STATSRET4 – noter

Lovgivningsmagt = fastsættelse af generelle regler

LOVGIVNINGSMAGTENS KOMPENTENCE
GRL §3, 1. pkt. Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening → afskærer
ikke LM fra at lave love med konkret indhold.

Man kan lovgive om hvad som helst, så længe det er i overensstemmelse med GRL.

Begrænsninger i kompentencen –
1) GRL §3, 3. pkt. DM,
2) Næppe GRL §3, 2. pkt. om den udøvende magt – er undergivet LM
3) Regeringsprærogativer → begrænsning i LM (regering har bestemte beføjelser, f.eks.
§14)
4) ”Folketingsprærogativer” → F.eks. §48 ”Folketinget fastsætter selv sin
forretningsorden, der indeholder de nærmere bestemmelser vedrørende
forretningsgang og ordens opretholdelse. ”
5) Ikke GRL §20 → ingen begrænsning i LMs kompentence – kan altid tilbagekaldes
6) GRL frihedsrettigheder (Kap. VIII) – oprindeligt begrænsning i LM for at beskytte
borgerne
7) GRL §82 – Kommunalt selvstyre = kommunerne kan ikke nedlægges
8) Lighedsgrundsætning? → bl.a. §70 → DM har ikke taget stilling
9) Propertionalitetsprincip? Magtfordrejningsgrundsætning? → DM ikke taget stilling
10) Næppe hjemme-/selvstyreordningnerne → ordningerne kan frit ophæves og ændres

LOVGIVNINGSMAGTENS ENEKOMPETENCE
Er det kun LM, der kan fastsætte regler – eller kan UM på egen hånd udstede retsakter??
1) Traditionel opfattelse: Lovgivningsmagtens kompentence i meget vidt omfang en
enekompetence, men ikke nødvendigvis
2) Enekomptence følger af:
1. Specielle GRL-bestemmelser (”kun i flg. Lov”, ”i hht. Lov” osv.)
2. Legalitetsprincippet → forudsat i GRL §3
1. Formelle lovs princip → en lovbestemmelse kan kun ændres eller ophæves
ved lov, hvilket betyder at UM ikke kan udstede generelle eller konkrete
retsakter der strider mod lov. EN GANG lov, altid lov
2. Hjemmelskravet → Indgreb i borgernes retsforhold kræver hjemmel i lov –
dog retssædvane eller anstaltsforhold
1. Hvornår indgreb i borgernes retsforhold? →
1. Mere direkte begrænsninger i borgernes handlefrihed – eksempelvis
frihedsberøvelse eller forbud mod flaghejsning(!)
2. Tildeling af fordele til enkelte
SELVSTÆNDIG ANORDNINGSMYNDIGHED

Traditionel opfattelse: Regeringen kan udstede anordninger iht. GRL § 3, 2. pkt. hvis ikke LM har
enekompetence, dvs. hvis:
1) Ikke indgreb i borgernes retsforhold
2) Ikke tidligere lovgivet om spørgsmålet (en gang lov, altid lov)
3) Enekompetencen ikke følger af specielle GRL-bestemmelser f.eks. §14
IKKE prærogativ – LM kan inddrage myndigheden ved at lovgive (derfor ikke en trussel mod
demokratiet/det parlamentariske system

DOMSpraksis: U 1960.317 H – Justitsministeriet var ikke berettiget til at udstede en bekendtgørelse

om, at det ikke skulle være tilladt at have to efternavne uden at bruge bindestreg.
Manglende lovhjemmel, stred mod legalitetsprincippet.
Kommentar: Trolle: Der var ikke tvivl om, at der ikke forelå en selvstændig anordningsmyndighed

Administrativ praksis: Bekendtgørelsen om Dansk Sprognævn: Vis støtte for selvstændig

anordningsmyndighed – stiltiende lovhjemmel grundet bevilling i finansloven

DELEGATION AF LOVGIVNINGSKOMPENTCE

LM overlader til ander at udstede generelle retsakter/anordninger:

Ikke almindeligt delegationsforbud i GRL → f.eks. en minister kan således godt udstede
sådanne anordninger

GRL giver omvendt ikke frit lejde til at deleger lovgivningskomptence til UM
GRL §3
1) Ikke uigenkaldeligt →
2) Ikke saglig ubegrænset →

Specielle GRL-bestemmelser
”kun ved lov” - principielt delegationsforbud
”ved lov” -
fravigelse af GRL almindelige ordning = delegationsforbud
supplering mv. af GRL-regler = ikke delegationsforbud
”ifølge lov” - ikke delegationsforbud