s. 137-147. Gray, FL: Montaigne devant Sebond et La Boetie, une question d'ambivalence. - G. Palassi: Mmorial du ler Congrs des tudes montaignistes, 1964, s. 150-155. Grellet-Balguerie, Ch.: Note sur divers imprims ou manuscrits rares. Sur un ouvrage perdu de La Boetie. Sauveterre, 1879, 11 s. Grosclaude, Pierre: Le quadricentenaire d'Etienne de La Boetie, enfant du Prigord. - Terroirs vivants, 1963, 7, nos. (3-4), s. 1-3. Guillaumet, H.: Notes sur un livre inconnu d'E. de La Boetie. - Bull. Soc. Bibliophiles Guyenne, 1932, 2, s. 53-57. Habasque, Francisque: Un magistrat au XVI sicle. Et. de La Boetie. (Discours). Agen, 1876, 54 s. Hmon, Flix: L'amiti de Montaigne et de la Boetie. - Etudes littraires et morales, 1896, 1, s. 272-279. Hoffmann-Harnisch, Wolfgang: In Dir Selber suche den Sklaven. Abhandlung iiber die freiwillige Knechtschaft von Estienne de La Boetie. Bonn, 1961. 112 s. (med kommentar og oversttelse) Iagolnitzer, Mitchico (Madame Dr.): Montaigne, Franfois Hotman et le Discours de la Servitude volontaire. - Bulletin de la Socit des Amis de Montaigne, 4 c m c srie, no. 24, janv.-mars, 1971, s. 41-51. Jolly, J.: La Boetie et Montaigne. Histoire du mouvement intellectuel au 16e sicle. Paris, 1860. Kurz, Harry: The actuality of E. de La Boetie. - Books abroad, 1949, 23, s. 127-128. Kurz, Harry: Critical bibliography on La Boetie. - Romanic Review, 1946, 37, s. 20-36. Kurz, Harry: Did Montaigne alter La Boetie's Contr'Un? - Studies in Philology, 1946, 43, s. 619-627. Kurz, Harry: Montaigne and La Boetie in the chapter on friendship. - Publications of the Modern Language Association of America, 1950, 65, s. 483-530. Lablnie, Edm.: L'nigme de la Servitude volontaire. - Revue du seizime sicle, 1930, 17, s. 203-227. Laborde-Mila, A.: La Boetie et Montaigne. - Revue des Etudes historiques, 1902, 68, s. 362-368. La Bouxire, J. de: Amis de Montaigne. - Revue de la Renaissance, 1914, 14, s. 103-106.
77

Lacquize, E.: E. de La Boetie, conseiller au Parlement de Bordeaux. - Revue conomique, Bordeaux, 1931, s. 289-305. Lapeyre, I.: Testament de E. de la Boetie, l'ami de Montaigne, publi pour la premire fois. Prigueux, 1854, 7 s. Lassaigne, Jean: Sagesse prigourdine, La Boetie, Montaigne. Perigueux, 1963. La Valette-Monbrun, A. de: Autour de Montaigne et de La Boetie. - Bulletin de la Socit historique et archologique du Prigord, 1907, 34, s. 253-266, 421-451. La Valette-Monbrun, A. de: Autour de Montaigne et de La Boetie. L'nigme du Contr'Un. Paris, 1908. 49 s. Leroux, P.: Discours sur la doctrine de l'humanit: La Boetie, Hobbes, Montesquieu, Rousseau. - Revue sociale, 1847, aout, s. 159-181. Lugli, Vittorio: Une amiti illustre, Montaigne et La Boetie. Firenze, 1935. 64 s. Lyons, J. Goridon: Conceptions of the Republic in French literature of the Sixteenth century: E. de La Boetie and. Fr. Hotman. - Romanic Review, 1930, 21, s. 296-307. Magne, Eug.: Etude sur Et. de La Boetie. Prigueux, 1877. 56 s. Martin-Chauffier, Louis: La Boetie. - Tableau de la littrature franfaise, 1962, s. 268-275. Maubourguet, Jean: Notes sur les La Boetie. - Bulletin historique et archologique du Prigord, 1935, 62, s. 248-255. Maze-Sencier, G.: La Boetie. Un libral au seizime sicle. - Revue politique, 1901, 29, s. 323-359, s. 542-558. - Les vies closes, Paris, 1902, s. 2-84. Mmorial du quadricentenaire de la rencontre au Parlement de Bordeaux de Montaigne et de La Boetie. - Bulletin de la Socit des Amis de Montaigne, 1957, srie 3, no. 2, s. 1-32. Mesnard, Pierre: L'Essor de la philosophie politique au seizime sicle. Paris, 1936, 711 + 21 s. (La Boetie, critique de la tyrannie, s. 389406.) Michel, Pierre: La Boetie, Montaigne et Machiavel. - Bulletin de la Socit des Amis de Montaigne, 1962, no. 21, s. 54-60. Montaigne: Essais I, 28, 29; II, 17. Montaigne et La Boetie: - Bulletin bibliophile, 1862, s. 1284-1285. Monthizon, J.: Etude sur la vie et l'oeuvre d'Estienne de La Boetie. Paris, 1852. Monzie, Eugne de: Et. de La Boetie, d'aprs de nouveaux documents. Revue de France, 1877, 24, s. 503-528. Morize, Andr: Problems and Methods of Literary History. Boston, 1922. (Kap. VII omhandler striden om Armingaud's hypotese). Negri, Luigi: Un preteso anti-Machiavelli francese della Rinascita: St. La Boetie e N. Machiavelli. - Atti Accad. Torino, 1918-1919, 54, s. 761-780. Nettlau, Max: Der Vorfriihling der Anarchie. Ihre historische Ent78

wicklung von den Anfangen bis zum Jahre 1864. Berlin, 1925. (Kap. V, s. 34-42) Von La Boetie zu Diderot. Ober, John David: The Political Theory and Practice of Etienne de La Boetie. (Thse). Brandeis University, 1966. 308 s. Pasquer, Andr Michel: La lutte contre la tyrannie au seizime sicle (1570-1581): La Boetie, Languet, Hotman. (High Wycombe: University Microfilms) 1969. Xeroxkopi, 193 s. (Thesis, Colorado). Patry, H.: Etienne de La Boetie et l'Edit du 17 janvier, 1562. - Bulletin de la Socit de l'Histoire du Protestantisme fransais, 1923, avril, s. 116-121. Paulmy, M. de: Mlanges tirs d'une grande bibliothque, 1781, Tome 17, s. 121-126. Paul-Boncour, J.: Etienne de L a Boetie et les origines des liberts modernes. Paris, 1899. Paulus, Cl.: Essai sur La Boetie. Bruxelles, 1949, 88 s. Payen, J.-F.: Notice bio-bibliographique sur Et. de La Boetie, l'ami de Montaigne, suivi de La servitude volontaire donne pour la premiere fois selon le vrai texte de l'auteur. Paris, 1853. 145 s. Pertile, Lino: An vivere tanti est. Considerazioni sulla morte di La Boetie. - Studi Francesi, maggio-agusto, 1971. Plattard, J.: Montaigne et La Boetie. - Revue des cours et confrences, 1933, 34, 2, s. 97-109. Plattard, Jean: La Renaissance des lettres en France de Louis XII Henri IV. Paris, 1925. Pons, R.: L'amiti de Montaigne et de La Boetie. - L'Information littraire, 1958, vol. 10, s. 218-224. Prvost-Paradol, Lucien Anatole Prvost: Etudes sur les moralistes fransais. Paris, 1865. (s. 41-78). Rat, Maurice: Montaigne et La Boetie. - Bulletin de la Socit des Amis de Montaigne, 1955, 17, s. 19-44. Rat, Maurice: Claude Paulus: Essai sur La Boetie, 1949. - Bulletin de la Socit des Amis de Montaigne, 1962, 3 srie, no. 22, s. 50. Rat, Maurice: Pour une dition des oeuvres compltes de La Boetie. - Bulletin de la Socit des Amis de Montaigne, 1962, no. 21, s. 27-53. Raume, Eugne: Les Prosateurs fransais du 16e sicle. Paris, 1869. (s. 181-195) Riveline, Maurice: Montaigne et l'amiti. Paris, 1939. (s. 40-123) Saint-Martin, Joseph: Les parents spirituelles entre La Boetie, Montaigne et les autres penseurs du Prigord et du Bordelais. - Bulletin de la Socit des Amis de Montaigne, 1964, srie 3, no. 29 bis, s. 173189. Saint-Martin, Joseph: Quelques clarts sur Etienne de La Boetie. - Bulletin de la Socit des Amis de Montaigne, 1962, 3e srie, no. 21, s. 3-26. Sainte-Beuve, C.-A.: Etienne de La Boetie. (Lundi, 14 novembre 1853) - Causeries du Lundi, 1869, 9, s. 140-161. 3e ed.
79

Salles A.: Montaigne a-t-il remani le Contr'Un? - Bulletin de la Socit des Amis de Montaigne, 1939, 6, s. 54-56, + 7, s. 96-99. Schmidt, Hans: E. de La Boetie Discours de la servitude volontaire (Le Contr'Un) und seine Beziehungen zu den staatspolitischen Schriften des XVI Jahrhunderts in Frankreich. Marburg, 1934, 8 + 68 s. Secret, Jean: Note complmentaire la vie de La Boetie. - Bulletin de la Socit historique et archologique du Prigord, 1956, 83, livraison 2, s. 76-79. Spont, Fr.: Montaigne et La Boetie. - Revue des Questions historiques, 1893, 56, s. 226-231. Stapfer, Paul: La Famille et les amis de Montaigne. Paris, 1896. Tallemant des Raux: Historiettes. Paris, 1960, vol. 1, s. 270. Bibliothque de la Pliade. Tiddeman, L. E.: The Friends of Montaigne. - Westminster Review, 1903, 159, s. 29-39. Tricotel, Ed.: Six sonnets indits de La Boetie. - Amateur d'Art, 1873, s. 17-20. Trinquet, Roger: La lettre sur la mort de La Boetie, ou Lancelot de Carle inspirateur de Montaigne. - Mlanges d'histoire littraire (XVI6XVIIe sicles) offerts Raymond Lebgue. Paris, 1969. Trinquet, Roger: Montaigne et la divulgation du Contr'Un. - Bulletin de la Socit des Amis de Montaigne, 1964, 3 e srie, No. 29, (janv.mars) s. 3-13. Villey, Pierre: Le vritable auteur du Discours de la servitude volontaire, Montaigne ou La Boetie? - Revue d'Histoire littraire de la France, 1906, 13, s. 727-736. Vinet, A.: Moralistes des seizime et dix-septime sicles. Paris, 1859. Weber,Henri: La Boetie et la traditionhumanisted'oppositionautyranCulture et politique en France l'poque de l'Humanisme et de la Renaissance. Etudes run. et prs. par Franco Simone. Torino, Accad. delle Scienze, 1974. Wieland, C. M.: Betrachtungen iiber die Rede des Boetie und iiber die Alleinherrschaft nach Anleitung der Geschichte und Erfahrung. - Der Neue Teutsche Merkur vom Jahre 1793. Hrsg. von C. M. Wieland. Julius, 1793, s. 209-242.

80

Efterskrift 2012
v. Rasmus Holten Ugilt Jensen

Slaveriets diskrete

fornjelser

Friheden nsker menneskene ikke - af den ene grund, forekommer det mig, at hvis de virkelig gjorde, s ville de ogs f den. Det ser ud, som om de ngtede sig selv denne kostelige gave fordi det er alt for let at opn den (s. 35).

Sdan lyder det i Etienne de La Boeties Frivillig Trldom, der blev til i midten af det 16. rhundrede. Som titlen antyder, er La Boetie ude i et paradoksalt rinde. Eller rettere, han er ude i et rinde med et paradoks: Hvordan kan det vre, at menneskene frivilligt accepterer deres egen trldom? La Boeties bog er optndt af harme over dette paradoks for forstanden og for retfrdigheden. Men den er i lige s hj grad drevet af undren over, at noget s besynderligt som frivillig trldom overhovedet kan lade sig gre. Endelig fungerer den som en opfordring, der er s simpel, som den frivillige trldoms paradoks er besynderligt: Lad vre! Lad vre med frivilligt at gre jer til trlle, s vil friheden blive jer til del. Men det er alts et paradoks, der har La Boeties interesse. Derfor kan det ogs undre en smule, at La Boeties skrift, som det fremgr af Brge Olesens historiske forord, igen og igen er blevet lst som et revolutions-skrift. Det vil sige som en kritik af monarkiet og som et forsvar for demokratisk sindelag og styreform. En sdan kritik er ganske vist en vigtig del af skriftets budskab, men det er langt fra s entydigt, som man skulle tro, nr man hrer, at Montaigne flte sig ndsaget til at distancere sig fra skriftet med pstanden om, at det bare var en ung mands vrk, og at det ungdommelige overmod skulle vre
81

grunden til, at skriftet indeholder farlige revolutionre tanker (s. 12), eller nr man erfarer, at Wieland stiller sig sprgende overfor, o m demokratiet nu er s meget bedre end monarkiet, som La Boetie pstr (s. 16). Det interessante ved, at s mange har lst Frivillig trldom som en kritik af monarkiet, er, at La Boetie indleder skriftet med at tage eksplicit afstand fra den politisk filosofiske diskussion af hvilken styreform, der er den bedste: Dette sprgsml lader jeg st hen til en anden gang (s. 30). H a n stter det dog ikke mere til side, end at han forinden stadfster, at han finder det svrt at forestille sig, at der kan vre noget som helst flles anliggende i monarkiet. Det forudsttes ganske enkelt i en meget ligefrem gestus, at monarkiet er af det onde, og derefter gr La Boetie videre til mere presserende sprgsml. Nemlig sprgsmlet om hvorfor mennesker finder sig i at leve under tyrannens g, ja ligefrem synes at vlge det frivilligt. Hvis La Boeties vrk er kritisk, s k u n n e det med andre ord se ud som om, kritikken i lige s hj grad er rettet mod de befolkninger, som lever i og med ufriheden, som den er rettet mod tyrannen selv. Men selv om skriftet h a r hrde ord til de elendige, der sledes frivilligt vlger sin egen elendighed, s er skriftet ikke bare kritisk. Det brer ogs en meget vigtig positiv pointe. Det, der bestemmer, om store politiske omvltninger er mulige eller ej, er ikke de undertrykkende mekanismers styrke. Det afgrende er derimod de undertryktes subjektive indstilling. Revolutioner sker ikke, fordi uretfrdigheden bliver s stor, at der ndvendigvis m komme en modreaktion. De sker, nr folket opdager, at det rent faktisk besidder styrken til at lave store omvltninger. Som vi skal se, er det disse ideologikritiske pointer, som gr, at Frivillig trldom den dag i dag besidder en fascinationskraft og sandhed, som er lige s prgnant og vsentlig, som den var i midten af det 16. rhundrede. Ideologikritik et par hundrede r fr Marx... At det er det nvnte paradoks, der beskftiger La Boetie, gr, at man med megen ret kan betegne det, han bedriver i Frivillig trldom, som ideologikritik, endsknt der skulle g flere hundrede r, fr Destutt de Tracy udviklede begrebet om ideo82

logi' og lngere endnu, fr Marx formede den forstelse al ideologikritik,2 som vi kender i dag. Hos Marx er ideologien det rgslr, der fr mennesker til at acceptere deres egen ulykke som naturlig, ndvendig eller slet og ret givet af Gud. La Boetie taler hverken om ideologi eller om rgslr, men hans interesse er at finde ud af, hvorfor mennesker accepterer noget, der bde er unaturligt og modbydeligt, nemlig deres egen ulykke og ufrihed, som om det var den mest selvflgelige ting i verden. Det kan nsten, som La Boetie skriver, se ud som om, folk finder stor nydelse i p forskellig vis at underkaste sig.
Det er uhyrligt og dog s almindeligt, at man snarere burde fle smerte end forbavses over at se en million mennesker leve i ynkelig trldom med nakken bjet under get uden at vre tvunget dertil af en strkere magt, men henrykte og fortryllede ser det nsten ud til, blot ved at hre navnet p en enkelt person (s. 30).

La Boetie diagnosticerer to ganske forskellige former for frivillig trldom. For det frste er der en form, der forefindes blandt almindelige mennesker. Dernst reserverer han sine mest inddte forbandelser til de personer, som ikke bare underkaster sig tyrannerne, men som aktivt sttter dem og arbejder i deres regimer: Hans ja-sigere og spytslikkere, eller ministre og rdgivere, om man vil. Vi vil behandle disse grupper efter tur. La Boetie bemrker ind til flere tendenser og fnomener, som mske kan forklare, hvorfor folk i almindelighed underkaster sig tyranner, selv om de s let som ingenting ville kunne styrte dem, dersom de blot ville. Som han siger, er det s uendeligt lidt, der skal til for at tyrannen falder. Her er hans opfordring bde oprigtig og insisterende:

1 I Les Elements d'Idologie, som han udgav i rene fra 1801 til 1815 i fem bind, som fs i en elektronisk udgave gratis fra Amazon. Bind 4 blev oversat af Thomas Jefferson som A Treatise on Political Economy. 2 Se Den tyske ideologi.
83

I behver ikke at skubbe til h a m eller vlte ham, men lad vre med at sttte ham, s vil I f at se, at han styrter sammen, lige som en stor kolos, m a n h a r fjernet grundstykket under og knuses af sin egen vgt (s. 36).

S hvis det er s let, hvorfor gr folket det s ikke bare? Eller rettere: Hvorfor lader de ikke bare vre med at understtte deres egen plagend og tyran? Dette er sprgsmlet, som La Boetie stter sig for at besvare i Frivillig Trldom. Det br nvnes, at La Boetie ikke afslutter sine refleksioner over den frivillige trldoms vsen med en hndfast konklusion. Det ville heller ikke egne sig for en tekst af den polemisk essayistiske karakter, som han har forfattet. Derimod tager den ene overvejelse trden op fra den forrige, hvorved vi prsenteres for en lind strm af mulige forklaringer og observerbare besynderligheder. Til at begynde med overvejer han, om det skyldes fejhed, men han forkaster denne tanke lige s hurtigt, som han foreslr den. Man kan tale om fejhed, nr n mand ikke tr tage kampen op med n anden. Til nd kan man tale om fejhed, hvis ti mand vgrer sig for et opgr mod n. Men det giver ikke lngere mening at tale om fejhed, nr flere millioner ikke tr tage kampen op mod et enkelt individ, som oven i kbet ofte er den fejgeste og mest kvindagtige i hele nationen, som ikke er vant til krudtet p slagmarken, som drligt nok kender sandet fra turneringskampene (s. 31). I stedet for at klandre folket for fejhed vender La Boetie alts blikket et andet sted hen. Hans frste tanke er, at man vnner sig til get, nr blot man brer p det tilstrkkeligt lnge. Han sammenligner her mennesket med bde hunde og vddelbsheste og ppeger, at alle skabninger har en naturlig uvilje mod slaveriet. Nr vddelbshesten frste gang tjres, stejler den og kmper imod bidslet af al magt, men nr den er blevet tvunget til at finde sig i det tilstrkkelig lnge, s finder den sig efter hnden i situationen. La Boeties pointe er nu ogs, at det er de bedste heste, der strkest modstter sig slaveriet. Mere interessant for vores nutidige syspunkt er det, at han slr en tone an, som er blevet ganske velkendt i det tyvende rhundredes ideologikritik. Et af tyrannernes bedste midler til at sikre sig sine understters underdanighed er underholdning.
84

Det, som vi med Horkheimer og Adorno kunne kalde kulturindustri, har La Boetie meget fint opsummeret p flgende vis. Tro ikke, at der er nogen fugl, der hurtigere gr p limpinden, eller nogen fisk, der hurtigere springer p krogen efter en fed orm, end alle mennesker hurtigt msker sig i trldommen for den mindste lkkerbisken, man kilder deres gane med. Det er forunderligt, s hurtigt de falder til fje, blot man lokker for dem. Teatre, spil, farver, skuespil, gladiatorer, fremmedartede dyr, medaljer, billeder og andre bedvelsesmidler - det var for oldtidens folk trldommens lokkemad, prisen for deres frihed og tyranniets redskaber (s. 51). I samme trd er La Boetie ikke sen til at udpege, at religionen, uanset hvilken, fungerer ganske fremragende som tyrannens brystvrn (s. 54). Det, man derimod ikke br forfalde til at tro, er, at det er vagtposter med hellebarder, eller som det ville hedde sig i dag, politi og militr, der holder befolkningen nede. Uanset hvordan man vender og drejer det, s vil en determineret befolkning altid kunne afstte sine herskere. Det vanskelige ligger ikke i at overvinde regimets fysiske magt. Det vanskelige ligger derimod i problemet med p forpligtende vis at trffe en flles beslutning om at gre det. S lnge en befolkning ikke formr at beslutte sig for at afstte sine tyranner, kan disse fortstte med at regere, men ikke lngere end det. Som vi vil se, s er det isr indsigten i dette forhold, som stadig har appel, nr nutidens ideologikritikere og teoretikere tager La Boetie op til genovervejelse. At det ikke er den fysiske repression, som holder befolkninger nede, anviser ogs en anden meget vigtig pointe omkring statens voldsmonopol: Vagtposterne forhindrer de drligst kldte, som er ganske ufarlige, i at komme ind i paladserne (s. 56), skiver La Boetie. Den vsentligste funktion, som udfres af statens direkte repressionsmidler, er i virkeligheden stetisk. Politiets opgave er ikke primrt den s forktrede statssikkerhed - hvis befolkningen for alvor stter sig op imod staten, er bde politi og militr magteslse - derimod er den at srge for at holde gaderne rene. Det skal se pnt ud. Man kan ikke have alt for snavsede folk alt for tt p magten. Disse imperativer er i virkeligheden, pstr La Boetie, mere centrale for magtudvelsen end den direkte voldelige undertrykkelse. Den underlggende
85

logik er p n gang besnrende og simpel: Hvis det ser pnt ud i gader og p pladser, s synes folk at vre tilbjelige til at acceptere, at alting er, som det skal vre. Hvis blot statsmanden er tkkeligt kldt, s kan det ofte vre mindre vigtigt, hvad han siger, og endnu mindre, hvad han gr. Dette bringer os til den anden form for frivillig trldom, som La Boetie diskuterer. Der er nemlig en meget vsentlig forskel p dem, der mere eller mindre indifferent inder sig i tyranniet, og s dem, der aktivt gr ind i slaveriets mekanismer og arbejder ihrdigt for at opretholde det. Dette er med La Boetie forskellen p folk i almindelighed p den ene side og s magtens embedsmnd og ministre p den anden. La Boetie skriver: Der har altid vret en fem-seks personer, som tyrannen har lyttet til [...] De seks personer har seks hundrede under sig, der profiterer af deres magt, lige som de selv udnytter tyrannens. Og de seks hundrede har atter seks tusinde under sig, som de har hvet i rang (s. 57). For La Boetie er pointen, at p trods af at det kan se ud som om, der er mere magt og mere frihed hjere oppe i dette hierarki, s forholder det sig lige omvendt. Uanset hvor langt man kommer op i hierarkiet, s er det en jernhrd regel, at man altid afleverer mere, end man modtager. For i sandhed, hvis man nrmer sig tyrannen, betyder det s andet, end at man ofrer sin frihed, og at man med begge hnder omfavner og kysser trldommen? (s. 59). Uanset hvor meget en hndvrker eller en bonde er underlagt tyrannen, s er de dog aldrig tvungne til mere end at gre, hvad der forlanges af dem. Anderledes forholder det sig med dem, der befinder sig i tyrannens nrhed. Det er ikke tilstrkkeligt, at de blot gr, som han siger. De skal ogs gtte hans nsker. Ja, ofte skal de for at gre ham tilfreds forudse, hvad han tnker. Det er ikke nok, at de adlyder ham. De skal ogs behage ham. De m anstrenge sig og plage sig, arbejde sig til dde for hans sag, og desuden finde glde i hans fornjelser. De m helt opgive deres egen smag for hans, lgge bnd p sig selv og helt hre op med at vre naturlige. De m nje lytte til hans ord og hans stemmes tonefald, lgge mrke til de tegn, han giver, og til udtrykket i hans jne (s. 59). Hvor folk i almindelighed kan siges selv at have valgt ufriheden, fordi de netop passivt ac86

cepterer tingenes tilstand, eller fordi de lader sig bestikke med fornjelser og religion, eller mske fordi de er for feje til at gre oprr, s er der en helt anderledes form for frivillig trldom p frde blandt dem, som forsger at profitere af tyranniet. Her bliver man bogstaveligt talt ndt til aktivt at slge sig selv for at kunne blive ved med at bevge sig omkring i magtens indre. Og man skal ikke bare slge sig selv. Man skal konstant vre p vagt og opmrksom p nye mder, hvorp man kan slge sig selv. For der vil altid vre andre, der er villige til at gre det lidt billigere. Nr man trkker trde frem til i dag, er der s ikke en slende parallel mellem dette og den tendens, som den nyere management- og coaching-kultur fremavler overalt? Vi skal alle sammen vre omstillingsparate og opmrksomme, vi skal vre i stand til at prsentere os selv p et dynamisk og globalt arbejdsmarked, vi skal kort sagt vre i stand til at slge os selv, for hvis ikke vi er det, s er der andre, som, gladelig vil gre det. Kaplbet mod bunden er i gang, og hvis man ikke skynder sig, kommer man for sent. Sledes forestiller La Boetie sig, at den frivillige trldom stter verden i system. Den fungerer som to forbundne led i en regeringsmaskine. P den ene side krver tyranniet en befolkning, som frivilligt accepterer sin egen trldom, og p den anden side fordrer det et strre hierarki af frivillige tjenende nder, som med stor iver kaster sig for fdderne af den herskende orden. Sdan underkuer tyrannen sit lands borgere ved at benytte sig af nogle af dem imod de andre, og han beskyttes af dem, som han snarere skulle tage sig i agt for, hvis de var noget vrd. Som man siger: For at klve tret laver han kiler af tret. (s. 58). ...og ideologikritik af i dag La Boeties bog er en klassiker. Den bliver nvnt igen og igen, hvor forskellige personer, bevgelser eller tanker stter sig op imod undertrykkende systemer. Som jeg har forsgt at vise ovenfor, er det imidlertid ikke blot indignationen over uretfrdigheden eller kritikken af urimelige styreformer, der kendetegner Frivillig trldom. Derimod er det indsigten i, at magten kun kan fungere, hvis den har villige subjekter.
87

Det er nu ogs denne pointe, som gr, at nutidige filosoffer, tnkere og ideologikritikere bliver ved med at vende tilbage til La Botie. Giorgio Agamben, Slavoj Zizek, Alain Badiou, Peter Hallward og mange flere har igen og igen lst, diskuteret og fundet vigtig inspiration i nrvrende bog.3 Flles for dem alle er, at de insisterer p, at La Boties tanker i dag er lige s relevante, som de var den dag, de blev skrevet. Med andre ord s er det eneste, man ikke m gre, nr man lser disse sider, at lne sig tilbage i stolen og gldes ved, at vi i dag er s heldige, at vi har lagt tidligere tiders trldom bag os og nu befinder os i frihed og demokrati. Det er langt fra sikkert, at vi er s frie, som vi tror. Dette er en meget vigtig pointe, som gemmer sig i selve iden om frivillig trldom. At kaste sin frihed fra sig betyder ikke, at man alligevel beholder et element af frihed i baghnden; at man s at sige altid har muligheden for at vlge om. Hvis man for alvor skal vlge friheden fra, s krver det, at man glemmer at man overhovedet har truffet et valg. Eller det krver som et minimum, at man arbejder meget hrdt p at fortrnge erindringen om den frihed, der oprindeligt l i valget. Problemet i vore dages ideologiske landskab er nu givet med sprgsmlet: Hvilken bedre mde kunne der gives til at effekture denne glemsel end en overbevisning om, at man rent faktisk er fri som fuglen? I forlngelse af denne tanke har Slavoj Zizek i flere sammenhnge slet til lyd for, at vores politiske virkelighed er prget af et paradoks, som ikke er mindre provokerende for forstand og retfrdighed end La Boties oprindelige forestilling om frivillig trldom. Dette paradoks har han givet betegnelsen liberal

3 Agamben tager La Botie op i hovedvrket Homo Sacer. Zizek gr det adskillige steder - eksempelvis i Tarrying with the Negative (s. 285), Living in End Times (s. 399). Endvidere ogs i Ideologiens sublime objekt (s. 196) om end den danske oversttelse her fr La Botie til at blive til Boethius, som var en middelalderfilosof (s. 196). Hallward priser La Botie i The Will of the People: Notes Towards a Dialectical Voluntarism, og Badiou gr det sammen i The Communist Hypotheis. Endvidere er det vrd at bemrke, at sociale psykologer som Jean-Leon Beauvois ogs har fundet inspiration i La Boties vrk. Allertydeligst med Trait de la servitude librale: Analyse de la soumission, der, som det ses, hylder La Botie allerede i titlen.
88

totalitarisme. 4 Vore vestlige liberale demokratier skjuler en potentiel totalitarisme. Ikke som flge af at man kunne forestille sig, at folket frivilligt valgte en diktator, men derimod ved at den liberale orden selv kan blive totalitr. Den kapitalistisk funderede liberalisme baserer sig frst og fremmest p en forestilling om, at enhver har lov til at sge sin egen nydelse. Der er frit valg p alle hylder blandt forbrugsgoder, seksualiteter, forskellige former for spiritualitet osv. Men dette kan meget let fre til, at man begynder at opfatte alle sider af menneskelivet som noget, man skal forholde sig vlgende i forhold til. Dette medfrer, at al kritik af systemet kan fres tilbage til individet. Hvis man med andre ord ikke er lykkelig, hvis ikke man lykkes med sit liv, s er det ens egen skyld. Sagen er nu blot den, at den kapitalistiske baggrund for liberalismen betyder, at det langt fra er alle, som reelt har frit valg p alle hylder. Tvrtimod s er det overraskende, hvor f, der rent faktisk har mulighed for at udleve den frihed, som de formelt set har - en pointe som sociologen Renata Salecl har gjort meget tydelig i Valgets tyranni. Men hvis liberalisme betyder, at det altid ultimativt er individet, som har ansvaret for sin egen lykke, s er resultatet, at individet i sidste instans fr ansvaret for noget, som det ikke selv er herre over. Liberal totalitarisme er sledes det, vi str med, nr enhver kritik af den kapitaliske baggrund for liberalismen pr. definition fremstr som illegitim. At tage La Botie op i denne sammenhng vil alts sige at stille sig sprgende over for hvilken form for frihed, vi skal nske os. Er den frihed, vi vil have, blot friheden til at nyde de forbrugsgoder, som vi kan f fat p, eller strkker den sig

4 I den danske oversttelse af Om Troen er dette desvrre blevet til "liberalt diktatur", som langt fra er en god oversttelse (Zizek, Om troen, s. 142). For at give en prcis angivelse af forskellen mellem diktatur og totalitarisme, kan det siges, at diktaturet bestr i en kondensering af magten omkring en eller f personer, hvorimod totalitarismen handler om rkkevidden af magtens mekanismer: Den totalitre magt er den, der nr ud i alle afkroge af livet og observerer og regulerer det i detaljen. Det er sledes i hj grad muligt have dikatatur uden totalitalitarisme eller totalitarisme uden diktatur. Og det er alts liberal totalitarisme, Zizek skriver om - ikke liberalt diktatur.
89

ogs til mske at stille sprgsmlstegn ved selve systemet, som organiserer vores forbrug? En anden tnker, som har fundet stor inspiration i La Boties vrk, er som nvnt Giorgio Agamben. Agamben pointerer radikaliteten af Frivillig trldom i introduktionen til sit hovedvrk Homo Sacer. Han argumenterer for, at La Boties tnkning br ses som en meget tidlig forlber for Foucaults omkalfatring af studiet af politisk magt, en omkalfatring som Agamben ser som den helt ndvendige forudstning for sit eget arbejde. Det, som La Botie og Foucault er flles om iflge Agamben, er, at de modstter sig de juridiske og institutionelle modeller for forstelsen af magt. Det vil sige de modeller, som undersger politisk magt ved at stille sprgsml som: Hvad legitimerer magtanvendelse? Og hvad er en stat? (Agamben, Homo Sacer, s. 5). Lidt mere generelt kan man sige, at fllesnvneren for de juridisk-institutionelle tilgange til analysen af magten er, at de p en eller anden mde gr ud fra, at magt er noget, nogen har. P den mde synes vores almindelige omgang med sprgsmlet om magt at vre s inficeret af juridisk-institutionel tnkning, at alene det at forestille sig, at man kunne forholde sig til magt p en anden mde, i sig selv er lidt af en prstation. Tnk blot p hvordan enhver magt-kritik, som vi mder i private eller offentlige fora og diskussioner, altid drejer sig om, hvem der har mest magt, eller om der er nogen, som har for meget magt, eller om der er nogen, som har misbrugt sin magt. Hvorledes skal man g til magten, hvis man vil slippe af med denne forestilling om, at den er noget, nogen har? Det er her, La Botie (og Foucault) iflge Agamben lykkes med at stille det rigtige sprgsml. Det vigtigste sprgsml om magten er sprgsmlet om, hvad den gr. Ikke sprgsmlet om hvem, der bruger magten, ej heller sprgsmlet om, hvad den bliver brugt til, men derimod sprgsmlet om, hvordan den virker. Det er i besvarelsen af dette sprgsml, at La Botie stter fingeren p det mme punkt med begrebet om frivillig trldom. Den vigtigste af magtens mekanismer er at f mennesker til at makke ret, uden at de bliver tvunget til det; hvilket prcis er, hvad der beskrives i nrvrende tekst. Frivillig trldom handler netop om, hvordan mennesker kan domineres, og i
90

sidste ende undertrykkes, helt uden at der er nogen, der undertrykker. Men selv om La Botie for Agamben og Zizek og andre ideologikritiske tnkere str som den, der frst og fremmest stter fingeren p det mme punkt og pointerer, hvorledes friheden meget let gr tabt, s er han ogs en, der kan anvise en vej ud af problemerne. Argumentet om, at det er mennesket selv, der har skyld i egen ulykke, at det er os selv, der frivilligt ifrer os ufriheden, har ogs den positive side, at vi selv har magten til frigrelsen. Det, der skal til, for at en revolution kan finde sted, er ikke, at nogen udefra viser folk den rette vej - sdan som man p tragisk vis har forsgt med krigene i svel Irak som Afghanistan. Revolutionen kommer heller ikke af, at undertrykkelsen bliver s urimelig, at der ikke findes anden vej ud end oprr - sdan som visse former for marxistisk teoridannelse har haft for vane at tnke. Det eneste, der krves, for at store politiske omvltninger kan finde sted, er, at folket selv reelt bliver klar over, at det rent faktisk kan lave tingene om. Det er derfor, steder som Tahrir-pladsen, Tiannamen-pladsen og Berlin-muren er s afgrende for revolutionre bevgelser. Det, der sker p disse steder, er ganske enkelt, at folket selv ser, at det rent faktisk er i overtal. Senest i forbindelse med det Arabiske Forr vendte man igen og igen tilbage til La Botie, da man skulle forklare, hvorfor revolutionre bevgelser pludselig tager fat og breder sig som en steppebrand. Det er ikke fordi, undertrykkelsen bliver for grov, det er heller ikke bare fordi, enkelte personer stter sig op imod overmagten. Det er derimod fordi, hele folket bliver bevidst om, at tingene kan vre anderledes og om, at det selv har evnen til at lave dem om. Dette er det fundamentalt opbyggelige budskab i Frivillig trldom. Det er ikke svrt at se, hvorfor undertrykkende magtmaskinerier vil vre skrmte over sdan en pointe. Derfor er der mske alligevel en grund til, at La Boties bog af Montaigne bliver behandlet stedmoderligt som en ung mands farlige tanker.

91

Litteratur
Agamben, Giorgio, 1998, Homo Sacer - Sovereign Power and Bare Life, Stanford University Press. Original: Homo Sacer: Il Potere sovrano e la nuda vita, Giulio Einaudi editore, 1995. Badiou, Alain, 2010, The Communist Hypothesis, Verso. Original: Circonstances: Tome 5, L'hypothse communiste, Lignes, 2009. Beauvois, Jean-Leon, 1994, Trait de la servitude tibrale: Analyse de la soumission, Dunod. Destutt de Tracy, Antoine Louis Claude, 2011, Treatise on Politicai Economy, trans. Thomas Jefferson, Liberty Fund. Inc. Original: Elments d'idologie, Kindle Edition, Amazon Media EU. Hallward, Peter, 2009, The Will of the People: Notes Towards a Dialectical Voluntarism, Radical Philosophy 155 (May). Marx, Karl, 1974, Skrifter i Udvalg-Den tyske ideologi - Filosofiens Elendighed, Rhodos. Original: Die deutsche Ideologie, MEW, Bd. 3, Dietz, 1969. Salecl, Renata, 2012, Valgets tyranni, Philosophia. Original: The Tyranny of Choice, Profile Books, 2010." Zizek, Slavoj, 1993, Tarrying with the Negative - Kant, Hegel, and the Critique of Ideology, Duke University Press. Zizek, Slavoj, 2002, Om troen, Anis. Original: On Belief Routledge, 2001 Zizek, Slavoj, 2010, Ideologiens sublime object, Hans Reizel. Original: The Sublime Object of Ideology (2nd edition), Verso, 2009. Zizek, Slavoj, 2010, Living in End Times, Verso.

R a s m u s Ugilt er adjunkt i filosofi ved Institut for Kultur og S a m f u n d , Aarhus Universitet. H a n underviser og forsker i klassisk tysk filosofi o g moderne kontinental filosofi - altid u d fra en overbevisning o m at den filosofiske refleksion kan og skal tage udgangspunkt i den virkelighed, s o m den er opstet i. H a n s frste bog, The Metaphysics o f Terror ( C o n t i n u u m , 2 0 1 2 ) , tager sledes udgangspunkt i den politiske udvikling, der fulgte i klvandet p terrorangrebene den 11. september 2 0 0 1 og viser hvorledes denne virkelighed er metafysik i en helt klassisk forstand. Andre udgivelser omfatter blandt andet: "This entrance was only meant for you," (Sats Northern European Journal o f Philosophy, 2 0 1 1 ) og " U n c a n n y Repetitions. A b u Ghraib in Afterthought," (Journal o f Cultural Studies,

2012).
Endelig er han aktivt medlem af det kollektive subjekt Center for Vild Analyse, s o m igennem klummer, radioprogrammer og foredrag forsger intervenere i det offentlige r u m under mottoet: " H v i s d u vil vide det modsatte."

Frivillig

Trldom er et hovedvrk indenfor den europiske

idehistorie. Vrkets tanker o m forholdet m e l l e m individ og Suvern/ D e n Politiske M a g t er, desvrre, lige s aktuelle s o m d a de blev u d f o r m e d e a f E t i e n n e de L a Boties, o. 1 5 4 8 . Vrkets tilblivelseshistorie o g b e t y d n i n g for idehistorien belyses i et forord a f overstteren B r g e Olesen. V r k e t s aktuelle b e t y d n i n g ( 2 0 1 2 ) , filosofisk o g politisk, belyses i et efterskrift af R a s m u s Ugilt H o l t e n Jensen. " F o r s k n i n g s b i b l i o t e k a r B r g e O l e s e n har skrevet en m e g e t k y n d i g o g instruktiv indledning, o g h a n har oversat m e d en i n d t r n g e n d e forstelse o g en prcis stilsans, s den d a n s k e u d g a v e ikke er langt fra at give s a m m e stetiske nydelse s o m den franske original. D e t er en f o r n e m publikation. O g den har i hjeste grad b u d til os i dette forrykte (20.) r h u n d r e d e . J e g v e d ikke hvorledes j e g mere i n d t r n g e n d e e n d m e d disse b e m r k n i n g e r skal anbefale d e n n e lille, beskedent u d s e e n d e udgivelse." J O H A N N E S S L K , Aarhus Stiftstidende, 11 April 1 9 7 6

788788 663792