CLAUDIO PAGLIERI

Sort sndag
p dansk ved
Kamilla Pontoppidan Haderup
Sort sndag
er oversat fra italiensk efter
Domenica nera af Claudio Paglieri
Copyright 2014 Forlaget Globe
Oversttelse: Kamilla Pontoppidan Haderup
Omslag: Sren Bitsch
Copyright Edizioni Piemme
ISBN: 978-87-91300-21-9
1. oplag 2014
Til Graziana og Sergio
5
Prolog
vi er i ottende minut efter pausen, det str stadig 0-0, og vi stiller om
til Genova.
Her i Genova er kampen endnu ikke genoptaget, holdene er faktisk
ikke engang p banen igen efter pausen. Forsinkelsen begynder at virke
bekymrende, og publikum er ved at vre utlmodigt. Vi har bedt vores
kollega, Bartocci, om at g ned i omkldningsrummene for at fnde ud af
hvad der sker, og vi giver besked, s snart der er noget nyt. Vi stiller om til
Torino.
Her i 53. minut str det stadig 1-1. For f jeblikke siden var
hjemmeholdet meget tt p at score, at Arrigoni med et hovedstd
strejfede trekantssammenfjningen. Her mens vi ikke har vret p, har
Napoli ogs vret fremme med et hurtigt og farligt modangreb, som tvang
mlmanden Parisi ud af mlfeltet for at sparke bolden vk. I dette jeblik
er bolden trekvart oppe ad banen i et angreb
Undskyld Dozza, undskyld, men jeg m bryde ind her fra Genova,
hvor det lige er blevet annonceret i hjttalerne, at dommeren - Ferretti
- har fet et ildebefndende, og at det er derfor, kampen endnu ikke er
genoptaget. Vi hber naturligvis, at det ikke er noget alvorligt, Ferretti
dmte jo igennem hele frste halvleg, selvom der var vilde protester fra
publikum og hjemmeholdets spillere over det strafespark, som han gav
udeholdet, der frer i turneringen. Vi afventer stadig mere prcise nyheder
fra omkldningsrummene, men det overraskende er, at hr. Ferretti ikke
er blevet afst af reservedommeren, som reglerne foreskriver i tilflde af
uheld.
Men er kampen udsat et jeblik eller er den helt afyst?
Nej, nej, kampen er slut, det vil sige, at der ikke bliver spillet mere i
dag. Det er i hvert fald det, man har ladet os forst. Men desvrre er der
nu udbrudt uro blandt udeholdets tilhngere, udeholdet frte jo 1-0. De
er begyndt at sende fyrvrkeri mod hjemmeholdets tribuner, men en solid
politiafsprring holder dem vk.
6
Undskyld, Cecchi Cecchi, her p San Siro frer Inter igen over Bari
efter et fantastisk ml af Xavier. Efter en 1-2 kombination med Fattori i
udkanten af mlfeltet, endte han alene oppe foran mlmanden Fredriksson,
som blev passeret med et prcist ydersidespark. Inter 2, Bari 1, og jeg stiller
tilbage til studiet.
Liget af dommer Ferretti fra Livorno hang ned fra en krog i loftet i
omkldningsrummet. Hans hoved var bjet unaturligt ned mod venstre
skulder, hret var vdt og klistrede til panden, den enorme, opsvulmede
tunge s ud, som om den nrmest var spyttet ud af munden; jnene, som
ogs var opsvulmede og kuglerunde, havde et udtryk af frygt og usigelig
lidelse. Han var kldt i sit sorte dommertj, og p fdderne havde han
stadig sine fodboldstvler.

7
FRSTE UGE
8
Sndag
Marco Luciani lb forbi det gamle kloster, der l ud til havet, og kastede et
blik p sin skridttller. Han havde lbet i 47 minutter og 20 sekunder, og
hvis han fortsatte i samme tempo, ville han vre frdig med anden runde
p lige lidt under en time som sdvanlig. Her tidligt i maj var solen varm
men ikke kvlende, og brisen fra havet hjalp ham til at fastholde en dyb
og regelmssig vejtrkning. Han flte sig godt tilpas. Han blev ved med at
gentage for sig selv, at han kun skulle lbe p grund af glden ved at lbe
og ikke for at sl nogen rekorder, men i en lille krog af hans hjerne stod
den mur p de halvanden time, det aldrig var lykkedes ham at overstige,
klippefast. Den her eftermiddag kunne vise sig at vre gangen. Men det
var bedre at lade vre med at tnke p det, for hver gang han lb med
et ml for je, mrkede han frygten vokse, og nr frygten voksede, blev
hjerteslagene og vejrtrkningen ogs hurtigere.
Han afsluttede anden omgang p 58 minutter, gjorde omkring og
kastede sig for tredje gang ud p den hrdeste del af strkningen, en
benhrd stigning som normalt var afslutningen p turen, den ideelle
mlstreg efter at have lbet en time - eller hvis han lb en omgang til - en
og en halv time. Han havde tnkt, at han mske, for at bryde igennem
muren, kunne fytte startstedet og lade stigningen komme ind p et andet
tidspunkt, men han var ikke sikker p, at det var et helt rligt kneb.
I samme jeblik hrte han politisirenen. Lyden kom nede fra enden
af gaden bag ham. Pokkers! tnkte han. Jeg hber ikke, det er mig, de
kommer efter. Han havde lyst til at gemme sig, men det var ikke let for
en radmager mand med en hjde p 1,97 m at gemme sig i mngden.
Han fortsatte, som om intet var hndt, mens bilerne krte ind til siden,
og folk vendte sig nysgerrigt om. Sirenen kom hele tiden tttere p, indtil
bilen bremsede op ved fortovet til venstre for ham. Han hrte bildren
blive bnet, og ud ad jenkrogen s han en politimand stige ud og g ham
kluntet i mde med hnden p hoften, hvor pistolen sad. Kommissr!
Kommissr!
9
Han vendte sig om og fortsatte med at lbe let p stedet, som om
han kunne snyde sig selv til tro, at han kunne fortstte lbeturen efter
afbrydelsen. Hvad er det, Iannece?
Antonio Iannece havde vret hans chaufr og assistent de sidste fre r.
Han havde aldrig fr set ham s rystet. Stig ind, kommissr. Hurtigt, det
er en vrre ballade. Jeg har bippet Dem p personsgeren, Giampieri og de
andre er allerede p stedet.
Marco Luciani kiggede hurtigt ned ad sig selv. Han var ulkkert svedig,
trjen var til at vride, og lbeshortsene var ikke stort bedre.
Iannece tolkede hans blik. Det haster, kommissr. Et mord. Mske.
Et mord - mske?
Ja, mske.
Skal det opfattes, som om nogen skal til at beg det?
Nej, det er allerede sket. Men det er ikke klart om
Hvis det allerede er beget, har jeg tid til at klde om.
Strandpromenaden var fuld af mennesker, som den altid var sndag
eftermiddag, og mange stoppede op for at se, hvad der skete. Politibilen
holdt og ventede, sirenen hylede desperat, og Iannece blev hele tiden mere
nervs. Han lnede sig hen mod kommissrens re og forklarede ham
situationen i f ord.
Godt, men kr mig i hvert fald hen til min bil, s jeg kan f min
trningsdragt p.
Da de nede hen til den gamle Renault Clio, tog Luciani sin svedige
lbetrje af, lagde den i bagagerummet og gnubbede sig efter bedste evne
med et lille hndklde. Hans blik strejfede to damer, der kiggede intenst
p hans udmagrede brystkasse, hans ubarberede ansigt og politimanden,
der stod ved siden af ham, og det gik op for ham, at han mtte ligne en
narkoman, der var blevet taget i at stjle en bil eller noget i den stil. Han
tog hurtigt trningsjakken og bukserne p og bandede, fordi de som
sdvanlig hang fast i skoene. Han tog personsgeren, som han havde
efterladt p instrumentbrttet, hldte lidt vand fra en faske i sit korte hr
og rodede rundt i det med hnden, og s satte han sig ind i politibilen, som
krte af sted igen med hvinende bremser og hylende sirene.
Hr, Iannece
Ja, kommissr.
10
Det er vel ikke sdan at har du en deodorant i bilen?
Deodorant? Nej, rlig talt, jeg bruger ikke deodorant, man skal jo
kunne mrke stanken af strisser, lo han.
Patruljevognen havde svrt ved at komme igennem den prop af busser
og mennesker, der var ved at forlade Genovas stadion i det ttbefolkede
Marassi-kvarter. Det var fascinerende at se stadion stikke pludseligt op der
mellem beboelsesejendommene, en rd kasse med hvidt tag i engelsk stil.
Det gav nrmest en flelse af, at det at g til fodboldkamp var ligesom at
g en tur i den lokale biograf - noget velkendt, noget som var en del af ens
dagligdag. Men flelsen forsvandt, s snart man kom om bag stadion, hvor
fngslets sm, gule trne og gr tag stak op. Dr kunne man se de indsattes
arme og ansigter stikke ud mellem tremmerne for de sm vinduer, for at
f lidt frisk luft eller vinke til folk, som nrmede sig stadions nordlige
indgang.
Marco Luciani kiggede igen p stadion. Han havde ikke vret der i
15 r, ikke siden fodbolden pludselig blev en del af hans fortid, som en
slgtning der dr af en galopperende sygdom. Han havde elsket sporten
helt og aldeles, og nu hadede han den helt og aldeles og ynkede den
mngde af mennesker, han s myldre p fortovene med deres absurde
halstrklder i strke farver om halsen, triste mnd med cigaretten
hngende i mundvigen og drligt klippet hr - mske klippet hjemme i
kkkenet af konen - gamle damer, der talte hjt med sig selv, og brn der
holdt deres fdre i hnden og gik stolt med et lille fag. Slagtekvg, tnkte
Marco Luciani, mens politibilen krte forbi salatfadene og de hegn, som
var stillet op for at holde de to holds tilhngerne fra hinanden, og til sidst
krte op p rampen, der frte ind til omkldningsrummene; en kvghjord
der konstant ser klip fra kampene, uendelige fodboldudsendelser sndag
aften og fortstter fodboldsnakken mandag p kontoret. Han bnede
bildren, mens han rystede p hovedet og tnkte, at det bare ikke var
hans dag. Men da han s den sammenstimlede fok af mennesker foran
omkldningsrummene, fotograferne og kameramndene, som blev holdt
vk af afsprringerne, da han mrkede flelsen af frygt og forventning i
luften og s to politimnds ansigtsudtryk ndre sig, da de genkendte ham,
flte han sig som en gladiator i arenaen, som tilskuerne har blind tiltro til
11
vil vinde. Kommissr Luciani er her, og adrenalinkicket sparkede alle
skyerne ud af hans hjerne, s den blev klig og klar igen.
En politimand som Marco Luciani kun kendte af udseende, og som vist
var udlnt til stadion, kom ham i mde for at vise vej. De gik igennem
omrdet med indgangene til omkldningsrummene, ned ad en lang gang
og ind i et trningslokale, der virkede, som om det havde vret forladt i
revis, og hvor der var en karakteristisk lugt af madrasser, stv og rdne
tove. De mtte efterhnden vre net nsten hen under tilskuerpladserne
p nordtribunen, fr han til sidst s en anden politimand st p vagt foran
en dr.
De trdte ind i et trist og ret mrkt rum, hvor der kun kom en
smule lys ind ad et langt og smalt vindue. Indenfor mdte han sin unge
vicekommissr, Nicola Giampieri, sammen med politiassistent Calabr og
en fodbolddommer, der l p et bord midt i rummet. Stendd. Giampieri
stod og noterede i en lommebog, og da han fk je p Luciani kunne han
ikke skjule sin overraskelse og skufelse. Udtrykket forsvandt dog hurtigt,
han skubbede de sm briller op p nsen og greb sin chefs hnd med en
energisk bevgelse. Hey, du er her.
Du skal ikke komme for tt p mig, Nicola, jeg lugter, jeg har lbet
en time. Og hvis I bare var kommet 31 minutter senere, s ville jeg have
vltet den forbandede mur, tnkte han.
Jeg ringede hjem til dig og prvede personsgeren, men du var der ikke.
Og da du ikke har en mobiltelefon, vidste jeg ikke, hvor jeg skulle fnde
dig. Hvordan har du fet besked?
Iannece kom og hentede mig, jeg lb p Corso Italia. Han ved altid,
hvor jeg er, hvis der opstr noget.
Giampieri klede sit nsten glatragede hoved med kuglepennen og
derefter sit moderigtige skg. Godt, s kan du se gerningsstedet intakt.
Som du foretrkker det.
Har han beget selvmord?
Det ser sdan ud, selvom se du, hvad du mener. Vi har ikke rrt
noget udover liget, som samaritterne har taget ned.
Var han allerede dd?
12
Ja, det mente holdets lge. Men de kunne ikke vide det. De kom ind,
s at han hang der og tog ham straks ned. h, de sagde, at han havde
hnderne bundet p ryggen, s de bandt dem op, for at hjlpe ham.
Idioter. Afskedsbrev?
Giampieri havde ikke lngere lyst til at svare. Jeg har ikke set noget,
sagde han hurtigt og fandt p en undskyldning for at fortrkke: Mens du
kigger, gr jeg teknikerne i mde. Vicestatsadvokaten er ogs p vej, han
kan vre her nr som helst. Calabr, stil dig p vagt her udenfor.
Marco Luciani var nu alene i vrelset med liget af dommeren.
Det var ham. Han havde genkendt ham ved frste jekast, selvom hans
ansigt var opsvulmet og fordrejet, men det tvang han sig til ikke at tnke
p nu.
Den frste indskydelse - som var rent instinktiv - var, at han befandt sig
i et rum, hvor en person havde beget selvmord og ikke et, hvor der var
beget mord. Mske fordi der egentlig ikke var rodet i rummet, mske var
det bare fordi atmosfren i luften var anderledes, eller ogs skyldtes det,
at rummet virkede s utroligt slidt, som et omkldningsrum p en skole
eller i en serie C-klub for tredive r siden. Han spurgte undrende sig selv,
om fodboldspillerne ogs kldte om i sdan nogle triste omgivelser, men
tnkte straks, at det var umuligt, at det her helt klart ikke kunne vre det
omkldningsrum, der var tiltnkt dommeren. Men mske, tnkte han, var
han get herind netop for at gre det slut.
Han kiggede sig omkring og prvede at afotografere omgivelserne fra
vg til vg, prvede at indprente sig alle tingene derinde, deres form,
placering og farver. Om f timer ville han f fotos fra teknikerne, men et
foto giver ikke den samme dybdefornemmelse, og ud fra et foto er det isr
svrt at bedmme, om en ting str p sin plads eller ej.
Vggen til hjre: en trbnk med en skohylde og fre bjler. Der var
bukser, skjorte, jakke og slips. Det var fodbolddommerens tj, det hang
i perfekt orden. Der stod en sort sportstaske p bnken. Sokkerne l i
skoene. De var foldet sammen, ikke krllet sammen. Han bemrkede, at
sokkernes farve var afstemt efter slipset.
P vggen foran ham hang der to gamle plakater fra fodboldforbundet
med tegninger af dommere med et stolt og rligt udtryk i jnene, den ene
havde fjten i munden, den anden stod med bolden under den ene arm
13
og trykkede en spiller i hnden, mens alle smilede. Et krucifks af den slags,
der ser dig i jnene for at give dig drlig samvittighed. Der sad en stribe
snavs p vggen i cirka 80 centimeters hjde. Det var formentlig, fordi
bordet normalt stod der. Det ville vre vigtigt at fnde ud af, hvem der
havde fyttet det og hvornr.
Op ad vggen til venstre stod der en massagebriks med hvidmalede ben
af jern og en tynd, grn madras. P madrassen l det reb, der var brugt
til hngningen, og det kortere stykke reb hnderne havde vret bundet
med. Gad vide, hvorfor de havde lagt dommeren p bordet, tnkte han, i
stedet for p madrassen der var bldere? Mske fordi liget kaldte p en hrd
overfade, bedemandens bre. Eller mske bare fordi bordet stod nrmest.
Til venstre, ved siden af dren, sad kontakterne og en lille porcelnsvask.
Der hang en sbebeholder og et spejl med en hylde, hvorp der l en pakke
papirlommetrklder. P gulvet en tom skraldespand. Til hjre var der bare
mur og plads, s dren kunne bnes.
Der l en stol p gulvet vendt p hovedet - af jern og tr, med sm
klumper af jord p. Under bordet l der en plastiklampe. I loftet hang
lampekrogen, hvor rebet havde hngt. Det var vigtigt at fnde ud af,
hvordan stolen havde ligget, da folk kom ind, for han syntes umiddelbart,
at den l for langt vk fra lampekrogen.
Han gik hen og kiggede p dommeren p bordet igen. Hvis det ikke lige
var for fodboldstvlerne, mindede han ellers Luciani om Mantegnas billede
af den dde Kristus. Han har ikke taget skoene af, som selvmordere ofte
gr, tnkte han. Men mske er det dem, der kaster sig ud af et vindue, der
gr det og ikke dem, der hnger sig. Op af lommen p den sorte skjorte
stak lommebogen og de to kort, det rde og det gule. Og en blyant.
Han begyndte at undersge gulvet og hjrnerne omhyggeligt. Gulvet var
underligt rent, der var ikke et eneste stykke papir eller tyggegummi, han
s kun nogle spor af jord, men s opdagede han et stykke afangt metal,
formet som en pil, der l halvgemt mellem to trlister i skohylden. Han
genkendte det straks, det var metalstykket fra sdan en kuglepen, han
brugte som dreng i skolen. En Parker Jotter, huskede han med en nostalgisk
gysen. Nogle gange, nr han tabte den p gulvet, faldt metalstykket af, og
s var det svrt at stte det p igen. Det ville ikke sidde fast. Det betd
mske ingenting, metalstykket kunne have ligget der lnge. Han tog det
14
forsigtigt op med et lommetrklde, selvom det sandsynligvis ville vre
svrt at f fngeraftryk fra det. Der var ingen spor af snavs eller skidt p
det, og da han kiggede nrmere p det, gik det op for ham, at metalstykket
var af slv, det var alts ikke fra en kuglepen til en billig penge men en
dyrere pen. Hvis det var dommeren, der havde tabt den, mtte resten af
kuglepennen ogs vre der et sted.
Der var intet afskedsbrev. Heller ingen mobiltelefon? Han rrte forsigtigt
ved jakken p bjlen og kiggede i tasken. Nej, ingen mobil. Underligt.
Mske havde han betroet den til en vagt sammen med sin pung.
Marco Luciani lukkede jnene, fast besluttet p at lagre alt hvad han
havde observeret uigenkaldeligt i sin hukommelse, hvorefter han vendte
sig om for at g ud. Nglen sad ikke i lsen p indersiden. Den sad heller
ikke i lsen p ydersiden af dren. Da han kom ud p gangen, udvekslede
han et blik med Giampieri, som viste vej for retsmedicineren og holdet af
teknikere. Luciani hilste p dr. Vassallo - en lille, venlig og skaldet mand,
som udfrte sit forfrdelige arbejde med en utrolig entusiasme og de tre
teknikere, som bar taskerne med udstyret, der kunne afslre fngeraftryk og
andre spor og fotografere og flme hele proceduren.
Goddag, kommissr.
Goddag, doktor. Goddag alle sammen.
Nogen srlige ting?
Det lader til, at vi str med et selvmord, en mand der har hngt sig.
Men det kan godt vre et maskeret mord.
Forstet. Hvis det er tilfldet, slipper de ikke af sted med det, svarede
Vassallo med skinnende jne.
Kommissren lod dem komme forbi og trak Giampieri lidt til side.
Nicola, har du nglen?
Nej. Den var der ikke. Men dren var lst.
Hvordan har de lst den op?
Vagten lste op med sine ngler. Han sagde, at der var lst ved at
dreje nglen to gange, men det er ikke til at vide, om det var udefra eller
indefra.
Hvis dommeren har lst indefra, s skal nglen vre der. Men det er
den ikke.
Mske har han slugt den.
15
Marco Luciani var vild med Giampieris form for humor, isr i den her
slags situationer, men han gjorde et nummer ud af at lade som ingenting.
I s fald opdages det under obduktionen, svarede han meget alvorligt,
s Giampieri ikke kunne vide, om han havde forstet joken.
Roberto Valle, som arbejdede p det hold med betjente, der tog sig af at
styre de mest fanatiske fodboldtilhngere og havde vagt p stadion, stod
henne for enden af gangen og holdt de nysgerrige p afstand ved hjlp af
sin respektindgydende fysik og en kde af politimnd bevbnede med
hjelme, skjold, knipler og tregas. De var anspndte, nervse og irriterede
efter at have siddet indesprret i salatfadene fra klokken seks om morgenen
til klokken 10 i deres uniformer, der var alt for varme til rstiden. Deres
opgave havde vret at mandsopdkke gsteholdets fans, og de havde
reddet sig bde spytklatter, fornrmelser og smdesange til, og der var
blevet fyret raketter af mod dem; de havde stet op i timevis, uden at spise
eller tisse, og nu ventede de bare lngselsfuldt p en undskyldning, en
hvilken som helst undskyldning, for at fare op og banke alt, hvad der rrte
p sig. Kommissren gik hen mod Valle, som var nogle centimeter lavere
end ham selv men vejede det dobbelte takket vre sine ftness-trnede
muskler. Han spurgte ham, om alt var i orden, og Valle nikkede, for nu
var det bare omkring 50 mennesker - baneassistenter, billetkontrollrer,
hjlpere, journalister og almindeligt nysgerrige de skulle holde vk.
Situationen er under kontrol, men hvis jeg m give dig et rd, s se at
f alle ud herfra hurtigt. Udeholdets fans er stadig inde p stadion, og
de er rasende over, at kampen er indstillet, s der er risiko for, at helvede
bryder ls, nr vi flger dem til stationen. Og her bliver ved med at dukke
journalister og andre op, og nr det gr op for dem, hvad der er sket
Luciani vendte sig om mod Giampieri: Er der vidner?
Jeg har samlet vagten, linjedommerne og reservedommeren i et rum.
h, jo og dommerassistenten. Direktrerne for de to fodboldklubber er der
ogs, men de befandt sig jo p tribunen. Jeg var trt af at se dem g rundt i
gangene. Ham Rebufo, du godeste, han er endnu vrre end p tv.
Du skulle ikke have sat dem sammen, Nicola. Og hvor er spillerne?
Giampieri tog imod kritikken uden at sige noget. De har vret i bad,
og jeg tror, de er klar til at g. Jeg tnkte, at det var bedst at f dem vk
16
hurtigt. De var i omkldningsrummene, da det skete, de har ikke set
noget. Vi kan sende dem ud ad en bagindgang.
Det kan du godt glemme. Hvorfor vil du tage sdan et hensyn?
Spillerne gr ud ad hovedindgangen, nr jeg giver dem lov, og lige ud i
klerne p journalisterne de lortemillionrer.
Luciani smkkede dren til lokalet s vredt op, at alle derinde rejste sig.
Dem der gik rundt eller talte holdt jeblikkeligt inde.
Goddag. Jeg er kommissr Luciani, snerrede han.
En hj mand med sort hr med hvide stnk kom hen som den frste
og rakte ham hnden. Han havde en spids nse og et falsk smil. Han var
kldt i en dobbeltradet, gr habitjakke, et sort og hvid-stribet slips og han
s ud, som om han var trdt direkte ud af flmen Wallstreet med Michael
Douglas fra 80erne. Det er mig en glde, kommissr. Jeg er Alfredo
Rebufo, direktr for
Luciani vendte sig om og lod Rebufo st med hnden fremme til hilsen,
mens han i stedet henvendte sig til to sortkldte mnd, der sad i lokalets
modsatte hjrner. Jeg gr ud fra, at De er linjedommerne? Er De venlige
at tage Deres ting og komme med hen p stationen. Ogs Dem, tak, sagde
han henvendt til reservedommeren, dommerassistenten og vagten.
Hvis jeg kan vre behjlpelig brd direktren igen ind.
Har De set noget? Var De der, da det skete?
Nej, det var jeg virkelig ikke, kommissr. Jeg befandt mig p tribunen,
men s snart jeg hrte
Godt, en af vores betjente noterer Deres vidneforklaring. Og Deres
kollegas.
Et lyn af had passerede Rebufos blik, men han kneb straks jnene
sammen for at skjule det og smilede igen sit klamme smil. Jeg str til
Deres disposition, kommissr. S snart De siger god for det, flger jeg
holdet til lufthavnen men bliver for alle tilfldes skyld selv her i Genova,
sagde han og rakte Luciani et visitkort.
Luciani stak det fravrende i lommen. Holdet nr ikke til lufthavnen i
aften. Find et hotel, alle skal blive og st til rdighed.
Han var p vej ud, men lige i samme jeblik, i den tavshed der nu
herskede i lokalet, ld en hjlydt ringetone fra en mobiltelefon. Luciani
vendte sig instinktivt om og s, at alle virkede paralyserede, og at ingen lod
17
til at have nogen intention om at tage telefonen. Men s vendte blikkene
sig et for et hen mod en af linjedommerne, som sad og rdmede og faktisk
virkede, som om han var skrmt over at hre det klassiske musiktema fra
sin lomme. Kommissren sendte ham et blik, der sagde svar, og manden
tog en lillebitte, helt fad, slvskinnende mobiltelefon op af lommen i sine
shorts.
Da han s nummeret, der blev ringet fra, virkede det, som hans rde
ansigt lynhurtigt blev hvidt i stedet. Han svarede hurtigt: Hallo hjeg
kan ikke tale lige nu. Jeg ringer tilbage. Han lagde p.
Undskyld, det var min kone, lo han forlegent. Hun var bekymret.
Og s formrkedes hans ansigt. Apropos: Har I givet Fru Ferretti besked?

18
Mandag
Her er kafen, kommissr. Jeg har ogs taget en sandwich med. Den er
ikke stor, men De har intet spist hele dagen.
Tak, Iannece. Tag bare hjem, det er s sent nu.
Jeg bliver gerne og hjlper, hvis De vil have det. Min kone sover
alligevel nu.
Nej, nej, g bare. Vi skal i gang igen om et par timer, og s skal du vre
i form. Jeg bliver bare en time til, s tager jeg ogs hjem og sover.
Iannece s skeptisk p ham. De sov heller ikke i sidste uge, kommissr.
Det duer ikke at brnde sin lysning i begge ender.
Gad vide, hvad han mener med sin lysning, tnkte Marco Luciani.
Iannece havde sine egne kreative mder at lemlste ordsprog og talemder
p. Han sagde: Ham har jeg aldrig hrt noget sagt om, man kan ikke g,
fr man har krbet og for mange kokke delgger kkkenet og alle de
talemder havde deres egen logik. Men den med at brnde sin lysning, den
havde Luciani aldrig forstet.
Da Iannece gik ud, kom Giampieri ind. Der er intet at gre, sagde
han, mens han rystede skufet p hovedet, vi kan ikke fnde den.
Fodbolddommerens mobiltelefon var ikke dukket op under fnkmningen
af omkldningsrummene, og heller ikke p hans hotelvrelse eller i hans
bil.
Eksperterne fra IT-afdelingen havde nu vret i gang i fere timer med at
prve at spore signalet fra mobiltelefonen i hb om, at morderen - hvis der
alts var en morder - havde taget den og beholdt den. I en periode havde
de opklaret adskillige sager p den mde, men da det blev kendt, at alle
mobiltelefoner havde et signal, som man kunne spore, selvom telefonen var
slukket, og at man kun kunne undg overvgningen ved at tage batteriet
ud, fungerede metoden knap s godt. Efterhnden lykkedes det dem kun
at snuppe ubetydelige mordere p den mde, smkriminelle som havde
slet en eller anden stakkel ihjel for 30 euro og en mobiltelefon, og som
19
s endte i politiets favn f timer senere netop p grund af signalet fra
mobiltelefonen.
Jeg havde sagt til dig, at det var spild af tid. Luciani rystede p
hovedet. Personen er ikke dum. Hvis man tr lave sdan et nummer foran
nsen p 40.000 mennesker, lader man sig ikke narre p den mde. Han
har interesse i at f telefonens kontaktliste og opkaldsliste til at forsvinde.
Hvis det virkelig er ham, der har taget telefonen, har han allerede slettet alt
i dens hukommelse.
Ja, men opkaldslisten fr vi alligevel fra telefonselskabet.
Det er sandt. Men det tager lang tid. Og smserne fr vi ikke igen. S
drop det, vi lgger pres p linjedommerne, det skal vi nok f noget ud af.
Giampieri skulle til at svare igen, men han var for trt til at genoptage
en diskussion, de allerede havde haft utallige gange fr. Hvis der ikke
er mere, tager jeg hjem og sover et par timer. Jeg har sat vagter p, s de
fortstter med at prve.
Okay. I morgen tidlig fordeler jeg opgaverne, og s ser vi, hvor langt vi
er net ved frokosttid.
Giampieri gik ud, og Luciani var endelig alene. Han rejste sig fra
stolen, strakte armene og benene og bnede vinduet. Natten var mrk og
stille, den friske luft duftede af den tilstundende sommer. Hver gang han
mrkede den duft som dreng og ung, jublede han, fordi den mindede ham
om ferierne ved havet, vennerne han skulle gense og alle de nye piger han
ville lre at kende. Nu var han 37, og i lang tid havde duften ikke givet
ham andet end en let sklven, som et minde om et liv levet af en anden, af
en bror der var forsvundet for evigt.
Han satte sig ved skrivebordet igen og gik i gang med at f styr p
tankerne for at opsummere, hvad han havde fundet ud af i lbet af den
her frste, utroligt lange dag i opklaringsarbejdet. Han havde overladt
det til Giampieri og politiassistenterne at tage den frste runde med
vidneforklaringerne, nu mens de stadig var varme. De var normalt vigtige,
fordi man p den mde samlede en masse detaljer sammen og kunne
rekonstruere dynamikken i hndelsen: den tid og plads som morderen
havde haft til sin disposition. Men disse vidneforklaringer var derimod
ikke s vigtige i forhold til tolkningerne. Lige efter en forbrydelse eller et
selvmord var svarene p sprgsmlene: Har du nogen id om hvorfor?
20
Hvem kunne have interesse i at sl ham ihjel? Hvad kunne hans grund til
at beg selvmord vre? i 99 % af tilfldene altid de samme: Det aner jeg
ikke, Alle holdt af ham, Han virkede som altid rolig og afklaret, Han
kan ikke have beget selvmord. Iflge politiets psykolog skyldtes svarene
til dels chok, til dels frygten for at vre mistnkt og til dels skyldflelsen
over ikke at have kunnet forudsige og forhindre tragedien.
Nr timerne s gik og derefter dagene, ville dem, der havde kendt
ofret, derimod skabe sig en forklaring. Eller i hvert fald prve p det. S
kom de i tanke om ting, der var blevet sagt, hndelser, blikke, underlige
telefonopringninger, og til sidst ville de have dannet sig et billede, som
muligvis var forkert men mere eller mindre fornuftigt, og som i hvert fald
indeholdt en overvejelse omkring motivet. Luciani ville selv afhre alle
vidnerne igen i lbet af et par dage i sin sgen efter forklaringer. Han havde
lagt mrke til, at hans hverv som ansvarlig for opklaringen af en given
sag fk folk til at fle sig forlegne og underdanige, og derfor srgede han
for, at det frste mde med ham blev s frygtindgydende som muligt. S
forsvandt han et lille stykke tid, og nr han tog trden op, nste gang han
dukkede op, pressede det folk til at afslre noget mere, end det de allerede
havde sagt til politiassistenterne eller Giampieri. Nr det derimod var ham,
der afhrte folk frste gang, og de andre gjorde det efterflgende, fk de
aldrig yderligere oplysninger.
Hans nrmeste underordnede, Giampieri - kaldet Ingeniren, selvom
han manglede at skrive sit speciale og ikke havde vret oppe til den
afsluttende eksamen - var endnu ikke fyldt 30, han var et IT-geni og
derudover frygtelig arbejdsom. Giampieri fokuserede p at samle feste
mulige oplysninger, han forsgte at bevge sig fra atomet til universet, at
rekonstruere maleriet ved at tage udgangspunkt i de enkelte penselstrg.
Han var s pedantisk, at det nsten virkede manisk, og han havde blind
tiltro til de tekniske undersgelser ssom dna-tests og opkaldslister fra
telefonselskaber. Luciani gentog konstant, at det var noget pjat, mest af
alt fordi det morede ham at provokere ham, og fordi han selv arbejdede
helt modsat - han observerede billedet p afstand, han prvede altid lige
fra starten at fnde frem til et, to eller tre mulige scenarier og motiver. Og
s pillede han dem langsomt fra hinanden igen for at se, om de holdt i
forhold til sagens basiselementer. Han reserverede frem for alt opgaven
21
med at grave i ofrets personlighed, med at forst hvad ofret strbte efter og
frygtede i livet, til sig selv.
De frste r de arbejdede sammen, anklagede kommissren tit
Giampieri for at fortabe sig i detaljerne, og han sagde gang p gang til ham,
at de tekniske beviser ikke var til nogen nytte, hvis man ikke frst fandt
motivet, for de tekniske beviser kunne godt vre falske: Dit problem,
Nicola, er, at du mangler sociale og medmenneskelige kompetencer. Du
sidder foran computeren hele dagen, og nr der str et menneske foran
dig, s ved du ikke, hvordan du skal behandle det. Hvordan kan du gre
dig forhbninger om at overtage min stilling? Du ville aldrig kunne f en
morder til at g til bekendelse, ikke om s du kldte dig ud som munk.
Vicekommissren svarede igen ved at sige, at Luciani fakkede rundt i
et abstrakt univers og troede, at man kunne lse kriminalsager som sine
kolleger i romanerne, ved brug af intuition eller ved at se de onde dybt
i jnene. Det var ikke til nogen nytte at vide, hvem morderen var, eller
hvorfor han havde beget et mord, hvis man ikke havde det mindste bevis
at trkke ham i retten med. Derfor var det frst og fremmest vigtigt at
fnde fest mulige tekniske elementer ssom fngeraftryk, dna og udskrifter
af opkaldslister, s den skyldige var ndt til at forklare hvordan og hvorfor,
nr han blev prsenteret for beviserne. Du m acceptere videnskabens
fremskridt, chef. Du er ikke engang 40, men du er gammel, du tilhrer den
generation, der har skrevet speciale p universitetet p en skrivemaskine.
Hvis du ikke flger med tiden, s snupper jeg dit job, hurtigere end du
regner med.
Til sidst havde de besluttet at arbejde p hver deres mde og
sammenholde resultaterne ofte. Og i de sidste fre mordsager var de mdtes
lykkeligt p midten med et navn p den skyldige, motivet og alle de
ndvendige tekniske beviser ved at have arbejdet sig derind fra hver deres
ende.
Hvad enten det er mord eller selvmord, tnkte Luciani, s er det foreget
p et stadion under en vigtig kamp. Der er tusinde andre roligere steder
og jeblikke, hvor man kunne have gjort det, og derfor m motivet vre
forbundet med fodbold og ofrets job. Det er en prcis besked til det milj.
En besked fra fodbolddommeren selv eller en trussel fra morderen.
22
Han drak det sidste af kafen, som var blevet kold, smed sandwichen
i papirkurven uden at pakke den ud, og nu hvor Nicola ikke s ham,
gik han s p internettet for at sge oplysninger om Ferretti. Teknikkens
fremskridt havde dog alt i alt sine fordele. Han havde regnet med at
fnde en kort biograf og et par avisartikler, s han blev overrasket over de
enorme mngder data, der l. Der var utallige artikler, diskussionsfora,
diskussioner, anklager og modanklager. En milanesisk fodboldfan havde
endda lavet en side om alle de fejl, hans hold havde mttet lide under og
alle de fordele, der var givet til de andre af fodbolddommerne i lbet af
de sidste r, og Ferrettis navn var et af dem, der gik igen fest gange. Der
var lister over strafespark dmt for og imod, over udvisninger og ml der
var annulleret p grund af ofside. Et bjerg af oplysninger der kulminerede
i, at den milanesiske fan havde lavet sin egen rlige stilling i det
igangvrende mesterskab (hvor det milanesiske hold gik fra en ferdeplads
til frstepladsen) og en sand resliste, hvor holdet erobrede tre af de
mesterskaber, som alle ellers var vundet af Alfredo Rebufos hold. Der var
ogs adskillige websites om direktren, Rebufo, de fortalte om episoder
med formodet korruption og understregede hans evne til at forvandle
normale hold til vinderhold og vinderhold til uovervindelige hold. Selvom
Marco Luciani ikke lngere interesserede sig for fodbold og nsten
aldrig s fernsyn, havde han ikke kunnet undg at hre genklangene
fra diskussionerne og protesterne. Mandag morgen p politistationen
verserede der konstante diskussioner om det strafespark, der ikke blev
dmt, den ofside der ikke var der, om kbte dommere og dommere der
var til salg. Fodboldverdenen havde altid vret sdan, og han huskede selv
diskvalifceringer af spillere og klubprsidenter og uendelige diskussioner
om aftenen, nr man s gentagelserne i slowmotion. Han huskede ogs
godt skandalen med matchfxing, og han var sikker p, at det i det tilflde
kun var nogle sm fsk og to-tre store idioter, der havde betalt regningen.
Men nu havde han et tydeligt indtryk af, at lorten havde vokset sig meget
strre og stank endnu mere end fr, og han fk en vild lyst til at trykke p
ventilatorknappen for at sprede den til alle sider.
Han printede de mest interessante oplysninger ud og fortsatte med at
lse til solopgang uden overhovedet at lgge mrke til, hvad klokken var
blevet. Da han til sidst flte sig udmattet, lukkede han alle siderne ned og
23
ville egentlig g, men han kunne ikke modst sin nysgerrighed og bnede
derfor brsens hjemmeside for at kontrollere om den ene, katastrofale
investering, han havde gjort i en aktie, lod til at vre p vej op igen. Han
s, at den var lukket aftenen inden i et meget lidt opmuntrende minus
1,5 procent, hvilket fk hans samlede tab i den fortryllende, ny konomis
verden til at stige til 72 procent i lbet af tre r. Han bandede lavmlt
og gik ud til kafeautomaten, hvor det gik op for ham, at han virkelig var
for trt til at arbejde videre. Han forlod politigrden med besked om,
at han ikke under nogen omstndigheder ville forstyrres, tog hjem, trak
gardinerne ned, satte propper i rerne og sov til klokken 12.
Han var tilbage p politistationen prcis klokken 13. Det var normalt det
roligste tidspunkt p dagen, nr alle var ude for at spise, s man kunne
tnke i fred, men nu var billedet helt anderledes. Foran indgangen stod der
mindst 30 journalister og ventede - mange med kameraer og tv-kameraer.
Han krte i en stor bue udenom og hurtigt om p parkeringspladsen
bagved, hvor han uset kunne g ind og tage elevatoren op til tredje sal.
Han kastede et blik ind i Giampieris kontor p vej forbi. Giampieri talte
i telefon, og ved synet af Luciani sprrede han skrmt jnene op; et halvt
minut senere stdte han til Luciani inde p hans kontor.
Puh, Marco, det er det rene galehus her, det er endnu vrre end i gr.
Telefonen holder bare ikke op med at ringe.
Sig til omstillingen, at de skal sortere opkaldene.
Det har jeg sagt. Men det er ikke nok.
Hvem ringer?
Journalister. Et hav af dem. Lokale, journalister udefra og ogs mange
udenlandske. De har vores direkte numre, jeg ved ikke, hvordan de har fet
dem.
Fint, s fr du vet dit engelsk.
Giampieri var ikke i humr til jokes.
Og s en masse vidner, gte og ugte. Alle mulige fodboldfans.
Formnd og direktrer for fodboldhold og fra fodbolddommerforeningen.
Et par medlemmer af deputeretkammeret, en senator. Og
vicestatsadvokaten har allerede ringet tre gange. Han sagde, du skulle ringe,
s snart du kom.
24
Luciani smilede. Kngten er ved at tisse i bukserne. Men han fortrd
straks bemrkningen. Han var egentlig godt tilfreds. Om sndagen var
de gamle anklagere, de mest bermte og mest irriterende, p weekend i
deres sommerhuse ved havet eller i bjergene, s vagten tilfaldt en af de sidst
ankomne. Denne gang var det en ung ofentlig anklager, Michele Delrio.
Luciani havde aldrig set ham, fr han mdte ham i omkldningsrummene
p stadion, da liget af dommeren skulle fernes, men der virkede han som
en alvorlig og rolig ung mand med et lidt prsteagtigt ansigtsudtryk, mske
en smule skrmt over det ansvar, han stod med men sikkert ogs opsat p
at udnytte det. Det var til at forudse, at Justitias grdige vogtere snart ville
kaste sig over ham for at tage sagen fra ham. Men han havde tilsyneladende
en hj stjerne hos chefanklageren, som straks ofentligt havde bekrftet
sin tillid til ham. Nu mtte man s se om chefanklageren, som var en lort,
havde gjort det fordi han virkelig havde tillid til ham, eller om det var for at
kunne overvge ham p tt hold og rdgive ham.
Tag og ring til ham. Giv ham et par detaljer om sagen, han vil nok
gerne gre et godt indtryk p journalisterne og sig s, at jeg kigger forbi
hans kontor snarest muligt. Hvem har ellers ringet?
Direktr Rebufo. Til min private mobil. Jeg aner ikke, hvor han har
nummeret fra. Jeg blev s overrasket, at jeg ikke engang fk sagt, at han kan
rende mig.
Kan du se, at det er fornuftigt af mig ikke at have en mobil? Han er
magtfuld, Nicola. Han kan blive mere besvrlig end selv chefanklageren og
alle hans advokater.
S jeg skal alts behandle ham pnt?
Det sagde jeg ikke. Jeg hber faktisk p, at jeg fr mulighed for at
kvrke ham, inden vi er frdige her. Men s lnge vi ikke ved, hvad der
er sket, m vi prve at holde os p nogenlunde god fod med alle, ellers
begynder de alle sammen at skyde p os i lbet af et par dage.
Giampieri viste ham avisoverskrifterne. Dommerens dd fyldte side efter
side og overskyggede fuldstndig terrorhandlingerne i Mellemsten og den
mulige regeringskrise. Der er mange interessante informationer om ham
og om dommernes verden som sdan, sagde Giampieri, jeg har lagt et par
artikler til side til dig, som du mske kan bruge.
25
De gik i gang med at tale om sagen. Iflge den frste rekonstruktion var
dommerens lrdag og sndag forlbet helt normalt, lige indtil kampens
halvleg: Ferretti havde sagt farvel til hustruen og den otterige sn og
var krt i bil fra Torino, hvor han boede, omkring klokken 16.30 om
lrdagen sammen med linjedommeren Adelchi. De var ankommet til
det femstjernede luksushotel i centrum af Genova omkring klokken 19.
De havde kldt om og var get ud til middag p byens dyreste restaurant
sammen med reservedommeren og dommerassistenten, som var en ledende
medarbejder fra hjemmeholdet. De havde get en tur og var s taget tilbage
til hotellet, hvor de iflge Adelchi var get op p vrelserne omkring
klokken 23.00-23.30. Ferretti havde virket rolig som altid lige med
undtagelse af en smule naturlig nervsitet for kampen den flgende dag
det var en vigtig kamp, Rebufos hold skulle vinde den for at have et points
fordel frem for holdet p andenpladsen og dermed fortsat have muligheden
for at komme i fnalen. Men hjemmeholdet kmpede for at komme i
UEFA-turneringen og havde derfor ogs brug for point. Sndag morgen
var dommeren krt af sted alene i bil ved 9-tiden, efter at han havde sagt til
hotelportieren, at han ville lidt ud til vandet, og han havde spurgt om vej
til Nervi. Han var kommet tilbage lidt inden 12, havde spist lidt pasta og et
stykke bletrte, og s var han taget af sted til stadion uden hastvrk i en
taxa sammen med linjedommerne. Den sidste, der havde talt i telefon med
ham, havde vret hans hustru, lige inden han tog til stadion.
Disse oplysninger havde Giampieri fet af de direkte implicerede og de
forskellige udsagn lod ikke til at stride imod hinanden. Han havde ladet
nogle betjente kontrollere dem, vurdere tidspunkterne og dommerens
bevgelser, tale med tjenerne, hotelportieren og s videre.
Var der ikke nogle godter i tegnebogen? spurgte Giampieri.
Luciani havde holdt den potentielt lkreste bid for sig selv - dommerens
tegnebog - og det havde tydeligvis irriteret Giampieri. Det var jo en opgave,
der handlede om kontrol af detaljer, og derfor burde den have hrt ind
under Giampieris befjelser. Men den var ogs kdet tt sammen med
ofrets personlighed, og Luciani havde forbeholdt sig selv retten til at kigge
frst. h, ja, han lod, som om han pludselig kom i tanke om den, ikke
noget srligt, bare de sdvanlige ting: lidt euro, identitetskort, krekort,
medlemskort, kreditkort og et foto af hustruen og snnen. Jeg har listen
26
her, jeg fr det hele fotokopieret, og s giver vi tingene til enken. Og
mobiltelefonen? Noget nyt?
Nej, vi har endnu ikke lokaliseret signalet. Men vi har fet bekrftet, at
han ikke havde ladet den blive hjemme, og han havde heller ikke efterladt
den p hotellet. Han havde den formentlig med sig, men linjedommerne
kan ikke huske, at de har set den. Hvis den var i omkldningsrummet,
s er der en eller anden, der har taget den. Men i mellemtiden har jeg
forberedt ansgningerne om at f opkaldslister fra dommerens telefoner;
jeg kommer ind med dem til dig i mdelokalet. Han gik ud og efterlod sig
en kopi af de nye forhrsprotokoller.
S snart Luciani var alene, tog han dommerens tegnebog op af skufen
og spredte indholdet ud p skrivebordet. Udover de ting han havde fortalt
Giampieri om, var der en biografbillet, en bon fra en caf, en fra IKEA,
en fra en frugt- og grntbutik, en kvittering fra et renseri og en gul post-it
seddel, hvorp der var noteret et mobilnummer uden navn. Han ringede
op til det fra en anonym telefon, og da den havde ringet et par gange,
hrte han en kvindestemme svare. For at f hende til at tale, lod han,
som om han havde fet forkert nummer og bad hende sige sit nummer.
Hun virkede ung og talte med en let sydamerikansk accent, nsten helt
sikkert brasiliansk. Luciani undskyldte, noterede nummeret p et andet
stykke papir og lagde det i lommen sammen med bonerne. S gik han ind
til Giampieri og kriminalbetjentene i mdelokalet for at fordele dagens
opgaver.
Telefonen blev ved med at kime hele eftermiddagen. Imellem
opringningerne var Marco Luciani i gang med at understrege de vigtigste
afsnit i forhrsprotokollerne med en gul tekstmarker og stte store
sprgsmlstegn ved de ting, der krvede en uddybning. Bagefter gik han
i gang med at nrlse den frste delrapport fra retsmedicinerne, som dr.
Vasallo havde lavet p rekordtid. Der var ingen spor efter vold p Ferrettis
krop, men lgen bemrkede, at der var en mistnkelig blodansamling p
venstre tinding, som han ville undersge nrmere.
Den ofentlige anklager, Delrio, ringede igen ved femtiden og virkede
meget ophidset og skldte Luciani ud over, at han endnu ikke havde vret
forbi personligt for at fortlle ham, hvordan det gik med sagen. Jeg gav
27
Dem frie hnder her de frste dage, kommissr, fordi jeg ved, at De har
mere erfaring end jeg, men jeg vil holdes konstant informeret. Det vil
vre ubehageligt for mig at skulle minde Dem om, at det er mig, der leder
efterforskningen. Luciani lovede at komme forbi hans kontor tidligt den
flgende morgen. Delrio fler sig under pres, tnkte han, han har straks
forstet, at den her sag enten kan kvle hans karriere eller blive hans store
held. Men han vidste ogs godt, at problemet i virkeligheden ikke var
Delrio men snarere chefanklageren, som Luciani lnge havde vret p
kollisionskurs med.
Giampieri kom med de dokumenter, som Luciani skulle underskrive, for
at de kunne bede statsadvokaten om adgang til afddes formueoplysninger,
udskrifter af lister over opkald til og fra hans stationre telefon og
mobiltelefonerne, lov til at overvge visse brugere, bevgelser p
kreditkortene, hvekort og motorvejskreditkort. Det var alle ting, der
skulle godkendes af dommeren i de indledende undersgelser. De sendte
en kriminalbetjent til Torino for at tale med Ferrettis venner og mor, men
de bad ham om at undlade at kontakte hustruen, som faktisk ogs havde
skyndt sig til Genova straks efter sin mands dd og var blevet der p det
samme hotel, som manden havde boet p. Giampieri havde prvet at tale
med hende i lbet af formiddagen, men hun havde vret chokeret og
slv af de sovepiller, hun havde taget ved daggry for at sove lidt efter en
svnls nat. Hun havde ikke vret til megen nytte, selvom hun havde ladet
Giampieri forst, at hendes mand havde virket underlig og deprimeret den
sidste tid. Hun kunne ikke tro, at han havde beget selvmord, men for
hende ld det endnu mere absurd, at en eller anden skulle have slet ham
ihjel. Luciani havde besluttet at give hende en dags tid og s personligt
afgge hende et besg.
Han ringede op til vagten p stadion for at kontrollere nogle
tidspunkter. Han lste de artikler, som Giampieri havde givet ham, og
de bekrftede de ting, han selv havde fundet p internettet dog med fere
detaljer om mekanismerne i udpegningen af fodbolddommerne. Han hrte
et par radioaviser, og det gjorde indtryk p ham, at det var lykkedes for
journalisterne at stykke s mange oplysninger og vidneudsagn sammen. 80
procent af dem var fri fantasi, men i de 20 procent, der var sande, var der
28
detaljer, som kun politiet burde kende. Nste morgen til mdet mtte han
give alle medarbejderne en ordentlig skideballe og formane dem om, at der
skulle herske total tavshed udadtil.
Kort efter klokken otte den aften ringede telefonen med en anden lyd end
den sdvanlige.
Kommissr, det er Greta p linje to.
Marco Luciani s p sit ur og kom i tanke om, at det var mandag, en
af de forfrdelige mandage med intellektuelle flm p originalsproget. Pis,
tnkte han.
Hallo.
Det er mig. Er du stadig p kontoret?
Ja.
Filmen begynder om ti minutter.
Jeg kan ikke n det, jeg har for travlt her. G du bare ind, s stder jeg
til senere, hvis jeg kan.
Er det den sag med dommeren?
Ja, og jeg tror, de nste dage bliver svre.
Det tnkte jeg nok men da du ikke har ringet, troede jeg, at du
mske kunne n det.
Nej, undskyld. Jeg m lbe. Jeg ringer senere.
Hvornr?
Det ved jeg ikke, det kommer an p sagen. I morgen.
Godt, men kr nu ikke dig selv for hrdt. Har du fet noget at spise?
Marco Luciani havde allerede lagt p. Han tog fat med den ene
tommeltot og pegefnger om sin nseryg og blev siddende et jeblik helt
stille, mens han spurgte sig selv, hvornr han fk taget mod til sig til at sige
til Greta, at det var slut.
Han tog biografbilletten fra dommerens tegnebog op af sin lomme. Den
var fra en eksperimenterende flm, sikkert en ddkedelig iransk flm af den
slags hans forlovede, Greta, var s vild med. Hvis Ferretti ogs elskede den
slags flm, tnkte han, s har vi mske allerede motivet til selvmordet.