Anda di halaman 1dari 93

U.1957.

109H

Tivoli erstatningspligtig for barns fald fra


luftgynge, da ryglæns svigten ansås som årsag.
Teatre – Erstatning IV og VII. Da en 14-årig pige P var oppe i en luftgynge i et L tilhørende tivoli,
faldt hun ud af båden, hvis ryglæn efter ulykken var revet løs fra bådens jernskrog. Det måtte
antages, at ulykken var en følge af ryglænets svigten, og at det ikke ved P's adfærd var blevet udsat
for stærkere påvirkning, end der måtte påregnes. Idet det derfor måtte lægges til grund, at det
benyttede materiel ikke havde opfyldt de krav til styrke, som måtte kræves, ansås L pligtig at
erstatte P den hende ved ulykken påførte skade. 1) 2)

>> 110 >> H.D. 11. december 1956 i sag I 112/1956


Arbejdsmand Henry Furbo som værge for husassistent Ketty Furbo (højesteretssagfører Vald. Hvidt
efter ordre). mod tivoliejer Christian Lykke Dalgaard (højesteretssagfører Poul Bierfreund).
Vestre Landsrets dom 2 1. april 1956 (I afd.).
Den 31. maj 1952 var den da 14-årige Ketty Furbo af Næsby sammen med den 20-årige Orla
Andersen, Ranum, oppe i en luftgynge i sagsøgte, tivoliejer af Frøslev, Christian Lykke Dalgaards
tivoli, der siden den 25. s. m. havde været opstillet i Ranum. Andersen stod i den ene ende af båden
og gyngede den; kort efter gyngeturens begyndelse faldt Ketty, som befandt sig i den anden ende af
båden, ud af denne. Efter uheldet konstateredes det, at den metalbøjle, som udgjorde bådens ryglæn,
og til hvis overkant der fra sædet var en afstand af ikke over 25 cm, i den ende, hvor Ketty havde
været, var revet løs fra bådens jernskrog, hvortil den havde været nittet fast med 4 nitter, hver lidt
tyndere end en blyant; af disse var de 2 brækket med friske brud, de 2 andre revet af. Ved faldet fik
Ketty et svært bækkenbrud, der medførte sygehusophold til 13. august 1952 og en længere
uarbejdsdygtighed.
Under denne sag har sagsøgeren, arbejdsmand Henry Furbo, Næsby, som værge for datteren Ketty
påstået sagsøgte dømt til betaling af 5417 kr. tilligemed nærmere angivne renter som erstatning for
ødelagt tøj, løntab, svie og smerte m.m.
Sagsøgte har nedlagt påstand på frifindelse.
Til støtte for sin påstand har sagsøgeren anført, at uheldet skyldes, at materiellet i luftgyngen ikke
har været i forsvarlig stand, og at sagsøgte, der var eller burde være bekendt hermed, herefter må
være ansvarlig for den Ketty Furbo tilføjede skade. Sagsøgeren har i så henseende nærmere anført,
at det må anses godtgjort, at Ketty sad ned i sin ende af båden, da ulykken indtraf kort efter
gyngeturens begyndelse, og at medhjælperen ved gyngen først bremsede den, efter at Ketty var
faldet ud. Ryglænet har derfor efter hans mening ikke været ude for nogen usædvanlig belastning.
Når det dog er revet af, må det efter hans opfattelse skyldes enten, at materiellet har været for svagt,
eller at der har været et brud på ryglænet, inden Ketty gik op i båden. Uanset om det imidlertid ikke
måtte kunne statueres, at sådanne mangler har foreligget, må efter sagsøgerens videre anbringende
sagsøgte, da denne ikke – f. eks. ved en efter uheldet foretaget teknisk undersøgelse – nærmere har
godtgjort, at materiellet var i fuldt forsvarlig stand, være pligtig at erstatte den skete skade.
Ketty Furbo har til en i anledning af uheldet samme dag på sagsøgtes foranledning optaget
politirapport forklaret, at hun mistede balancen, da hun under gyngeturen ville sætte sig ned på
sædet bag i gyngen, hvorved hun havnede på højre side af ryglænet, som gik i stykker, så hun faldt
ud over kanten af båden. Under sagens forberedelse i et retsmøde den 1. juli 1934 har hun bestridt,
at hun stod op i gyngen, og fastholdt, at hun sad ned under hele gyngeturen, idet hun havde armene
om de to stænger, der bar gyngen i >> 111 >> den ende, hvor hun sad, og også holdt på selve
kanten af gyngen, dog trak hun, lige før ulykken skete, sin kjole lidt ned over knæene, og idet hun
derpå lænede sig tilbage, brast ryglænet bag hende. Uheldet skete nogle minutter efter, at
gyngeturen var begyndt, og mens gyngen var på vej nedefter. Hun sad med ryggen i
nedfartsretningen, da hun faldt ud af gyngen.
Landbrugsmedhjælper Orla Andersen, nu af Ramme, har til samme rapport forklaret, at Ketty ville
sætte sig på sædet, men da hun ramte højre side af ryglænet, sprang det løs i denne side, og hun
tabte balancen. I et retsmøde den 19. oktober 1954 har han som vidne forklaret, at Ketty straks satte
sig ned i båden mod begge arme ind under ryglænet og hænderne omkring gyngens stænger. Han
mener ikke, at hun forsøgte at rejse sig inden uheldet, der indtraf ved, at ryglænet sprængtes, da
båden havde nået en gyngehøjde af ca. 1 m, så at hun gled baglæns ud af båden.
Fru Tinne Christiansen, Klim, har som vidne den 23. november 1955 forklaret, at hun stod
nedenunder luftgyngen og så Ketty og Orla Andersen gynge. Ketty sad, såvidt vidnet husker, ned
hele tiden; hun sad noget foroverbøjet og holdt med hænderne fast i metalgelænderet bag hende, da
dette pludselig løsnede sig, så Ketty faldt forover.
Medhjælperen ved luftgyngen, René Jensen, Kolding, har som vidne den 11. januar 1955 forklaret,
at Ketty sad ned i den ene ende af båden, mens Orla Andersen stod op for at sætte den i gang.
Vidnet vendte derefter ryggen til gyngen og så ikke, hvorledes pigen kort efter faldt ud af båden.
Efter uheldet udtalte Andersen, at Ketty, da det skete, havde været ved at rejse sig i båden. Efter
vidnets mening kunne pigen ikke falde ud, medmindre hun har rejst sig op uden at holde fast i
stængerne og samtidig har undladt at følge bådens bevægelser. Ved en senere lejlighed er en pige,
der stod op i båden og slap stængerne, faldet ud.
Om luftgyngens tilstand har Justitsministeriets motorsagkyndige, civilingeniør Poul Helsing,
tidligere Løgstør, nu Køge, i erklæring af 21. juni 1952 udtalt:
„Til sagen skal jeg tillade mig at bemærke, at årsagen, til at ryglænets fastgørelse har svigtet,
formentlig må tilskrives, at tilskadekomne, da hun forsøgte at sætte sig ned, har ramt ryglænet med
et stod, hvorved nitten, som holdt ryglænet i højre side er sprængt, og den derpå følgende kraftige
opbremsning har atter virket som et stød, der i forbindelse med placeringen af den tilskadekomne
har fået hele ryglænet til at brække af.
Påvirkning ved stød kan blive adskillige gange større end ved rolig belastning, og da yderligere
stødpåvirkningen har ramt på er uheldigt sted, er denne påvirkning formentlig årsag til uheldet.
Jeg har flere gange tidligere undersøgt tivoliejer Lykke Dalgaards materiel, og det er mit indtryk, at
denne altid søger at holde materiellet i god stand. Uheldet må derfor formentlig betegnes som
hændeligt.”
Civilingeniør Helsing har derhos den 29. april 1955 som vidne forklaret, at han vistnok sidst i april
eller først i maj – 1952 ligesom i tidligere år synede sagsøgtes luftgynge, inden den gik på tourné.
Materiellet var i god og forsvarlig stand, hvilket han udfærdigede erklæring om. Ved synet efterses
også bådenes soliditet, herunder ryglænet, og om dettes holte og nitter er ordentligt fastgjort. Den
motorsagkyndige har det indtryk, at sagsøgte altid søger at holde materiellet i god stand. Efter
uheldet fik han gennem politiet det >> 112 >> afrevne ryglæn til besigtigelse og udtalelse, men
konstaterede ingen mangler eller materialefejl ved det. Efter hans mening har Ketty, hvis hun har
siddet ned hele tiden under gyngeturen, ikke kunnet påvirke ryglænet, så det kunne brække af.
Sagsøgte har forklaret, at han har haft luftgynger i 10 år, og at han har købt denne gynge af en
anden tivoliejer, der vist havde lavet den selv med hjælp fra en smed og en tømrer, hvilket er det
sædvanlige her i landet. Han har hele tiden haft og har stadig de samme gelændere på bådene; også
det i denne sag omhandlede ryglæn er efter uheldet påny anbragt på den samme båd. Hverken
gelænderne eller nitterne er nogensinde blevet kritiseret af ingeniør Helsing eller de andre
motorsagkyndige, der har synet luftgyngen i årene siden uheldet, og som hvert år har givet
godkendelsesattest for de samme både. Foruden det årlige syn ved den motorsagkyndige holder han
selv og hans folk stadig tilsyn med materiellet. Det er 3–4 gange i de 10 år sket, at en nitte er slået
af under luftgyngens transport, men disse og andre skader udbedres altid, før gyngen påny tages i
brug. Det er aldrig før eller siden sket for ham, at et gelænder er gået i stykker under brugen.
René Jensen har som vidne forklaret, at gyngerne i sæsonen efterses hver dag til konstatering af, om
materialet er i orden, og løse bolte eller møtrikker bliver skruet til.
Orla Andersen har som vidne yderligere udtalt, at han efter ulykken så nærmere på gyngen og fandt,
at materiellet som helhed var i god stand, men dog syntes, at nitterne, der holdt ryglænet, var for
små og tynde.
Landpolitibetjent C. J. Frederiksen, Løgstør, der på grundlag af notater, som han havde foretaget i
sin lommebog, udarbejdede den fornævnte rapport efter uheldet, har som vidne forklaret, at
sagsøgte, som gentagne gange har haft sit tivoli opstillet i politikredsen, er omhyggelig med sit
materiel og kendt som pligtopfyldende, samt at hele gyngen og stilladset den pågældende dag
gjorde indtryk af at være solidt og fuldt i orden.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt medhjælper René Jensen, da uheldet skete, foretog
opbremsning af båden, er der afgivet tildels modstridende forklaringer, men det findes efter det
foreliggende ikke godtgjort, at der er sket nogen opbremsning, som har haft betydning for ulykkens
indtræden eller omfang.
Uanset at det ikke med fuldstændig sikkerhed har kunnet fastslås, hvorledes bruddet på ryglænet er
foranlediget, findes der efter den stedfundne bevisførelse ikke holdepunkter for at antage, at
materiellet i luftgyngen ikke har været i forsvarlig stand eller været for svagt dimensioneret. Idet der
derfor ikke er grundlag for at anse sagsøgte erstatningsansvarlig for uheldet, vil hans
frifindelsespåstand være at tage til følge.
Højesterets dom.
Den indankede dom er afsagt af Vestre Landsret.
I pådømmelsen har fem dommere deltaget.
For Højesteret har appellanten, efter at der fra sygekassen er betalt 300 kr., påstået indstævnte dømt
til betaling af 5117 kr.
Beløbet fremkommer således:
>> 113 >> 1 Erstatning for
117 kr.
) skade på tøj
Tabt
arbejdsfortjeneste
2) 500 –
i tiden 1. maj–1.
november 1952
Tabt
arbejdsfortjeneste
3) i tiden 1. 2500 –
november 1952–
31. marts 1953
4) Lidelse 2000 –
5117 kr.
Indstævnte har påstået dommen stadfæstet. Subsidiært har han, der anerkender størrelsen af
posterne 1 og 2 i erstatningsberegningen, påstået frifindelse mod betaling af et mindre beløb efter
rettens skøn, idet han har anført, dels at erstatningen under posterne 3 og 4 er for højt ansat, dels at
der fra Ketty Furbos side er udvist uagtsomhed.
Efter det oplyste må det antages, at ulykken var en følge af, at bådens ryglæn svigtede. Det må
endvidere antages, at ryglænet ikke ved Ketty Furbos adfærd er blevet udsat for stærkere
påvirkning, end der måtte påregnes. Det må derfor lægges til grund, at det benyttede materiel ikke
har opfyldt de krav til styrke, som i betragtning af dets brug med føje kunne stilles til det.
Som følge heraf findes indstævnte at måtte anses erstatningspligtig. Da der ikke findes at være
udvist uagtsomhed fra Ketty Furbos side, og da det beløb, som tilkommer hende for lidelse, findes
at burde sættes til 1200 kr., og den af hende iøvrigt krævede erstatning skønnes passende, vil
indstævnte være at dømme til at betale 4317 kr. med renter som påstået.
Fire dommere stemmer, som sagen foreligger for Højesteret, for, at hele beløbet vil være at
indbetale til overformynderiet.
Én dommer bemærker, at beløbene vedrørende post 2 og 3 i medfør af myndighedslovens § 39, stk.
1, er undergivet den umyndiges egen rådighed, og at det samme i mangel af anden oplysning også
må antages at gælde for beløbet under post 1. Da det ikke af værgen er anbragt, at der i henhold til
paragraffens stk. 2, 2. pkt., er gjort nogen indskrænkning i denne rådighed, stemmer denne dommer
for, at alene de 1200 kr. under post 4 af indstævnte skal indbetales til overformynderiet, men for, at
det øvrige beløb, 3117 kr., skal udbetales til Ketty Furbo selv.
Der vil være at give dom efter stemmeflertallet.
Med hensyn til sagens omkostninger for begge retter findes der at burde forholdes som nedenfor
anført.
Thi kendes for ret:
Indstævnte, tivoliejer Christian Lykke Dalgaard, bør til appellanten, arbejdsmand Henry Furbo som
værge for husassistent Ketty Furbo, betale 4317 kr. med renter 5 pct. årlig fra den 6. marts 1954, til
betaling sker.
Beløbet vil af indstævnte være at indbetale til overformynderiet.
>> 114 >> Til det offentlige betaler indstævnte i forhold til en sagsgenstand på 4317 kr. de rets-
og stempelafgifter, som skulle have været erlagt, såfremt appellanten ikke havde haft fri proces for
landsret og Højesteret, samt i salær for Højesteret til højesteretssagfører Hvidt 500 kr. og de beløb,
der ved landsretten er tillagt de for appellanten beskikkede sagførere i salær og udlægsgodtgørelse.
Det idømte at udrede inden 15 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.
U.1957.295H

Erstatning uden for kontrakt ividende.


Udeladt.
Erstatning VII – Da den hos tømrermester A ansatte tømrersvend S var i færd med at passe en
dørkarm til i en nybygning og herved havde løsnet fastkilingen i den ene side, væltede dørkarmen,
mens S et øjeblik vendte sig om, og ramte en i nærheden beskæftiget elektroinstallatør E i nakken.
Nogle dage efter blev E syg med påfølgende indlæggelse på sygehus, depressioner og
selvmordsforsøg, og efter godt 5 måneders forløb afgik E ved døden, der efter Retslægerådets
erklæring måtte formodes at skyldes nogle fundne hjerneforandringer, der havde deres årsag i
traumet. Idet S fandtes at have udvist uforsigtighed og at være erstatningsansvarlig m. h. t. de ved
E's død opståede tab, tilpligtedes A at betale i erstatning for tab af forsørger til E's enke 40.000 kr.
og til E's 15-årige søn 3000 kr. (Dissens). 1) 2)

H.D. 22. januar 1957 i sag I 230/1955


Tømrermester Jens Christian Melgaard Jensen (landsretssagfører Erik Stampe) mod enkefru Karla
Andersen personlig og som værge for Leif Viggo Andersen (højesteretssagfører H. O. Fischer-
Møller efter ordre). Biintervenient: Enkefru Karla Andersens betalingsstandsningsbo
(højesteretssagfører Rosenquist).
Vestre Landsrets dom 19. juli 1955 (V afd.).
Den 28. november 1951 var den hos sagsøgte, tømrermester Jens Christian Meldgaard Jensen,
Fredericia, ansatte tømrersvend Ejnar Tranborg beskæftiget med at indsætte en dørkarm på
trappegangen ved 1. sal i en under opførelse værende ejendom på Johannes Ewaldsvej i Fredericia.
Idet Tranborg et øjeblik vendte ryggen til dørkarmen, væltede denne ud i trappegangen, hvor
installatør Hans Viggo Hansen Andersen, Fredericia, var beskæftiget med noget
installationsarbejde, og ramte ham med den skarpe kant at overliggeren af karmen tværs over
nakkepartiet. Tilsyneladende havde Andersen ingen skade taget og fortsatte sit arbejde samme og
den følgende dag, men den 30. s. m. ved middagstid blev han syg, idet han fik hovedpine og smerter
i nakkepartiet med kvalme og opkastning. En tilkaldt læge beordrede ham snarest indlagt på
sygehuset i Fredericia, hvilket skete den 1. december. Herfra blev Andersen efter >> 296 >> en
uges forløb overført til Århus kommunehospitals neurokirurgiske afdeling, hvor han henlå til den
21. s. m. Han blev derefter ført tilbage til sygehuset i Fredericia, hvorfra han blev udskrevet den 7.
januar 1952. Efter hjemkomsten følte han sig sløj og deprimeret og blev den 12. april s. å. efter at
have forsøgt at begå selvmord i hjemmet påny indlagt på sygehuset, hvor han befandt sig indtil den
2. maj, fra hvilken dag han tog ophold på rekreationshjemmet „Trelde Sande”. Her forsøgte han den
5. s. m. om morgenen at begå selvmord ved at overskære pulsåren i venstre håndled og ved at
drukne sig, idet han vadede ud i vandet. Samme dag blev han atter indlagt på sygehuset i Fredericia,
hvor han døde den 8. s. m.
Under anbringende af, at tømrersvend Ejnar Tranberg under sit arbejde med indsættelse af
dørkarmen ikke har udvist tilstrækkelig forsigtighed, hvilket bevirkede, at dørkarmen væltede og i
faldet ramte installatør Andersen, som den tilføjede sådanne læsioner, at disse senere medførte
Andersens død, har sagsøgerinden, enkefru Karla Andersen, Fredericia, som hensidder i uskiftet bo
efter sin afdøde ægtefælle, under nærværende sag påstået sagsøgte som ansvarlig i medfør D. L. 3–
19–2 dømt til at betale en erstatning af 58.249 kr. 90 øre, subsidiært et beløb efter rettens skøn,
tilligemed renter 5 pct. årlig af det tilkendte beløb fra den 24. oktober 1953, indtil betaling sker.
Sagsøgte har nedlagt påstand om frifindelse og har til støtte herfor gjort gældende, at det passerede
må betragtes som hændeligt, idet arbejdet med indsættelse af karmen i sig selv er ganske ufarligt og
i det foreliggende tilfælde er blevet udført på håndværksmæssig sædvanlig og forsvarlig måde. Selv
om der måtte gås ud fra, at der fra tømrersvend Tranborgs side er udvist uagtsomhed under
arbejdets udførelse, kan det ikke antages, at Andersens sygdom og død er en følge af, at han blev
ramt af dørkarmen, og i hvert fald har disse følger været af en så fjern og upåregnelig karakter, at
sagsøgte ikke kan gøres ansvarlig for den, i hvilken forbindelse sagsøgte har henvist til, at afdøde
Andersen har lidt af forhøjet blodtryk, som har gjort ham særlig disponeret for sygdom, og at det
sidste selvmordsforsøg påførte Andersen en lungebetændelse, som medførte døden.
Tømrersvend Ejnar Tranborg, der har været beskæftiget hos sagsøgte siden den 1. oktober 1950, har
som vidne bl.a. forklaret, at han ved den pågældende lejlighed efter at have indsat dørkarmen i det
til denne svarende murhul satte en kile fast ved hver af karmens øverste hjørner mellem karmen og
muren, hvorefter han prøvede, om døren passede i karmen. Dette viste sig ikke at være tilfældet,
hvorfor vidnet atter måtte tage døren af hængslerne og stille den fra sig. Vidnet fjernede derefter den
øverste i låsesiden siddende kile og drejede sig for at tage en af de på gulvet liggende kiler, som han
skulle bruge i stedet, men da han atter vendte sig mod karmen, vippede denne, som havde løsnet sig
i det øverste hjørne, hvor kilen var fjernet, over på installatør Andersen, der stod med ryggen mod
den faldende karm ifærd med at ordne nogle ledninger ved en elektrisk strømmåler. Karmens
øverste kant ramte efter vidnets skøn Andersen i nakkepartiet i en højde af ca. 1,70 m fra
gulvfladen. Vidnet har videre forklaret, at der på underkanten af dørkarmen sad et dørtrin, som i
enderne var sømmet op i karmstykkerne, og at dørtrinnet således ikke var fastgjort mod gulvfladen.
Efter vidnets opfattelse havde dørkarmen været forsvarligt fastgjort med én kile i det ene øverste
hjørne, og årsagen til at karmen vippede, er formentlig den, at vidnet eller Andersen ved at træde på
gulvet har bevirket, >> 297 >> at dette har „arbejdet”, således at karmen er kommet i bevægelse.
I denne forbindelse har vidnet forklaret, at han havde afsluttet arbejdet med gulvlægningen den 22.
november. Gulvfladen bestod af bøgeparket, som vidnet havde lagt ovenpå lægter, under hvilke der
lå isoleringsmåtter af glasuld ovenpå et jernbetonunderlag. Da isoleringsmåtterne er meget
uensartede at lægge lægter og gulv på, og da det varer nogen tid, inden måtterne og gulvet falder til,
kan gulvet komme i bevægelse ved at træde på det. Vidnet, som har arbejdet som svend i ca. 17 år,
udførte det pågældende arbejde som sædvanligt, og der er ikke tidligere overgået ham et lignende
uheld.
Sagsøgte har som part forklaret, at Tranborg er en omhyggelig og dygtig mand, og at arbejdet,
dersom det er udført som af denne forklaret, er foretaget på behørig og forsvarlig måde. Sagsøgte er
tilbøjelig til at mene, at dørkarmens fald må skyldes fjedring eller vibration af gulvet.
Af sagens oplysninger fremgår det, at dørkarmens højde er 205 cm, medens side- og endestykkerne
er 35 mm tykke og 72 mm brede med en falsudskæring ind mod værelset hele karmen rundt på 12 x
35 mm. Karmens vægt er ca. 6 kg. Endvidere er det oplyst, at der fra dørkarmens kant til rammen af
den elektriske måler, som er ophængt uden for trappegelænderet over trappeskakten, er 146 cm,
samt at målerrammens højde fra det projicerede gulv på trappeafsatsen er 107 cm, til målerrammens
øverste kant dog 179 cm. Af politiets undersøgelser fremgår, at Andersen, da karmen faldt,
formentlig har stået 105 cm fra døren, og at overliggeren af dørkarmen – under den nævnte
forudsætning – efter et fald på 120 cm har ramt ham i nakkepartiet.
Sagen har været forelagt Jydsk Teknologisk Institut, Århus, som i en skrivelse af 5. maj 1954 har
udtalt følgende:
„– – – efter gennemgang af de fremsendte dokumenter kan vi efter bedste skøn og overbevisning
besvare de stillede spørgsmål som følger.
1.
Har den anvendte fremgangsmåde ved dørens opsætning været forsvarlig?
Svar. Ja, den af vidnet, tømrersvend Ejnar Tranborg, anvendte fremgangsmåde er den der altid
anvendes, og må betegnes som fuldt forsvarlig ved det foreliggende arbejde.
2.
Med hvilken kraft ramte dørkarmen afdøde Andersen?
Svar. Den nøjagtige kraft lader sig ikke bestemme teoretisk, idet dens størrelse er stærkt
afhængig af elasticiteten under stødet. Udfra de foreliggende oplysninger: Karmens vægt 6
kg, total højde 2,05 m, faldhøjde 205–165=40 cm og under forudsætning af, at den ramte ikke
har bevæget hovedet ved slagets begyndelse har man gennemført en tilnærmet beregning, som
gav følgende resultat:

a)
Overliggerens hastighed ved stødet: 3,2 m/sec.
b)
Total stødenergi: 1,0 kgm.

Ovennævnte tal lader sig beregne med relativ stor nøjagtighed, hvorimod kraften, som nævnt
afhænger af elasticiteten.
Den maksimale værdi skønnes at kunne andrage ca. 600 kg, medens kraften under gunstige forhold
ikke behøver at have oversteget 100 kg.”
I en skrivelse af 6. s. m. har instituttet derhos til nærmere forklaring af svaret ad spørgsmål 2 oplyst,
at den beregnede stødkraft er den samme, der ville opstå, såfremt Andersen var blevet ramt af et
træstykke af vægt 2,7 kg fra en faldhøjde på 0,52 m.
>> 298 >> Statsobducent, professor, dr. med. W. Munck og kredslæge V. Becher, som den 10. maj
1952 foretog obduktion af afdøde Andersen har afgivet en erklæring af s. d., hvis resumé og
konklusion er sålydende:
„Ved obduktionen er fundet ret store hen faldende partier bagtil i begge sider af lillehjernen med
rester af gammel blødning. Disse forandringer må efter alt foreliggende antages opstået ved det
afdøde den 28. november 1951 overgåede ulykkestilfælde, hvorunder han ramtes af en dørkarm i
nakken, og de kan forklare de symptomer, som afdøde har lidt af siden ulykkestilfældet, og den
ændring, der er sket i afdødes psykiske tilstand efter ulykkestilfældet.
Endvidere er fundet nogle ret friske blødninger bagtil og opadtil i begge sider af storhjernen udfor
de steder, hvor der ved en af ulykkestilfældene nødvendiggjort undersøgelse på neurokirurgisk
afdeling i Aarhus er anlagt borehuller i kraniet. Desuden er der fundet betydeligt hjerneødem.
Der er påvist en moderat åreforkalkning og en forstørrelse af hjertet, hvilket passer med, at afdøde
har haft let forhøjet blodtryk. Endelig er fundet ganske frisk lungebetændelse opstået kort før døden
under den bevidstløse tilstand.
Der er fundet flere store friske snitsår med overskæringer af flere sener og af den store pulsåre efter
selvmordsforsøg den 5. maj 1952. Sårene er syede sammen og pulsåren er underbundet.
Selvmordsforsøget har ikke medført større blodtab.
Der er desuden fundet rester efter gamle snitsår på halsen efter et selvmordsforsøg den 12. april
1952.
Dødsårsagen er de påviste hjerneforandringer i forbindelse med lungebetændelse, og det må
antages, at ulykkestilfældet den 28. november 1951 er den primære og indirekte årsag til dødens
indtræden.”
I en supplerende erklæring af 20. august 1952 har statsobducenten bl.a. udtalt følgende:
„– – – Selv om det skal have drejet sig om en „let” dørkarm må denne – for at ramme i nakken på
afdøde, medens denne befandt sig godt 1 meter fra murhullet – have faldet mindst ca. 1½–2 meter,
og slaget må derfor alligevel have haft en ikke ringe kraft. Selv om afdøde ikke i umiddelbar
tilslutning til slaget synes at have frembudt hjernesymptomer, vil jeg stadig mene, at slaget må have
været årsag til de hjerneforandringer, der fandtes ved obduktionen i lillehjernen, særligt fordi disse
var dobbeltsidige og beliggende på hjerneoverfladen, og fordi de havde et udseende, der lignede
gamle kvæstelser. At symptomerne først sætter tydeligt ind et par dage efter ulykkestilfældet ses
ikke sjældent ved hjernekvæstelser, idet der på dette tidspunkt kommer ødem af det op til
kontusionerne grænsende hjernevæv eller endnu større partier af hjernen, ligesom blødningerne kan
have udviklet sig langsomt. Det er muligt, at den blodtryksforhøjelse, som afdøde har lidt af, og
som bl.a. gav sig udtryk i en forstørrelse af hjertet, kan have disponeret til opståelsen af blødning,
og også til de ved obduktionen fundne, ret friske blødninger i storhjernen udfor borehullerne i
kraniet, og den kan derfor have været medvirkende årsag til det dødelige forløb ligesom den ved
obduktionen påviste blodpropsdannelse i den venstre bageste hjernearterie.
Jeg må imidlertid stadig mene, at ulykkestilfældet den 28. november 1951 således som det også er
udtalt i obduktionserklæringen – er den primære og indirekte årsag til dødens indtræden.”
>> 299 >> På landsrettens foranledning har følgende spørgsmål været forelagt statsobducenten til
besvarelse:
„1. Kan den i statsobducentens erklæring af 10. maj 1952 omtalte friske lungebetændelse opstået
kort før døden under den bevidstløse tilstand antages helt eller delvis at skyldes selvmordsforsøget
den 5. maj 1952 eller afdødes adfærd i forbindelse med dette, og såfremt dette besvares
bekræftende:
2. Må de forefundne hjerneforandringer i lillehjernen antages i sig selv at ville have haft døden til
følge på et senere tidspunkt, og såfremt dette besvares bekræftende:
3. Kan den forefundne blodtryksforhøjelse, som bl.a. gav sig udtryk i en forstørrelse af hjertet,
antages a) at have haft nogen betydning for hjerneforandringernes opståen, b) at ville have haft
nogen betydning for hjerneforandringernes medføren af døden.”
De stillede spørgsmål er besvarede således:
„ad 1. Det synes mig mest sandsynligt, at lungebetændelsen skyldes de ved obduktionen påviste
hjerneforandringer, såvel de påviste ældre forandringer i lillehjernen, de friskere med blødning
omkring borehullerne i kraniet og navnlig den friske blodpropdannelse i a. cerebri post., medens
selvmordsforsøget den 5. maj 1952 formentlig har haft en mere underordnet betydning for
lungebetændelsens opståelse.
ad 2. De ovennævnte hjerneforandringer kunne meget vel alene have medført døden.
ad 3. Jeg vil ikke mene, at den omtalte blodtryksforhøjelse har haft nogen betydning for selve
opståelsen af de påviste forandringer i lille-hjernen, men disse kan på grund af blodtryksforhøjelsen
have fået et mere alvorligt forløb.”
Sagen har derefter været forelagt Retslægerådet, som i skrivelse af 3. juni 1955 har udtalt bl.a.:
„– – – skal Retslægerådet udtale sin enighed i de af statsobducenten i erklæring af 20. august 1952
og 12. marts 1955 afgivne udtalelser, idet det særlig må formodes, at patientens død skyldes de
fundne hjerneforandringer, som atter må formodes at have deres årsag i det ham 28. november 1951
overgåede traume.
Det kan ikke udelukkes, at blodtryksforhøjelsen kan have været i nogen grad medvirkende til det
dødelige forløb.”
Uanset at der, når henses til Jydsk Teknologisk Instituts skrivelse af 5. maj 1954 må gås ud fra, at
den af tømrersvend Tranborg ved opsætningen af den pågældende dør anvendte fremgangsmåde,
som var den i faget sædvanlig benyttede, i sig selv har været forsvarlig, må det statueres, at
Tranborg har udvist uagtsomt forhold ved ikke – forinden han vendte sig bort fra dørkarmen – at
sikre sig, at denne var således fastgjort til dørhullet, at det var udelukket, at den kunne falde over
mod den med ryggen til dørhullet arbejdende installatør Andersen. Da det derhos på grundlag af
samtlige foreliggende lægelige udtalelser må antages, at Andersens efterfølgende død skyldes de
ved obduktionen forefundne hjerneforandringer, og at disse har deres årsag i det den 28. november
1951 passerede, findes sagsøgte, idet Andersens død ikke kunne anses som en upåregnelig følge af
den af Tranborg begåede uforsigtighed, i medfør af D. L. 3–19–2 at måtte være erstatningsansvarlig
overfor sagsøgerinden personlig og som værge for hendes mindreårige søn.
>> 300 >> Sagsøgerinden har opgjort sit erstatningskrav således:

1. begravelsesudgifter 998 kr. 90 øre


tabt
arbejdsfortjeneste i
tiden fra 1.
2. 4.000 – 00 –
december 1951 til
8. maj 1952, ialt 23
uger
for tab af forsørger
3. til sagsøgerinden 50.000 – 00 –
personlig
og til fællesbarnet
Leif Viggo
3.000 – 00 –
Andersen, født 26.
juli 1936
Fredericia
4. 251 – 00 –
Sygekasses krav

Sagsøgte, der med hensyn til post 2 har gjort gældende, at et sådant krav ikke kan fremsættes af
sagsøgerinden, når hun samtidig nedlægger påstand på erstatning for tab af forsørger, har iøvrigt
alene rejst indsigelse mod størrelsen af posterne 2 og 3.
ad post 2.
Det er oplyst, at installatør Andersen før den ham overgåede ulykke arbejdede i sin virksomhed
bistået af en svend og lærling. Efter ulykken måtte han antage yderligere 2 svende, der lønnedes
med henholdsvis 200 kr. og 165 kr. ugentlig.
Sagsøgerinden har anført, at i hvert fald lønnen til den med 200 kr. ugentlig aflønnede svend er tab
af fortjeneste. Lønnen til denne svend udgjorde i tiden fra 1. december 1951 til 8. maj 1952 ialt
4600 kr., dog at hendes krav under hensyn til ferie m. v. er nedsat til 4000 kr.
ad post 3.
Det er oplyst, at installatør Andersen, som er født den 11. maj 1902, i en årrække har drevet
installationsforretning i Fredericia. Sagsøgerinden, som er født den 14. juni 1904, og som har været
gift med afdøde i næsten 25 år har – efter sin under domsforhandlingen afgivne partsforklaring –
drevet forretningen ved bestyrer efter sin mands død; hun passer selv butikken og fører
forretningens regnskaber. Det er ikke gået godt, og da forretningsgælden er vokset og blevet for
stor, påtænker hun at sælge forretningen. Sønnen Leif skal aflægge svendeprøve i foråret 1955, og
sagsøgerinden venter, at han herefter vil være i stand til at klare sig selv.
Med hensyn til afdødes indtægter er det fra Fredericia kommunes skattekontor oplyst, at afdøde
Andersen i skatteårene 1950/51, 1951/52 og 1952/53 var ansat til en skattepligtig indkomst af
henholdsvis 10.914 kr., 9341 kr. og 8876 kr., samt at hans skattepligtige formue i de nævnte år var
henholdsvis 12.458 kr., 21.603 kr. og 20.831 kr.
Når henses til, at dødsfaldet er indtruffet knap et halvt år efter ulykkestilfældet, findes
sagsøgerinden ikke at være afskåret fra på fællesboets vegne at indtale erstatning for tabt
arbejdsfortjeneste, samtidig med at hun fremsætter krav om erstatning for tab af forsørger.
Efter det oplyste findes erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste at burde fastsættes til 3000 kr. og
erstatning for tab af forsørger til sagsøgerinden personlig 24.000 kr. og til hende som værge for
sønnen Leif 1800 kr. I overensstemmelse med det anførte vil sagsøgte have at betale til
sagsøgerinden 27.998 kr. 90 øre, til hende som værge for sønnen Leif 1800 kr. og til >> 301 >>
Fredericia Sygekasse 251 kr. alt med renter som påstået, således at beløbet 1800 kr. vil være at
inddrage under overformynderiets bestyrelse. – – –
Højesterets dom.
Den indankede kom er afsagt af Vestre Landsret.
I pådømmelsen har syv dommere deltaget.
For Højesteret har appellanten påstået frifindelse.
Indstævnte har principalt påstået det hende personligt tilkendte beløb forhøjet til 44.998 kr. 90 øre
og det Leif Viggo Andersen tilkendte beløb til 5000 kr. Subsidiært har hun påstået stadfæstelse.
For Højesteret har appellanten ikke gjort gældende, at installatØr Andersens død ikke var forårsaget
af, at han blev ramt af dørkarmen.
Det er for Højesteret oplyst, at indstævnte fru Karla Andersen i maj 1955 har standset sine
betalinger og nu er ansat ved rengøringsarbejde på et sygehus.
Til brug for Højesteret er der påny afgivet forklaring af vidnet Ejnar Tranborg og fremlagt nye
dokumenter. Vidnet Tranborg har bl.a. forklaret, at han havde anbragt 2 kiler foroven i hvert hjørne,
idet der skal 2 kiler, altså 1 slået ind fra hver side i samme hjørne, for at karmen kan siges at være
kilet fast nævnte sted. Da han nu ville prøve, hvorledes døren kunne komme til at passe i karmen,
og det viste sig, at døren ikke ville passe i karmen i låsesiden, løftede han døren af hængslerne, og
lagde den fra sig. Derefter har han muligt slået en tynd træplade ind under karmen forneden i et af
hjørnerne. Såvidt han erindrer, løsnede eller udtog han derefter i låsesiden i hjørnet foroven én af
kilerne, uden at han erindrer, om det var den ud mod trappeafsatsen eller den ind mod værelset. Han
mener, at karmen skulle sidde tilstrækkeligt og forsvarligt fast alene ved de 2 andre kiler i det andet
hjørne foroven, da han vendte sig om for at finde en inde bag i værelset liggende kile.
Fire dommere bemærker:
Det tiltrædes, at det må lægges til grund, at der af Tranborg er udvist uforsigtighed ved under de
foreliggende omstændigheder at vende sig bort fra karmen uden tilstrækkeligt at have sikret sig, at
denne ikke kunne falde over på Andersen. Idet det herefter endvidere tiltrædes, at appellanten i
henhold til de i dommen i så henseende anførte grunde er anset erstatningsansvarlig med hensyn til
de ved Andersens sygdom og død opståede tab, stemmer disse dommere for at stadfæste dommen,
for så vidt den er påanket, dog således, at erstatningen for tab af forsørger efter de for Højesteret
foreliggende oplysninger forhøjes, for indstævnte fru Karla Andersen til 40.000 kr. og for Leif
Viggo Andersen til 3000 kr.
Med sagens omkostninger for Højesteret vil disse dommere forholde som nedenfor anført.
>> 302 >> Én dommer bemærker:
Når henses til, at dørkarmen er faldet uden påviselig ydre grund, må det antages, at der af Tranborg
ved udskiftningen af kilerne er udvist nogen mangel på agtpågivenhed, for hvilken appellanten må
være erstatningspligtig. Herefter, og iøvrigt i henhold til de af flertallet anførte grunde stemmer
denne dommer som flertallet.
To dommere finder ikke, at det under de foreliggende forhold kunne påregnes, at dørkarmen ville
vælte, mens Tranborg et øjeblik vendte sig fra den, eller at den ved væltning kunne forvolde skade
af betydning. Under hensyn hertil finder disse dommere det ikke godtgjort, at der af Tranborg, som
efter det oplyste ved opsætningen har fulgt den sædvanlige håndværksmæssige fremgangsmåde, er
udvist noget uforsvarligt forhold, der kunne medføre erstatningsansvar, og de stemmer herefter for
at tage appellantens frifindelsespåstand til følge.
Der vil være at give dom efter stemmeflertallet.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom bør, såvidt påanket er, ved magt at stande, dog at det indstævnte enkefru Karla
Andersen personlig tilkommende beløb bestemmes til 43.998 kr. 90 øre og det Leif Viggo Andersen
tilkommende beløb til 3.000 kr., samt at den sagsgenstand i forhold til hvilken, appellanten
tømrermester Jens Christian Meldgaard Jensen betaler rets- og stempelafgifter for landsretten,
bestemmes til 47.249 kr. 90 øre.
Til det offentlige betaler appellanten i forhold til en sagsgenstand på 17.200 kr. de rets- og
stempelafgifter, som skulle være erlagt, såfremt indstævnte ikke havde haft fri proces for Højesteret,
samt i salær til højesteretssagfører Fischer-Møller 800 kr. og til den for indstævnte under subsidiær
bevisførelse beskikkede sagfører, overretssagfører Bertelsen 125 kr.
Det idømte at udrede inden 15 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.
U.1959.59/1H

B&W erstatningspligtig for kranførers


uforsigtighed. Invaliditetserstatning nedsat
med 1/3 p.g.a. egen skyld.
Under de foreliggende omstændigheder måtte der gås ud fra, at arbejdsmand A under sin færden ved
kranskinnerne på gangbroen til en dok hos B. & W., hvor han arbejdede, var blevet ramt af en
kørende kran. 1) Da dennes fører i strid med forskrifterne havde ladet kranen køre baglæns, skønt
han herunder ikke havde udsyn i kørselsretningen, idet førerhusets vindue vendte i modsat retning,
ansås B. & W. efter D.L. 3-19-2 erstatningspligtig over for A, der dog på grund af udvist
uforsigtighed selv måtte bære ⅓ af skaden. 2) Invaliditetserstatningen til A – der var godt 50 år
gammel, og hvis invaliditet var ansat til 40 pct. – bestemtes til 20.000 kr.

H.D. 28. november 1958 i sag I 228/1957


Arbejdsmand Johan Lassen Esbern Christian Weihe (hrs. Hans O. Christiansen) mod A/S
Burmeister & Wain's Maskin- og Skibsbyggeri (hrs. Gert Jessen).
Østre Landsrets dom 28. februar 1957 (II afd.).
Den 12. marts 1953 gjorde sagsøgeren, arbejdsmand Johan Lassen Esbern Christian Weihe, tjeneste
som brandvagt ombord på m/s »Java«, der lå i sagsøgte a/s Burmeister & Wain's flydedok nr. 2 ved
Refshaleøen. Om eftermiddagen kl. ca. 15,30 forlod han skibet bærende et ca. 40 kg tungt
brandslukningsapparat i favnen. Efter at være gået et kort stykke – antagelig 10–15 meter – hen ad
dokkens gangbro langs skibet, faldt han, angiveligt efter at være blevet ramt bagfra af den ved
dokken arbejdende kran, der bevægede sig på skinnerne i sagsøgerens bevægelsesretning. Da
sagsøgeren ikke kunne rejse sig efter faldet, blev han samme dag indbragt på Rigshospitalet. Man
konstaterede her, at han havde pådraget sig et dybt, tværgående snitsår lige over højre hæl samt en
svær læsion af højre fod med ledskred i fodens skelet. Den 27. april 1953 blev han udskrevet fra
hospitalet, men var i lang tid arbejdsudygtig.
Skaden medførte blivende følger, og ved skrivelse af 6. oktober 1954 fastsatte Direktoratet for
Ulykkesforsikringen invaliditeten til 40 pct. Sagsøgeren, der bevæger sig med vanskelighed, har
siden fået arbejde i Hjemmet for Vanføre.
Da sagsøgeren er af den formening, at sagsøgte, a/s Burmeister & Wain's maskin- og skibsbyggeri, i
medfør af D. L. 3-19-2 som følge af uforsvarlig kranføring er ansvarlig for den ham påførte skade,
har han, hvem der er meddelt fri proces i henhold til ulykkesforsikringslovens § 4, stk. 2, uden
beskikkelse af sagfører, under nærværende sag påstået sagsøgte dømt til betaling af 54.340 kr. 25
øre med >> 60 >> renter 5 pct. årlig fra sagens anlæg den 2. november 1956, til betaling sker.
Beløbet fremkommer således:
Tabt
arbejdsfortjeneste for
tiden 13. marts
1. 15.795 kr. 00 øre
1953–30. september
1954, 81 uger à 195
kr.
Invaliditetserstatning
2. på grundlag af en 35.000 – 00 –
årsløn på 8500 kr.
Svie, smerte og
3. 3.000 – 00 –
ulempe
Positive udgifter
4. 545 – 25 –
(lægehonorar m. v.)
54.340 kr. 25 øre
Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre efter rettens skøn
fastsat beløb. Sagsøgte gør i første række gældende, at sagsøgeren ikke er blevet ramt af kranen;
skulle dette imidlertid blive anset for bevist, hævdes det, at skaden skyldes sagsøgerens eget
forhold, idet han ikke har set sig for. I alle tilfælde er sagsøgeren ved egen skyld medansvarlig for
den skete skade. I øvrigt anses de enkelte poster i opgørelsen, bortset fra post 4 – positive udgifter –
for at være for højt ansat.
Af en på ulykkesdagen optaget politirapport fremgår det, at ingen havde set noget til, hvorledes
ulykken var indtrådt. Tilskadekomne var fundet liggende på den omtalte gangbro med hovedet ud
mod kanten til dok 2, medens hans ben lå ud for en opretstående hane og op ad den nærmest kanten
værende skinne til kranen, der kører på to skinner langs gangbroen. Der fandtes enkelte friske
blodpletter på stedet. Brandslukningsapparatets strålerør (hornet) lå lige ved hanen, medens selve
brandslukningsapparatet lå på arealet mellem kranskinnerne. Kranen, der på det pågældende
tidspunkt var i drift, befandt sig lige ved ulykkesstedet. På gangbroen nær det sted, tilskadekomne
faldt, lå en del gummislanger.
Endvidere fremgår det af rapporten, at kranføreren, når kranen kører baglæns (d. v. s. modsat
kranarmen), ikke har udsyn i bevægelsesretningen, idet førerhusvinduet vender i modsat retning.
Føreren af kranen, Erik Nielsen, der senere er afgået ved døden, blev dagen efter ulykken afhørt til
politirapport. Han forklarede, at han ca. kl. 15,30 kørte kranen mod ulykkesstedet med
førerhusvinduet med front modsat kørselsretningen, og at han under kørslen havde benyttet den til
kranen hørende klokke. Han havde hverken set eller hørt, at kranen havde ramt nogen, og han
standsede derfor ikke kranen, førend den omtrent havde nået det sted, hvor skinnerne hører op, og
hvor den kan »rumpes« rundt. Ligesom han skulle køre tilbage med kranen, blev han af en arbejder,
der stod ved ulykkesstedet, gjort opmærksom på, at han ikke måtte fortsætte kørslen. Kranføreren
anså det for utænkeligt, at han skulle have kørt hen over dele af tilskadekomnes fod, idet kranen, der
ikke er affjedret, i så fald ville have fået et stød, som man efter hans erfaring ville have mærket i
førerhuset.
Da sagsøgeren den 16. marts 1953 blev afhørt af politiet på Rigshospitalet, forklarede han, at han
pludselig var blevet ramt på venstre side af kranen, hvorefter han tabte slukningsbeholderen, der
faldt ind mellem skinnerne, mens han selv faldt bagover mod dokkanten. Han mente at have fået sin
højre fod i klemme mellem skinnen og kranen, men kunne intet bestemt sige herom, idet »det hele
gik så hurtigt«. Han var sikker på, at hans fod ikke var blevet overkørt af kranen. Da man foreviste
ham de over ulykkesstedet optagne fotografier, udtalte han, at det også godt kunne være, at han var
faldet over de på gangbroen liggende slanger.
Sagsøgeren, der er født i 1901, har under domsforhandlingen forklaret, at han blev ansat hos
Burmeister & Wain i februar 1952 og arbejdede fortrinsvis som brandvagt. Da han den pågældende
dag forlod m/s »Java«, stod han et øjeblik stille foran landgangstrappen for at se efter kranen, som
han så stå stille. Derefter gik han med brandslukningsapparatet i favnen et lille stykke ad gangbroen
i retning mod land. Da han var nået forbi skuret, der findes mellem kranskinnerne, gik han ind over
den nærmeste kranskinne, fordi der lå noget i vejen for ham på gangbroen, meget muligt nogle
gummislanger. Der var en del støj, vistnok »nitterstøj«; han hørte derfor ikke kranen, ej heller
klokken. Da han var gået 10–15 meter mellem skinnerne langs med skinnen nærmest dok 2, blev
han ramt bagfra af kranen, vistnok på ballen. Han faldt, men ved ikke, om han faldt forover eller
bagover, ej heller hvordan foden blev beskadiget. Han var ved fuld bevidsthed hele tiden og
prøvede på at rejse sig op for at se, hvad der var sket med foden.
Han havde ikke særlige smerter. Han lagde ikke mærke til, at kranen kørte, men han mener at have
set den køre, efter at han var faldet.
Kontorassistent Svend Aage Svendsen, der ved den pågældende lejlighed blev tilkaldt som samarit,
har forklaret i retten, at det den dag blæste ret kraftigt. Han fik forståelsen af, at kranen var kort op
på tilskadekomnes hæl, men erindrer ikke, om tilskadekomne selv sagde noget om det.
Undermester Hans Hansen, under hvem dokkranen sorterer, har som vidne forklaret, at han stod i
nærheden ved »manøvrehuset«, optaget af dokventilerne; han så ikke, hvorledes ulykken skete.
Derimod havde han kort før set en brandvagt, muligvis sagsøgeren, forlade m/s »Java«, og da
brandvagten var kommet ned af landgangstrappen, havde han set ham stå og tale med en anden
mand på gangbroen. På det tidspunkt var kranen i bevægelse; vidnet havde selv sendt den ud for at
tage den agterste landgangsbro på »Java«, og den kørte da »forlæns«. >> 61 >> Derimod så han
den ikke køre tilbage mod forstavnen og ulykkesstedet. Da vidnet senere talte med kranføreren,
sagde denne, at han ikke kunne forstå, hvordan ulykken kunne være sket, for han havde selv set ned
på brandvagten, da denne stod stille, og denne havde også set ham; desuden havde han ringet med
klokken. Det er vidnets opfattelse, at man ikke kan undgå at høre kranen, når den kører,
Civilingeniør Svend Aage Knudsen, leder af Burmeister & Wain's sikkerhedsafdeling, har som
sagkyndig forklaret, at kranen kører med en hastighed af 46 meter i minuttet, svarende til 2,76 km i
timen. Skinnerne er en 100 meter lange. Kranen laver meget stærk støj, når den kører, så den
overdøver enhver anden støj af lignende art modsat fløjtetoner og klokkesignal. Tandhjulsstøj og
nitterstøj kan ikke høres, når kranen er i funktion.
Sagen har været forelagt Direktoratet for Arbejds- og Fabrikstilsynet, der i erklæring af 28. juli
1953, afgivet til Københavns politi, har meddelt, at der efter direktoratets mening har foreligget en
overtrædelse af § 4. stk. 7, i bekendtgørelse nr. 401 af 27. juli 1945 om indretningen og brugen af
mekanisk drevne kraner, hvorefter kørekraner med fører skal være således indrettet, at føreren fra
sin standplads har fuldt overblik over det terræn, som kranen passerer i begge dens
bevægelsesretninger. I samme erklæring udtaler direktoratet, at da de omstændigheder, under hvilke
ulykkestilfældet er indtruffet, kun vil være til stede, når der foreligger større skibe med slør
overbygning i dokken, hvilket ikke sker ret ofte, hvorfor virksomheden ikke tidligere har været
opmærksom på ulykkesrisikoen, og da der nu er truffet foranstaltninger til at undgå gentagelser, har
direktoratet for sit vedkommende ikke ønsket videre foretaget.
Efter det foreliggende findes det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at kranen er kørt bagfra ind i
sagsøgeren, mens han gik i skinnearealet og bar på brandslukningsapparatet. Dels har sagsøgerens
forklaringer herom været præget af usikkerhed, dels savnes der fyldestgørende forklaring på,
hvorledes sagsøgeren i så fald kan være fundet liggende på gangbroen ramt i højre hæl. Når
derimod henses til skadens art, særlig det dybe snitsår i hælen, findes det på den anden side
godtgjort, at sagsøgeren er blevet ramt af kranen under dens baglæns kørsel, men muligvis først
efter at være snublet over henliggende gummislanger eller ved, at han har fået foden i klemme ved
den opretstående hane nær skinnen og derved mistet balancen. Ved at have ladet kranen køre uden
udsyn i bevægelsesretningen, må retten anse sagsøgte for ansvarlig for den skete skade, idet kranen
efter det om dens fart oplyste let kunne være standset næsten omgående, hvis føreren havde
bemærket sagsøgerens fald. Efter det oplyste må det dog anses for bevist, at sagsøgeren selv har
udvist uforsigtighed ved ikke at bemærke kranen, som må have fremkaldt betydelig støj, når den var
i drift. Herefter findes sagsøgerens medskyld i skaden at burde fastsættes til 50 pct.
Med hensyn til erstatningsopgørelsen bemærkes, at sagsøgeren i 1952 ifølge foreliggende
selvangivelse tjente godt 6000 kr. hos Burmeister & Wain, mens sagsøgerens indtægt de foregående
år, da han drev en forretning, var mindre. I 1956 har han ved arbejde i Hjemmet for Vanføre tjent ca.
3000 kr.
I erklæring af 20. august 1954, afgivet af læge Karl Eriksen, specialist i kirurgi, betegnes
sagsøgerens tilstand som stationær, hvorimod der savnes oplysning om, hvorvidt dette har været
tilfældet på noget tidligere tidspunkt. Til bedømmelse af post 3: Svie, smerte og ulempe, er oplyst,
at sagsøgeren efter den 27. april 1953 at være udskrevet fra Rigshospitalet har gået til
efterbehandling på ortopædisk hospital, der i erklæring af 7. august 1954 har udtalt, at
tilskadekomne har angivet smerter under gipsbehandlingen.
På grundlag af det oplyste findes sagsøgerens tabte arbejdsfortjeneste at kunne fastsættes
skønsmæssigt til 10.000 kr. og tab som følge af invaliditet til 25.000 kr. Idet fuld godtgørelse for
svie og smerte skønnes at kunne ansættes til 2000 kr., udgør den sagsøgeren hos sagsøgte
tilkommende erstatning med tillæg af positive udgifter ½ x 37.545 kr. 25 øre eller 18.772 kr. 63 øre,
der med renter som påstået vil være at indbetale til Direktoratet for Ulykkesforsikringen, således
som nedenfor anført. – – –
Højesterets dom.
Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: præsident Kaarsberg, Colov, Lorenzen, Hermann og
Tamm.
For Højesteret har appellanten påstået de indstævnte, der har opfyldt dommen, dømt til at betale
yderligere principalt 35.567 kr. 62 øre, subsidiært et efter rettens skøn fastsat beløb, alt med renter 5
pct. årlig fra den 2. november 1956 at regne, således at det ved dommen bestemmes, at det tilkendte
beløb vil være at indbetale til Direktoratet for Ulykkesforsikringen.
De indstævnte har påstået frifindelse og appellanten dømt til at tilbagebetale det i henhold til
dommen betalte beløb 19.132 kr. 44 øre med renter 5 pct. årlig fra den 21. marts 1957 at regne.
For Højesteret har de indstævnte erkendt, at kranføreren har begået en fejl ved at køre kranen uden
at have udsyn fremefter i kranens bevægelsesretning.
Under de foreliggende omstændigheder, hvor kranen er blevet kørt på uforsvarlig og
forskriftsstridig måde, og dette bl.a. har medført, at >> 62 >> kranføreren har været afskåret fra at
kunne udtale sig om appellantens færden ved kranen, og hvor skaden er konstateret umiddelbart
efter, at kranen passerede ulykkesstedet, findes det – som i dommen antaget – at måtte lægges til
grund, at appellanten er blevet ramt af kranen og derved er kommet til skade. De indstævnte må
herefter i medfør af D. L. 3-19-2 være erstatningspligtige over for appellanten. Det tiltrædes
imidlertid, at det må anses godtgjort, at appellanten selv har udvist uforsigtighed, og at han som
følge heraf bør bære en del af skaden; denne del findes dog kun at burde ansættes til en tredjedel.
Idet den appellanten tilkommende erstatning for invaliditet findes at burde fastsættes til 20.000 kr.,
og idet de i dommen i øvrigt fastsatte erstatningsbeløb findes passende, vil de indstævnte være at
dømme til at betale til appellanten
32.545 kr.
25 øre x 21.696 kr. 84 øre
⅔=
med
fradrag af
den
18.772 – 63 –
allerede
betalte
erstatning
2.924 kr. 21 øre
hvilket beløb med renter som påstået vil være at indbetale til Direktoratet for Ulykkesforsikringen.
Med hensyn til sagens omkostninger findes der at burde forholdes som nedenfor anført.
Thi kendes for ret:
De indstævnte, A/S Burmeister & Wain's Maskin- og Skibsbyggeri, bør til appellanten, arbejdsmand
Johan Lassen Esbern Christian Weihe, betale 2924 kr. 21 øre med renter heraf 5 pct. årlig fra den 2.
november 1956, til betaling sker. Beløbet indbetales til Direktoratet før Ulykkesforsikringen.
Med hensyn til sagsomkostningerne for landsretten bør dennes dom ved magt at stande, dog at rets-
og stempelafgifter betales i forhold til 21.696 kr. 84 øre.
I sagsomkostninger før Højesteret betaler de indstævnte 800 kr. til appellanten.
Det idømte at udrede inden 15 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.
U.1964.806H

Hotelkarls kørselsuheld under uretmæssig


kørsel med hotelgæsts bil. Bilens kasko-, men
ej dens ansvarsforsikring tillagt regres mod
arbejdsgiveren.
Under sit ophold på et hotel i Kolding overgav A tændingsnøglen til det af ham benyttede automobil
til hotelkarren, for at denne kunne køre automobilet i hotellets garage og køre det frem næste dag.
Efter endt arbejdstid kørte karlen imidlertid en tur med automobilet til Odense, hvorunder han
stødte sammen med V's automobil med skade på begge vogne til følge. Det forsikringsselskab, hvor
A's automobil var ansvars- og kaskoforsikret, dækkede begge skader og gjorde derefter regres
gældende mod hotellet. Da karlen uretmæssigt havde sat sig i besiddelse af A's automobil, fandtes
ansvaret for de skader, han havde forvoldt V, til hvem hotellet ikke stod i noget kontraktforhold, at
ligge uden for det, hotellet som arbejdsgiver kunne være ansvarlig for i medfør af D. L. 3-19-2,
hvorfor hotellet frifandtes med hensyn til ansvarsskaden. Da A's automobil havde været givet i
hotellets varetægt, fandtes hotellet derimod i medfør af D. L. 3-19-2 at måtte have ansvaret for
kaskoskaden på A's automobil. F. a. l. § 25, >> 807 >> stk. 1, 2. pkt., fandtes ikke at burde
komme til anvendelse. 1) (Dissens på dette punkt).

H. D. 15. oktober 1964 i sag 244/1963


Hotelforpagter Niels Johansen (lrs. Pagter Kristensen, Randers) mod Foreningen af
Ansvarsforsikringsselskaber (hrs. Christrup).
Den af Vestre Landsret ovenfor gengivne dom (U.1964.299) ændret ved sålydende

Højesterets dom.
Den indankede dom er afsagt af Vestre Landsret.
I pådømmelsen har deltaget elleve dommere: præsident Kaarsberg, Frost, Lorenzen, Dybdal, Trolle,
Theodor Petersen, Tamm, H. A. Sørensen, Vetli, le Maire og Hvidt.
For Højesteret har appellanten påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af en mindre del af
kaskoskaden, mest subsidiært mod betaling af hele denne.
Indstævnte har påstået stadfæstelse.
Appellanten har ikke gentaget sit anbringende om, at indstævnte ikke er rette sagsøger.
Til brug for Højesteret er der afgivet nye vidneforklaringer og tilvejebragt yderligere oplysninger.
Indstævnte har for Højesteret med hensyn til ansvarsforsikringsskaden udover det for landsretten
anførte gjort gældende, at hotellet må anses for at have været bruger af automobilet, jfr.
færdselslovens § 65, stk. 5, så længe det var i hotellets varetægt, og at forsikringsaftalelovens § 25,
stk. 1, 2. punkt, derfor ikke kan anvendes.
Hvad angår det af indstævnte som ansvarsforsikrer rejste krav, bemærkes, at der ikke kan gives
indstævnte medhold i, at hotellet kan anses at have været bruger af automobilet under den
omhandlede kørsel, og appellanten kunne derfor alene hæfte for skaden på den anden vogn i medfør
af D. L. 3-19-2. Da hotelkarlen imidlertid uretmæssigt har sat sig i besiddelse af automobilet, findes
ansvaret for de skader, han under sin kørsel med dette har forvoldt fabrikant Valmod, til hvem
hotellet ikke stod i noget kontraktsforhold, at ligge uden for det, appellanten som arbejdsgiver kan
være ansvarlig for.
Hvad angår det af indstævnte som kaskoforsikrer rejste krav, tiltrædes det at det af tandlæge
Schleiss lejede automobil har været givet i hotellets varetægt, og at appellanten derfor i medfør af
D. L. 3-19-2 må have ansvaret for denne skade.
Syv dommere - Kaarsberg, Frost, Dybdel, H. A. Sørensen, Vetli, le Maire og Hvidt - tiltræder
endvidere, at det således begrundede ansvar ikke bør bortfalde eller begrænses i medfør af
forsikringsaftalelovens § 25, stk. 1, 2. pkt., og stemmer derfor for i overensstemmelse med
appellantens mest subsidiære påstand at dømme ham til at betale til indstævnte 3111 kr. 70 øre med
renter. De stemmer endvidere for at pålægge appellanten i sagsomkostninger for begge retter at
betale 2000 kr. til indstævnte.
Fire dommere- Lorenzen, Trolle, Theodor Petersen og Tamm - finder, at appellantens ansvar under
hensyn til de omstændigheder, hvorunder skaden er forvoldt, bør bortfalde i medfør af
forsikringsaftalelovens § 25, stk. 1, 2. punkt. Disse dommere stemmer derfor for i det hele at
frifinde appellanten.
Der vil være at give dom efter stemmeflertallet.
Thi kendes for ret:
Appellanten, hotelforpagter Niels Johansen, bør til indstævnte, Foreningen af
Ansvarsforsikringsselskaber, betale 3111 kr. 70 øre med renter heraf 5 pct. årlig fra den 14. august
1962, til betaling sker.
I sagsomkostninger for landsret og Højesteret betaler appellanten til indstævnte 2000 kr.
Det idømte at udrede inden 15 dage efter denne Højesteretsdoms afsigelse.
U.1981.564V

Ansvar for selvstændig medhjælp ved skader


på naboarealer som følge af giftsprøjtning.
Under en sprøjtning med giftmidlerne Gramoxone og Reglone, som B som selvstændig entreprenør
foretog for A på nogle af A forpagtede arealer, skete der ved B's fejl skade på afgrøden på nogle
naboarealer. Under de foreliggende omstændigheder, hvor sprøjtningen var led i den almindelige
drift af den af A forpagtede ejendom, og hvor A selv fremskaffede sprøjtevæsken, fordi B ikke ville
have ansvaret for, at der blev anvendt de rigtige sprøjtemidler, kunne A ikke ved at overlade
sprøjtningen, der var farlig for naboarealerne, til B fralægge sig ansvaret for følgerne af B's fejl. 1)

V. L. D. 10. marts 1981 i anke 6


B. 390/1980 - Pindstrup Mosebrug A/S, Pindstrup (adv. Runa Nielsen, Viborg) mod gårdejerne
Svend Erik Jensen, Anker Jensen, Carl Hansen, Eigil Christensen, Arne Levinsen, alle Storvorde,
og gårdejer Anna Eriksen, Skovstrup (adv. F. Rønnov-Jessen, Aalborg)
Af anke 6 - B. 390/1980 - Pindstrup Mosebrug A/S, Pindstrup (adv. Runa Nielsen, Viborg) mod
gårdejerne Svend Erik Jensen, Anker Jensen, Carl Hansen, Eigil Christensen, Arne Levinsen, alle
Storvorde, og gårdejer Anna Eriksen, Skovstrup (adv. F. Rønnov-Jessen, Aalborg) - fremgik, at
forpagter Anders Markvorsen, Storvorde, den 12. og 13. juli 1978 foretog sprøjtning for appellanten
af 160 tdr. land mosejord i Lille Vildmose med giftmidlerne Gramoxone og Reglone. Under
sprøjtningen sikrede forpagter Markvorsen sig ikke mod vinddrift til naboarealerne, og afgrøden på
ca. 80 tdr. land øst for det sprøjtede område blev beskadiget, ligesom en kvie døde. De indstævnte
påstod appellanten dømt til at erstatte den forvoldte skade. Appellanten, der var enig med de
indstævnte i, at skaden skyldtes en fejl begået af forpagter Markvorsen ved sprøjtningen, påstod
principalt frifindelse.
I Aalborg rets 2. afdelings dom 12. februar 1980 siges bl.a.:
Ved skrivelse af 23. marts 1979 fra >> 565 >> kemikaliekontrollen anmodede denne
politimesteren i Aalborg om at rejse tiltale mod sagsøgte for overtrædelse af lov nr. 118 af 3/5 1961
§ 20, stk. 2 og 5, jfr. bekendtgørelse nr. 289 af 25/9 1961 om midler til bekæmpelse af
plantesygdomme, ukrudt m.v. § 60, stk. 2. Den 30. maj 1979 betalte sagsøgte en bøde på 1.000 kr. i
henhold til anklageskrift med bødeforlæg af 27. april 1979.
Fra kemikaliekontrollens skrivelse til politimesteren citeres følgende:
»Efter sagens fremkomst i juli 1978 har sagen været behandlet på flere møder i giftnævnet, der har
foranlediget at der har været udtaget prøver til analyse af de sprøjteskadede afgrøder øst for det
besprøjtede område. Som det fremgår af vedlagte bilag besluttede giftnævnet, at kulturafgrøderne
indtil 100 meter ind på de berørte marker ikke måtte anvendes til menneskeføde eller foder til dyr,
da der var konstateret uacceptable rester af paraquat (Gramoxone)i afgrøderne, der herefter skulle
destrueres på roden.
Sammenholdt med Meteorologisk Instituts oplysninger om at vinden på sprøjtetidspunktet blæste
med vindstyrke 2 til 4 fra wsw-w, må det konstateres at sprøjteskaderne skyldtes denne mosebruget
foretagne sprøjtning af et område på 160 td. land vest for de skadede kulturafgrøder.
Kemikaliekontrollen er af den formening, at sprøjtningen formelt er foretaget af Pindstrup
Mosebrug, Kongerslev afd., der har indkøbt sprøjtevæsken og ladet forpagter Anders Markvorsen,
Høstmark Hovedgård, Ny Høstemarkvej 19, Mou, 9280 Storvorde der arbejder for Mosebruget
foretage sprøjtningen i lønarbejde.
Gramoxene med indhold af paraquat er af giftnævnet henført til fareklasse A medens Reglone med
indhold af diquat er henført til fareklasse C. Fotokopi af de af giftnævnet godkendte etiketter til
midlerne vedlægges. I advarselsforskrifterne på begge etiketter er anført: »Undgå, at sprøjtevæsken
forurener spiselige afgrøder eller foderafgrøder.« Endvidere er i brugsanvisningen anført: »Undgå
vinddrift til naboafgrøder.« Gramoxene må kun anvendes til ukrudtsbekæmpelse medens Reglone
desuden må anvendes til nedvisning af kartoffeltoppe, frøafgrøder, raps og lupin.«
Fra politirapporten i sagen citeres følgende af forpagter Markvorsens forklaring:
»Han forklarede, at driftsleder Jan Andersen, Pindstrup Mosebrug, havde henvendt sig til afh. og
forespurgt, om han ville foretage den omhandlede sprøjtning, idet afh. var ejer af såvel traktor som
sprøjte. Afh. havde indvilliget og det blev aftalt, at fabrikken selv skulle fremskaffe sprøjtevæske.
Afh. ville ikke være ansvarlig for dette, idet der er så mange forskellige mærker i handelen.«
Endvidere citeres følgende af driftsleder hos sagsøgte Jan Kærsgaard Andersens rapportforklaring:
»Han forklarede, at det sprøjtede areal, hvor skaderne var opstået, tidligere var blevet renset
mekanisk, men efter aftale med Pindstrup Mosebrug, St. Vildmose Afdeling, ville man gå over til at
bruge afsvidning med kemikalier. Ved afsvidningen var brugt de samme midler, som blev anvendt
af fa. i St. Vildmose, nemlig gramoxone og reglone.
Afh. havde spurgt forpagter Markvorsen, der arbejdede for virksomheden, om han ville foretage den
omhandlede sprøjtning, idet han var vidende om, at Markvorsen havde erfaring med sprøjtning.
Afh. havde herefter leveret kemikalier (af mrk. gramoxone og reglone) i mosen. Der var ca. 10 l af
hver slags. Det var gift, som virksomheden havde tilovers efter sprøjtning af tipvognsspor. Denne
portion var blevet benyttet til sprøjtning af 20 td. land i den nordøstlige del af mosen.«
På foranledning af sagsøgernes advokat har sagsøgtes advokat oplyst, at der er udbetalt forpagter
Markvorsen 7.965 kr. incl. moms for den omhandlede sprøjtning.
Sagsøgernes advokat har i sin procedure anført, at sagsøgte må være erstatningsansvarlig for
skaden, enten i første række efter reglen i Danske Lovs 3-19-2 om driftsherrens ansvar for sine
ansattes fejl, eller - såfremt dette ikke antages - i anden række på objektivt grundlag.
Hvad angår ansvar efter Danske Lovs 3-19-2 har advokaten nærmere anført, at der har været tale
om et sådant ansættelsesforhold for forpagter Markvorsen hos sagsøgte, at sagsøgte må være
ansvarlig for hans fejl. Herved er henvist til kemikaliekontrollens skrivelse til politimesteren i
Aalborg og endvidere forpagter Markvorsens og driftsleder Jan Andersens rapportforklaringer,
hvoraf fremgår, at sagsøgte selv har indkøbt og valgt giftene og overladt dem til Markvorsen.
Endvidere er henvist til det af politimesteren udfærdigede anklageskrift med bødeforelæg, og at
bøden betaltes af sagsøgte.
Såfremt det ikke antages, at der er ansvar efter 3-19-2 bør sagsøgte under alle omstændigheder
pålægges ansvar på objektivt grundlag for sin selvstændige entreprenørs fejl. Herved er nærmere
anført, at skaden særligt skyldes anvendelse af den meget >> 566 >> farlige gift Gramoxone, og
at der er tale om skade i naboforhold, hvor behovet for erstatningsværn er særligt udtalt, da naboer
ingen mulighed har for at beskytte sig mod en sådan farlig virksomhed. Dette er ikke ensbetydende
med at statuere objektivt ansvar for enhver skade i naboforhold men kun for skade, der skyldes
farlig virksomhed. - - -
Sagsøgtes advokat har i sin procedure anført, at der ikke bør påhvile sagsøgte hæftelse, hverken
efter Danske Lovs 3-19-2 eller som et objektivt ansvar.
Hvad angår 3-19-2 må det anses for godtgjort, at forpagter Markvorsen var selvstændig entreprenør.
Der er udbetalt ham et vederlag på knap 8.000 kr. af sagsøgte for arbejdet, og Markvorsen drev
selvstændig virksomhed med mejetærskning for andre landmænd. Der kan intet sluttes fra
kemikaliekontrollens udtalelse eller fra anklageskriftet, idet der ikke kan sluttes fra bestemmelser
om strafansvar til erstatningsansvar.
Hvad angår spørgsmålet om objektivt ansvar, vil et sådant ansvar i denne sag føre til, at enhver ejer
af fast ejendom skal hæfte for enhver skade, der udgår fra ejendommen, uanset skadesårsagen
iøvrigt, hvorved man ville gå langt udover, hvad der er antaget i retspraksis. Sagsøgernes søgsmål er
reelt begrundet i, at mellemledet, forpagter Markvorsen, ikke kan dække tabet, idet han ikke ejer
værdier hertil eller er forsikret, men denne tilfældige omstændighed bør ikke tages i betragtning. - -
-
Retten skal udtale:
Retten finder, at forpagter Markvorsen har udført arbejdet for sagsøgte som selvstændig
entreprenør, og herefter er betingelserne for ansvar efter Danske Lovs 3-19-2 ikke til stede.
Retten finder dernæst, at der må fastslås et objektivt ansvar for sagsøgte for skaden. Retten lægger
herved vægt på, at skaden er sket ved sprøjtning med stærk gift, at der var fare for betydelig skade
af naboafgrøderne ved vinddrift, at arbejdet er udført i sagsøgtes interesse samt hensynet til
erstatningsværn af miljøet. - - -
Appellanten dømtes herefter til at betale de indstævnte erstatninger på tilsammen 100.132 kr. 25 øre
med sædvanlig procesrente fra den 26. juni 1979, til betaling sker, samt at godtgøre de indstævnte
sagens omkostninger med 12.000 kr.
I V. L. D. 10. marts 1981 (Schdffer, Pape, Inger Nørgaard) siges:
For landsretten har appellanten, Pindstrup Mosebrug A/S, gentaget sin i første instans nedlagte
principale frifindelsespåstand, medens de indstævnte, gårdejerne Svend Erik Jensen, Anker Jensen,
Carl Hansen, Eigil Christensen, Arne Levinsen, og gårdejer Anna Eriksen, har påstået dommen
stadfæstet.
Der er således for landsretten ikke tvist mellem parterne om størrelsen af de tilkendte erstatninger.
Det er for Landsretten oplyst, at de under sagen omhandlede 160 tdr. land mosejord ejes af staten og
er forpagtet af appellanten.
For landsretten har appellanten til støtte for sin påstand gjort gældende, at det ikke i et tilfælde som
det foreliggende kan pålægges appellanten at hæfte for fejl begået af forpagter Markvorsen som
selvstændigt virkende entreprenør, og at der ikke i retspraksis er støtte for at pålægge appellanten et
egentligt objektivt ansvar for skader af den i denne sag omhandlede art. At et sådant ansvar ikke kan
pålægges i nærværende sag følger iøvrigt også af, at der kun er plads for et objektivt ansvar i
tilfælde, hvor der - i modsætning til denne sag - ikke er udvist uforsvarlig adfærd i sædvanlig
forstand af nogen af de eventuelt ansvarlige. At den, der handler uforsvarligt, er uden betalingsevne,
kan naturligvis ikke i sig selv danne grundlag for at pålægge en anden, der er betalingsdygtig, et
objektivt ansvar for skaden.
De indstævnte, der ikke for landsretten har gentaget deres anbringende om anvendelse af D.L. 3-19-
2, har til støtte for deres stadfæstelsespåstand gjort gældende, at appellanten, der leverede
sprøjtevæsken, har haft en sådan indflydelse på arbejdets udførelse, at selskabet må hæfte for
forpagter Markvorsens fejl, uanset at han virkede som selvstændig entreprenør. Kan dette ikke
antages, bør der pålægges appellanten et egentligt objektivt ansvar, idet der er tale om en farlig
bedrift, der har medført en særegen fare i naboforhold, og som er foretaget i appellantens interesse.
Landsretten skal udtale:
Under de foreliggende omstændigheder, hvor sprøjtningen må antages at have været et led i den
almindelige drift af den af appellanten forpagtede ejendom, og hvor appellanten selv fremskaffede
sprøjtevæsken, fordi forpagter Markvorsen ikke ville have ansvaret for, at der blev anvendt de
rigtige sprøjtemidler, findes appellanten ikke ved at overlade sprøjtningen, der må betegnes som
værende af farlig karakter for afgrøderne på naboarealerne, til Markvorsen at kunne fralægge sig
ansvaret for de af denne under sprøjtningen begåede fejl og de deraf følgende skader.
>> 567 >>
Idet det herefter og i overensstemmelse med parternes enighed om erstatningsbeløbenes størrelse
tiltrædes, at det er pålagt appellanten at betale erstatning som ved dommen sket, stadfæster
landsretten den indankede dom.
Sagens omkostninger for landsretten betaler appellanten. - - - til de indstævnte - - - med 6.000 kr.
U.1982.1111H

Entreprenør erstatningsansvarlig for


eksplosionsskade, som måtte antages forvoldt
ved det af ham installerede anlæg. Ikke
udviklingsskade.
En bygning, der var under opførelse i Godthåb, ødelagdes ved eksplosion af gas, der havde samlet
sig i en uventileret krybekælder, og 12 håndværkere omkom. Gassen antoges at hidrøre enten fra det
indre gasanlæg, som S's folk var ved at installere. eller fra det ydre anlæg, som var opstillet af et
andet firma. Da der ikke var grundlag for al antage, at forudsætningerne for, at gassen kunne hidrøre
fra det ydre anlæg, havde været til stede, måtte gassen antages at komme fra det indre anlæg, som
var under installation af S's folk og stod under disses tilsyn. Formodningen for, at ulykken skyldtes
fejl eller forsømmelser fra de pågældendes side, var ikke afkræftet, og S ansås erstatningsansvarlig
for skaden på bygningerne, ca. 8 mill. kr. Udførelsen af krybekælderen uden tilstrækkelig
ventilation fandtes efter den på projekteringstidspunktet foreliggende viden ikke at kunne føre til
nedsættelse af ansvaret, der heller ikke lempedes efter grundsætningen i FAL § 25. 1)
H. D. 22. oktober 1982 i sag I 132/1979
Semco Aktieselskab (lrs. Fisch-Thomsen)
mod
Grønlands Tekniske Organisation (km.adv.) biintervenient: Monberg & Thorsen A/S (lrs. Spang-
Hanssen) udelades. Af sagens oplysninger fremgik, at der den 14. marts 1970 kl. 12.04 skete en
voldsom eksplosion i en næsten færdiggjort 4-etages bygning i Godthåb i Grønland, hvorved
hovedparten af den 93 m lange og 12 m brede bygning styrtede sammen, og 12 håndværkere
omkom. Efter de foretagne undersøgelser måtte ulykken antages at skyldes eksplosion af gas, der
havde samlet sig i en 1½ m høj uventileret krybekælder, der strakte sig under hele bygningen.
Bygherren, Grønlands Tekniske >> 1112 >> Organisation (GTO), der som en statslig organisation
er »selvforsikrer«, søgte Semco Aktieselskab, der, da eksplosionen indtraf, var ved at installere det
indre gasanlæg i hele det pågældende bygningskompleks, til betaling af en erstatning på
8.278.730,47 kr., subsidiært et mindre beløb. Semco, der ikke havde indvendinger mod beløbets
opgørelse, påstod frifindelse, navnlig under henvisning til, at det ikke var godtgjort, at gassen
hidrørte fra det indre anlæg. Endvidere henvistes til den uforsvarlige konstruktion af krybekælderen,
til den usædvanlige størrelse af det påstævnte beløb og til princippet i forsikringsaftalelovens § 25.
GTO var enig i, at princippet i forsikringsaftalelovens regel kom til anvendelse. Parterne var enige
om, at den udstrømmede gas måtte hidrøre enten fra det indre anlæg eller fra det ydre anlæg, som
var opstillet af et andet firma.
Vedrørende det ydre anlæg var det ved syn og skøn, som blev suppleret til brug for Højesteret,
konstateret, at 2 lodninger i et udblæsningsrør var defekte efter en tidligere optøning og
sandsynligvis ikke tætte. For at der kunne være strømmet gas ud i tilstrækkelig mængde til at
hidføre eksplosionen, måtte imidlertid røret gennem påvirkninger udefra være ført ud mod
yderkanten af en muffe, hvori det var indstukket og fastgjort ved en utilstrækkelig lodning, og
senere ind igen i muffen, hvor det efter de fundne misdannelser måtte antages at have befundet sig i
eksplosionsøjeblikket. Skønsmændene anså dette for usandsynligt.
Om det indre anlæg havde appellantens rørlægger forklaret, at han havde samlet dette med det ydre
anlæg, skønt samlingen normalt først foretages senere under arbejdet. Den 14. marts 1970 ved 10-
tiden havde han efter en henvendelse fra en håndværker om gaslugt i bygningen lukket
hovedventilen. Han kendte intet til, hvornår eller af hvem den var blevet åbnet. Rørlæggeren og
hans formand foretog sig derefter intet videre. Rørlæggeren havde først, da andre håndværkere gav
oplysning om henvendelsen, fortalt om den åbentstående hane.
Der forelå endvidere oplysninger om et ekstraordinært gasforbrug den pågældende dag og om
gassvigt før eksplosionen senest omkring kl. 12 i de husblokke, hvor indflytning var sket.
Skønsmændene fandt det herefter sandsynligt, at gasudstrømningen var fortsat.
Vedrørende krybekælderen hed det i en erklæring af 10. juli 1970 fra Dansk Gasmateriel Prøvning:
ikke undlade at gøre opmærksom på et forhold, som man finder væsentlig i den foreliggende sag,
nemlig anbringelsen af gasledninger i en helt aflukket, d.v.s. uventileret krybekælder. Sådant er kun
tilladt, såfremt der træffes særlig foranstaltninger, f.eks. at ledningerne lægges i bøsningsrør, jfr.
stykke 4.3.6 i gasreglementet 1969, eller at de anbringes i kanaler, der i så fald skal være ventilerede
på en af gasleverandøren godkendt måde, jfr. stykke 4.3.5 i gasreglementet 1969. Der henvises
tillige til § 21 i »Regulativ for udførelse af gasinstallationer« af 1954, som ifølge Grønlands
Tekniske Organisation »Beskrivende mængdefortegnelse for: Rørarbejder i terræn samt
gasforsyningsanlæg« anfører dette regulativ under de for arbejdets udførelse gældende
bestemmelser.«
Ved Østre Landsrets dom af 19. april 1979 (16. afd., Pia Sturup, Graulund Hansen og Kjær (kst.))
pålagdes det Semco at betale det krævede erstatningsbeløb samt 270.000 kr. i sagsomkostninger.
Det fandtes godtgjort, at gasudslippet var sket fra det indre anlæg. Det skyldtes en fejl, at det ydre
og indre anlæg var sammenkoblet, og rørlæggeren havde forsømt at føre det af sammenkoblingen
nødvendiggjorte tilsyn med, at hovedventilen var lukket, ligesom en åbning i det indre anlæg måtte
antages at skyldes en monteringsfejl. Også beslutningen om intet at foretage sig trods den
konstaterede gaslugt ansås for en ansvarspådragende fejl.
Da der var udvist en betydelig grad af uagtsomhed, og da de begåede fejl måtte betegnes som
faglige, fandtes erstatningspligten ikke at kunne nedsættes eller bortfalde i medfør af princippet i
forsikringsaftalelovens § 25, stk. 1. Krybekælderens særlige konstruktion fandtes i hvert fald ikke i
forhold til Semco som entreprenør af gasinstallationen at kunne medføre nedsættelse af ansvaret, og
heller ikke skadens omfang kunne føre hertil.
Ved Højesterets dom blev landsrettens dom stadfæstet, og det pålagdes appellanten Semco
Aktieselskab at betale 300.000 kr. i sagsomkostninger for Højesteret. I dommens præmisser siges
det:
»Samtlige dommere udtaler:
Efter den af skønsmændene til brug for Højesteret afgivne supplerende erklæring af 31. marts 1980
kan det vel ikke udelukkes, at der forud for eksplosionen kunne være opstået en så stor åbning i
udblæsningsrøret ved samlingen ved den deformerede lodning 6, at gas herfra kunne være strømmet
ud i tilstrækkelig mængde til at frembringe den eksplosive gasansamling i krybekælderen.
Muligheden for, at samlingen derefter inden eksplosionen kunne være blevet retableret til den
tilstand, hvori den efter >> 1113 >> de foretagne tekniske undersøgelser må have været,
forudsætter imidlertid ifølge skønserklæringen et sådant samvirke af flere mekanismer, at
skønsmændene finder det usandsynligt, at der er opstået en sådan åbning og efterfølgende lukning.
Herefter, og da der ikke er fundet grundlag for at antage, at samtlige de i skønserklæringen nævnte
forudsætninger har været til stede, må der bortses fra, at gasudstrømningen er sket fra en åbning i
udblæsningsrøret. Det tiltrædes derfor. at gasudstrømningen må antages at være sket fra en åbning i
det indre anlæg, som efter parternes procedure er den eneste alternative mulighed. Denne antagelse
findes ikke at være udelukket ved de ret usikre slutninger, som efter den supplerende
skønserklæring af 30. oktober 1981 kan drages fra oplysninger om gasanlæggets funktion i tiden,
efter at lukningen af hovedventilen formodes at være foretaget.
Idet det indre anlæg var under installation af appellantens folk og stod under deres tilsyn, findes der
at foreligge en ikke afkræftet - formodning for, at ulykken skyldtes fejl eller forsømmelser fra de
pågældendes side, således at der i medfør af DL 3-19-12 må påhvile appellanten erstatningsansvar.
Fem dommere - Torben Jensen, Weber, Munch, Kiil og Else Mols - finder under hensyn til den på
projekteringstidspunktet foreliggende viden, at udførelsen af krybekælderen uden tilstrækkelig
ventilation ikke kan føre til nedsættelse af ansvaret. Disse dommere, der heller ikke finder grundlag
for at lempe ansvaret efter grundsætningen i forsikringsaftalelovens § 25, stemmer derfor for at
stadfæste dommen.
Dommerne Ume og Bjerregaard udtaler:
Som det fremgår af den i dommen refererede erklæring af 10. juli 1970 fra Dansk Gasmateriel
Prøvning har den af de indstævnte valgte konstruktion, hvorefter gasledningerne var anbragt i en
helt aflukket, uventileret krybekælder, frembudt en særlig risiko. Det må antages, at
gasinstallationen og krybekælderens konstruktion i væsentlig grad har bidraget til, at skaderne ved
eksplosionen blev så omfattende. Under de foreliggende særlige omstændigheder, herunder skadens
betydelige størrelse, findes en begrænsning af appellantens ansvar udover i de anførte forhold at
kunne begrundes i grundsætningen i forsikringsaftalelovens § 25. Disse dommere stemmer herefter
for at nedsætte erstatningsbeløbet til halvdelen eller 4.139.365,24 kr.«
U.1983.714/2H

Kommune objektivt ansvar for sætningsskader


på nærliggende huse forårsaget af
grundvandssænkning foretaget under
anlægsarbejde.
Ved en sænkning af grundvandstanden i forbindelse med udvidelsen af et kommunalt biologisk
rensningsanlæg i Melby, Frederiksværk kommune F, skete betydelige sætningsskader på
nærliggende huse. F fandtes ikke at have udvist culpa, men da F var bekendt med
jordbundsforholdene og med funderingsforholdene for bygningerne i området og havde mulighed
for ved planlægningen at tage risikoen for skadeforvoldelse i betragtning, fandtes F ansvarlig for
skaderne. 1) Funderingsforholdene, som var i overensstemmelse med de på opførelsestidspunkterne
i praksis gældende og i området for den slags byggeri sædvanligt fulgte krav, kunne ikke begrunde
bortfald eller nedsættelse at F's ansvar. 2) Ved fastsættelsen af erstatning for lejetab toges hensyn til,
at tabet burde være søgt begrænset, og at et beskadiget hus ikke lovligt kunne udlejes som
helårshus.

H. D. 24.juni 1983 i sag II 367/1981


Frederiksværk kommune (adv. Paludan-Muller) mod chauffør Ejnar Eriksen (adv. A. Kierkegaard e.
o.) og mod advokat Frederik Bruhn-Petersen og direktør Mogens Christiansen (adv. A.
Kierkegaard).
Østre Landsrets dom 24. september 1981 (13. afd.) (Kallesøe, Else Mols, Rothe (kst.)).
I 1975-76 foretog sagsøgte, Frederiksværk Kommune, udvidelse af det biologiske rensningsanlæg i
Melby, således at anlægget, der oprindelig var dimensioneret for 1.500 personer, blev udbygget til
kemisk rensning og dimensioneret for en tilsluttet befolkningsmængde på 12.000 personer, samt
forberedt til fremtidig at behandle spildevandet fra hele kommunen med en tilslutning af ca. 50.000
personer. Arbejdet blev af sagsøgte overdraget til entreprenørfirmaet E. Pihl & Søn A/S, København
under ledelse af det rådgivende ingeniørfirma VIAK A/S, København. Til etablering af den
fornødne tørholdelse af byggegruberne for to nye bygningsværker foretog entreprenørfirmaet en
midlertidig sænkning af grundvandstanden gennem boring med 2 sugespidsanlæg, der blev opstillet
på rensningsanlæggets område og var i drift i tiden fra ca. 14. februar 1975 til ca. 14. august 1975.
Sugespidsanlæggene var placeret ca. 300 m sydøst for ejendommene matr. nr. 8 bh, Melby,
beliggende Vedamsvej 7, Liseleje, tilhørende sagsøgeren, chauffør Ejnar Eriksen, og ejendommen
matr. nr. 8 aæ, Melby, beliggende Vedamsvej 8, Liseleje, tilhørende sagsøgerne, advokat Frederik
Bruhn-Petersen og direktør Mogens Christiansen. I sommeren 1975 opstod betydelige
sætningsskader på sagsøgernes ejendomme, henholdsvis et helårshus, der bebos af sagsøgeren Ejnar
Eriksen, og et sommerhus, der af sagsøgerne Frederik Bruhn-Petersen og Mogens Christiansen var
udlejet til helårsbeboelse. Sagsøgerne gjorde i september 1975 sagsøgte opmærksom herpå og
meddelte, at man anså skaderne opstået som følge af den foretagne grundvandssænkning ved
rensningsanlægget, hvorfor man krævede skaderne erstattet af sagsøgte. Sagsøgte og dennes
ansvarsforsikringsselskab, F/S Baltica-Skandinavia, afviste at være ansvarlig for skaderne. Sagsøgte
udtalte herved bl. a., at man var vidende om, at en del huse i området i en årrække havde fået revner
som følge af områdets karakter.
Da yderligere forhandlinger mellem parterne ikke >> 715 >> førte til noget resultat, blev efter
begæring af sagsøgerne civilingeniør Aage Hansen, Geoteknisk Institut Lyngby, og
bygningsingeniør John Francis, København, den 28. juni 1977 udmeldt til som syns- og skønsmænd
at besvare en række spørgsmål fra parterne . Den 7. april 1978 afgav skønsmændene en erklæring,
hvoraf det bl. a. fremgår, at udbedring af skaderne på Vedamsvej 8 måtte anses for umulig.
Under anbringende af, at sagsøgte er ansvarlig for de på ejendommene skete skader, har sagsøgerne
under disse den 28. juni 1978 anlagte sager, der efter rettens bestemmelse er behandlet i forening,
påstået sagsøgte dømt til at betale erstatning for de af skaderne følgende tab.
Der er meddelt sagsøgeren Ejnar Eriksen fri proces.
Sagsøgeren Ejnar Eriksen har efter sin endelige påstand påstået sagsøgte tilpligtet at betale i
erstatning 167.809,68 kr. med årlig rente 2% over den til enhver tid værende officielle diskonto fra
den 1 januar 1981, til betaling sker. Af det påståede beløb udgør 68.809,68 kr. anslåede udgifter ved
udbedring af bygningsskaderne og 99.000 kr. erstatning for værdiforringelse af ejendommen.
Sagsøgerne Frederik Bruhn-Petersen og Mogens Christiansen har efter deres endelige påstand
påstået sagsøgte tilpligtet at betale i erstatning 353.876,86
med årlig rente 2% over den til enhver tid værende officielle diskonto af 45.600 kr. fra den 1. juli
1978, af 6.000 kr. fra den 1. november 1978, af 19.200 kr. fra den 1. november 1979, af 20.400 kr.
fra den 1. november 1980 og af 262.676,81 kr. fra den . januar 1981, alt til betaling sker. Af beløbet
udgør 213.552,94 kr. de anslåede udgifter til genopførelse af sommerhuset efter fradrag af herved
opnåede forbedringer ved ejendommens fundering. 27.523,87 kr. vedrører udgifter til nedrivning af
huset og bortkørsel af materialer, og 112.800 kr. udgør anslået lejetab for tidsrummet fra 1. oktober
1975 til 1. november 1981.

Lejetabet er nærmere specificeret således:


1.10.-1.11.1975 ............................................... 1.200 kr.
1.11.1975-1.11.1976 ` kr. 1.300 månedlig ...................... 15.600 kr.
1.11.1976-1.11.1977 ` kr. 1.400 månedlig ...................... 16.800 kr.
1.11.1977-1.11.1978 ` kr. 1.500 månedlig ...................... 18.000 kr.
1.11.1978-1.11.1979 ` kr. 1.600 månedlig ...................... 19.200 kr.
1.11.1979-1.11.1980 ` kr. 1.700 månedlig ...................... 20.400 kr.
1.11.1980-1.11.1981 ` kr. 1.800 månedlig ...................... 21.600 kr.
De af sagsøgerne krævede beløb for udbedring af skader og genopførelse m. v. svarer til de ved syn-
og skønnet anslåede beløb, omregnet efter byggeindex 326 pr. 1. januar 1981 med tillæg af moms
22%.
Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af mindre beløb end de påståede. Sagsøgte
har ikke bestridt, at grundvandssænkningen er den udløsende årsag til en del af de forefundne
skader, men har gjort gældende, at den egentlige årsag er ejendommenes uforsvarlige fundering, og
at der iøvrigt ikke er grundlag for at pålægge sagsøgte erstatningsansvar. Sagsøgte har tillige
bestridt erstatningskravenes størrelse.
Det er oplyst, at ejendommen Vedamsvej 7 blev opført i 1956 og senere er udbygget flere gange,
senest i 1965 med en tilbygning på 46,5 m² og i 1971 med en tilbygning på 15 m². Samtlige
byggerier er udført af sagsøgeren Ejnar Eriksen som selvbygger. Den daværende Melby kommune
approberede den 12. august 1965 sagsøgerens byggeandragende bl. a. på vilkår, at »fundament føres
til frostfri dybde 90 cm«. Ved meddelelse af byggetilladelse til sagsøgeren den 8. marts 1971
stillede sagsøgte bl. a. som vilkår, at »der funderes til fast bund og mindst 90 cm under terræn«.
Ejendommen Vedamsvej 8 blev om- og tilbygget i 1967. Approbation på byggeandragende blev
meddelt af Melby kommune den 9. juni 1967 bl. a. på vilkår, at »fundament føres til fast bund dog
mindst 90 cm«. Ejendommen blev erhvervet af sagsøgerne Frederik Bruhn-Petersen og Mogens
Christiansen i 1972 og efter det oplyste udlejet i perioden 1. november 1972 til den 1. december
1973 for en årlig leje af 12.000 kr., i perioden 1. december 1973 til 1. november 1974 for en årlig
leje af 13.200 kr. og i perioden fra den 1. november 1974 til den 1. oktober 1975 for en årlig leje af
14.400 kr.
Det er endvidere oplyst, at der i 1975 indenfor en cirkel med radius ca. 300 m fra rensningsanlægget
var beliggende ialt 34 huse, herunder sagsøgernes ejendomme, samt 4 vandboringer til Asserbo Bys
vandværk.
De udmeldte syns- og skønsmænd foretog den 6. oktober 1977 syns- og skønsforretning på
ejendommene og anmodede herefter Geoteknisk Institut om en geoteknisk rapport vedrørende
disse. I rapport af 30. januar 1978 udtaler instituttet bl.a.:
»1.
Sammenfatning.
På hver af ejendommene Vedamsvej 7 og 8 er >> 716 >> derudført en boring og gravning.
Ejendommene er beliggende i et tidligere havdækket område. Under et overjordsdække er
truffet stærkt sætningsgivende dyndlag underlejret af marint sand. De postglaciale aflejringer
er ikke gennemborede. Begge ejendomme er funderet direkte i eller over de postglaciale
dyndlag...
4.
Geologiske forhold.
De aktuelle ejendomme (terrænkote ca. + 2,5) er beliggende inden for det flade, lavtliggende
område mellem LiselejeTisvilde Hegn og Arresø-Kattegat. Dette område var i den ældre
stenalder havdækket og udgjorde det såkaldte Brødemose Sund, som forbandt Roskilde Fjord
og Kattegat. Også Arresø har stået i åben forbindelse med Brødemose Sund (og Kattegat). En
relativ landhævning efter stenalderen har tørlagt området, og en omfattende sandflugt har i det
16.-17. århundrede dækket store dele af den tidligere havbugt med flyvesand.
5.
Jordbundsforhold.
Der er fundet god overensstemmelse mellem jordbundsprofilerne fra de to ejendomme. Øverst
træffes 0,8 m sand (muld) fyld/overjord. Herunder findes 2,6 a 2,8 m tørvedynd
(moseaflejring) og dynd (marint). Under dyndlaget er der truffet postglacialt, marint sand,
som ikke er gennemboret.
6.
Eksisterende bygninger.
De eksisterende bygningers fundamentunderkant (FUK)er angivet på boreprofilerne. bilag 4-
7. Som det fremgår heraf, er bygningen på Vedamsvej 7 funderet i sandet over dyndlaget.«

Syns- og skønsmændene har herefter i erklæring af 7. april 1978 og supplerende erklæringer


af 28. oktober 1978, 2. april 1979 og 11. februar 1980 besvaret de af parterne stillede
spørgsmål. 1 erklæringerne hedder det bl.a.:
4.
Sagens udvikling.
4. 1.
Vedamsvej 7.
Ejendommen er opført i 3 tempi (1956, 1965, 1966, og 1972) af pudset gasbeton. Før
sommeren 1975 er der ifølge ejerens oplysninger ikke konstateret revnedannelser, men i
august 1975 opstod revner. Siden er kun konstateret begrænsede bevægelser i de opståede
revner.
4. 2.
Vedamsvej 8.
Ejendommen er senest ombygget/udbygget i 1967 og er udført af røde tegl/gasbeton. I
forbindelse med en afleveringsforretning i juni 1975 registreredes ikke unormale revner.
1 august 1975 opstod betydelige revnedannelser (som beskrevet i nedenstående afsnit 6).
4. 3.
Grundvandssænkningen ved Melby renseanlæg.

Det er oplyst, at der i perioden ca. 1. marts 1975 til 29. august 1975 er anvendt et sugespidsanlæg
ved opførelse af Melby renseanlæg ca. 330 m SE for ejendommene. Med sugespidsanlægget
etableredes en grundvandssænkning til »0,5 m under udgravningskoten«, hvilket er oplyst at svare
til kote c
/3,4. Idet vandspejlet i ro er indmålt i kote +2 ` +3, har der således været tale om en midlertidig
vandspejlssænkning på 5-6 - - -
Spørgsmål 1: De bedes redegøre nærmere for: omfang og art for så vidt angår de i tilknytning hertil
opståede skader.
Svar: Vedamsvej 7.
Huset, som det forefindes i dag, er opført ved flere tilbygninger gennem en årrække.
De store revneskader findes alle ved sammenbygningerne. Ved alle disse samlinger er der opstået
væsentlige og alvorlige revner. De fleste af disse revner går igennem hele muren og flere steder helt
ned i sokkelen.
Det skønnes ikke, at der er noget forbandt eller egentlig forbindelse fra den ene tilbygning over i
den anden.
Selve gasbetonvæggene har også sine steder en hel del revner.
Murhjørnet ude ved badeværelse har sat sig så meget, at hjørnet er væsentlig ude af lod. Gulvet i
badeværelset falder også til dette punkt. Stuegulvet falder ligeledes en del ned mod badeværelset.
Vedamsvej 8.
Der er sket skader overalt i husets konstruktioner.
Skaderne omfatter revnedannelser og sætninger i fundament og murværk.
Ingen af skaderne kan tilskrives manglende vedligeholdelse eller hærværk.
Spørgsmål 2: Det bedes oplyst, om skaderne kan udbedres og i bekræftende fald nærmere
hvorledes, eller om det vil være nødvendigt at foretage en genopbygning af ejendommene?
Svar: Vedamsvej 7.
Udbedringen af samlingsrevnerne vil blive et meget omfattende og bekosteligt arbejde. De mindre
pudsrevner kan ret let udbedres.
>> 717 >> Opretning af gulvene er også et meget omfattende arbejde.
Selv efter udbedringen af ovenfor nævnte skader er huset i væsentlig grad fremtidig forringet. Dette
begrundes bl.a. med, at ejeren ved eventuel salg må oplyse køberen om, at huset engang er blevet
istandsat for disse skader.
Vedamsvej 8.
Skaderne er meget betydelige og er sket på fundament murværk, gasbeton, tagværk, vinduespartier
m. v.
Udbedring af skaderne anses ikke for mulig.
Spørgsmål 3: Det bedes oplyst, hvad der er årsagen til de konstaterede revner og skader,
herunder om årsagen helt eller delvis kan henføres til:
A.
En grundvandssænkning hidrørende fra et af Frederiksværk kommune i 1975 opført
rensningsanlæg nogle 100 m fra ejendommen.
B.
Tørke i sommeren 1975.
C.
Andre forhold.

Såfremt flere skadesårsager må antages at have samvirket, udbedes oplyst, hvorledes og med
hvilken indbyrdes vægt de pågældende skadesårsager har samvirket.
Svar: Med bundforhold, som konstateret ved de udførte boringer, kan flere arter af påvirkninger
medføre sætninger. I det foreliggende tilfælde må årsagen til sætningerne søges i
vandspejlsvariationer, (der er ikke sket terrænregulering eller lignende). Vandspejlsssænkning, som
følge af ringe nedbør i sommerperioden 1975 og 1976, kan ikke definitivt udelukkes som årsag,
men de foreliggende oplysninger om tidsforløbet i sætningernes udvikling indicerer, at tørken ikke
er den udløsende og væsentlige årsag.
Det forekommer derimod helt overvejende sandsynligt, at grundvandssænkningen ved
renseanlægget er den udløsende årsag til skadernes opståen. Baggrunden for denne vurdering er
primært den klare tidssammenhæng, idet sænkning af vandspejlet i nogen afstand fra et
grundvandssænkningsanlæg ofte indtræder efter nogle måneders drift af anlægget.
Grundvandssænkningen ved renseanlægget skønnes derfor at være den primære, udløsende årsag til
sætningsskaderne, og tørke som (medvirkende)årsag skønnes af helt underordnet betydning.
Tillægsspørgsmål 1:
Ejendommens fundering bedes beskrevet.
Svar:
A: Vedamsvej 7.
Ved frigravningen af fundamentet er det konstateret, at huset er funderet på et almindeligt
rendefundament med fundamentsunderkant 1,0 m under terræn. Fundamentet er altså placeret i det
postglaciale tørvedynd.
B: Vedamsvej 8.
Frigravningen viser, at fundamentet har underkant placeret 0,5 m under terræn.
Fundamentunderkant ligger således i sandet, umiddelbart over dyndlaget.
Tillægsspørgsmål 2: Er funderingen under hensyn til jordbundens beskaffenhed tilstrækkelig til at
imødegå sætninger?
Svar: Nej. Begge ejendomme er funderet over stærkt sætningsgivende lag, således at der foreligger
risiko for sætninger ved variationer i grundvandsspejlet, terrænreguleringer m.v.
Tillægsspørgsmål 3: Ejendommenes følsomhed over for sætninger bedes vurderet under hensyn til
konstruktion og virkemåde.
Svar: Vedamsvej 7.
Et hus som dette, der er opført ved flere tilbygninger, må siges at være noget mere udsat for
revnedannelser og sætninger, end når huset opføres på een gang.
Betonfundamenterne er også støbt af flere gange. I nogle af de sidst støbte fundamenter er der ilagt
nogle rundjern.
Dette har ejeren oplyst ved besigtigelsen.
Vedamsvej 8.
Under normale forhold vil husets konstruktioner have optaget mindre sætninger uden egentlige
bygningsskader
Tillægsspørgsmål I 1: Ville skaderne være indtruffet, såfremt ejendommen havde været tilstrækkelig
funderet?
Svar: Skaderne ville ikke være indtruffet, såfremt ejendommen havde været funderet svarende til
kravene i den nugældende »Norm for Fundering« (DS 415) som trådte i kraft 1977-04-01.
Tillægsspørgsmål 12: Skønsmændene bedes vurdere de foreliggende oplysninger om
sugespidsanlæggets kapacitet og nærmere redegøre for, hvor store vandmængder der skal pumpes
bort, for at en grundvandssænkning kan blive mærkbar på skadesstedet.
Svar: Ud fra de foreliggende oplysninger må det antages, at den oppumpede vandmængde har været
af størrelsesordenen 10 m³/time. Rækkevidden af en grundvandssænkning afhænger primært af
jordbundsforholdene og specielt af variationer i disse og >> 718 >> kun sekundært af den
absolutte størrelse af den oppumpede vandmængde. Det er ikke muligt uden meget omfattende
pumpeforsøg med tilhørende pejlinger at bestemme relationen mellem oppumpet vandmængde og
opnået grundvandssænknings rækkevidde på stedet. Ud fra generelle erfaringer kan en rækkevidde
på 300 m ved oppumpning af 10 m³/time ikke betragtes som exceptionel under de givne forhold. -
Tillægsspørgsmål 14: Hvad er årsagen til, at der ikke er sket skader på de 32 ejendomme, der også
er beliggende i en afstand af 300 meter fra udgravningen?
Svar: Skader som de aktuelle optræder ofte meget lokalt, specielt fordi de normalt skyldes et
sammenfald af omstændigheder, blandt hvilke kan nævnes:
a.
Fundering over jordarter, som er sætningsgivende i tilfælde af terrænregulering,
grundvandssænkning etc.
b.
Ejendommenes følsomhed over for sætninger og sætningsvariationer.
c.
Variationer i jordens permeabilitetsforhold, som medfører, at grundvandssænkninger kun
meget sjældent udbreder sig punktsymmetrisk.
d.
Variationer i de sætningsgivende lag under ejendommen (hvis de sætningsgivende lag giver
ensartede sætninger, kan huse undergå betydelige sætninger uden væsentlige beskadigelser).

Ud fra ovenstående og generelle erfaringer er der intet unormalt i, at skader kun opstår på enkelte
ejendomme blandt mange inden for en given afstand fra et grundvandssænkningsanlæg.
Tillægsspørgsmål 16: Er grundvandssænkningen foretaget i overensstemmelse med almindelig
praksis?
Svar: Ja. -
Tillægsspørgsmål 21: Det bedes oplyst, om der i den nugældende »Norm for fundering« (DS 415)er
ændringer i forhold til de normer, der var gældende på ejendommenes opførelsestidspunkter
(Vedamsvej 7 1956 - 72 og Vedamsvej 8 1967 - 68)?
Svar: I den aktuelle periode har følgende normer været gældende: 1952-06-19 til 1965-04-01:
6. Fundering og Jordtryk (foreløbige normer).
Udarbejdet af Dansk Ingeniørforening 1952-06-19.
1965-04-01 til 1977-04-01:
DS 415 Norm for fundering af 1964-11-28.
1977-04-01 - nugældende:
DS 415 Norm for fundering af 1977-02-11.
I disse 3 normer er der meget betydelige forskelle i behandlingen af spørgsmål vedrørende
fundering af lette bygninger som enfamiliehuse. Summarisk kan forskellene beskrives således:
6. Fundering og Jordtryk af 1952.
Ingen specifikke anvisninger vedrørende krav til jordarternes karakter og sammensætning.
DS 415 Norm for fundering af 1964.
Redegørelse for og krav vedrørende sætningsgivende lags erkendelse men undtagelsesbestemmelser
for let byggeri.
DS 415 Norm for fundering af 1977.
Specifikke anvisninger for geologiske bedømmelser m.v. til sikring mod, at fundamenter placeres
over sætningsgivende lag. Krav vedrørende udførelse af grundvandssænkninger.
Tillægsspørgsmål 24: Er det forudseeligt, at der kan finde en grundvandssænkning sted inden for en
rækkevidde på 300 meter ved oppumpning af 10 m³/pr. time under de givne forhold, jfr. svaret på
tillægsspørgsmål 12?
Svar: Oppumpning af vand fra jorden medfører under alle omstændigheder sænkning af vandspejlet
i et område omkring pumpestedet. Rækkevidden af sænkningen, der sjældent er ens i alle retninger,
afhænger af de lokale forhold og kan vanskeligt forudsiges uden udførelse af prøvepumpninger. Ved
mindre grundvandssænkninger konstateres ofte rækkevidder i intervallet 100-500 m.
Tillægsspørgsmål 25: Såfremt spørgsmål 24 besvares bekræftende, bedes det oplyst, om det kan
forudses, at en grundvandssænkning, som nævnt i svaret på tillægsspørgsmål 12, vil kunne medføre
sætninger på ejendomme beliggende inden for den anførte radius.
Svar: Under de aktuelle forhold foreligger der risiko for sætningsskader af ejendomme, som er
beliggende inden for grundvandssænkningens virkningsradius, og som er funderet over postglaciale
lag.
Til belysning af risikoniveauet kan anføres, at en kvalificeret, geoteknisk konsulent stillet over for
spørgsmålet (før beslutning om udførelse af grundvandssænkningen) må skønnes at ville have
foreslået at søge risikoen dækket ved en forsikring (risikoen skønnes altså ikke at have været så stor,
at udførelse af grundvandssænkning burde være undgået og alternative udførelsesmetoder bragt i
anvendelse).
Særligt vedrørende funderingen af Vedamsvej 8 har syns- og skønsmændene udtalt:
Spørgsmål: Skønsmændene bedes oplyse, om der >> 719 >> ville være indtruffet skader på
ejendommen, såfremt funderingen havde været foretaget i overensstemmelse med kommunens
approbation. I bekræftende fald bedes det oplyst, hvilke skader skønnes at ville være indtruffet.
Svar: Hvis fundamentet var ført til »fast bund«, hvilket under de givne forhold svarer til en dybde
på 3,6 m under terræn, og hvis gulvene var udført fritbærende, ville der ikke være indtruffet skader.
Udlægning af råbeton under gulvet og fundering 90 cm u. t. (mod konstateret 50 cm u.t.) er uden
betydning for det aktuelle skadesbillede.
For god ordens skyld noteres, at det under de givne forhold næppe er praktisk gennemførligt at føre
fundamenterne 3,6 m u. t. Pælefundering ville have været nødvendig for at undgå de aktuelle
skader.«
Endvidere har syns- og skønsmændene i erklæring af 3. oktober 1979 besvaret nogle af parterne i
tilslutning til svarene på spørgsmål 2 stillede yderligere spørgsmål således:
Vedamsvej 8, Frederiksværk kommune.
Spørgsmål: Det bedes oplyst, hvor meget en genopførelse af tilsvarende hus vil koste incl.
nedrivnings- og oprydningsomkostninger, idet værdien af eventuelle forbedringer, herunder ændret
fundering, bedes oplyst.
Svar: Opførelse af et tilsvarende hus med et bebygget areal på 69 m² og som indeholder opholdsstue
med pejs, 2 soverum, køkken, toilet med bad, samt entre med forrum vil kunne opføres for en pris
af kr. 2.500,00 pr. m² excl. moms og med fundamenter i henhold til DS. 415.
Nedrivnings- og oprydningsomkostningerne.
Det beskadigede hus nedrives, gamle fundamenter opgraves og fjernes.
Alle materialerne må køres på lossepladsen, idet det ikke anses, at nogle af disse kan genbruges.
Grunden skal herefter planeres og eventuelt tilsås med græs.
De til grunden værende tekniske installationer, El, vand og kloak afproppes for eventuel senere
brug.
Udgifterne til nedrivning, kørsel til losseplads, oprydning m. v. anslås til kr. 20.000,00 excl. moms.
Vedamsvej 7, Frederiksværk kommune.
Spørgsmål: Det bedes oplyst, hvor meget en udbedring af de af skønsmændene konstaterede skader
vil koste, idet det tillige bedes oplyst, hvor stor en del af udgiften, der kan henføres til en forbedring
af ejendommen, herunder ændret fundering.
Svar: Skaderne er mange og omfatter bl.a. at flere af husets gulve nu er skæve. Revner i
fundamenter og mure såvel på husets yderside som inde i selve huset. Flere af lofterne er også
beskadiget. Tagkonstruktionen samt selve tagbelægningen er også skadet.
En egentlig og meget omfattende udbedring af samtlige skader kan ikke ses for formålstjenlig, set i
forhold til de dertil påløbende udgifter og i forhold til husets alder, tilstand og senere salgsværdi.
Det tilrådes derfor, at skaderne i stort omfang udbedres i forståelse med ejeren således, at de er til at
leve med.
En udbedring kan foretages ved,
1)
revner i fundamenterne ophugges fra husets yderside. Derefter tilfuges de i fornødent omfang.
2)
revner i murværk udhugges i begge sider og derefter tilfuges.
3)
revner eller sætskader på lofter kan dækkes ved opsætning af nye loftplader.
4)
beskadigede tagspær og dele af selve tagbelægningen skal istandsættes.
5)
gulvene i baderum og bryggers, som nu efter sætskaderne har forkert fald, bør pålægges nyt
slidlag.

Udgifterne til ovenfor nævnte »midlertidige« udbedring af skaderne anslås at beløbe sig til kr.
50.000,00 excl. moms.
Ingen af de ovenfor nævnte forslag til udbedring af skaderne kan betegnes som forbedringer af
huset.
Hertil kommer, at husets salgsværdi som følge af sætningsskaderne altid må anses for at være
forringet meget. - -
Skønsmændene har tillige i denne erklæring, f.s.v. angår Vedamsvej 7, besvaret nogle af sagsøgte
stillede spørgsmål om nærmere opdeling af udgifterne til skadernes udbedring således:
»Spørgsmål: a): Udgifter til sædvanlig vedligeholdelse, herunder eventuelle besparelser i fremtidige
vedligeholdelser.
Svar: De i tillæg til skønserklæringen foreslåede udbedringer af skaderne giver ingen besparelser i
den fremtidige vedligeholdelse.
Spørgsmål b): Udgifter til udbedring af de konstaterede skader.
Svar: Se tillæg til skønserklæringen.
>> 720 >> Spørgsmål c): Udgifter, som ville have betydet en forhøjelse af byggeudgiften, såfremt
det pågældende arbejde havde været medtaget ved opførelsen af ejendommen eller tilbygning hertil.
Svar: Huset og tilbygningerne opfyldte på deres opførelsestidspunkter de krav, som den daværende
stedlige bygningslovgivning krævede.«
Statsaut. ejendomsmægler Mogens Helleskov, Frederiksværk, der har været udmeldt til som syns-
og skønsmand specielt at vurdere en evt. nedgang i salgsværdien af Vedamsvej 7 trods udbedring af
skaderne, har i erklæring af 13. marts 1980 herom bl. a. udtalt:
Der er stillet mig følgende spørgsmål - som er godkendt af sagens parter:
1)
købesum (kontantværdi) efter udbedring af sætningsskader jvnf. syns- og skønserklæring af
3.10.1979, idet ejendommen sælges som beset og med viden om detaljerne i den verserende
sag, herunder jordbundsforholdene.
2)
købesum (kontantværdi) såfremt ejendommen ikke havde været behæftet med mangler jvnf.
syns- og skønsrapport af 7.4.1978 og 3.10.1979, idet det forudsættes, at en køber er gjort
bekendt med jordbundsforholdene.

Den endelige besvarelse af spørgsmålene bliver herefter:


ad1) kontantværdi kr. 205.000,- + overtagelse af indestående restgæld kr. 25.725,-
ad 2) kontantværdi kr. 304.00,- + overtagelse af indestående restgæld kr. 25.725,-«
Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af sagsøgerne Ejnar Eriksen og Frederik
BruhnPetersen samt vidneforklaring af afdelingsingeniør hos sagsøgte John Nielsen og fru Karin
Seiding. Der er endvidere foretaget afhjemling af de udførte syns- og skønsforretninger.
Sagsøgeren Ejnar Eriksen har forklaret, at der er fast forbandt mellem husets forskellige dele.
Kommunen har udstedt byggeattest for alle byggerier, der forinden blev synet af kommunens
tilsynsførende ingeniør. Denne beså også udgravningerne, inden fundamenter blev støbt. Ved
byggeriet i 1967 sagde den daværende bygningsingeniør, at fundamentet skulle ned til frostfri
dybde, der var mindst 90 cm. Sagsøgeren førte fundamentet ned til en dybde på 110 cm for at være
på den sikre side. Han gjorde det samme ved byggeriet i 1971. Han konstaterede ved begge
lejligheder, at fundamenterne blev funderet i sand, hvori der var striber af tørvedynd. Han var
uvidende om de specielle jordbundsforhold på stedet og havde ved ingen af lejlighederne foretaget
jordbundsundersøgelse. Bortset fra mindre, normale pudsrevner har han ikke konstateret
revnedannelser på ejendommen før i sommeren 1975.
Sagsøgeren Frederik Bruhn-Petersen har forklaret, at udlejningen af Vedamsvej 8 blev foretaget af
det lokale turistbureau, der også førte det daglige tilsyn med ejendommen. Man foretog selv i
foråret 1972 en grundig istandsættelse af ejendommen, som da var uden revner. Siden da og indtil
1975 har han lejlighedsvis været på ejendommen, men aldrig bemærket revnedannelser i denne.
Han var ikke bekendt med de særlige jordbundsforhold.
Vidnet John Nielsen har forklaret, at han, der har været ansat hos sagsøgte siden 1969, på sagsøgtes
vegne førte det økonomiske tilsyn med udbygningen af rensningsanlægget, medens det
bygningsmæssige tilsyn blev foretaget af det tilsynsførende ingeniørfirma. Sagsøgte havde anmodet
dette firma om at foretage en jordbundsundersøgelse på borestederne, men ikke i området som
sådant, inden boringsarbejdet blev begyndt. Vidnet besigtigede ejendommene i sommeren 1975.
Han konstaterede, at der var flere revnedannelser i Vedamsvej 8, men husker ikke, om de var af
ældre eller nyere dato. Der var også revnedannelser i Vedamsvej 7, men ikke så alvorlige som i nr.
8. Flere af revnerne her forekom dog at være af ældre dato. Vidnet er ikke bekendt med, om andre
ejendomme i området er pælefunderet.
Vidnet Karin Seiding har forklaret, at hun var lejer af Vedamsvej nr. 8 i 1972-73 og igen fra
november 1974. Hun fraflyttede huset i slutningen af juni 1975, hvor afleveringsforretning fandt
sted. Der var på dette tidspunkt ingen revnedannelser på ejendommen.
Syns- og skønsmændene har alle under domsforhandlingen vedstået de af dem afgivne erklæringer.
Civilingeniør Aage Hansen og bygningsingeniør John Francis har forklaret, at de i sagen
foreliggende fotos af ejendommene er optaget i oktober 1977. Vedrørende spørgsmål 1 og 3 har
skønsmændene fastholdt, at huset på Vedamsvej 7 ikke har egentligt fast forbandt mellem de
forskellige sammenbygningssteder. Dette kan dog ikke være årsag til så kraftige revnedannelser
som de konstaterede. I syns- og skønserklæringen er kun omtalt skader, der med sikkerhed kan siges
først at være indtruffet i 1975 eller senere. I Vedamsvej 8 fandtes kun revnedannelser af sådan nyere
dato. Årsagen til skaderne på de to ejendomme er uden nogen rimelig tvivl >> 721 >>
grundvandssænkningen ved rensningsanlægget. De små nedbørsmængder i somrene 1975 og 1976
har ikke væsentligt påvirket grundvandstanden i området og har ikke haft nogen indflydelse på
sætningsskadernes indtræden og omfang. Heller ikke Asserbo bys vandboringer, der foregik i
væsentlig større dybde end boringen med sugespidsanlæg, har haft nogen betydning for
sætningsskaderne. Angående tillægsspørgsmålene 1-3, 11 og 21 har skønsmændene forklaret, at
ejendommene begge må betegnes som forsvarligt funderede efter de på opførelsestidspunkterne
gældende normer af 1952 og 1964. Det dengang gældende almindelige krav om fundering til mindst
90 cm's dybde havde kun relation til ønsket om at undgå frostskader og ikke til bæredygtigheden af
fundamenterne. Ingen af de i sagen foreliggende skader er frostskader. Den omstændighed, at
Vedamsvej nr. 8 kun er funderet i 50 cm's dybde, er derfor uden betydning for skaderne og disses
omfang. Kravet om fundering »til fast bund« gav i praksis hyppigt anledning til fortolkningstvivl og
er derfor ikke gentaget i normen DS 415 af 1977. I almindelighed opfattedes udtrykket som et krav
om fundering til en sådan dybde, at en bygning kunne modstå sætninger gennem normale
påvirkninger. Flere tusinde lignende huse i landet, opført på samme tidspunkter som sagsøgernes, er
uanset jordbundsforholdene funderet på lignende måde. Tilstedeværelsen af dynd indicerer dårlig
grund for den erfarne murermester, men de fleste håndværkere vil ikke reagere i den anledning.
Hvis en kvalificeret geotekniker ved ejendommenes opførelse var blevet konsulteret af sagsøgerne,
ville han under hensyn til de særlige jordbundsforhold have tilrådet pælefundering, hvorimod en
sådan fundering ud fra normale håndværksmæssige betragtninger ville være blevet anset for
overflødig. Flere kommuner har også gennem årene fejlagtigt troet, at »fast bund« var nået ved
fundamentering, og givet byggetilladelse, hvorefter sætningsskader alligevel hyppigt er indtruffet.
Særligt vedrørende spørgsmål 14 har skønsmændene forklaret, at gasbeton er et mere følsomt
materiale over for sætningspåvirkninger end f.eks. træ. Vedamsvej nr. 7 må, da den er opført i flere
tempi, betegnes som en særlig følsom hustype. Når skaderne er større end på nr. 8, skyldes det
formentlig større variationer i jordbundsforholdene. Skønsmændene har tillige supplerende med
hensyn til tillægsspørgsmålene 12, 16, 24 og 25 forklaret, at grundvandssænkningen kunne være
undgået ved at udføre boringerne på anden måde, for eksempel ved at afstive og isolere
borestederne med beton og spunsvægge. Disse alternativer ville dog have været væsentligt dyrere.
Der tegnes i praksis jævnligt en særlig forsikring ved piloteringsarbejder og lignende.
Skønsmændene har endelig uddybende angående deres erklæring af 3. oktober 1979 udtalt, at
sagsøgernes omregning af de i erklæringen nævnte beløb til byggeindex pr. januar 1981 er korrekt
foretaget og forekommer rimelig. Pælefundering af Vedamsvej nr. 8 vil i 1981-priser koste ca. 300
kr. mere pr. m² end fundering som hidtil, hvilket for så vidt er en forbedring. I øvrigt er der ikke i
beløbene inkluderet nogen forbedringer af ejendommene, idet beløbene kun svarer til udgifterne
ved genopførelse, respektive udbedring af skader, til en standard svarende til den, ejendommene
havde på skadestidspunktet.
Sagsøgerne har til støtte for deres påstande gjort gældende, at det ved den foretagne syns- og
skønsforretning er godtgjort, at den ved sagsøgtes boringer skete sænkning af grundvandstanden er
årsag til de forvoldte skader på sagsøgernes ejendomme, og at disses fundering ikke har været
medvirkende årsag til skadernes opståen og omfang. Ejendommene er funderede i
overensstemmelse med de på opførelsestidspunkterne gældende normer og i det hele under
overholdelse af de af sagsøgte stillede vilkår bortset fra, at Vedamsvej nr. 8 kun er funderet til 50 cm
dybde mod som krævet 90 cm. Dette vilkår har dog alene relation til ønsket om at undgå
frostskader, og det er uden betydning for skadernes opståen, at der er funderet i mindre dybde.
Funderingen er for begge ejendommenes vedkommende synet og godkendt af sagsøgte forud for
udstedelse af byggeattester. Der er herved udvist en bindende passivitet fra sagsøgtes side. Ansvaret
for skaderne må derfor alene påhvile sagsøgte. Dette støttes i første række på, at der er udvist
uforsvarligt forhold af sagsøgte i forbindelse med udførelsen af boringsarbejderne ved
rensningsanlægget. Sagsøgte, der var bekendt med de særlige jordbundsforhold i området, kunne
forudse, at en sænkning af grundvandstanden ville frembyde nærliggende fare for skader på
bygninger beliggende i en vis afstand fra rensningsanlægget. Til trods herfor har sagsøgte og den af
sagsøgte antagne sagkyndige bistand forsømt at foretage de fornødne jordbundsundersøgelser i
området til konstatering af risikoens omfang, forinden arbejdet blev iværksat, og ved arbejdets
udførelse valgt en fremgangsmåde, der var den billigste af flere mulige og den, der indebar størst
risiko, for de omliggende >> 722 >> ejendomme. I anden række har sagsøgerne gjort gældende,
at sagsøgte må være ansvarlig for skaderne på objektivt grundlag. Den af sagsøgte valgte
fremgangsmåde frembyder en sandsynlig fare for fremkaldelse af skader på de i en vid omkreds af
arbejdsstedet liggende bygninger, og sådanne skader må betragtes som en med arbejdets udførelse
forbundet driftsomkostning, som sagsøgte er den nærmeste til at bære risikoen for. Skaderne
overstiger langt, hvad sagsøgerne ud fra rent naboretlige grundsætninger må tolerere, og skaderne er
ikke en følge af en særlig følsomhed ved de skadelidte ejendomme. Sagsøgerne har ikke haft
mulighed for at påvirke faregraden ved sagsøgtes arbejde, der kunne være udført ved anvendelse af
en mindre risikabel, men dyrere metode. Sagsøgte har derimod kunnet kalkulere med risikoen som
en eventuel driftsomkostning og har da også tegnet forsikring til dækning heraf. Hertil kommer, at
det i tilfælde som det foreliggende ofte kan være vanskeligt at føre bevis for »skjult« culpa, og
bevistvivl i så henseende bør ikke komme sagsøgerne til skade.
Særligt vedrørende opgørelsen af sagsøgernes erstatningskrav har ejerne af Vedamsvej nr. 8 anført,
at ejendommen efter forløbet af den hidtidige udlejning kunne have været udlejet til helårsbeboelse
også efter 1976 med en årlig lejestigning på 1.200 kr. Sagsøgerne har iøvrigt henvist til syns- og
skønsmændenes udtalelse, hvorefter der ikke i de anslåede beløb er medtaget udgifter til forbedring
af ejendommene.
Sagsøgte har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at den egentlige årsag
hertil er ejendommenes uforsvarlige og ulovlige fundering, idet skaderne ikke ville være indtruffet,
såfremt ejendommene havde været funderet i overensstemmelse med kommunens krav om
fundering til fast bund. Vedamsvej nr. 7 er funderet i tørvedynd, hvilket efter syns- og
skønsmændenes udtalelser ikke er forsvarligt. Ejendommen er desuden en særlig følsom hustype
overfor sætningsskader, da den er opført som selvbyggeri i flere omgange uden fast forbandt
mellem de forskellige dele af huset. Vedamsvej nr. 8 er end ikke funderet til den krævede
minimumsdybde 90 cm. Sagsøgerne må på grund af ejendommenes uforsvarlige fundering selv
bære risikoen for de indtrufne skader. Sagsøgte har ikke haft nogen indflydelse herpå. Den
omstændighed, at sagsøgte har udstedt byggeattester vedrørende ejendommene, kan ifølge praksis
ikke medføre noget ansvar for sagsøgte.
Risikoen må alene bæres af sagsøgerne, der af besparelseshensyn ikke har foretaget pælefundering
af ejendommene, skønt en sådan efter skønsmændenes beregninger kunne være sket for en rimelig
udgift. Sagsøgte har endvidere anført, at der ikke ved arbejdets projektering eller udførelse er udvist
noget uforsvarligt forhold fra sagsøgtes side, som kan pådrage sagsøgte noget erstatningsansvar.
Den af sagsøgte anvendte fremgangsmåde er ifølge skønsmændene forsvarlig og sædvanlig, og det
er ikke klart oplyst, at den skulle være mere risikofyldt end andre metoder. Andre ejendomme i
området er, da heller ikke blevet berørt af grundvandssænkningen. Det er ikke i overensstemmelse
med dansk erstatningsret, herunder retspraksis, at statuere objektivt ansvar i et tilfælde som det
foreliggende, hvor der ikke er tale om et anlægsarbejde af ekstraordinær farlig karakter som for
eksempel piloteringsarbejder. Selv efter en objektiv ansvarsvurdering bør risikoen for skadernes
indtræden pålægges sagsøgerne, da de specielle jordbundsforhold på ejendommene i forbindelse
med disses uforsvarlige fundering har bevirket, at der er opstået de betydelige og for sagsøgte
upåregnelige skader.
Til støtte for sin subsidiære påstand har sagsøgte anført, at en evt. erstatning bør nedsættes, således
at der mellem parterne sker en fordeling af risikoen for de indtrufne skader. Endvidere bør de
krævede beløb nedsættes, dels fordi der i disse er indeholdt forbedringer af ejendommene, dels fordi
de, for så vidt angår værditabet vedrørende Vedamsvej nr. 7 og lejeindtægtstabet vedrørende
Vedamsvej nr. 8, ikke er tilstrækkeligt dokumenterede.
Efter bevisførelsen, herunder navnlig de af skønsmændene civilingeniør Aage Hansen og
bygningsingeniør John Francis afgivne erklæringer og udtalelser under domsforhandlingen, finder
landsretten, at det måtte lægges til grund, at den kraftige sænkning af grundvandstanden er årsag til
de konstaterede sætningsskader på sagsøgernes ejendomme, og at skaderne ellers ikke ville være
sket.
Efter det af skønsmændene udtalte må den af sagsøgte foretagne sænkning af grundvandstanden i
forbindelse med et byggeri som det i sagen omhandlede betegnes som en almindelig anvendt
fremgangsmåde, der dog under de aktuelle forhold kan indebære en vis risiko for sætningsskader på
ejendomme, beliggende inden for grundvandssænkningens virkningsradius. Uanset om
sandsynligheden for sådanne skaders opståen måtte have stået som ret fjerntliggende, findes
sagsøgte, i hvis interesse og for hvis regning arbejdet udførtes, og som havde mulighed for ved
budgettering og planlæggelse af arbejdet at >> 723 >> indregne dækning af denne risiko og tegne
forsikring herfor at burde bære omkostningerne ved sådanne af arbejdet forårsagede skader. Det
bemærkes herved tillige, at sagsøgte, der efter det oplyste har været bekendt med de særlige
jordbundsforhold på stedet ikke har godtgjort, at skaderne ikke kunne være undgået ved anvendelse
af alternative, omend
dybere fremgangsmåder, der ikke indebar sænkning af grundvandstanden.
Det må lægges til grund, at sagsøgernes ejendomme, også når henses til jordbundsforholdene på
stedet, har været funderet i overensstemmelse med de på opførelsestidspunkterne i praksis gældende
og i området for den slags byggeri sædvanligt fulgte krav. Der findes derfor ikke grundlag for ved
bedømmelsen af erstatningsansvaret at tillægge det om funderingsforholdene oplyste betydning.
Med hensyn til erstatningernes størrelse lægges de af syns- og skønsmændene anslåede beløb til
grund. Da genopførelse af ejendommen Vedamsvej nr. 8 dog må antages at hidføre ejendommen en
vis forbedring i form af nye materialer, findes det til genopførelsen påståede beløb 213.552,94 kr.
skønsmæssigt at burde nedsættes til 200.000 kr., ligesom det anslåede lejetab under hensyn til
besparelser i udgifter i forbindelse med udlejningen findes at burde ansættes til 90.000 kr., der som
de i øvrigt påståede beløb forrentes med almindelig procesrente fra den 1. januar 1981, til betaling
sker.
Sagsøgte betaler i sagsomkostninger 37.500 kr. til statskassen og 48.000 kr. til sagsøgerne Frederik
Bruhn-Petersen og Mogens Christiansen.
Højesterets dom.
Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: P. Christensen, Urne, Høeg, Kiil og Pontoppidan.
Appellanten har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb end påstået af de
indstævnte.
Indstævnte Ejnar Eriksen har påstået stadfæstelse.
De indstævnte Frederik Bruhn-Petersen og Mogens Christiansen har påstået appellanten tilpligtet at
betale 364.323 kr. 87 øre. Beløbet udgør det ved landsretten tilkendte beløb med tillæg af 46.800
kr., som udgør tab af lejeindtægter i perioden 1. november 1981 til 1. november 1983.
Til brug for Højesteret er der afgivet nye forklaringer og tilvejebragt yderligere oplysninger.
Af det udbudsmateriale for udvidelsen af rensningsanlægget, som forelå i november 1974, fremgår,
at der i forbindelse med opførelsen af det oprindelige anlæg var blevet udført geotekniske
undersøgelser og nu yderligere supplerende undersøgelser af jordbundsforholdene. Det oplystes, at
grundvandspejlet lå ca. 30 cm under terræn, at alle bygværker og bassiner skulle funderes med
pæle, at der for at sikre byggegruberne skulle udføres en grundvandssænkning til ca. 0,5 m under
bundplader i bassiner og kælder, og at der for de dybeste konstruktioner skulle udføres en spunsvæg
omkring byggegruben.
Afdelingsingeniør i VIAK A/S Preben Funch Halberg har forklaret, at man, hvis man ville have
undgået en grundvandssænkning, kunne have lavet en byggegrube med en tæt spuns hele vejen
rundt om byggeriet til en dybde af 8-10 meter og derefter pumpet vandet ud af gruben.
Omkostningerne herved ville have udgjort ca. 1,2 mill. kr. Den samlede entreprisesum var på
2.750.000 kr.
Skønsmanden civilingeniør Aage Hansen har forklaret, at Vedamsvej 7 ville have fået revner selv
uden en grundvandssænkning, men ikke så drastiske som den, der opstod i 1975. De revner, der
ville fremkomme uden grundvandssænkning, ville i øvrigt være aftaget med årene. I skrivelse af 1.
april 1982 har han oplyst, at udgifterne til pælefundering af de 2 ejendomme i forbindelse med
deres opførelse eller udvidelse ville have udgjort for Vedamsvej 7, ialt ca. 22.500 kr. og for
Vedamsvej 8, ca. 10.000 kr.
Det er oplyst, at Vedamsvej 8 er beliggende i et sommerhusområde. Ejendommen må kun benyttes
til beboelse i tidsrummet fra 1. april til 30. september og derudover til kortvarige ferie- og
weekendophold. Ejendommenes status som sommerhus kan ikke ændres uden Planstyrelsens
tilladelse.
Parterne har gentaget deres procedure for landsretten. Appellanten har yderligere anført, at den af de
indstævnte Bruhn-Petersen og Christiansen krævede erstatning for lejetab må nedsættes væsentligt,
også fordi de burde have søgt tabet begrænset, og fordi huset ikke lovligt kunne udlejes som
helårshus.
Det tiltrædes, at de omfattende sætningsskader på de indstævntes ejendomme i efteråret 1975 må
antages at være forårsaget af den sænkning af grundvandstanden, der som foreskrevet i
udbudsmaterialet blev foretaget i forbindelse med byggearbejdet. Efter skønserklæringen findes
risikoen for, at sådanne skader ville indtræde, dog ikke at have været så stor, at appellanten burde
have valgt en anden >> 724 >> fremgangsmåde ved arbejdets udførelse. Der findes herefter ikke
grundlag for at tilpligte appellanten at erstatte skaderne som følge af begåede fejl eller udvist
forsømmelse.
Det må imidlertid lægges til grund, at appellanten var bekendt med jordbundsforholdene og med
funderingsforholdene for bygningerne i området. Det tiltrædes herefter, at appellanten, som ved den
økonomiske og tekniske planlægning af arbejdet havde mulighed for at tage risikoen for
skadeforvoldelse i betragtning, er fundet erstatningsansvarlig for de betydelige skader på de
indstævntes ejendomme. Som ved dommen antaget findes det om funderingsforholdene på disse
ejendomme oplyste ikke at kunne begrunde bortfald eller nedsættelse af appellantens ansvar.
Med hensyn til erstatningens størrelse tiltrædes det, at der er tilkendt indstævnte Eriksen et beløb på
68.809 kr. 68 øre til dækning af udgifterne ved udbedring af skaderne. Derimod findes erstatningen
for værdiforringelse af ejendommen skønsmæssigt at burde nedsættes til 40.000 kr., således at det
beløb, som ialt tilkommer denne indstævnte fastsættes til 108.809 kr. 68 øre med renter som bestemt
ved dommen.
For så vidt angår de indstævnte Bruhn-Petersen og Christiansen tiltrædes det, at erstatningen bortset
fra lejetabet er fastsat som sket. Af de af appellanten for Højesteret anførte grunde findes
erstatningen for lejetabet skønsmæssigt at burde fastsættes til 20.000 kr. Den samlede erstatning,
som tilkommer disse indstævnte udgør herefter 247.523 kr. 87 øre med renter som bestemt ved
dommen.
Med de nævnte ændringer vil dommen være at stadfæste.
Med hensyn til sagens omkostninger i forhold til indstævnte Eriksen, der også for Højesteret har
haft fri proces, findes der at burde forholdes som nedenfor bestemt. Til de indstævnte Bruhn-
Petersen og Christiansen findes appellanten i sagsomkostninger for begge retter at burde betale
60.000 kr.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom bør ved magt at stande, dog at det indstævnte Ejnar Eriksen tilkommende beløb
fastsættes ril 108.809 kr. 68 øre, og at det de indstævnte Frederik Bruhn-Petersen og Mogens
Christiansen tilkommende beløb fastsættes til 247.523 kr. 87 øre.
I sagsomkostninger for landsret og Højesteret betaler appellanten, Frederiksværk kommune, 60.000
kr. til de indstævnte, Frederik Bruhn-Petersen og Mogens Christiansen. I øvrigt betaler ingen af
parterne sagsomkostninger for Højesteret til den anden part eller til statskassen.
Det idømte at betale inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse. 3)
U.1983.866/2H

Kommunal vandforsyning var objektiv


ansvarlig for skader forårsaget af
ledningsbrud.
I en vinter med stærk frost sprængtes en 90 år gammel hovedvandledning af støbejern under
Gammel Kongevej i København, og vand, der strømmede ud fra det ca. 1 meter lange brud,
ødelagde i en nærliggende kælder uniformer til en værdi af ca. 330.000 kr. Der fandtes ikke tegn på
korrosion, og der havde ikke tidligere været brud på denne ledning. Lignende brud på
støbejernsledninger var forekommet, uden at årsagen umiddelbart kunne fastslås. Den sandsynligste
årsag til bruddet var, at ledningen på grund af materialetræthed ikke kunne modstå tryk eller
bevægelser i de omgivende jordlag, fremkaldt af temperaturændringer og/eller trafikpåvirkninger.
Skader som følge af brud, opstået på den anførte måde, fandtes som en vandforsyningsudgift at
burde bæres af Vandforsyningen, der ejede vandforsyningsværket med tilhørende ledningsnet, og
som ved sin tekniske og økonomiske planlægning af driften havde mulighed for at tage risikoen for
sådanne ikke upåregnelige skaders opståen i >> 867 >> betragtning. Der fandtes ikke grundlag
for kun at give delvis erstatning. (Dissens af 4 dommere for frifindelse). 1)

H. D. 18. august 1983 i sag 136/1982


Københavns Vandforsyning (adv. B. Becker Jensen) mod Lindgreen Uniformer ApS (adv. Brøns).
Østre Landsrets dom 15. marts 1982 (4. afd.) (Graulund Hansen, Brink, Melchior (kst)).
Lørdag den 17. marts 1979 kl. 02.25 konstaterede en patruljevogn fra Københavns politi, at der ud
for hjørnet af Gammel Kongevej/Stenosgade i København var sket et brud på en hovedvandledning,
der ligger under Gammel Kongevej. Politiet alarmerede Københavns Vandforsyning, som kom til
stede og påbegyndte aflukning af ledningen. Aflukningen var fuldført samme dag kl. 06.00.
Som følge af bruddet oversvømmedes store dele af kvarteret omkring Gammel
Kongevej/Stenosgade/Vesterbrogade. Udstrømmende vandmasser forårsagede et 1,5-2 meter dybt
hul ud for ejendommen Gammel Kongevej 19, der ejes af KøbenhavnsKommune. I ejendommen
driver sagsøgeren, Lindgreen Uniformer ApS, forretning med salg og tilretning af uniformer. Vandet
brød gennem væggene til sagsøgerens lagerrum, som på kort tid fyldtes med vand, jord og
murbrokker. De opstillede stativer væltede og blev ødelagt som følge af trykket fra vandmasserne,
og et stort antal uniformer, som sagsøgeren opbevarede for luftfartsselskabet SAS, blev ødelagt.
Under denne sag, der er anlagt den 15. november 1979, har sagsøgeren endeligt påstået, at sagsøgte
til sagsøgeren skal betale 335.186 kr. med tillæg af rente 14 % p.a. af 300.000 kr. fra den 30.
september 1979 og med sædvanlig procesrente af det resterende beløb. Erstatningskravet vedrører
navnlig ødelagte uniformer og inventar. I kravet indgår også stiftelsesomkostninger, 5.453 kr.,
vedrørende et banklån på 300.000 kr., som sagsøgeren optog for at kunne erstatte SAS de ødelagte
uniformer. I erstatningskravet er fradraget en udbetalt erstatning på 41.250 kr. fra en af sagsøgeren
tegnet skadesforsikring, hvis policebetingelser begrænsede dækningen i kælderlokaler til 15 % af
forsikringssummen.
Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb efter rettens
skøn.
Det er oplyst, at den pågældende hovedvandledning er nedlagt i 1890 og udført af støbejern med en
indvendig diameter på 610 mm og en støbejernstykkelse på 40 mm. Ledningen var lagt i 1,2 meters
dybde regnet fra toppen af ledningen. Hovedvandledningen er lagt oven over en i 1880 udført
kloakledning. Københavns vandforsyning har i skrivelse af 12. november 1980 oplyst, at metoden
ved lægning af støbejernsrør stort set ikke har ændret sig i de 90 år, der er forløbet, siden den
omhandlede ledning blev lagt i Gammel Kongevej, bortset fra at der i dag anvendes maskiner ved
udgravning, nedhejsning m.v. Lægning sker ved, at det enkelte rør bringes på plads i ledningsgraven
og rettes ind i højde og sideretning i overensstemmelse med den projekterede ledningsføring. Røret
forbindes med den allerede lagte del af ledningen ved en traditionel blystøbt muffesamling, og der
foretages understopning med sand og lagvis tilfyldning med jordfyld samt efterkomprimering.
Vandforsyningen har tilføjet, at denne lægningsmetode er gængs ikke blot i Danmark, men også i
udlandet.
Trykket i vandledningen har siden 1930 været fra 35 mVs (meter vand-søjle) til 45 mVs afhængig
af forbrugsvariationer i løbet af døgnet, mens trykket før 1930 var ca. 10 mVs lavere. Rørene er
dimensioneret for et driftstryk på op til 100 mVs og trykprøvet forinden nedlægningen med 160
mVs.
Vedrørende de foranstaltninger, man traf umiddelbart efter ledningsbruddet, har Københavns
Vandforsyning i skrivelse af 8. maj 1979 blandt andet oplyst følgende:
»Vandforsyningens vagthavende kvartermand blev, umiddelbart efter at meldingen var indløbet,
tilkaldt telefonisk for at foretage en aflukning af ledningen, hvilket var fuldført 17/3 kl. 6.00.
det forholdsvis lange tidsrum fra bruddets opståen, til aflukningen var tilendebragt, havde
årsag i følgende forhold:
A.
Udrykningen fra kvartermandens bopæl til Gammel Kongevej blev forsinket af det særdeles
dårlige vejrlig den pågældende nat isslag med efterfølgende snefald.
B.
Ved kvartermandens ankomst til stedet stod store dele af Gammel Kongevej og Vesterbrogade
under 20-30 cm vand, hvilket gjorde det vanskeligt >> 868 >> dels at bestemme brudstedet,
dels at bestemme, hvilken ledning der var brud på.
Kældrene i Gammel Kongevej nærmest brudstedet har formentlig allerede på dette tidspunkt
været sat under vand.
C.
På grund af vand og mudder i området, som dækkede ledningsnettets ventildæksler, og de
uoverskuelige forhold i øvrigt var det ikke muligt at foretage en lukning af pågældende
ledning alene, men lukningen måtte udvides til hele kvarteret mellem Vester Farimagsgade og
Vesterbros Torv, hvorved adskillige hoved- og forsyningsledninger blev omfattet af lukningen.
Ekstra mandskab blev straks indkaldt til dette omfattende lukningsarbejde.«

I samme skrivelse har vandforsyningen endvidere oplyst:


»Årsagen til ledningsbruddet kan ikke med sikkerhed fastslås. Generelt kan det siges, at der i denne
vinter har været betydelig flere ledningsbrud end normalt, og der har for de fleste ledningsbrud
været tale om knækkede støbejernsledninger med begrænsede vandudstrømninger tilfølge, og hvor
årsagen ikke umiddelbart har kunnet fastslås.
Det er imidlertid vandforsyningens opfattelse, at frosne jordlag over vandledningerne kan medføre
forstærkede påvirkninger på ledningerne hidrørende fra trafikbelastninger, samt at veksling mellem
frost og tø medfører bevægelser i jordlagene omkring vandledningerne med deraf følgende
sætninger og knækkede ledninger.
Ved opgravningen konstateredes et hul i rørvæggen på en længde af ca. 1 m og på ca. 1/4 af
omkredsen.
Det beskadigede rør - - - er uden synlige materialefejl og er ikke korroderet, og materialet
fremtræder som godt og fejlfrit støbejern.
Årsagen til ledningsbruddet kan altså vanskeligt fastslås, men det må antages, at den usædvanlig
lange frostperiode i vinteren 1978/79 kan have medvirket hertil som foran beskrevet.«
Vandforsyningen har endelig i den nævnte skrivelse oplyst følgende om tilsynet med
vandledningen:
»Som øvrige ledninger i København er ledningen i Gammel Kongevej underkastet løbende tilsyn af
vandforsyningen. Tilsynet er i sagens natur ikke noget direkte tilsyn af ledningerne, men er en
løbende overvågning og sikring af ledningernes uforstyrrede beliggenhed i tilfælde af andre
ledningsinstitutioners opgravninger ved og i nærheden af ledningerne.
Ved sådanne opgravninger rapporteres om ledningernes beskaffenhed.
Selvom der havde været foretaget en sådan opgravning ved brudstedet ganske kort tid forinden
ledningsbruddet, havde man næppe kunnet konstatere nogen fejl, da røret som nævnt ikke fremviste
synlige materialefejl.«
Af vandforsyningens journal for den pågældende ledningsstrækning under Gammel Kongevej fra
Bagerstræde til den tidligere pumpestation for enden af Sankt Jørgens Sø fremgår, at der ikke
tidligere har været brud eller lækager på denne ledningsstrækning. Bruddet den 17. marts 1979 er
betegnet som »træthedsbrud«.
Afdelingsingeniør Finn Bækkegaard, Københavns Vandforsyning, har som vidne forklaret, at man
samtidig med politiets anmeldelse af oversvømmelsen konstaterede et voldsomt fald i vandtrykket
på fjernovervågningsanlægget på Islevbro vandværk i Rødovre, hvor det dog ikke var muligt at se,
hvor bruddet var sket. Den kvartermand, der havde rådighedsvagten den pågældende nat, blev
omgående alarmeret på sin bopæl i Tingbjerg. Ved brud på almindelige forsyningsledninger går der
normalt 1-2 timer fra meldingen, til vandtilførslen lukkes, men ved et brud på en hovedvandledning
er det vanskeligere at lokalisere bruddet.
Vidnet har ikke tidligere set tilsvarende brud. Efter vidnets opfattelse kan bruddet ikke skyldes
vandledningens og kloakledningens indbyrdes placering, idet der ikke var tale om et sætningsbrud.
Vandledningen var ikke korroderet, og jordbundsforholdene kan derfor ikke have forårsaget
bruddet. Da ledningen blev gravet fri, fremtrådte materialet som godt, nyt støbejern. Ledningens
alder spiller bortset fra risikoen for korrosion, som her kan udelukkes - ingen rolle for ledningens
kvalitet. Vidnet kan ikke forklare nærmere om årsagen til bruddet. I overensstemmelse med
angivelsen »træthedsbrud« i ledningsjournalen kan materialetræthed måske anføres som eneste
årsag. I perioder med frost og tø sker udvidelser og sammentrækninger i jorden, som kan få
støbejernsledninger, som således er blevet »møre«, til at knække. Københavns Vandforsyning har
ca. 750 km forsyningsledninger og ca. 150 km hovedledninger. Udover den kontrol, som foretages
ved mistanke om lækage eller i forbindelse med andre ledningsinstitutioners gravearbejder,
foretager vandforsyningen løbende vandtabsundersøgelser, der viser et vandtab på 6-7 %, hvilket
må anses for et særdeles lille tab og udtryk for et godt vedligeholdt ledningsnet. De fleste lækager
skyldes korrosion, men ca. 1/3 af tilfældene antages at skyldes >> 869 >> funderingsproblemer,
der opstår på grund af forskydning i jorden som følge af skift mellem frost og tø.
Der er under sagen foretaget syn og skøn ved civilingeniør Niels Steen Steensen, der efter at have
besigtiget den defekte rørlængde i syns- og skønserklæring af 13. juni 1980 blandt andet har udtalt:
»På røret sås et skarpt/kantet hul på ca. 1 m i rørets længderetning og ca. 30 cm på det bredeste sted.
Det oplystes, at hullet lå skråt nedefter på selve brudstedet. Røret viste ingen tegn på tæringer,
hverken indvendigt eller udvendigt eller på brudfladerne. Fra hullet sås en revne gående næsten til
rørlængdens spikende. Rørene samledes ved blystøbning i muffer, blev det oplyst. Rørlængden
afprøvedes ved slag med en mukkert, hvilket ikke afslørede abnormiteter, udover det konstaterede
brud.«
Skønsmanden har endvidere besvaret følgende spørgsmål:
Spørgsmål 2: - - - ønskes oplyst, hvordan og hvornår mangelen er opstået samt om det, f.eks. ved
opgravning, trykprøvning eller lignende, ville have været muligt at konstatere mangelen så betids, at
uheldet kunne være forebygget.
Svar: Det er umuligt med nøjagtighed at fastslå tidspunktet for manglens opståen. Det skønnes, at
end ikke kostbare og tidskrævende laboratorieundersøgelser af rørmaterialet vil kunne afsløre dette.
Erfaringer såvel danske som udenlandske - viser da også, at brud som det her omhandlede opstår
uden varsel. På baggrund heraf skønnes at manglen er opstået umiddelbart før eller samtidigt med
bruddet.
Spørgsmål 4: Er det faglig forsvarligt at lade en hovedvandledning som den foreviste blive 89 år,
når henses til vandtryk, nedgravningsforhold og trafikbelastning m.v.
Svar: Ifølge erfaringer fra en række vandforsyninger landet over samlet i en rapport af januar 1980
»Lækageundersøgelse« er det ikke alderen på hovedledninger i støbejern, der er afgørende for
lækagehyppigheden og dermed forsvarligheden af at lade dem blive liggende. På denne baggrund
må det derfor skønnes, at det er fagligt forsvarligt at lade hovedvandledninger i støbejern blive både
89 år og mere.
Spørgsmål 5: Hvis spørgsmål 4 besvares bekræftende, ønskes det oplyst, om det findes forsvarligt,
at der ikke er foretaget deciderede kontroleftersyn af ledningen, f.eks. i form af opgravning,
trykprøvning eller lignende.
Svar: Erfaring med kontrol af nedgravede forsyningsledninger giver ingen grund for hverken
opgravning eller trykprøvning af rørstrækninger efter et eller andet tidsskema. For støbejernsrør vil
navnlig korrosion være en brudårsag, som vil øges år for år. Imidlertid kan denne årsag i det
foreliggende tilfælde udelukkes.
Det skønnes, at de foranstaltninger Københavns Vandforsyning foretager til kontrol og
vedligeholdelse af hovedledningsnettet er forsvarlige.«
Skønsmanden har i retten yderligere oplyst, at man ikke teknisk kan give nogen nærmere forklaring
om årsagen til bruddet. Man kunne ikke have afværget det ved kontroleftersyn, idet der ikke har
været udsivning umiddelbart før bruddet. Når der som her ikke er tale om korrosion, er ledningens
alder uden betydning. Svingninger i vandtrykket kan heller ikke i sig selv være årsag til bruddet,
men er en ledning blevet »træt«, kan der ske brud for eksempel ved trafikpåvirkninger gennem
frossen jord. Ledningen er lagt i 1,20 meters dybde, hvilket må anses for fuldt forsvarligt og
sædvanligt.
Sagsøgeren har til støtte for erstatningskravet anført, at årsag til ledningsbruddet må anses for
ukendt, men at dette ubestridt har forårsaget en betydelig skade hos sagsøgeren. Sagsøgte har udvist
et uforsvarligt forhold blandt andet i forbindelse med 1) anvendelse af støbejernsledninger, uanset at
man véd, at der kan opstå uforklarlige brist. Endvidere er vandforsyningens 2) kontrolsystem
uforsvarligt, da konstatering af brud er afhængig af henvendelser udefra og indrettet på en sådan
måde, at man ikke straks ved anmeldelsen kan lokalisere bruddet. Subsidiært har sagsøgeren anført,
at det i et tilfælde som det foreliggende må 3) påhvile sagsøgte at bevise, at skaden ikke kunne være
undgået ved en forsvarlig kontrol. Et sådant bevis har sagsøgte ikke ført. 4) Mest subsidiært har
sagsøgeren gjort >> 870 >> gældende, at sagsøgte, der er enebestemmende med hensyn til valg af
rørledning, nedlægning af ledningerne og tilsyn med disse, bør være objektivt ansvarlig, fordi
sagsøgte er nærmere til at bære risikoen for sådanne skader end den udenforstående skadelidte. Det
kan i øvrigt ikke bebrejdes sagsøgeren, at han har opbevaret et betydeligt antal uniformer i sit lager,
da det må anses for naturligt for en uniformsforretning.
Til støtte for at kræve erstatning for stiftelsesomkostningerne vedrørende banklånet har sagsøgeren
anført, at det, da sagsøgte afviste at betale erstatning, var nødvendigt at optage lånet for at betale
erstatning til SAS for de ødelagte uniformer. Lånet forrentes med 14 % p.a. fra den 30. september
1979, og denne renteudgift bør ligeledes erstattes, jfr. rentelovens § 3, stk. 5.
Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand anført, at det ikke er godtgjort, at der ved valg af
materiale eller nedlægningen af vandledningen skulle være begået fejl. Fra ledningens etablering i
1890, til skaden skete i 1979, er der ikke indtruffet begivenheder, der burde have henledt
vandforsyningens opmærksomhed specielt på denne ledningsstrækning. Som anført af skønsmanden
må sagsøgtes foranstaltninger til kontrol og vedligeholdelse af hovedledningsnettet anses for
forsvarlige, og det må anses for godtgjort, at skaden ikke kunne have været afværget ved en
hurtigere lukning for vandtilførslen efter bruddet. For at opstille et præsumptionsansvar må
sagsøgeren i det mindste pege på et vist minimum af uforsvarligt forhold hos sagsøgte, men dette er
ikke muligt i den foreliggende sag. Et objektivt ansvar for sagsøgte har ikke støtte i retspraksis og
må derfor være et endnu uløst lovgivningsspørgsmål. Reale grunde taler ikke for et objektivt ansvar
på dette område, idet dette hverken vil virke præventivt eller være samfundsøkonomisk
hensigtsmæssigt. Skadelidtes risiko bør dækkes ved skadesforsikring.
Til støtte for den subsidiære påstand har sagsøgte anført, at sagsøgeren har udvist egen skyld ved at
opbevare så værdifulde genstande i et kælderrum med en forsikringsdækning på kun 15 % af
forsikringssummen. Sagsøgte har i øvrigt bestridt, at der er hjemmel til at kræve erstatning for
sagsøgerens stiftelsesomkostninger vedrørende banklånet eller for at kræve en del af kravet
forrentet med anden rente end sædvanlig procesrente.
Landsrettens bemærkninger:
Efter det oplyste findes der ikke grundlag for at antage, at sagsøgte har udvist noget uforsvarligt
forhold ved nedlægningen af ledningen i 1890 eller i forbindelse med eftersyn og vedligeholdelse af
denne, og heller ikke efter at ledningsbruddet indtraf. Det lægges til grund, at der er opstået en
svaghed i ledningen, som teknisk ikke nærmere kan forklares, og at bruddet sandsynligvis skyldes
denne svaghed i forbindelse med trafikbelastning af frosne jordlag over ledningen eller med
bevægelser i jordlagene omkring ledningen på grund afveksling mellem frost og tø.
Da ledningsbrud som følge af disse forhold ikke kan anses for upåregnelige for sagsøgte, der ejer og
driver vandforsyningsanlægget, findes det rimeligt, at sagsøgte pålægges at erstatte en skade som
den omhandlede.
Da der ikke kan gives sagsøgte medhold i, at erstatningen bør nedsættes på grund af egen skyld hos
sagsøgeren, tages sagsøgerens påstand herefter til følge. Der findes dog ikke grundlag for at
pålægge sagsøgte at erstatte sagsøgerens stiftelsesomkostninger vedrørende låneoptagelse eller for
at forrente kravet med anden rente end sædvanlig procesrente.
Sagsøgte bør herefter til sagsøgeren betale 329.733 kr. i erstatning.
---
Sagsøgte betaler til sagsøgeren 25.000 kr. i sagsomkostninger.
Højesterets dom.
Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.
I pådømmelsen har deltaget elleve dommere: P. Christensen, Høyrup, Thygesen, Høeg, Bjerregaard,
Torben Jensen, Munch, Gersing, Kardel, Else Mols og Pontoppidan.
Appellanten har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb end det tilkendte.
Indstævnte har påstået stadfæstelse og har herved navnlig henholdt sig til landsrettens begrundelse.
Syv dommere P. Christensen, Thygesen, Torben Jensen, Gersing, Kardel, Else Mols og Pontoppidan
udtaler:
Som ved dommen antaget er den sandsynlige årsag til ledningsbruddet, at den ca. 90 år gamle
hovedledning på grund af materialetræthed har været ude af stand til at modstå tryk eller bevægelser
i de omgivende jordlag, fremkaldt af temperaturændringer og/eller trafikpåvirkninger. Efter
skønserklæringen og det i øvrigt oplyste må det tillige lægges til grund, at lignende brud på
støbejernsledninger, omend med begrænsede vandudstrømninger til følge, undertiden er
forekommet, og at årsagen til >> 871 >> sådanne brud ikke umiddelbart har kunnet fastslås.
Skader som følge af brud, opstået på den anførte måde, findes som en vandforsyningsudgift at
burde bæres af appellanten, der ejer det pågældende vandforsyningsværk med tilhørende
ledningsnet, og som ved sin tekniske og økonomiske planlægning af driften har mulighed for at tage
risikoen for sådanne ikke upåregnelige skaders opståen i betragtning. Disse dommere, der kan
tiltræde, at der ikke er grundlag for at nedsætte erstatningen på grund af egen skyld hos indstævnte,
stemmer derfor for at stadfæste dommen og for at pålægge appellanten at betale 20.000 kr. til
indstævnte i sagsomkostninger for Højesteret.
Fire dommere Høyrup, Høeg, Bjerregaard og Munch - udtaler:
Efter det oplyste må det lægges til grund, at appellanten ikke har udvist noget uforsvarligt forhold
ved nedlægningen af ledningen eller i forbindelse med eftersyn og vedligeholdelse af denne eller
efter ledningsbruddet. Idet disse dommere ikke finder grundlag for at pålægge appellanten ansvar
for den hændelige skade, som har ramt indstævnte, stemmer de for at tage appellantens
frifindelsespåstand til følge.
Der vil være at give dom efter stemmeflertallet.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom bør ved magt at stande.
I sagsomkostninger for Højesteret betaler appellanten, Københavns Vandforsyning, 20.000 kr. til
indstævnte, Lindgreen Uniformer ApS.
Det idømte at betale inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse.
U.1985.486Ø

Købmand erstatningspligtig for 14-årig ansats


skade forvoldt ved fejlbetjening af filetkniv.
En 14-årig pige, ansat hos en købmand, beskadigede sit øje, da hun åbnede en pakke med en
filetkniv. Da hun uden nærmere instruktion af arbejdslederen var blevet henvist til at benytte den
stive filetkniv, der var uegnet og farlig for den 14-årige, blev det fulde erstatningsansvar pålagt
arbejdsgiveren. 1)

Ø.L.D. 30. januar 1985 i anke 6-458/1983.


(Mundt, Danielsen og Kirsten Linde (kst.).
Svend Faurschou (lrs. Per Marcussen) mod Lisa Hansen (adv. Leif Lunn).
Odense byrets dom af 30. november 1983 (5. afd.) Denne sag angår spørgsmålet om hvorvidt en
arbejdsgiver, sagsøgte købmand Svend Faurschou, er erstatningsansvarlig i anledning af en
arbejdsulykke, der den 20. september 1979 ramte en ansat, sagsøgeren Lisa Hansen, dengang 14 år
gammel. Hun var den pågældende dag beskæftiget med at åbne en pakke, da den kniv hun brugte,
smuttede for hende og ramte hende i det højre øje, der blev alvorligt læderet.
Det er Arbejdstilsynets opfattelse, at arbejdsmiljølovens §§ 16 og 17, stk. 2, er overtrådt, men at det
er tvivlsomt, om ulykken kunne være undgået ved bedre instruktion. Der er derfor ikke rejst tiltale
mod sagsøgte.
Sikringsstyrelsen har vurderet sagsøgerens varige mén til en mén-grad på 8% og tilkendt hende en
engangserstatning på 12.931 kr. Samtidig afgjorde sikringsstyrelsen at sagsøgerens erhvervsevne
ikke var nedsat med 15% eller derover, hvorfor hun ikke havde krav på erstatning for tab af
erhvervsevne efter lov om arbejdsskadeforsikring.
Under nærværende sag har sagsøgeren påstået sagsøgte dømt til at betale en erstatning på 27.069
kr., der fremkommer således:

8% invaliditet ...................... 36.000,-


Svie og smerte ...................... 2.000,-
Vansir m.v. ......................... 2.000.-
-----------
40.000,-
med fradrag af mén-erstatningen ..... 12.931,-
-----------
27.069,-
hvortil kommer sædvanlige procesrenter.
Sagsøgte har påstået frifindelse under henvisning til at han ikke har pådraget sig noget
erstatningsansvar. Der er ikke fremsat indsigelser mod størrelsen af det fremsatte krav.
Subsidiært har sagsøgte påstået frifindelse mod betaling af et mindre beløb, begrundet i egen skyld
hos sagsøgeren.
Sagsøgeren, Lisa Hansen, har forklaret at hun havde været ansat et halvt års tid hos sagsøgte, da
ulykken skete. Hendes arbejde bestod i at pakke varer ud og komme dem i salgsbakker. Den
pågældende dag skulle hun åbne en pakke med frugtbakker. Tidligere havde bakkerne altid været
pakket ind i papir, der kunne rives op med fingrene. Den dag ulykken skete var der kommet en
sending frugtbakker, der var emballeret i plast og det var første gang >> 487 >> at dette havde
været tilfældet. Hun ledte forgæves efter en saks at klippe plasten op med. Der plejede at være en
saks, som man brugte til at klippe snor og andet over med, men den var der ikke. Hun spurgte en
mand, vist nok Poul Jensen, hvad hun skulle gøre og fik at vide at der lå en kniv henne på en
pappresser. Hun gik hen til pappressen. Kniven lå ovenpå og hun kunne ikke selv nå den, så en
voksen, hvad han hed, kan hun ikke længere huske, tog den ned til hende. Hun gik tilbage til sit
arbejdssted og begyndte at åbne pakken med frugtbakker. Hun stod op og startede med at skære
plastfolien i stykker ved at føre kniven nærmest lodret med spidsen nedad og hen imod sig - op mod
siden af sig. Derefter ville hun stikke den ind under plasten med æggen opad og skære væk fra sig,
men efter at hun havde skåret et lille stykke, smuttede kniven op og ramte hende.
Foreholdt at det ikke af Arbejdstilsynets referater fremgår, at hun havde spurgt hvad hun skulle gøre
for at lukke pakken op, men selv fandt en kniv, fastholdt sagsøgeren at hun, inden hun gik igang,
spurgte Poul Jensen, hvad hun skulle gøre.
Poul Jensen har forklaret at han, da ulykken skete i 1979, havde været ansat hos sagsøgte i 5-6 år.
Det var hans ansvarsområde at pakke varer ud og fordele dem til forretningerne. Arbejdet foregik i
et kælderlokale, hvor de var 4-5 ansatte. De omhandlede frugtbakker var normalt emballeret i papir
og der var ingen bestemt der åbnede disse pakker. Om det på ulykkesdagen var første gang, de var
pakket ind i plast, tør vidnet ikke svare på, men det var i hver fald sjældent at de var det.
Papirpakkerne åbnede man med fingrene efter at man havde skåret eller klippet snoren over. Der har
sikkert været flere knive i lokalet. Knivene fik man fra sagsøgtes slagterafdeling. Om knivene var
kasseret af slagteren, kan vidnet ikke sige. Sakse var der derimod ikke mange af, højst en eller to på
daværende tidspunkt.
Vidnet mener ikke at sagsøgeren spurgte ham hvad hun skulle gøre for at lukke plastpakken op. Han
mener heller ikke at han af sig selv har sagt til hende at hun skulle bruge en kniv, og han kan ikke
huske at han skulle have henvist hende til at der lå en kniv på pappressen. Han har ikke set hvordan
hun arbejdede med kniven, selv om han stod ved bordet ved siden af.
Sagsøgerens advokat har gjort gældende at sagsøgte har handlet i strid med arbejdsmiljølovens §§
16 og 17, stk. 2, ved ikke at sørge for effektivt tilsyn med at sagsøgerens arbejde blev udført
sikkerhedsmæssigt forsvarligt, og ved ikke at sørge for nødvendig instruktion af sagsøgeren, Selv
om Arbejdstilsynet ikke rejste straffesag, må sagsøgtes undladelser føre til et civilretligt
erstatningsansvar overfor sagsøgeren. Sagsøgte har handlet uforsvarligt ved at lade en 14-årig
skolepige åbne den pågældende pakke uden egnet værktøj og uden nærmere instruktion.
Sagsøgtes advokat har gjort gældende at betingelsen for at sagsøgte kan anses for
erstatningsansvarlig, er at han bevisligt har handlet culpøst. Sagsøgerens nu afgivne forklaring om
at hun spurgte Poul Jensen om hvordan hun skulle åbne pakken, kan ikke lægges til grund. Til
Arbejdstilsynet har hun, mens begivenheden var i frisk erindring, oplyst at hun selv fandt kniven.
Dernæst kan det at pakke ud ikke siges at være nogen usædvanlig eller indviklet arbejdsproces og
en kniv ikke noget farligt eller usædvanligt instrument. Man må have lov at forvente at en 14-årig
kan åbne en pakke uden særlig instruktion. Selv om sagsøgeren havde fået en sådan, kunne kniven
være smuttet for hende. Sagsøgeren har ikke begået noget culpøst. Der er tale om et hændeligt
uheld.
Måtte retten anse sagsøgte ansvarlig, må ansvaret i hvert fald nedsættes som følge af egen skyld hos
sagsøgeren, der har udvist stor uforsigtighed ved at føre kniven således at den kunne ramme hende i
øjet.
Retten finder det ikke bevist at Poul Jensen har givet sagsøgeren besked om at bruge en kniv ved
åbningen af pakken, men retten finder at Poul Jensen burde have grebet ind overfor sagsøgerens
brug af kniven. Sagsøgte må således bære et vist ansvar for ulykken.
Imidlertid findes sagsøgeren, der på det tidspunkt var næsten 15 år, at burde kunne indse at det var
uforsigtigt at bruge en kniv på en sådan måde, at den ved at smutte kunne ramme hende i ansigtet.
Erstatningen findes herefter skønsmæssigt at burde nedsættes til halvdelen, eller 20.000 kr. med
fradrag af den udbetalte mén-erstatning.
Østre Landsrets dom.
Odense byrets dom af 30. november 1983 er anket af Svend Faurschou med påstand som for
byretten om frifindelse, subsidiært betaling af et mindre beløb end det idømte ud fra et
skyldfordelingssynspunkt.
Indstævnte, Lisa Hansen, har som for byretten principalt påstået appellanten dømt til at betale
indstævnte 27.069 kr. med procesrente som i dommen >> 488 >> bestemt. Subsidiært har
indstævnte påstået dommen stadfæstet.
Der er i landsretten givet forklaring af indstævnte og af vidnet Poul Jensen, der begge i det
væsentlige har forklaret som gengivet i byretsdommen.
Indstævnte har blandt andet yderligere forklaret, at hun, da ulykken skete i 1979, arbejdede 2½ time
daglig i appellantens virksomhed. Da hun skulle have plasten, der var brugt som emballage om
papfrugtbakkerne, af, skulle hun bruge et skæreinstrument. Der havde været en - i øvrigt ubrugelig
saks i lokalet, men den var blevet væk. På hendes forespørgsel til Poul Jensen henviste denne hende
til at tage en kniv. Den kniv. der lå i lokalet, og som hun tog, var en filetkniv med tynd klinge. Da
hun med et fast tag om knivens håndtag og med klingens æg vendt bort fra sig skar plasten op,
ligeledes i retning bort fra sig, smuttede knivens spids fri af plasten og op i hendes øje, stadig mens
hun havde fat i kniven med det kraftige tag, som havde været nødvendigt for at skære igennem
plastfoliet. Da ulykken skete, var Poul Jensen gået op fra kælderen til lokalet ovenpå, og han havde
således ikke overværet selve ulykken.
Poul Jensen har supplerende forklaret, at det var ganske usædvanligt, at de frugtbakker, som skulle
pakkes ud til opfyldning, var indpakket i plast. Det plejede at være papir. Han ledede arbejdet, som
udførtes i det pågældende kælderlokale. Han mener, at han henviste indstævnte, der spurgte efter en
kniv, til at tage en, der på på en pallepresse. Det var en stiv filetkniv.
Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure fra byretten.
Såfremt der skal ske skyldfordeling, har indstævnte gjort gældende, at reduktion først skal ske, efter
at ménerstatningen er trukket fra, medens appellanten har fastholdt, at dommens beregning er
korrekt.
Landsretten skal udtale:
Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at indstævnte til udførelsen af sit arbejde af den af
arbejdsgiveren antagne arbejdsleder uden nærmere instruktion blev henvist til at benytte et
arbejdsredskab, en stiv filetkniv, som var uegnet til den pågældende arbejdsopgave, og som i den
14-årige skolepiges hænder viste sig at være farligt. Under disse omstændigheder findes det fulde
ansvar for ulykken
at påhvile appellante. Herefter tages indstævntes principale påstand til følge.
U.1987.258H

Kommune ikke ansvarlig for oversvømmelser


som følge af usædvanligt regnskyl, som
kommunens kloakanlæg ikke var
dimensioneret til at klare.
Under et kraftigt og usædvanlig langvarigt regnskyl var kloakanlægget ikke i stand til at bortlede
vandet med den følge, at der skete oversvømmelse, som voldte skade på nogle huse.
Forsikringsselskabet, som havde dækket skaderne, søgte herefter regres mod kommunen G.
Kloakanlægget var dimensioneret i overensstemmelse med sædvanlig praksis, og den
omstændighed, at G på grund af ændrede forudsætninger med hensyn til bebyggelsen havde
skønnet, at en del af det anlæg, som var fastsat i landvæsenskommissionskendelse, kunne udskydes
nogle år, fandtes ikke at være en fejl eller forsømmelse. Da der heller ikke burde pålægges
erstatningsansvar på objektivt grundlag, frifandtes G. (Dissens af 3 dommere). 1)

H.D. 12. februar 1987 i sag II 299/1984


Greve kommune (adv. Svend Paludan-M|ller). mod Forsikrings-Aktieselskabet Danske Minerva
(adv. Erik Ryefelt).
Østre Landsrets dom 17. august 1984 (9. afd.)
(Tofthøj, Ziegler, L. Parbo (kst.)).
Den 20. og 21. august 1981 blev dele af kloaksystemet i Greve kommune overbelastet i forbindelse
med et langvarigt regnskyl. Som følge af overbelastningen blev bl.a. en række ejendomme i
Lundegårdsparken i Tune oversvømmet, hvorved der skete skade på ejendommene og deres indbo.
De pågældende ejendomme var forsikret i Forsikrings-Aktieselskabet Danske Minerva, der har
udbetalt i alt kr. 567.602,79 i erstatning til ejerne.
Under denne sag, der er anlagt den 3. september 1982, har sagsøgeren, Forsikrings-Aktieselskabet
Danske Minerva påstået sagsøgte, Greve kommune dømt til at betale 567.602,79 kr. med
procesrente fra den 4. juli 1982, til betaling sker, idet sagsøgeren har gjort gældende, at den
sagsøgte kommune er erstatningsansvarlig for de indtrufne skader. Kravet er første gang fremsat
ved skrivelse af 3. juni 1982 med påstand om forrentning i overensstemmelse med rentelovens
regler.
Sagsøgte, der ikke har bestridt beløbets størrelse, har påstået frifindelse under henvisning til, at der
er tale om hændelige skader, som er forårsaget af en usædvanlig naturbegivenhed.
På foranledning af den sagsøgte kommune foretog Teknologisk Institut i efteråret 1981 en
undersøgelse af årsagerne til oversvømmelserne i bl.a. Tune. I rapporten fra december 1981, der er
udarbejdet af civilingeniør E. Bahl Andersen og akademiingeniør Inge Faldager, er der nærmere
redegjort for karakteren af det regnskyl, der indtraf den 20. og 21. august 1981, og for
dimensioneringen af kloaksystemer i Danmark. Derudover indeholder rapporten en beskrivelse af
forholdene i bl.a. Tune og en angivelse af årsagerne til oversvømmelserne i Lundegårdsparken.
Om regnskyllet hedder det i rapporten bl.a., at et stort regnområde bevægede sig hen over Danmark
fra vest mod øst i dagene 18.-21. august 1981 og gav anledning til oversvømmelse flere steder. På
en målestation på Mosede renseanlæg blev der målt en nedbørsmængde på ca. 36 mm regn natten
mellem den 20. og 21. august, hvor det regnede uafbrudt i næsten 13 timer. En gartner ved Tune
Landevej målte en nedbørsmængde på 70 mm, og mange private regnmålere i Tune var løbet over
ved 60 mm. Derimod blev der kun målt ca. 35 mm regn i Tune lufthavn. Der kan være store
forskelle i nedbørsmængderne selv inden for små områder, og der er ikke grund til at tvivle på, at
nedbørsmængden over >> 259 >> Tune har været 60-70 mm. Der foreligger intet om, hvorledes
denne nedbørsmængde fordelte sig i tid.
Regnskyl er næsten aldrig både kraftige og langvarige. Regnskyls intensitet angives som den
regnmængde (i liter) der på 1 sekund falder på 1 ha (l/s'-ha). Under regnskyllet den 20.-21. august
var middelintensiteten (i Mosede) 7,7 l/s'ha). Under regnskyllet den 20.-21. august var
middelintensiteten (i Mosede) 7,7 l/s'ha og den maksimale intensitet 83 l/s'ha inden for 10 minutter.
Da de fleste kloakanlæg - og deriblandt Greve kommunes - er bygget til at kunne klare en intensitet
på 130 l/s'ha inden for 10 minutter, har der således ikke været tale om et overvældende kraftigt
regnskyl, men derimod et særdeles langvarigt regnskyl.
Hvis regnskyllet over Tune er forløbet på samme måde som registreret på målestationen på Mosede
renseanlæg (ca. 36 mm) og således at der har været en vis koncentration af nedbør mod slutningen
af perioden, antages det, at kloaksystemet i løbet af regnskyllet over Tune har skullet bortlede i alt
14.-15.000 m³ vand. Dette sker dels ved, at ledninger og bassiner fyldes op, dels ved at vandet ledes
bort gennem hovedafløbsledningen mod Greve (Hederenden). Idet kloaksystemets
magasineringsevne, der ikke er beregnet, skønnes at være 8.-9.000 m³, vil systemets
magasineringsevne være næsten opbrugt kl. 6-7 om morgenen. Har der derimod været tale om et
regnskyl på ca. 70 mm, har den skønnede magasineringsevne været opbrugt mellem kl. 1 og 2, og
problemerne været størst ved 4-tiden.
Om dimensionering af kloaksystemer anføres det i rapporten bl.a., at kloakker i Danmark bygges til
at kunne bortlede nogle udvalgte regnskyl, som normalt opføres i en »regnrække«. Talværdierne i
en regnrække er bestemt ved statistisk bearbejdning af mange års observationer, og det gælder for
regnhændelserne i en sådan række, at de alle må forventes overskredet med samme hyppighed. I
den af sagsøgte (og mange andre kommuner) anvendte regnrække må overskridelse forventes at
forekomme hvert 2. år. Sagsøgtes kloaksystem er således ikke dimensioneret for de størst
forekommende regnskyl, men må forventes overbelastet hvert 2. år. De tilknyttede bassiner er
dimensioneret for overbelastning hvert 5. år. I overensstemmelse med landspraksis er Greve
kommunes kloaksystem dimensioneret til at kunne klare en intensitet på 130 l/s'ha i 10 minutter. En
sådan intensitet forekommer hvert 2. år, medens f.eks. 290 l/s'ha i 10 minutter forekommer hvert 20.
år og 340 l/s'ha i 10 minutter hvert 100. år. Dimensioneringen er et økonomisk spørgsmål, idet
forøget sikkerhed mod oversvømmelser gør kloaksystemerne dyrere. Kommunerne handler på
grundlag af landvæsenskommissionskendelser. Oversvømmelser som følge af overbelastning sker
oftest på lave områder eller i dybe kældre. Kommunernes tekniske forvaltninger vil som regel
kunne udpege de steder, hvor »normale« oversvømmelser hyppigst vil forekomme.
Oversvømmelsesproblemerne er stigende, dels fordi byområderne efterhånden er fuldt udbyggede -
og en eventuel overskudskapacitet derfor mindre og mindre - dels fordi en klimatisk forværring
måske er på vej.
Terrænforholdene ved Lundegårdsparken er karakteristiske ved, at ejendommene er opført på et
areal, der ligger lavere end det omgivende terræn. Husene er næsten 8,5 m høje, og på grund af
bygningsreglementets højdekrav har der været problemer med deres indplacering i forhold til
terræn. Husene afvander til interne kloakledninger, der er tilsluttet en stor hovedkloak i den
højereliggende vej Lundegårdsparken. Der har ikke været konstateret total tilstopning af ledninger
eller brønde i Lundegårdsparken. Delvis tilstopning med slam og sand kan have forekommet,
navnlig fordi ledningerne ud til hovedkloakken kun har et fald på 3. Hovedkloakken, der er 110 cm
i diameter, er gjort så stor, fordi kommunens bebyggelsesplaner i starten omfattede industrigrunde
syd for Lundegården. Dette er senere ændret, og ledningen var overdimensioneret i 1981 og løb
næppe helt fuld under normale forhold. Hvis hovedledningen imidlertid løb fuld, ville ledningerne
ind til husene komme under tryk. Da afstanden mellem hovedledningens top og terrænoverfladen
kun er 75 cm, er der en begrænset reserve, før vandet kommer op på terræn. Disse såkaldte
»indelukkede« områder er kendt i dansk afløbslitteratur med advarsler mod de nævnte
konsekvenser. Ved den aktuelle oversvømmelse, der var forårsaget af opstigende vand fra
kloaksystemet, blev arealet vest for og ved Lundegårdsparken nr. 2-24 sat under vand, som trængte
ind i 6 af husene. Senere blev der endvidere konstateret opstigende fugt i yderligere 3 huse.
Kloakeringen af Tune er foretaget fra 1968, hvor alle daværende (og senere) systemer er samlet til
en hovedafløbsledning langs Hederenden via Greve til Mosede. I det væsentlige er området
udbygget med fællessystem, d.v.s. at ledningerne både modtager spildevand og regnvand. Da
regnvandsmængden fører til meget store rørdimensioner, er der >> 260 >> projekteret en række
regnvandsbassiner i området. Bassinerne skal rumme »toppen« af regnskyllene, hvorefter man så
kan nøjes med mindre (og billigere) ledninger efter bassinerne. Når regnen er hørt op, tømmes
bassinerne langsomt ud i kloaksystemet. Hele området er endnu ikke færdigkloakeret. Udbygningen
er sket i etaper, og dette gælder også bassinerne. Således var bassin G, beliggende nord for
Åkandevej (og Lundegårdsparken), ikke bygget i 1981. Her var kun udført et betonbygværk, hvori
en ledning på 110 cm kom til sydfra og en ledning på 40 cm førtes videre nordpå. Dette har haft
væsentlig betydning for hændelserne ved Lundegårdsparken. Heller ikke bassinerne T (vest for
Lundegårdsparken) var udført, og bassin Y (ved Hederenden mod nordøst) var kun bygget i halv
størrelse. Kloakledningerne fra Tune samles langs Hederenden, en stor grøft (eller et lille vandløb),
som begynder på Tunegårdens jord som en forsættelse af Stærkende-renden, der kommer nordfra
fra Stærkende i Høje Tåstrup kommune. Høje Tåstrup kommune har oplyst, at Stærkende-renden
kun modtager regnvand fra et begrænset antal huse og veje i Stærkende samt markdræn og andet på
vejen sydpå mod Hederenden. Der var ingen oversvømmelser i Stærkende den 20. og 21. august
1981 og ingen observationer om overbelastning af renden. På en strækning med åben grøft over en
mark var sider skredet ned, og lokalt blev vandet således hæmmet. Det tyder derfor på, at
Stærkenderenden højst har tilledt så meget vand, som rørlægningen kan føre, og måske endda
mindre, da rørene ved Hederenden udviste kraftig tilslamning. Hederenden, som naturligt afvander
Tune-området sammen med Hulebækken syd for Tune, har stor betydning for kloakeringen af Tune.
Vandløbet fremtræder i det væsentlige som åben grøft, men afbrudt visse steder af rørlægninger,
bl.a. under veje, markveje og markoverkørsler. Den 21. august 1981 om morgenen var Hederenden
helt fyldt med vand. Ved overgangen fra Stærkende-renden er bygget et aflastningsbygværk E i
forventning om, at den øverste del af renden bliver indrettet som regnvandsbassin. I 1981 foregik
der ingen aflastning her. Ved Tunegårdsvej er indrettet et nødoverløb til renden. Det træder sjældent
i funktion, men var i funktion den 21. Længere fremme ad Hederenden er indrettet et
regnvandsbassin Y (i 1981 i reduceret størrelse) med overløb til renden. Dette overløb var i funktion
den 21. - foruden at bassinet blev så overbelastet, at vandet løb over kanterne og trængte op gennem
dæksler m.v. Dette gav også opstemning i spildevandsledningen neden for bassinet.
Sammenfattende kan Hederendens rolle i forløbet beskrives ved, at Hederendens øverste del blev
fyldt op af afløb fra Stærkende-renden, fordi rørunderføring under Tunegårdsvej er for lille. Bassin
Y længere nede ad Hederenden er i nattens løb blevet fyldt helt op, og ved de sidste intense dele af
regnskyllet tilførtes der bassinet så store vandmængder, at der skete overløb til renden. Sammen
med vandmængderne fra Stærkende-renden og et yderligere overløb fra kloaksystemet ved
Tunegårdsvej skete der derefter en kraftig stigning af vandstanden i renden. Til en vis grad
medvirkende var også diverse hindringer i renden samt aflejringer i rørgennemløb under overkørsler
o.s.v. Det blev således observeret, at vandføringen i renden, hvor den løb over sine bredder, medrev
store mængder løs halm, som endnu lå på mange marker. Denne unormalt høje vandstand
forplantede sig bagud i kloaksystemet, og tryklinjens beliggenhed hævedes yderligere ved
indsnævringerne på de steder, hvor der manglede bassiner (»flaskehalse«). Derved opstod bl.a.
terrænoversvømmelsen ved Lundegårdsparken.
I de generelle bemærkninger i rapporten siges det, at der ifølge landvæsenskommissionskendelsen
vedrørende kloaksystemet i Tune skal ske oprensning af alle regnvandsbassiner efter hvert regnskyl,
hvor de har været i funktion. Rent faktisk har der kun været foretaget oprensning ca. 2 gange årligt.
Med hensyn til katastrofeberedskabet anføres det, at den overordnede koordinering ikke synes at
have været tilstrækkeligt forberedt, og at der derfor bør foretages en gennemgang af beredskabet.
Muligheden for automatiske alarmer bør overvejes af kommunen, der tillige bør undersøge
muligheden for en afskæring af vandmængderne fra Hederenden før Greve.
Rapportens konklusion er sålydende:
»Hændelser
1.
Kloaksystemet blev overbelastet, idet tilstrømning af regnvand oversteg systemets
opbevarings- og bortledningskapacitet.
2.
Der skete opstemning af vand i kloaksystemet og vandet trængte tilbage i lavtliggende kældre
og op over terræn ved lavtliggende områder - og herfra ind i huset.

Årsager
1.
Regnskyllet var usædvanligt, dels på grund af stor varighed, dels på grund af
nedbørsmængdens fordeling gennem regnskyllet.
2.
>> 261 >> Opstemning i kloaksystemet skete, fordi systemets magasineringsevne er for
lille. Den består dels af ledningsrumfanget, dels af rumfanget af indskudte bassiner. Det
bassinvolumen, som var forudsat ved systemets dimensionering, er ikke til stede.
Dels er nogle bassiner kun indført i ca. halv størrelse og andre er slet ikke anlagt endnu. Men
ledningssystemet er udført i overensstemmelse med det fuldstændige projekt, og det
indeholder derfor nogle »flaskehalse«, som ikke ville give nogen gener, hvis alle bassiner var
bygget. Nu virker de bremsende på vandet og forstærker opståede opstemninger.
3.
Medårsag til opstemningens højde er også en usædvanlig høj vandstand i Hederenden.
Renden skal dels bortlede naturlige vandmængder fra terræn og markdræn m.v. De var store
på grund af regnskyllet, men desuden blev renden belastet af overløb fra kloaksystem og især
fra et totalt oversvømmet bassin (Y), der kun er halvt udbygget.
4.
Systemernes driftstilstand har også en vis betydning. Den frie strømning var hæmmet på
grund af bundaflejringer i kloakledningerne, og renden var indsnævret på grund af
bevoksning, skråningsskred og andre aflejringer eller ophobninger. Især ved rørlagte
gennemføringer forekommer bundaflejringer og visse steder har flydestoffer (halm og græs)
givet store problemer.
5.
Endelig spiller skadestedernes lave beliggenhed en rolle. Opstemning forekommer i mange
kloaksystemer, og lave kældre er ofte udsat for vandindtrængen. Det er ubehageligt, men
gentagelse kan hindres af grundejer. Opstemning på terræn er alvorligere, da den enkelte
grundejer ikke har mulighed for at gardere sig.
6.
De interne ledningers tilstand ved Lundegårdsparken spiller en lille rolle. Ikke i
opstemningens opståen, men i dens afvikling. Vandet løber naturligvis langsommere væk,
hvis vandløbsbrønde og ledninger er delvis fyldt med sand og grus.

Kommunens rolle
1.
Kloaksystemerne er dimensioneret korrekt efter dagældende regler, som stort set også gælder
i dag, men det aktuelle regnskyl er usædvanligt og medfører større belastning end forudsat i
det godkendte beregningsgrundlag.
2.
Kloaksystemet er ikke udbygget med bassiner i takt med den skete bebyggelse og indeholder
derfor flaskehalse, som giver problemer med overbelastninger.
Hvis alle projekterede bassiner havde været til stede i dag, ville de blive fyldt op af det
aktuelle regnskyl, og der ville højst sandsynligt alligevel være sket opstemning ved
Lundegårdsparken. I bassin G (syd for Tunegård) ville vandet stige til terræn, men allerede
ved et lavere niveau ville en skadelig opstemning starte bagud. I projektet til bassin G ses intet
overløb, og under indtryk af de skete begivenheder vil det i dag være uforsvarligt at bygge et
bassin uden overløb.
3.
Kloakprojektet fra 1968 må dog fortsat betragtes som rimeligt og sædvanligt. Bebyggelser på
lave områder var ikke kendt, og med passende opfyldning eller undladelse af kældre kunne
sagtens gennemføres forsvarlige byggerier de pågældende steder.
Grundejere, der agter at bygge kælder, bør være opmærksom på risikoen for opstemning, men
burde måske være advaret, idet det er (og var)teknisk muligt at udpege udsatte steder.
Grundejere, der agter at bebygge lave arealer, burde i højere grad være advaret, idet de ikke
kan gardere sig på anden måde end ved at placere husene højt, evt. på opfyldning.
Det ser for undersøgerne ud til, at Lundegårdsparkens huse er placeret ud fra arkitektoniske,
byplanmæssige forhold og overvejelser, medens afvandingsforhold og risici ikke herfra kan
konstateres taget under overvejelse hverken af myndigheder eller rådgivere.
4.
Det ser ud til, at især huskøbere, men formentlig også andre grundejere, ikke i tilstrækkelig
grad er bekendt med vedligeholdelsespligten af private kloakanlæg samt hvor langt
kommunens service går«.

Under domsforhandlingen er der afgivet forklaring af civilingeniør E. Bahl Andersen, Teknologisk


Institut, og af afdelingsingeniør Svend Gert Pedersen, vejformand Jørgen Mortensen samt arkitekt
Lars Sjelle, alle fra den sagsøgte kommune. Endvidere er der afgivet forklaring af direktør Henning
Hansen, Derby Huse A/S, og af en række tidligere beboere i Lundegårdsparken samt af Fritjof
Dittmann Nielsen.
Civilingeniør E. Bahl Andersen har bl.a. forklaret, at regnskyllet den 20.-21. august 1981 må
betegnes som usædvanlig langvarigt og kun forekommer hvert 20. og 50. år. Vidnet har selv
kontrolleret resultaterne af regnmålingen på målestationen på >> 262 >> Mosede renseanlæg.
Resultatet af de øvrige regnmålinger, der er omtalt i rapporten, har vidnet fået oplyst af andre.
Mængden af spildevand er uden betydning ved kloaksystemers dimensionering, da det kun udgør få
procent af tilstrømningen. Derimod har det betydning, hvis et område udlægges til industrikvarter,
da afstrømningen af regnvand fra sådanne områder er meget betydelig. Det er sædvanligt, at
kloaksystemer udbygges i takt med den omliggende bebyggelse, og at kommunerne på grundlag af
et skøn over kloakbehovet beslutter en eventuel udskydelse af udførelsen af enkelte dele. Vidnet har
ikke tilstrækkeligt grundlag for at kritisere sagsøgtes skøn, men vidnet skønner, at bebyggelsen i
1981 havde nået et sådant omfang, at bassin G - med nødoverløb - burde bygges omkring dette
tidspunkt. Spørgsmålets besvarelse forudsætter imidlertid nærmere beregninger. Kloaksystemet i
Tune er et helt sædvanligt projekt på landsplan. Det har hidtil været umuligt at sikre sig 100%, uden
at det har medført enorme omkostninger. På grund af EDB-teknikken er mulighederne for at sikre
sig nu bedre. Det er vidnets opfattelse, at det ville have været økonomisk uigennemførligt at sikre
sig mod det omhandlede regnskyl. Kloaksystemerne i Tune og Greve er tæt forbundne, men de fejl,
der er konstateret i Greve, har ikke haft betydning for oversvømmelserne i Tune. Kloakledninger
lægges sædvanligvis i 2-3 meters dybde, og afstanden til terrænoverfladen er derfor normalt større
end de i rapporten omtalte 75 cm ved Lundegårdsparken. Vidnet har konstateret fast lerslam i en
brønd ved det projekterede bassin G. Selv en ringe belægning har stor betydning for
gennemstrømningen. Vidnet så halmaflejringer i Hederenden, ligesom rørudføringer var helt eller
delvist blokerede af jord, sten og ødelagte rør. Han konstaterede ikke selv skråningsskred, men fik
oplyst, at det var forekommet. Det har formentlig ikke haft særlig stor betydning. Vidnet skønner, at
Lundegårdsparken ville være blevet oversvømmet, uanset om det projekterede bassin G havde
været bygget i 1981, og at vand også under disse omstændigheder var trængt ind i husene. En
eksakt besvarelse af dette spørgsmål forudsætter beregninger, som vidnet ikke har foretaget. Der er
næsten intet at stille op mod indtrufne oversvømmelser over terræn, der kan sammenlignes med
digebrud ved Vesterhavet. Det ville være temmelig håbløst at foretage pumpning, og alarmering
ville ikke gøre nogen større forskel, medmindre der som led i en helhedsløsning var truffet
foranstaltninger til ved hjælp af skodder at lede vand udover kloaksystemets kapacitet ud på terræn
uden bebyggelse. Rapportens bemærkninger om alarmering m.v. har nærmest haft henblik på
forholdene i Greve.
Afdelingsingeniør Svend Gert Pedersen har bl.a. forklaret, at han har været ansat i den sagsøgte
kommune fra 1966, og at han siden 1975 har haft ansvaret for anlæg og drift af kommunens
kloakanlæg. Kloakeringen i Tune er sket i henhold til landvæsenkommissionskendelser fra
slutningen af 1960'erne. Hovedkloakledningen nord for Tune Parkvej blev udført i slutningen af
1960'erne, medens hovedledningen gennem vejen Lundegårdsparken blev udført i 1979.
Ledningsnettet er etableret i overensstemmelse med landvæsenskommissionskendelserne. Derimod
blev bassinerne G, T og halvdelen af Y ikke bygget midt i 1970'erne som forudsat i en kendelse fra
1972. Dette skyldtes, at man i kommunen skønnede, at behovet var mindre end oprindelig forventet.
For det første blev et område på 15 ha, der oprindelig var påtænkt udnyttet til industriareal, udlagt
til parcelhusbyggeri med deraf følgende mindre kapacitetsbehov. For det andet var udbygningen af
området gået langsommere end forventet, og i 1981 var området således langtfra færdigudbygget.
Kommunen besluttede derfor i 1974 at udskyde etableringen af yderligere regnvandsbassiner.
Bassin G med et rumfang på 1350 m³ er blevet bygget i 1982, og bassin Y bliver i 1984 udbygget i
fuld størrelse. Derimod forventes bassin T aldrig at blive bygget. Efter oversvømmelsen vedtog
kommunalbestyrelsen en bevilling på 1,13 mill. kr. til en række anlægsarbejder, der bl.a. omfattede
etableringen af bassin G, et nødafløb herfra og et dræn ved Lundegårdsparken. Samtlige bevilgede
arbejder er udført.
I den sagsøgte kommune er der ca. 500 km kloakledning, ca. 10.000 nedgangsbrønde, ca. 150
særlig bygværker (overløbsbygværker, renseanlæg o.l.) og ca. 20 pumpestationer. Dertil kommer et
meget stort antal nedløbsbrønde. Der føres normalt ikke tilsyn med nedgangsbrøndene, da
ledningsnettet er projekteret til at være selvrensende. Nogle nedgangsbrønde er imidlertid forsynet
med sandfang, og disse tilses i lighed med de særlige bygværker af en kyndig tilsynsførende.
Desuden fører vejvæsenet hyppigt tilsyn med de specielt udsatte steder som f.eks. ristebygværker
og bassiner med særlige tilsandingsproblemer. Der er ikke foretaget ændringer i tilsynet efter 1981.
Vidnet bor i Greve og så oversvømmelserne på vej >> 263 >> til arbejde den 21. august om
morgenen. Vejvæsenet var da i fuld gang. Vidnet kørte rundt i området for at se på de forventeligt
udsatte steder. Da han kl. ca. 8.30 kom forbi Lundegårdsparken - det eneste sted, der var problemer
- fik han oplyst, at vandet var begyndt at synke. Det er vidnets opfattelse, at oversvømmelsen var
umulig at afværge; det ville under alle omstændigheder have krævet en meget stor pumpekapacitet,
og vandet ville blot løbe tilbage
Vejformand Jørgen Mortensen har bl.a. forklaret, at han har været ansat i den sagsøgte kommune
siden 1978. Han var også i 1981 vejformand. Det er vidnet, der forestår tilsynet med
gennemløbsanlæggene og Hederenden. Det er 2 vejmænd, som foretager selve kontrollen. Som et
led i en fast rutine tilses de store bassiner mindst 2 gange ugentlig. Ifølge vidnets notater blev bassin
Y tilset mandag den 17. august og igen torsdag den 20. august 1981. Kontrol af Hederenden er ikke
med i den faste rutine. Hederenden renses op efter høst, og skrænterne slås for græs. Hvis der sker
jordskred i løbet af vinteren, renses renden op på ny.
Den 21. august 1981 ca. kl. 4.30 blev vidnet kaldt op af Falck, der orienterede ham om
oversvømmelsen i Lundegårdsparken. Efter at have tilkaldt de 2 vejmænd, som sædvanligvis førte
kontrol med kloaksystemet, tog vidnet til Lundegårdsparken. Hele området var oversvømmet, og
der stod vand i nogle af husene. Muligvis steg vandet stadig på det tidspunkt. Vidnet og hans
medhjælpere undersøgte alle nedgangsbrønde på hovedledningen til Lundegårdsparken, men fandt
ingen tilstopninger. Der stod meget vand i kloakken, og vidnet så ingen slam eller lignende i rørene.
De løftede brønddækslerne af ude på vejen, hvilket på det tidspunkt gav en bedre frastrømning.
Nedløbsbrøndene i selve Lundegårdsparken, der er undergivet privat vedligeholdelse, var fyldt med
stabilgrus og fungerede derfor ikke godt. Vidnet beså også Hederenden og konstaterede, at de
tilstødende markarealer var oversvømmet. Da vandet trak sig tilbage, tog det halm med fra
markerne.
Der har ikke i kommunen været nogen form for katastrofeberedskab ud over en aftale om, at Falck
skulle tilkalde vidnet, hvis der skete noget med kloakanlægget.
Arkitekt Lars Sjelle har bl.a. forklaret, at han har været ansat i sagsøgtes bygningsinspektorat siden
1972. Han har været sagsbehandler på byggesagen vedrørende Lundegårdsparken. I 1978 udbød
sagsøgte et areal til salg med henblik på bebyggelse med rækkehuse. Arkitektfirmaet Rostgaard og
Sch|tze udarbejdede et projekt for Derby Huse A/S, der herefter fik overdraget arealet i
overensstemmelse med dette projekt. Arkitekt Sch|tze udarbejdede i samarbejde med sagsøgtes
lokalplanafdeling en dellokalplan for Lundegårdsparken, og det var hans oplæg, at husene skulle
være max. 8,5 m høje. Da der undervejs viste sig at være problemer med gennemførelsen af
byggeriet på grund af højdekravet, udfærdigede arkitekt Sch|tze et forslag til niveauplaner, som
sagsøgte godkendte. Det fremgår heraf, at der ikke blev foretaget afgravning af terrænet, men at der
tværtimod skete en vis opfyldning på de laveste områder. Terrænet er skrånende, og der kunne stå
vand på den laveste del. Derby Huse A/S lod foretage en undersøgelse af jordbundsforholdene på
stedet. Selskabet entrerede med et ingeniørfirma om den del af Lundegårdsparkens kloakering, som
ikke var omfattet af sagsøgtes byggemodning.
Direktør Henning Hansen har bl.a. forklaret, at han er direktør og hovedaktionær i Derby Huse A/S,
der i slutningen af 1970'erne byggede Lundegårdsparken. Arealet var meget fugtigt i
byggeperioden, da gamle markdræn var blevet skåret over i forbindelse med sagsøgtes
byggemodning. Der blev ført mundtlige forhandlinger med arkitekt Sjelle om at hæve de 12
nederste huse, men det var et ufravigeligt krav fra sagsøgte, at det bestående terræn skulle bevares.
Der er kun foretaget ubetydelige terrænreguleringer i forbindelse med byggeriet. Derby Huse skulle
udelukkende tilslutte stikledninger fra de enkelte huse, medens kloaksystemet i øvrigt blev anlagt af
sagsøgte. Vidnet blev kontaktet af beboerne natten til den 21. august. Han sendte en arkitekt og en
ingeniør ud til Lundegårdsparken, ligesom han og hans bror kom til stede. Oversvømmelsen har
kostet selskabet 1-2 mill. kr. Folk flyttede, fordi de var blevet bange. 18 af de ialt 24 huse er solgt på
tvangsauktion.
Peter Elleby Hansen, Preben Krogh og Søren la Cour Petersen, der alle har boet i de oversvømmede
huse i Lundegårdsparken, har samstemmende forklaret, at de købte deres huse i 1980/81 for ca.
720.000 kr. Natten til den 21. august 1981 blev de vækket ved 4-tiden i forbindelse med, at vandet
trængte ind i stueetagen i husene. Da vandstanden var højest, stod vandet ca. ½ m op. Et
brønddæksel på vejen var trykket op af vandet med så stor kraft, at noget af vejbelægningen var
revet med. De er alle flyttet fra Lundegårdsparken efter oversvømmelsen, bl.a. fordi husene ikke har
kunnet forsikres mod nye >> 264 >> oversvømmelser. Husene er solgt på tvangsauktion med
store tab til følge.
Fritjof Dittmann Nielsen har bl.a. forklaret, at han ikke var i Tune den pågældende morgen. Som
medlem af kommunalbestyrelsen har vidnet kritiseret alarmeringssystemet.
Til støtte for sin påstand har sagsøgeren i første række gjort gældende, at sagsøgte er ansvarlig for
oversvømmelsernes indtræden og omfang ud fra et culpasynspunkt. Det er ikke godtgjort gennem
oplysningerne i den af sagsøgte indhentede rapport fra Teknologisk Institut, at der var tale om en
naturkatastrofe. Den samlede nedbørsmængde over Tune og dens fordeling i tid er ikke målt,
ligesom der ikke er sket beregning af regnskyllets intensitet. Det kan herefter alene lægges til grund,
at der var tale om et kraftigt, langvarigt regnskyl. Oversvømmelsen, der medførte meget betydelige
økonomiske skader for Lundegårdsparkens beboere og den oprindelige bygherre, skyldtes en
overbelastning af områdets kloaksystem. Kloaksystemet er i sig selv projekteret med henblik på
lejlighedsvis overbelastning, og dertil kommer, at det ikke er udbygget i overensstemmelse med
projektet. Sagsøgte har i strid med de til grund liggende landvæsenskommissionskendelser skønnet,
at der ikke har været behov for alle de projekterede regnvandsbassiner, hvis sikkerhed mod
overbelastning er større end kloakledningernes, hvorfor bl.a. bassin G ikke blev udført, ligesom
bassin Y kun blev udført i halv størrelse. Den manglende udbygning har givet nogle »flaskehalse« i
ledningsnettet ved at nedsætte kloaksystemets magasineringsevne, hvilket ifølge Teknologisk
Instituts rapport har haft væsentlig betydning for oversvømmelsen. Ingeniør Bahl Andersens
mundtlige udtalelser om, at der uanset tilstedeværelsen af bassin G ville være sket oversvømmelse,
er hverken med hensyn til de tilførte vandmængder eller systemets magasineringsevne
beregningsmæssigt underbygget og kan derfor ikke tillægges vægt. Betydningen af bassin G ses
også af, at dette bassin blev udført - med nødoverløb - straks efter, at årsagerne til oversvømmelsen
var fastlagt.
Sagsøgeren har videre anført, at den sagsøgte kommune ikke har sørget for, at de enkelte dele af
kloaksystemet er blevet rimeligt vedligeholdt som led i en almindelig rutine. Således blev der
konstateret slam i kloakkerne, ligesom Hederenden ikke var renset for halm og rester fra jordskred.
Også i forbindelse med placeringen af bebyggelsen Lundegårdsparken har sagsøgte begået fejl.
Sagsøgte, der ene var i stand til at forudse, hvor oversvømmelser hyppigst ville forekomme, har
ikke på nogen måde advaret imod byggeri på det pågældende areal eller krævet opfyldning. Ved at
give tilladelse til byggeriet, hvis placering og nærmere udformning var fastlagt af kommunen, har
sagsøgte desuden tilsidesat bestemmelsen i bygningsreglementet 1977 om, at terrændæk skal
udføres på fast og tør jordbund, og således at terrænet ikke kan udsættes for oversvømmelser.
Endelig har sagsøgeren anført, at der ikke var noget katastrofeberedskab i området, og at sagsøgtes
folk ikke foretog sig noget for at afværge følgerne af oversvømmelsen.
I anden række har sagsøgeren gjort gældende, at sagsøgte har bevisbyrden for, at oversvømmelsen
ikke kunne være afværget. Denne bevisbyrde har sagsøgte ikke løftet, idet det ikke er godtgjort, at
de anførte forhold - og herunder navnlig den manglende udbygning af kloaksystemet med bassin G
- har været uden betydning for skadernes indtræden og omfang.
Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at sagsøgte som ejer af og driftsherre for kloakanlægget er
nærmest til at bære risikoen for skader som følge af dets overbelastning. Det må efter retspraksis
antages, at der påhviler sagsøgte, som ved sin planlægning af driften kan indregne risikoen for
sådanne skader, erstatningsansvar, såfremt der som i det foreliggende tilfælde er tale om betydelige
skader.
For så vidt angår rentepåstanden har sagsøgeren henvist til, at der ved skrivelse af 3. juni 1982 til
sagsøgte er fremsat krav om betaling af et beløb svarende til det påstævnte med forbehold om
forrentning efter renteloven.
Sagsøgte har til støtte for sin frifindelsespåstand anført, at der ifølge Teknologisk Instituts rapport,
som ganske må sidestilles med en skønserklæring, har været tale om en usædvanlig
naturbegivenhed, da der den 20.-21. august 1981 i Tune faldt ca. 70 mm regn i løbet af 13 timer. Et
sådant regnskyl forekommer ifølge ingeniør Bahl Andersen med en statistisk hyppighed på mellem
20 og 50 år og er ikke forudsat ved dimensioneringen af noget kloaksystem i Danmark. Det ville
være økonomisk uigennemførligt at sikre sig mod et regnskyl af den karakter. Kloaksystemet i den
sagsøgte kommune er dimensioneret efter almindelig landspraksis. Hele ledningsnettet er udført i
overensstemmelse med dimensioneringen, medens ikke alle bassiner blev udført på de oprindeligt
fastlagte tidspunkter. Baggrunden for sagsøgtes beslutning om at udskyde bygningen af disse
bassiner var, at området ved >> 265 >> Lundegården ikke som forudsat blev udbygget med
industrigrunde, og at den faktiske udbygning med parcelhuse som forklaret af afdelingsingeniør
Gert Pedersen foregik langsommere end forventet. Ifølge ingeniør Bahl Andersen er det en naturlig
fremgangsmåde at øge kloakkapaciteten i takt med områders udbygning, og han har ikke fundet
grundlag for at kritisere sagsøgtes skøn med hensyn til at udskyde bygningen af bassin G. I
overensstemmelse med rapporten og ingeniør Bahl Andersens forklaring må det endvidere lægges
til grund, at oversvømmelsen ville have fundet sted, selv om bassin G havde været udført i 1981, og
at oversvømmelsen også i det tilfælde ville have medført vandindtrængen i husene. Efter de af
afdelingsingeniør Gert Pedersen og vejformand Jørgen Mortensen afgivne forklaringer kan sagsøgte
ikke antages at have udvist forsømmelse ved tilsynet med og vedligeholdelsen af kloaksystemet,
hvis ledningsnet var selvrensende. Med hensyn til katastrofeberedskabet er intet konkret fejlagtigt
blevet påvist, og der var under alle omstændigheder ikke noget at stille op, jfr. ingeniør Bahl
Andersens forklaring om en digebrudslignende situation. Hvad angår Lundegårdsparkens placering
har sagsøgte anført, at der ikke er sket nogen overtrædelse af bygningsreglementet. Der er ikke
fremkommet indsigelser mod kommunens retningslinjer for områdets bebyggelse fra den
professionelle bygherre, der selv kunne vurdere risikoen ved at bygge på et lavtliggende areal.
Sagsøgeren har herefter ikke godtgjort, at sagsøgte har udvist fejl eller forsømmelighed, og sagsøgte
bestrider, at der efter retspraksis er grundlag for at statuere præsumptionsansvar eller objektivt
ansvar i den foreliggende situation. Objektivt ansvar ville indebære, at kommuner kom til at hæfte
for følgerne af usædvanlige naturbegivenheder, hvilket ville være langt mere vidtgående end
retspraksis med hensyn til brud på kommunale vand- og gasledninger. Det forhold, at sagsøgeren er
et forsikringsselskab, der som et typisk led i et forsikringsselskabs virksomhed forsikrer imod
oversvømmelsesskader, taler på samme måde imod at pålægge sagsøgte ansvar på et objektivt
grundlag.
For så vidt angår sagsøgerens rentepåstand har sagsøgte anført, at kommunen ikke havde mulighed
for at vurdere sagsøgerens krav, da det blev fremsat i skrivelsen af 3. juni 1982. Der kan derfor
alene være tale om forrentning fra sagens anlæg.
Det lægges til grund, at skaderne på husene er sket ved oversvømmelse som følge af, at
nedbørsmængden efter det usædvanlig langvarige regnvejr ikke har kunnet optages i det
kommunale kloaksystem. Efter det oplyste må det antages, at kloakprojektet har været rimeligt og
sædvanligt dimensioneret, selv om det måtte påregnes, at kloaksystemet ville løbe over med
mellemrum. Da der ikke foreligger mere sikre oplysninger bl.a. om den faktiske dimensionering af
kloakanlægget i forhold til bebyggelsens omfang på skadestidspunktet sammenlignet med
forudsætningerne bag den fuldt udbyggede kloakering, findes der ikke at kunne bortses fra, at den
manglende udbygning af kloaksystemet, herunder navnlig med bassin G, har været af væsentlig
betydning i hvert fald for oversvømmelsens omfang, ligesom også husenes lave placering i forhold
til det omgivende terræn og de konstaterede aflejringer i kloakledningerne og Hederenden må
antages at have haft betydning herfor. Det må endelig lægges til grund, at der ikke af kommunen i
forbindelse med bebyggelsen af Lundegårdsparken er advaret mod risikoen for oversvømmelse, der
efter erklæringen fra Teknologisk Institut er kendt i dansk afløbslitteratur.
Dommerne Tofthøj og Parbo - finder, at det påhviler sagsøgte, der har ansvaret for, at kloaksystemet
er indrettet på en sådan måde, at det yder kommunens indbyggere rimelig sikkerhed mod
oversvømmelser, at godtgøre, at der i det foreliggende tilfælde er udvist fornøden omhu for at sikre
mod en oversvømmelse som den indtrufne. Efter det anførte findes sagsøgte ikke at have ført dette
bevis.
Dommer Ziegler - finder, at skader som de skete under de ovenfor nævnte omstændigheder bør
bæres af kommunen, der ejer ledningsnettet, og som ved den tekniske og økonomiske
tilrettelæggelse af udbygning og drift havde mulighed for at tage risikoen for sådanne ikke
upåregnelige skaders opståen i betragtning.
Samtlige dommere finder derfor sagsøgte erstatningspligtig for de konstaterede skader. Da beløbets
størrelse ikke er bestridt, tages sagsøgerens påstand til følge.
I overensstemmelse med sagsøgerens påstand forrentes beløbet fra den 4. juli 1982.
---
Sagsøgte betaler 25.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgeren.
Højesterets dom.
Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.
>> 266 >> I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Høeg, Torben Jensen, Funch Jensen, Weber,
Gersing, Mondrup og Hornslet.
Appellanten har gentaget sin påstand om frifindelse.
Indstævnte har påstået stadfæstelse.
Til brug for Højesteret er der tilvejebragt yderligere oplysninger.
Teknologisk Institut har i en rapport af 23. oktober 1985 bl.a. besvaret nedennævnte spørgsmål
således:
»Spørgsmål 1
Hvorledes var det i august 1981 udførte kloakanlæg og den opførte planlagte bebyggelse ændret i
forhold til de forudsætninger, der lå til grund for de afsagte landvæsenskommissionskendelser?
I landvæsenskommissionskendelsen er området syd for Tune Parkvej udlagt for størstedelens
vedkommende som industriområde med en afløbskoefficient på 0,45 (afløbskoefficienten angiver,
hvor stor en del af nedbøren, der når ned i kloaksystemet).
En lille del af arealet er udlagt til rækkehusbebyggelse med en afløbskoefficient på 0,30. Det
planlagte afløbssystem består af en stor hovedledning, der løber ned gennem området. Før
hovedledningen tilsluttes byens øvrige kloaksystem, findes en kraftig indsnævring i
ledningsdimensionen (fra ø 110 til ø 40). Ved denne indsnævring er planlagt et forsinkelsesbassin,
hvor vandet skal gemmes under store regnskyl, til der er plads i det øvrige kloaksystem. - - - I den
gennemførte udstykning er hele området syd for Tune Parkvej udlagt med villabebyggelse. En del
af de udlagte grunde var i 1981 endnu ikke bebygget, og den gennemsnitlige afløbskoefficient for
området ligger derfor efter normale antagelser under 0,25. Kloaksystemet i den nordlige del af det
udlagte villaområde er udført som oprindelig projekteret med ledningsdimensioner på ø 110. I den
sydlige del af området er ledningsdimensionerne mindre end angivet i
landvæsenskommissionsprojektet på grund af den mindre afløbskoefficient. Desuden er bassinet
ikke blevet bygget, men kun indsnævringen af ledningssystemet.
Spørgsmål 2
Hvilken sikkerhed mod oversvømmelse i Lundegårdsparken havde
landvæsenskommissionsprojektet efter de nu kendte beregningsmetoder?
Hvis landvæsenskommissionens projekt var blevet gennemført, ville man kunne regne med en
oversvømmelse over terræn ved Lundegårdsparken hver 20.-30. år.
Spørgsmål 3
Hvilken sikkerhed mod oversvømmelse i Lundegårdsparken havde kloakanlægget i august 1981
efter de nu kendte beregningsmetoder?
I det kloakanlæg, som var bygget i 1981, kunne man regne med en oversvømmelse over terræn i
Lundegårdsparken på ca. 1 gang hvert 4. år.
Spørgsmål 4
Har udbygningen af kloakanlægget i 1981, jfr. spørgsmål 1, været i overensstemmelse med
sædvanlig praksis for kommuner?
Ja, det er sædvanlig praksis i kommuner, at man i første omgang bygger ledningsanlægget, og først
færdiggør anlægget ved bygning af de projekterede bassiner, når udstykningen/bebyggelsen af de
enkelte parceller gør bassinerne nødvendige.
Spørgsmål 5
Ville en fuld udbygning af kloaksystemet, herunder bygning af Bassin G, have forhindret
oversvømmelserne i Lundegårdsparken?
Ja, tilstedeværelsen af bassinet har så stor indflydelse på ledningssystemet før dette, at man ved
beregning med den dobbelte Mosederegn ikke vil få stuvning over terræn«.- - -
Endvidere har Teknologisk Institut i en erklæring af 27. november 1985 oplyst, at de
beregningsmetoder, der er anvendt som grundlag for erklæringen af 23. oktober 1985, ikke var
tilgængelige/almindelige i kommunerne i 1981.
Fire dommere - Høeg, Torben Jensen, Gersing og Hornslet - udtaler:
Som nævnt i dommen må det lægges til grund, at kloaksystemet var dimensioneret i
overensstemmelse med sædvanlig praksis, og at området i 1981 var udbygget i et mindre omfang og
på en anden måde, end det var forudsat ved landvæsenskommissionens behandling af sagen, om
hvilken der i øvrigt intet nærmere er oplyst for Højesteret.
Efter de beregninger, det nu er blevet muligt at foretage, må det antages, at navnlig regnbassin G
ville have forhindret oversvømmelsen, hvis det havde været opført som oprindeligt planlagt. Den
omstændighed, at kommunen under de ændrede forudsætninger med hensyn til bebyggelsen
skønnede, at >> 267 >> opførelsen af bassinet kunne udskydes nogle år, findes imidlertid ikke at
kunne anses som en fejl eller forsømmelse, der kan pådrage kommunen ansvar for
oversvømmelsen, som ubestridt var forårsaget af det kraftige og usædvanligt langvarige regnskyl.
Da der ikke i øvrigt er oplyst forhold, der bør medføre erstatningspligt for kommunen efter dansk
rets almindelige erstatningsregel, og der heller ikke bør pålægges kommunen erstatningspligt på
objektivt grundlag, stemmer disse dommere for at tage appellantens frifindelsespåstand til følge.
Dommerne Funch Jensen og Mondrup udtaler:
Som anført i dommen må det lægges til grund, at skaderne er sket som følge af, at nedbørsmængden
under det usædvanligt langvarige regnvejr ikke har kunne optages i det kommunale kloaksystem,
således som dette var udbygget på skadestidspunktet i august 1981. Denne udbygning var ikke i
overensstemmelse med de afsagte landvæsenskommissionskendelser, som bl.a. omfattede anlæg af
bassin G, der skulle tjene som forsinkelsesbassin på det sted i ledningsføringen, hvor der fandtes en
kraftig indsnævring i ledningsdimensionen. Arealet Lundegårdsparken blev solgt af appellanten,
som også havde byggemodnet arealet. Dette areal var på grund af terrænforholdene særlig udsat ved
en oversvømmelse som den foreliggende, som med den udbygning af kloaksystemet, der fandtes i
1981, efter det nu oplyste kunne indtræde ca. en gang hvert 4. år. Der foreligger ikke nærmere
oplysninger til godtgørelse af, at den forudsatte bebyggelse i Tune var ændret i en sådan grad, at det
var forsvarligt at fravige landvæsenskommissionens bestemmelse om etablering af det nævnte
bassin. Under hensyn hertil og idet den foreskrevne bygning af bassinet ifølge erklæring af 23.
oktober 1985 fra Teknologisk Institut ville have forhindret oversvømmelserne i Lundegårdsparken,
findes appellanten at måtte være ansvarlig for de indtrufne skader.
Disse dommere, der i øvrigt er enige med flertallet, stemmer med denne begrundelse for at
stadfæste dommen.
Dommer Weber udtaler:
Kloakanlægget var dimensioneret således, at det måtte forudses, at der med mellemrum kunne
forekomme regnmængder, som ville overbelaste systemet med oversvømmelse af lavere liggende
ejendomme til følge. Kommunen havde mulighed for ved den tekniske og økonomiske
tilrettelæggelse af udbygning og drift af anlægget at tage risikoen for sådanne skaders opståen i
betragtning. Kommunen findes herefter som ejer af kloakanlægget at være ansvarlig for de skete
oversvømmelser.
Denne dommer stemmer med denne begrundelse også for at stadfæste dommen.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Thi kendes for ret:
Appellanten, Greve kommune, frifindes.
I delvise sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal indstævnte, Forsikrings-Aktieselskabet
Danske Minerva, inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 120.000 kr. til
appellanten.
U.1988.596V

Ikke objektivt ansvar for skade på


fjernvarmeværks ledninger forvoldt af vand
hidrørende fra brud på en nærliggende
kommunal vandledning.
Ved afgørelsen om ikke at pålægge kommunen objektivt ansvar uden lovhjemmel lagdes der vægt
på, at der for såvel kommunen som fjernvarmeværket som driftsherrer for et forsyningsværk bestod
risiko for hændelige skader på ledningsnettet, forårsaget af brud på den nærliggende ledning, og at
begge ved den økonomiske tilrettelæggelse af driften havde mulighed for at tage risikoen for
sådanne ikke upåregnelige skader i betragtning. 1)

V.L.D. 22. februar 1988 i anke 7-B.2508/1985


Juul-Olsen, Sigrid Ballund, Bjarne Christensen)
Bramming kommune (adv. Kai Blicher, Århus) mod Bramming Fjernvarme (adv. Ole Kristoffersen,
smst., prøve)
Af anke 7-B.2508/1985 - Bramming kommune (adv. Kai Blicher, Århus) mod Bramming
Fjernvarme (adv. Ole Kristoffersen, smst., prøve) - fremgik, at indstævnte i 1982 ved undersøgelse
af en fjernvarmeledning ved Grønningen i Bramming konstaterede, at fjernvarmerørenes isolering
på en strækning var blevet ødelagt af indtrængende vand. På opfordring af indstævnte konstaterede
appellanten ved en undersøgelse, at der var brud på en nærliggende kommunal vandledning.
Indstævnte påstod herefter appellanten dømt til at betale udgifterne til retablering af den ødelagte
isolering, 119.067,05 kr., med nærmere angiven rente. Appellanten, der erkendte at skaden var sket
som følge af koldt vand stammende fra bruddet på vandledningen, påstod frifindelse.
I Ribe rets dom 27. november 1985 siges bl.a.:
Til støtte for deres påstand har sagsøgerne anført, at de sagsøgte er objektivt ansvarlige for den
skete skade, idet kommunen ved den tekniske og økonomiske planlægning har eller burde have
kalkuleret med risikoen for brud på vandforsyningsnettet. Sagsøgerne har iøvrigt henvist til den
seneste højesteretspraksis på området. Subsidiært anføres det, at de sagsøgte ved nedlægning af
vandledningen har handlet uforsvarligt ved ikke at forebygge, at sådanne skader kunne ske, f.eks.
ved at være særligt omhyggelige med at fjerne sten fra opfyldningsmateriellet.
De sagsøgte har til støtte for deres frifindelsespåstand gjort gældende, at der ikke foreligger bevis
for, at de sagsøgte har handlet uforsvarligt, og at der ikke hverken i teori eller praksis findes
holdepunkter for at antage, at de sagsøgte i en situation som den foreliggende skulle være objektivt
ansvarlige. De sagsøgte har særligt understreget, at den tendens til objektivisering af ansvaret som i
lignende sager kan spores i domspraksis alene vedrører tilfælde, hvor de skadelidte er private
borgere, og ikke når skadelidte som her er en offentlig eller halvoffentlig institution, og de
skadelidte effekter er nedgravede installationer. De sagsøgte har bestridt størrelsen af det rejste
erstatningskrav, som de mener kun betryggende kan konstateres gennem et syn og skøn, hvilket
ikke er sket. - - -
Rettens bemærkninger:
Størrelsen af sagsøgernes påstand findes tilstrækkeligt og betryggende dokumenteret.
Der ses ikke at være holdepunkter for at antage, at de sagsøgte enten ved nedlæggelsen eller ved
tilsynet af vandledningen har handlet uforsvarligt.
De sagsøgte må - ligesom andre ledningsejere - påregne, at der kan opstå brud på vandledninger af
mere eller mindre uforklarlige årsager, og at sådanne brud forvolder skader. De sagsøgte har haft
mulighed for at gardere sig på forskellig vis overfor erstatningskrav, som måtte blive rejst som følge
af sådanne skader. Retten finder det derfor rimeligt og naturligt, at risikoen for vandledningsbrud og
derefter opståede skader placeres hos >> 597 >> vandledningsejerne - de sagsøgte. Der vil derfor
være at give dom i overensstemmelse med sagsøgernes påstand. - - -
I V.L.D. 22. februar 1988 (Juul-Olsen, Sigrid Ballund, Bjarne Christensen) siges bl.a.:
- - - For landsretten har appellanten, Bramming Kommune, principalt gentaget sin i første instans
nedlagte frifindelsespåstand, subsidiært mod betaling af et beløb, der er mindre end det ved
dommen idømte.
Indstævnte, Bramming Fjernvarme, har påstået dommen stadfæstet.
Det er for landsretten oplyst, at den omhandlede del af fjernvarmeværket blev åbnet i 1973-74.
Værket blev etableret i 1950.
Der er mellem parterne enighed om, at vandforsyningsledningerne og fjernvarmeledningerne er
nedlagt samtidig. Begge ledningsnet løber over et areal, der tilhører appellanten. De 2 sæt ledninger
er placeret ved siden af hinanden, med en afstand på ca. 4 m; visse steder er afstanden dog mindre
som følge af knæk på fjernvarmeledningen. Vandledningen, der er en 250 mm pvc-ledning, er
nedlagt i sand i 120-150 cm's dybde. Fra det øverste punkt på vandledningen til det nederste punkt
på fjernvarmeledningen er der en afstand på ½ m. Fjernvarmerørene er indlagt i betonkanaler, der er
støbt på stedet efter dobbeltforskallingsprincippet og med cellebetonisolering. - - -
Årsagen til bruddet på vandledningen er heller ikke oplyst for landsretten.
Parterne har gentaget deres procedure for byretten. Indstævnte har ikke for landsretten gentaget sit
anbringende om, at der fra appellantens side har foreligget fejl eller forsømmelighed.
Appellanten har til støtte for sin principale påstand navnlig anført, at de særlige omstændigheder,
der i domspraksis har ført til at pålægge kommuner et objektivt ansvar (U.1983.714/2 H,
U.1983.866/2 H og U.1983.895 H) ikke er til stede. I denne sag foreligger der en særlig relation
mellem parterne, der begge er forsyningsværker med offentlig eller en art offentlig funktion.
Indstævnte har på appellantens ejendom og med appellantens tilladelse nedlagt
fjernvarmeledningerne i umiddelbar nærhed af vandledningerne og må herved antages at have
accepteret risikoen for hændelige vandudslip. Indstævnte har endvidere bedre mulighed for at tage
risikoen for brud på ledningsnettet i betragtning ved den tekniske og økonomiske tilrettelæggelse af
driften, da der i langt større omfang opstår brud på fjernvarmeledninger end på vandledninger.
Skaden på ledningsnettet ligger således ikke udenfor, hvad indstævnte kunne forvente. Det ville
endvidere føre til meget omfattende og kostbare foranstaltninger, såfremt de enkelte ledningsejere
måtte anses for objektivt ansvarlige for skader på de forskellige ledningsnet.
Indstævnte har heroverfor anført, at appellanten som ejer af vandforsyningsanlægget må være
objektivt ansvarlig for skader forårsager ved brud på anlæggets ledningsnet. Appellanten har ved
tilrettelæggelsen af driften haft mulighed for at tage risikoen herfor i betragtning. Det forhold, at der
er tale om 2 forsyningsanlæg, bør ikke føre til at afvise den praksis, der er fastlagt ved Højesterets
domme i 1983. Indstævnte er at anse som en privat virksomhed, og det er således andelshaverne i
fjernvarmeværket, der må pålægges at betale reparationsudgifterne, såfremt appellanten ikke kan
anses for ansvarlig for skaderne. Fjernvarmekanalerne er endvidere udført efter de på
etableringstidspunktet mest anerkendte metoder, og ledningsnettets placering er sket efter
appellantens anvisninger. Der foreligger således hverken egen skyld eller accept af risiko for
indstævntes side. - - -
Landsretten skal udtale:
Årsagen til bruddet på vandledningen er heller ikke søgt oplyst for landsretten.
Parterne er begge ejere af og driftsherrer for et forsyningsværk, der har etableret hvert sit
ledningsnet i umiddelbar nærhed af hinanden, og der findes for begge at bestå en risiko for
hændelige skader på ledningsnettet forårsaget af brud på den nærliggende ledning. Såvel
appellanten som indstævnte findes ved den økonomiske tilrettelæggelse af driften at have mulighed
for at tage risikoen for sådanne ikke upåregnelige skader i betragtning. Under disse omstændigheder
findes de ganske særlige grunde, der skal være til stede for uden lovhjemmel at pålægge objektivt
ansvar ikke at foreligge, og landsretten tager derfor appellantens frifindelsespåstand til følge.
Efter omstændighederne forholdes med sagens omkostninger som neden for bestemt. - - -
Sagens omkostninger hæves for begge retter.
U.1989.282V

Udlejer af affaldscontainer ansvarlig for skade


på bil, som påkørte containeren.
En personbil blev i mørke og regn beskadiget ved påkørsel af en affaldscontainer, der ikke var
afmærket med lygter, jfr. § 2, stk. 1, nr. 5, i bekendtgørelse nr. 3 af 4. januar 1979. Da der ikke var
grundlag for at pålægge bilisten medansvar for påkørselen, blev ansvaret for skaden pålagt
udlejeren af containeren, der ikke havde medleveret lygter eller instrueret lejeren om
afmærkningsforskrifterne.

V.L.D. 28. november 1988 i anke 2-B.1263/1988


(Lilholt, C. Haubek, Hanne Christensen (kst.)).
Forsikringsselskabet Baltica A/S, København (adv. Runa Nielsen, Viborg) mod Torben G. Soelberg,
Øster Hornum (lrs. Per Markussen, København).
Aalborg rets 6. afdelings dom 19. maj 1987.
Den 5. november 1985 kl. 17.10 skete der på Dyssevej i Suldrup et færdselsuheld, idet sagsøgerens
forsikringstager, mekaniker Jens Mosbæk, - - -, Sulstrup, påkørte en affaldscontainer, som sagsøgte,
vognmand Torben G. Soelberg, - - -, der ejer containeren, havde henstillet på Dyssevej ud for
chauffør Per Jacobsens hus. Ved uheldet skete der skade på Jens Mosbæks bil, der er repareret for
33.000 kr. 85 øre.
Under anbringende af at skylden for uheldet påhviler sagsøgte, idet containeren trods mørke ikke
var forsynet med lygter og ikke var anbragt under en gadelygte eller lignende, har sagsøgeren
herefter den 3. november 1986 anlagt sag mod sagsøgte og har herunder påstået denne dømt til at
betale 33.000 kr. 85 øre med sædvanlig procesrente fra sagens anlæg, indtil betaling sker.
Sagsøgte, der - - - har godkendt størrelsen af sagsøgerens krav, har nedlagt påstand principalt om
frifindelse, subsidiært om frifindelse mod betaling af et mindre beløb. Sagsøgte har til støtte herfor
anført, dels at lejeren og ikke ejeren af containeren er ansvarlig, og dels at uheldet kunne være
undgået af bilisten.
Under sagen er der afgivet forklaring af en række vidner.
Mekaniker Jens Mosbæk har bl.a. forklaret, at det var mørkt, og at det styrtede ned. Vidnet kom
kørende ad Stensgade, hvorfra han svingede til venstre ad Dyssevej, hvor han boede et stykke nede
af denne vej. Containeren stod tæt på hjørnet i højre side af Dyssevej. Vidnet havde ikke set
containeren før, idet han kun sjældent kommer i den ende af Dyssevej, men det er muligt, at han
enten har kørt eller spadseret forbi den før. Han drejede og opdagede ikke noget, før han tog hjørnet
af containeren. Han stod ud og så på containeren. Der var refleks på denne, men ingen lys, og den
stod ikke under en gadelygte. Den var grøn og forsvandt i mørket. - - -
Chauffør Per Jacobsen har bl.a. forklaret, at han lejede en container i november 1985 af sagsøgte.
Han bestilte den til en weekend, men sagsøgte kom allerede med den om torsdagen, den 31.
oktober. Sagsøgte hentede den heller ikke efter weekenden, men først den følgende onsdag. Vidnet
bor på hjørnet af Dyssevej og Stensgade. Da containeren kom, sagde vidnet til chaufføren, at han
skulle stille den på Dyssevej, så bilerne kunne komme forbi, og den blev placeret på kørebanen på
Dyssevej ca. 5 meter fra hjørnet og op mod fortovet. Der var ingen lys i nærheden, og containeren
var ikke afmærket på nogen måde og var også uden lys eller reflekser. Vidnet hørte uheldet, men da
vidnet fik tøj på og kom ud, var vedkommende kørt igen. Kort efter kom politiet. - - -
I den af Jens Mosbæk til sagsøgeren den 7. november 1985 daterede skadesanmeldelse er det
oplyst, at det var mørke og regnvejr på uheldstidspunktet, samt at bilen førte nærlys. Bilens fart er
opgivet til 30 km/t.
Sagsøgeren har til nærmere støtte for sin påstand gjort gældende, at containeren ved placeringen på
Dyssevej ikke opfyldte de krav som er opstillet for henstilling på offentlig vej i bekendtgørelse nr. 3
af 4. januar 1979 om anbringelse af beholdere og lignende genstande på vej. Således var
containeren f.eks. ikke forsynet med lys. Det er ganske klart, at det påhviler ejeren at sørge for, at
lovens krav til udstyr er i orden, så containeren kan benyttes lovligt af lejeren, og lejeren har
forklaret, at der ikke var lygter med, da containeren blev afleveret. Ejeren må som den
professionelle selv påtage sig ansvaret for, hvor han placerer containeren, uanset om en lejer måtte
give anvisninger herfor. Hertil kommer, at ejeren har en vis tilsynspligt over for effekter, som han
udlejer som et led i sin profession. Endelig har sagsøgeren anført, at der ikke er noget at bebrejde
bilisten.
Sagsøgte har til støtte for sin påstand om frifindelse anført, at containeren ved sin placering opfyldte
de i den nævnte bekendtgørelse stillede krav alene med undtagelse af lygteførslen. Sagsøgte har
>> 283 >> herudover i første række anført, at fra modtagelsesøjeblikket er det lejeren, der bærer
ansvaret. Det var i det konkrete tilfælde lejeren, der bestemte, hvor containeren skulle stå, og i den
udstrækning uheldet skyldes placeringen, er ansvaret lejerens. Lejeren har accepteret opstillingen,
selvom der ikke var lygter med, og det følger af almindelige ansvarsregler, at en lejer må bære
ansvaret for, hvad han henstiller på offentlig vej til sit brug. Det forekommer urimeligt, at ejeren
skal være ansvarlig for, hvad der sker i lejetiden, idet lejeren må være den nærmeste til at
konstatere, om afmærkningen er i orden eller om lygter m.v. forsvinder som følge af f.eks. hærværk.
Selvom ejeren udøver et vist tilsyn, afgiver dette ingen garanti for, hvad der videre kan ske.
I anden række har sagsøgte anført, at bilisten ved anvendelse af almindelig agtpågivenhed burde
have set containeren, som man ikke kan udelukke, at han tidligere havde set placeret på Dyssevej,
og der må derfor i det mindste påhvile ham et medansvar med fordeling af skaden til følge.
Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at containeren var henstillet på Dyssevejs kørebane tæt
op til fortovskanten, og at den bortset fra lygteføringen opfyldte bekendtgørelsens krav.
Retten finder, at der efter placeringen af en container ved en lejers bopæl til brug for lejeren må
påhvile lejeren et vist tilsyn med, at det lejede i brugertiden opfylder de af det offentlige stillede
krav til sikkerhed m.v. Retten finder ikke, at den omstændighed, at foreskrevne lygter - muligvis
ved en forglemmelse - ikke er fulgt med containeren ved dennes levering en torsdag kan føre til at
pålægge ejeren af containeren ansvaret for følgerne af et den følgende tirsdag indtrådt
færdselsuheld.
Som følge af det anførte tager retten sagsøgtes påstand om frifindelse til følge. - - -
Vestre Landsrets dom.
- - - For landsretten har appellanten, Forsikringsselskabet Baltica A/S, gentaget sin påstand i første
instans.
Indstævnte, Torben G. Soelberg, har påstået dommen stadfæstet.
Per Jacobsen, Suldrup, har yderligere forklaret, at chauffør Jørn Bach kom med containeren. Han
fik ikke lygter udleveret af chaufføren, der heller ikke sagt noget om, at der skulle lygter på
containeren. Containeren blev placeret det sted, der passede ham bedst.
Chauffør Jørn Pedersen Bach, Suldrup, har forklaret, at han i 1985 var chauffør hos indstævnte. Han
kan huske, at han afleverede en standardcontainer ved en ejendom på Dyssevej. Containeren blev
placeret ud for lejerens ejendom lidt oppe på fortovet. Den blev ikke placeret, så den stod lige under
et gadelys. Han mener, at der var lygte på containeren, idet det er den normale procedure, at
containeren leveres med en lygte. Lygten anbringes på ydersiden af containeren ca. 1 m fra
bagkanten, og det er den normale procedure, at chaufføren, der afleverer containeren, aktiverer
lygten ved leveringen. - - -
Uanset chauffør Jørn Pedersen Bachs forklaring om indstævntes normale procedure ved
afleveringen af containeren finder landsretten det ved Per Jacobsens forklaring bevist, at
indstævntes chauffør ved afleveringen af containeren til Per Jacobsen hverken leverede lygter til
containeren eller instruerede Per Jacobsen om forskrifterne om afmærkning af containere med
lygter, jfr. bekendtgørelse nr. 3 af 4. januar 1979 § 2, stk. 1, nr. 5. Da der endvidere ikke er grundlag
for at tillægge Jens Mosbæk nogen del af ansvaret for påkørslen, tager landsretten appellantens
påstand til følge. - - -
Sagens omkostninger for begge retter skal indstævnte betale til appellanten med 13.000 kr. - - -
U.1991.106H

Lejer af vogn med fører pålagt


principalansvar for førerens fejl.
Olieselskabet D gjorde gennem nogle måneder som supplement til sine egne vogne brug af en hos
vognmand C lejet sættevogn, som C købte af D. Vognen førtes af chauffør J, som C antog, og som
på C's begæring modtog et ti timers kursus hos D for D's regning. Under levering af olie til en af D's
kunder skete der ved en fejl fra J's side udslip af olie med en skade på noget over 1 mill. kr. til følge.
D, der havde erstattet denne skade, kunne ikke søge regres hos C. 1)

H.D. 13. december 1990 i sag II 364/1988


Olieselskabet Danmark a.m.b.a. (adv. Erik Ryefelt) mod Olfert Carlsen Vognmandsforretning A/S
(nu i likvidation) (adv. Ulf Andersen).
Østre Landsrets dom 22. november 1988 (12. afd.)
(Risbjørn, Morving, Hanne Duetoft).
Under denne sag har sagsøgeren, Olieselskabet Danmark a.m.b.a., påstået sagsøgte, Olfert Carlsen
Vognmandsforretning A/S, dømt til at betale 1.192.012,87 kr. med tillæg af nærmere angivne renter
af beløbet.
Sagsøgte har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb efter rettens
skøn.
Det påstævnte beløb udgør erstatning for skader i forbindelse med oliespild.
Parterne er enige om, at skaderne, der er opstået i forbindelse med levering af olie hos De Forenede
Bryggerier A/S i Glostrup, kan tilskrives en fejl begået af en hos sagsøgte ansat chauffør, og at
tvisten alene vedrører spørgsmålet om, hvem af parterne der i medfør af D.L. 3-19-2 hæfter for den
af chaufføren begåede fejl.
Den 7. marts 1984 indgik parterne en aftale om, at sagsøgte i 3-4 måneder hvert år skulle foretage
udkørsel med motorvogn af olieprodukter med sagsøgerens sættevogn eller demonterbar tank.
I henhold til aftalen skulle udkørslen normalt påbegyndes fra Prøvestenen i København og med
normal mødetid kl. 7.00. Sluttiden ville være afhængig af den nødvendige udkørsel.
I aftalen hedder det blandt andet videre:
»- - -
Takst: Som basispris anvendes L.D.V.'s generelle akkordtakster side 8-9 under hensyntagen til
tillægsbestemmelserne side 5-6 ved udlån af materiel fra Olieselskabet Danmark.
Forsikring - syn: I henhold til loven påhviler det fulde ansvar vogntogets motorforvogn.
Endvidere forpligter vognmanden sig til at tegne udvidet Erhvervsansvarsforsikring for oliespild
m.v.
Olieselskabet Danmark er selvforsikrende på kasko men vil dog i det omfang, hvor ejer eller
modpart kan gøres ansvarlig, rejse krav om erstatning for forvoldt skade.
---
Vedligeholdelse af sættevogn/løstank med udstyr: Vognen anbringes uden for arbejdstid under
betryggende forhold og uden gene for andre. Nødvendige reparationer betales af og i samråd med
Olieselskabet Danmarks stedlige repræsentant, dog således at der ved grov misligholdelse vil blive
tale om erstatning til Olieselskabet Danmark.
---
Alm. bestemmelser: Vognmanden forpligter sig og sine ansatte til at yde en reel og god betjening.
Oliespildskader og andre former for skader samt eventuelle uoverensstemmelser mellem vognmand
og Olieselskabet Danmarks kunder skal omgående meddeles selskabets kontor.
- - -«
Sagsøgte købte en forvogn af sagsøgeren og ansatte i november 1984 Kjeld Johansen som chauffør
på forvognen. Inden arbejdet for sagsøgeren påbegyndtes, var Kjeld Johansen i 8 dage under
oplæring hos sagsøgeren på sagsøgtes regning.
Sagsøgeren havde aftaler om automatisk >> 107 >> levering af olie efter graddage med blandt
andet De Forenede Bryggerier A/S, til hvis afhenterlager i Glostrup der skulle leveres ca. 133.900 l
om året.
Den 13. februar 1985 undlod Kjeld Johansen ved levering af olie hos De Forenede Bryggerier A/S i
Glostrup at pejle oliestanden i tanken, hvilket medførte, at ca. 7.000 l olie ikke kunne optages i
tanken og løb over med omfattende forurening til følge.
Som svar på en henvendelse fra De Forenede Bryggerier A/S meddelte sagsøgeren i en skrivelse af
18. februar 1985, at vognmand Olfert Carlsen havde overdraget sagen vedrørende oliespild den 13.
februar 1985 til sit forsikringsselskab Topsikring, der herefter ville være ansvarlig for sagens videre
forløb.
I en skrivelse af 19. februar 1985 svarede De Forenede Bryggerier A/S, at man ønskede at
præcisere, at det var sagsøgeren, der som medkontrahent var umiddelbart ansvarlig for skaden.
Bryggerierne bad som følge heraf sagsøgeren bekræfte skriftligt, at de overfor De Forenede
Bryggerier A/S var ansvarlig for den skete skade.
Forsikringsselskabet Topsikring, hvor sagsøgte havde tegnet udvidet erhvervsansvarsforsikring for
oliespild, afviste ethvert erstatningskrav i sagen.
Sagsøgeren har afholdt udgifter svarende til det påstævnte beløb.
Under sagen er der afgivet vidneforklaring af Christian Hermansen, Jørgen Pedersen, Olfert Carlsen
og Kjeld Johansen.
Der er endvidere vedrørende skaden og retableringen af denne afgivet vidneforklaring af Otto Skov,
Børge Møller Hansen og Marinus Høier.
Vidnet Christian Hermansen, der i 1984 og 1985 var ansat i Olieselskabet Danmark som
kørselsleder, har forklaret, at sagsøgeren i den kolde periode med spidsbelastning indlejede
vognmænd. Om sommeren anvendte man udelukkende egne vogne. Firmaets egne chauffører bar
firmauniform, hvilket ikke blev krævet af chauffører fra indlejede vognmænd. I vinteren 1984-1985
havde man vist kun indlejet vognmand Olfert Carlsen. Arbejdet blev ledet og fordelt af vidnet, der
havde omkring 20 biler at disponere. Alle chauffører fik ved arbejdsdagens begyndelse udleveret
køresedler til hele dagen og afleverede efter endt kørsel sedlerne til vidnet. Køresedlerne blev en
gang om måneden sendt til de indlejede vognmænd. Kørselskontoret havde radiokontakt med alle
vogne. Chauffør Kjeld Johansen, der begyndte at køre med olie omkring 1. december 1984, havde
forinden været til oplæring hos en af firmaets erfarne chauffører. Han blev først sat til at køre alene,
da både chaufføren og tillidsmanden havde sagt, at han kunne klare det. Kjeld Johansen kørte hver
dag fra morgen til aften. Der var ingen forskel på, hvordan han og de øvrige chauffører blev
behandlet.
Vidnet Jørgen Pedersen, der er ansat som fuldmægtig i Olieselskabet Danmark, har forklaret at den
aftale, som blev indgået mellem parterne, ikke adskiller sig fra de aftaler, man normalt indgår med
vognmænd om at køre for selskabet i en periode hvert år. Olieselskabet Danmark afregner med
vognmændene, der har bestemmelsesretten over chaufførerne.
Vidnet Olfert Carlsen har forklaret, at han havde 50-60 chauffører og mekanikere i sin
vognmandsforretning. Han kørte ikke med olie, bortset fra kørslen i denne sag. Aftalen herom kom i
stand på den måde, at Olieselskabet Danmark henvendte sig til ham for at få ham til at købe mere
olie. Han erklærede sig villig hertil på betingelse af, at han fik kørsel for Olieselskabet Danmark.
Efter 8-10 dages oplæring, som vidnet betalte, begyndte Kjeld Johansen at køre med olie for
Olieselskabet Danmark. Han kom herefter kun i vognmandsforretningen, når forvognen skulle
repareres, have skiftet olie eller smøres, hvilket skete fra 1 til 3-4 gange om ugen. Køresedlerne,
som Kjeld Johansen afleverede hos Olieselskabet Danmark, blev en gang om måneden sendt til
vidnet, der herefter afregnede med Kjeld Johansen. Han betragtede sig som arbejdsgiver for Kjeld
Johansen og havde derfor regnet med, at hans forsikringsselskab skulle betale olieskaden. Ved
aftalens indgåelse havde han kontaktet Topsikring. Han havde oplyst, at han skulle køre med olie,
og at han ønskede at blive sikret på alle måder. Efter uheldet havde han afskediget Kjeld Johansen.
Vidnet Kjeld Johansen har forklaret, at han før sin ansættelse hos vognmand Olfert Carlsen havde
kørt med syre for Superfos. Under oplæringen hos Olieselskabet Danmark var han blevet instrueret
om, at han altid skulle pejle tanken før påfyldning. Han kørte i et på forhånd fastlagt distrikt og kom
kun hos Olfert Carlsen for at levere olie, eller når forvognen skulle til service eller repareres. Det
var kørselskontoret, der bestemte, hvor han skulle køre. På sættevognen stod O.K. Olie, og han
præsenterede sig overfor kunder som »O.K.Olie«. >> 108 >> Nogle dage før den 13. februar blev
han sendt til De Forenede Bryggerier i Glostrup. Da han havde påfyldt ca. 2.000 l olie, gik pumpen i
stykker. Han satte sig i forbindelse med Christian Hermansen, der sendte ham til et værksted i
Herlev. Den 13. februar 1985 meldte han klar og fik af Christian Hermansen besked på at fortsætte,
hvor han slap. Han havde pejlet oliestanden ved første levering og forlod sig på denne pejling.
Under påfyldningen kunne han ikke se udluftningskanalen, der lå bagved en bevoksning. Han var
derfor ikke klar over, at olien løb over. Bagefter fik han vide, at en anden chauffør havde leveret
olie i mellemtiden.
Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte som selvstændig vognmand i medfør af D.L. 3-19-2 er
erstatningsansvarlig for skaderne i forbindelse med oliespildet. Det var sagsøgte, der ledede,
fordelte og anviste arbejdet, idet alene sagsøgte kunne ansætte og afskedige chaufføren. Sagsøgte
fordelte arbejdet ved at anvise Kjeld Johansen til at køre for sagsøgeren. Der er ikke af sagsøgeren i
kontrakten eller i senere tillæg hertil taget forbehold om, at kørslen skulle foretages af en bestemt
chauffør. Pligten til at instruerer og at føre tilsyn med arbejdet påhvilede juridisk set sagsøgte, der
også aflønnede chaufføren og fik betaling for dennes kørsel efter L.D.V.s normale takster. Aftalen af
7. marts 1984 var ikke en lejekontrakt, men en normal transportkontrakt. Situationen var ikke
anderledes, end når en budcentral bringer varer ud for et firma, der ofte benytter den pågældende
central. Det er i aftalen af 7. marts 1984 stillet som en betingelse, at sagsøgte tegnede en udvidet
erhvervsansvarsforsikring mod oliespild, hvilket indeholder en klar tilkendegivelse fra begge parter
om, at ansvaret efter 3-19-2 for sådanne skader må påhvile sagsøgte. Det gøres ikke gældende, at
sagsøgte hæfter umiddelbart på grundlag af aftalen.
Sagsøgte har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at sagsøgte ikke kan gøres ansvarlig
for fejl begået af Kjeld Johansen, medens han har udført arbejde med udkørsel af olie for
sagsøgeren, idet sagsøgte har stillet forvogn med fører til rådighed for sagsøgeren på en sådan
måde, at de er indgået som en integrerende bestanddel af sagsøgerens eget materiel og egen
arbejdsstyrke. Det er sagsøgeren, der har ledet, fordelt og anvist det arbejde, som Kjeld Johansen
har udført, og sagsøgte har ikke haft nogen instruktions- eller tilsynsbeføjelse over Kjeld Johansen,
der kun kom hos sagsøgte, når der var problemer med forvognen.
Sagsøgte har til støtte for den subsidiære påstand anført, at kravet omfatter unødvendige udgifter og
udgifter, der ikke skyldes olieforureningen, men en beskadigelse af en vandledning.
Landsretten udtaler:
Kjeld Johansen blev i november 1984 oplært i at køre olietankvogn af sagsøgeren og var derefter
indtil den 13. februar 1985 udelukkende beskæftiget med at udbringe olie for sagsøgeren på samme
måde som sagsøgerens egne chauffører. Det var endvidere sagsøgeren, der tilrettelagde og førte
tilsyn med arbejdet, og dette indgik som et almindeligt led i sagsøgerens virksomhed i de 3-4
måneder, hvor der er et særligt behov for udbringning af olie.
Selv om Kjeld Johansen var ansat af sagsøgte og anvendte dennes forvogn, findes Kjeld Johansens
fejl den 13. februar 1985 herefter ikke at kunne pådrage sagsøgte ansvar efter D.L. 3-19-2.
Som følge heraf frifindes sagsøgte.
---
Sagsøgeren betaler 40.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte.
Højesterets dom.
Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Bangert, Weber, Munch, Else Mols og Wendler
Pedersen.
Appellanten har påstået indstævnte dømt til at betale 1.221.307,47 kr. med tillæg af nærmere
angivne renter.
Indstævnte har påstået stadfæstelse.
Til brug for Højesteret er der afgivet nye forklaringer og tilvejebragt yderligere oplysninger.
Det fremgår af sagen, at oplæringen af Kjeld Johansen hos appellanten skete efter krav fra
appellanten og for dennes regning.
Af de grunde, der er anført af landsretten, stadfæster Højesteret dommen.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom bør ved magt at stande.
I sagsomkostninger for Højesteret skal appellanten, Olieselskabet Danmark a.m.b.a., betale 50.000
kr. til indstævnte, Olfert Carlsen Vognmandsforretning A/S (nu i likvidation).
>> 109 >> De idømte sagsomkostninger skal betales inden 14 dage efter denne højesteretsdoms
afsigelse.
U.1991.347V

Naturgasselskab ansvarlig for skade på


vejbelægning forvoldt af entreprenør i
forbindelse med nedlægning af ledning for
selskabet.
Ved afgørelsen blev det lagt til grund, at arbejdet alene var udført i naturgasselskabet S's interesse,
at S forud for arbejdets påbegyndelse var gjort bekendt med, at vejbelægningen var ny og særlig
sårbar, og at S straks ved arbejdets påbegyndelse kunne have afværget skaderne, såfremt man havde
ført tilsyn med arbejdets udførelse. Som følge af det anførte sammenholdt med naturgasprojektets
særlige karakter fandtes S ansvarlig for entreprenørens fejl. 1)

V.L.D. 21. februar 1991 i anke 7-B.1433/1989


Bolt Rasmussen, Poul Hansen (kst.), Jens Anker Andersen (kst.))
Naturgas Syd I/S, Vejen (adv. Carsten Hove, Kolding) mod Gadeforeningen Heimdal v/ formanden
Arne Ohlsen, Haderslev (adv. Michael Søgaard Meyer, smst.)
Af anke 7-B.1433/1989 - Naturgas Syd I/S, Vejen (adv. Carsten Hove, Kolding) mod
Gadeforeningen Heimdal v/ formanden Arne Ohlsen, Haderslev (adv. Michael Søgaard Meyer,
smst.) - fremgik, at indstævnte påstod appellanten dømt til at betale 20.398,40 kr. tillige med
sædvanlig procesrente. Beløbet udgjorde erstatning for skader, der under appellantens nedlægning
af naturgasledning var blevet påført belægningen på den private fællesvej Heimdalsvej i Haderslev.
Appellanten påstod frifindelse under henvisning til, at arbejdet blev udført af entreprenørfirmaet
Kurt V. Nielsen, som derfor var ansvarlig.
Af sagens oplysninger fremgik, at arbejdet foregik i 1985. Under opgravningen af det grusbelagte
fortov, hvori ledningen blev lagt, kørte og stod entreprenørens materiel på den asfaltbelagte
kørebane.
I erklæring af 23. november 1988 fra den udmeldte syns- og skønsmand Ole Poulsen, Vejen, hedder
det om de fremkomne skader:
»Skaderne er typiske overfladeskader foranlediget af entreprenørens materiel. Det er et næsten
konstant mønster af indtryksmærker fra støtteben på rendegraver eller tilsvarende maskine.
Herudover virker det som om man har »tabt« og slæbt selve graveudstyret hen over belægningen,
med dybe striber og lokale dybe huller til følge.«
I erklæringen hedder det endvidere:
»Entreprenøren, som har udført arbejdet for Naturgas Syd, har tilsyneladende taget meget let på
spørgsmålet om 3. parts ejendom. De opståede skader måtte man have kunnet konstatere allerede
første dag i entreprisen, og det havde været relativt let at træffe foranstaltninger for at skaderne ikke
blev udbredt til hele vejen.«
Et af appellanten antaget rådgivende ingeniørfirma førte dagligt tilsyn under arbejdet, efter det
oplyste dog alene for at sikre, at nedlægningen og monteringen af selve ledningerne blev udført
forsvarligt. Den udførende entreprenør er siden gået konkurs.
I Holsted rets dom 2. juni 1989 siges bl.a.:
Om aftalegrundlaget før arbejdets påbegyndelse har sagsøgerens formand Arne Ohlsen forklaret, at
der i 1983 blev lagt ny belægning på vejen for ca. 85.000 kr. Da spørgsmålet om naturgasledningen
blev rejst, blev der afholdt et møde, hvorunder sagsøgte redegjorde for planlægningen af arbejdet,
herunder tidsplanen, ligesom det blev oplyst, at sagsøgte ville antage entreprenør til at udføre
gravearbejdet. Sagsøgerens bestyrelse oplyste på mødet, at vejbelægningen var ny og derfor ville
kræve særlig omhu og opmærksomhed under arbejdet. Netop for at sikre sig dokumentation i
tilfælde af skader fotograferede man før arbejdets påbegyndelse asfaltbelægningen.
Under arbejdet bad flere beboere på vejen entreprenørens folk om at lægge noget under
gravemaskinerne. Allerede inden arbejdets afslutning meddelte man også entreprenøren, at denne
ville blive gjort ansvarlig for skaderne. Senere henvendte man sig til sagsøgte, men det viste sig at
være vanskeligt at finde den juridisk ansvarlige modpart, hvorfor sagen trak ud.
Sagsøgeren har støttet sin påstand på, at sagsøgte som bygherre er ansvarlig for de skader, som
entreprenøren påførte vejen. Skaderne er påført >> 348 >> den ejer, i hvis jord der blev gravet, og
arbejdet skete udelukkende i sagsøgtes interesse. Der er således ikke tale om naboretlig skade, idet
skaden direkte er påført noget, der var stillet til sagsøgtes rådighed.
Sagsøgte har anerkendt, at de opgjorte skader skyldes manglende omhu hos entreprenøren. At lægge
dennes ansvar over på sagsøgte ville imidlertid kræve direkte lovhjemmel, idet D.L. 3-19-2 ikke
omfatter selvstændigt arbejdende entreprenører. Sagsøgeren må derfor selv udbedre skaderne.
Rettens bemærkninger:
Som led i det retsforhold, der før arbejdet var etableret direkte mellem sagens parter, fik sagsøgte
vejarealet stillet til rådighed for nedlægning af naturgasledninger. Sagsøgte må derfor som
udgangspunkt anses ansvarlig for følgeskader på vejen, og sagsøgte findes ikke ved at overlade
arbejdets udførelse til en entreprenør at kunne fralægge sig dette ansvar.
Sagsøgerens påstand tages herefter til følge.
Appellanten ankede dommen med påstand principalt om frifindelse. Indstævnte nedlagde principalt
påstand om betaling af 57.500 kr. tillige med sædvanlig procesrente.
I V.L.D. 21. februar 1991 (Bolt Rasmussen, Poul Hansen (kst.), Jens Anker Andersen (kst.)) siges
bl.a.:
Det fremgår af sagen, at entreprenør Kurt B. Nielsen, Broager, den 30. juli 1985 ansøgte Haderslev
kommune om tilladelse til efter lov om offentlige veje § 101, stk. 1, at foretage opgravning i vej
(offentlige arealer) i anledning af nedlægning af naturgasledninger.
Parterne har i det væsentlige gentaget deres procedure for byretten.
Appellanten har yderligere anført, at det bestrides, at der foreligger noget kontraktsforhold mellem
parterne. Der var ikke tale om særligt farligt arbejde, der skulle kunne begrunde, at appellanten som
følge heraf ikke kunne overlade ansvaret for arbejdets udførelse til den selvstændigt virkende
entreprenør, idet der kun blev gravet i 1,2 meters dybde. Gravetilladelsen er søgt af og givet til
entreprenør Kurt B. Nielsen. - - -
Indstævnte har præciseret sine anbringender således, at det i første række gøres gældende, at arealet
er stillet til rådighed for appellanten i følge aftale, der er indgået mellem sagens parter inden
arbejdets påbegyndelse. Der er derfor tale om et låneforhold, hvor appellanten som låner på
objektivt grundlag er ansvarlig for enhver skade. Gravetilladelsen fra kommunen omfatter i øvrigt
kun offentlige veje. Aftalerne mellem appellanten og den af appellanten antagne entreprenør er
indstævnte uvedkommende. Indstævnte har i anden række anført, at appellanten er ansvarlig for
skaderne, der er påført indstævnte af entreprenøren. Arbejdet er udelukkende udført i appellantens
interesse. Gravedybden medfører, at arbejdet må betragtes som farligt, og såfremt appellanten havde
ført tilsyn med entreprenørens arbejde, kunne skaderne have været afværget eller begrænset. - - -
Efter de foreliggende oplysninger findes der ikke grundlag for at antage, at der mellem parterne er
indgået en aftale om at stille vejarealet til rådighed for appellanten, således at retsforholdet skal
betragtes som et låneforhold.
Landsretten lægger i øvrigt til grund, at arbejdet alene er udført i appellantens interesse, og at
appellanten forud for arbejdets påbegyndelse af indstævnte var blevet gjort bekendt med, at
vejbelægningen var ny og særlig sårbar. Efter skønsmandens erklæring må det endvidere lægges til
grund, at appellanten straks ved arbejdets påbegyndelse kunne have afværget skaderne, såfremt man
havde ført tilsyn med arbejdets udførelse. Som følge af det anførte sammenholdt med
naturgasprojektets særlige karakter findes appellanten at være ansvarlig overfor indstævnte for de af
entreprenørfirmaet begåede fejl.
U.1992.964H

Spørgsmål om årsag til motorførers


personskade.
A, der kørte kun med positionslys, kom over i den modsatte kørebanehalvdel og påkørte de af B og
C førte vogne, hvorved A led personskade. C's forsikringsselskab erstattede denne og påstod regres
over for B's forsikringsselskab. B havde givet tegn til A ved lysblink og forklarede, at hun havde
mærket et lille bump. A havde ingen erindring om denne påkørsel. Medens landsretten havde anset
B og C for solidarisk ansvarlige, fandt Højesteret ikke grundlag for at fastslå, at A's påkørsel
skyldtes, at han var blevet blændet, eller at den første påkørsel var medvirkende årsag til den anden
påkørsel. B's forsikringsselskab frifandtes.

H.D. 8. oktober 1992 i sag I 116/1990


Assurance-Compagniet Baltica Aktieselskab (adv. Finn Bachmann) mod A/S Forsikringsselskabet
Codan (adv. Erik Ryefelt).
Københavns Byrets dom 5. december 1988 (afd. C).
Denne dom er i medfør af retsplejelovens § 366 a, stk. 2, skrevet uden fuldstændig sagsfremstilling.
1)
Sagsøgeren, A/S Forsikringsselskabet Codan, har påstået sagsøgte, Assurance-Compagniet Baltica
A/S, dømt til at anerkende at være forpligtet til at bære 50% af den personskade, som overgik Jan
>> 965 >> Nordstrøm ved færdselsuheldet den 21. januar 1986 på Ringstedvej, Kvanløse.
Sagsøgte har påstået frifindelse.
Denne sag vedrører ansvaret efter færdselslovens § 103, stk. 1, jfr. § 101, stk. 1, for den
personskade, som Jan Nordstrøm pådrog sig ved et færdselsuheld den 21. januar 1986 ca. kl. 17,05
på Ringstedvej ved 9,1 km-mærket i Jernløse kommune. Der blev i anledning af uheldet rejst
straffesag mod Jan Nordstrøm. Ved Holbæk kriminalrets dom af 25. september 1986 blev
Nordstrøm idømt en bøde på 500 kr. for overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 1, jfr. § 3, stk. 1,
§ 15, stk. 1, og § 33, stk. 1 og 5. Ved straffedommen blev det lagt til grund, at Nordstrøm på det
pågældende tidspunkt og sted i sin bil kørte over i de modkørende bilers kørebane. Her strejfede
han Majbritt Høgsgaard Jensens modkørende personbil (forsikret hos sagsøgte), hvorefter han
frontalt i Nordstrøms venstre kørebanehalvdel påkørte Arne Dalgaard Larsens personbil (forsikret
hos sagsøger), der kørte bagved Majbritt Høgsgaard Jensens bil. Det fandtes godtgjort, at
Nordstrøm kun kørte med positionslygterne tændt.
Der er under sagen afgivet vidneforklaring af Jan Nordstrøm, Arne Dalgaard Larsen og Majbritt
Høgsgaard Jensen.
Sagsøgeren har gjort gældende, at ansvaret for Nordstrøms personskade skal fordeles ligeligt
mellem sagsøgte og sagsøger, idet ansvarsforsikringsselskaberne for de 2 biler, som blev påkørt af
Nordstrøm, hæfter solidarisk for de opståede personskader på Nordstrøm. Både sagsøgte og
sagsøgers forsikringstagere var impliceret i skaden. Det er ikke til at afgøre, hvilken påkørsel der
var skyld i personskaderne. Begge biler hæfter efter objektive ansvarsregler.
Sagsøgte har gjort gældende, at sagsøgte ikke er solidarisk ansvarlig med sagsøger for den skete
personskade. Sagsøgtes forsikringstager har objektivt ikke voldt personskaden på Nordstrøm,
hvilket er en betingelse for ansvar, jfr. færdselslovens § 103, stk. 1, jfr. § 101, stk. 1.
Rettens bemærkninger:
Det må i overensstemmelse med Holbæk kriminalrets dom af 25. september 1986 lægges til grund,
at uheldet alene skyldtes, at Nordstrøm, der kun havde positionslygterne tændt, kørte over i den
modsatte kørebanehalvdel. Der er mellem parterne enighed om, at der i medfør af færdselslovens §
101, stk. 2, ikke er grundlag for nedsættelse eller bortfald af erstatningen for Nordstrøms
personskade.
Nordstrøm har bl.a. forklaret, at han ikke registrerede sin berøring af Majbritt Høgsgaard Jensens
køretøj. Han har endvidere forklaret, at uheldet ikke skyldtes, at han blev blændet, men i selve
sammenstødsøjeblikket blev han blændet af lygterne på den bil, som han kørte frontalt sammen
med. Under henvisning hertil samt under henvisning til, at Majbritt Høgsgaard Jensen har forklaret,
at Nordstrøms lette berøring af hendes kofanger ikke har medført skade på hendes bil eller bragt
hendes bil ud af kurs, findes personskaden på Nordstrøm ikke at være en følge af, at Nordstrøm før
sammenstødet med Arne Dalgaard Larsens bil havde strejfet Majbritt Høgsgaard Jensens bil. Den
opståede personskade findes således alene at være en følge af Nordstrøms påkørsel af Arne
Dalgaard Larsens bil.
Herefter vil sagsøgtes frifindelsespåstand være at tage til følge.
Efter omstændighederne findes ingen af parterne at burde betale sagsomkostninger til modparten.
---
Redegørelse i medfør af retsplejelovens § 366 a, stk. 3:
Under domsforhandlingen den 4. november 1988 blev der afgivet følgende forklaringer:
Jan Nordstrøm har som vidne forklaret, at der var en del trafik på vejen herunder også modkørende.
Han havde ikke specielt bemærket de to modkørende biler, som blev impliceret i uheldet. Han kørte
med en hastighed på ca. 70-80 km/t. Han har ikke kørt på den forkerte side af midterlinien. Han
bestrider, at uheldet skete i den østlige side af vejen. Det er hans opfattelse, at de modkørende biler
var ovre i hans vejbane. Han så pludselig 2 store lygter foran sig, og så skete uheldet. Han var ikke
specielt træt og følte sig ikke påvirket af de 1-2 øl, som han havde drukket før kørslen. Han var på
vej til noget undervisningsarbejde, og han var ikke træt. Efter sammenstødet vågnede han op i sin
bil, der var ude på marken i vejens vestlige side. Han blev ikke blændet, men de store lygter
blændede lige i sekundet, hvor han stødte sammen med bilen med de store lygter. Han bemærkede
ikke noget til 2 sammenstød. Han mistede bevidstheden ved uheldet. Hans erhvervsevnetab er under
15%. Han vil ikke afvise, at hans méngrad efter uheldet er fastsat til 10%. Han har >> 966 >> fået
erstatning og godtgørelse for svie og smerte og tabt arbejdsfortjeneste og eventuel varigt mén.
Arne Dalgaard Larsen har som vidne forklaret, at han blev påkørt i sin egen kørebanehalvdel. Ca.
40-50 meter foran hans bil kørte en dame i sin bil. Han og den forankørende kørte ca. 70 km/t, idet
de ikke kørte særligt stærkt. Det regnede meget. Han så pludselig 2 små lygter, og så skete uheldet.
Han har ikke set, at den forankørende har blinket mod den modkørende, som kun kørte med
parkeringslyset tændt. Det fortalte hun ham bagefter. Han så ikke, at den forankørende også blev
ramt af den modkørende. Den kvindelige forankørende bilist fortalte bagefter, at hun også var
blevet ramt. Han kørte med nærlys bag ved den forankørende. Han kan godkende ridset, som passer
meget godt. Den modkørende var placeret lidt mere skråt, da han blev ramt. Han så ikke, at den
forankørende bremsede. Han tør ikke sige, om den modkørende var bragt ud af kurs efter at have
ramt den forankørende. Der, hvor uheldet skete, svinger vejen lidt til venstre i hans kørselsretning.
Afstanden mellem hans bil og den forankørende bil har været større end vist på ridset. Nordstrøms
bil ramte hans bil ca. 1/2 meter (knap på midten) i hans bils venstre side.
Majbritt Høgsgaard Jensen har forklaret, at hun kørte i en rød-orange Ford Escort. Det var diset,
vådt og mørkt. Hun kørte nok 60-70 km/t. Der var ikke forankørende. Der var en bagvedkørende
bil, som var kommet ud ved Mogenstrupvejen. Hun husker ikke andre modkørende end Nordstrøm.
Hun opdagede Nordstrøm ret sent. Nordstrøm kørte helt uden lys eller eventuelt med parkeringslys.
Hun blev helt forskrækket herover. Hun blinkede overhalingsblinket. Nordstrøm var meget tæt på,
da hun blinkede. Hun havde - da hun første gang så Nordstrøms bil - ikke fornemmelsen af, at han
var ovre i hendes vognbane. Hun mærkede et lille bump, som slet ikke bragte hende ud af kurs. Hun
så i bakspejlet, at Nordstrøm og Dalgaard Larsen stødte sammen. Bagefter så hun et lille mærke på
kofangeren. Det var noget hvid lak. Bulen bag kofangeren havde hendes ven lavet på et tidligere
tidspunkt. Den bagvedkørende bil holdt normal afstand, 5-6 billængder fra hende. Afstanden til den
bagvedkommende var nok den samme, da Nordstrøm strejfede hendes bil. Hun tænkte bagefter, at
uheldet eventuelt kunne skyldes, at hun blinkede med fjernlyset. Hun blinkede kun en enkelt gang.
Østre Landsrets dom 30. oktober 1989 (1. afd.)
(Plessing, Drejer, Blinkenberg).
Københavns byrets dom af 5. december 1988 er anket af A/S Forsikringsselskabet Codan med
påstand om, principalt, at indstævnte Assurance-Compagniet Baltica A/S tilpligtes at friholde
appellanten 100% for den erstatning, som appellanten har udbetalt til skadelidte Jan Nordstrøm.
Subsidiært, at indstævnte Assurance-Compagniet Baltica A/S tilpligtes at friholde appellanten 50%
for den erstatning, som appellanten har udbetalt til nævnte skadelidte.
Indstævnte, Assurance-Compagniet Baltica A/S, har påstået stadfæstelse.
Der er i landsretten givet vidneforklaring af Arne Dalgaard Larsen og Majbritt Høgsgaard Jensen,
der begge har forklaret i det væsentligste som for byretten.
Appellanten har til støtte for den principale påstand bl.a. gjort gældende, at sammenstødet mellem
skadelidte Jan Nordstrøms bil og Arne Dalgaard Larsens bil blev forvoldt af indstævntes
forsikringstager Majbritt Høgsgaard Jensen, idet denne ved at benytte overhalingsblinket blændede
Jan Nordstrøm. Ansvaret for uheldet skal derfor bæres af indstævnte alene.
Indstævnte har overfor appellantens principale påstand anført, at det efter Jan Nordstrøms forklaring
må antages, at han ikke blev blændet af indstævntes forsikringstager.
Parterne har i øvrigt gentaget deres procedure for byretten.
Landsretten skal udtale:
Efter bevisførelsen kan det ikke anses for godtgjort, at skadelidte Jan Nordstrøm blev blændet af
lyset fra vidnet Majbritt Høgsgaard Jensens bil, og at alene dette skulle have forårsaget det
efterfølgende sammenstød mellem Jan Nordstrøms bil og vidnet Arne Dalgaard Larsens bil.
Appellantens principale påstand kan derfor ikke tages til følge.
Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at Jan Nordstrøms bil - inden sammenstødet med vidnet
Arne Dalgaard Larsens bil - havde ramt den bil, der blev ført af Majbritt Høgsgaard Jensen. Denne
bil må derfor anses for impliceret i det færdselsuheld, der førte til den Jan Nordstrøm ved det
omhandlede færdselsuheld overgåede personskade. Majbritt Høgsgaard Jensen må derfor i medfør
af færdselslovens § 101, stk. 1, jfr. § 103, stk. 1, anses for medansvarlig for personskaden. Da der
ikke i det fremkomne er grundlag for at >> 967 >> fastslå, i hvilken grad henholdsvis påkørslen
mellem Jan Nordstrøms og Majbritt Høgsgaard Jensens biler og påkørslen mellem førstnævntes og
Arne Dalgaard Larsens biler har medvirket til personskaden, findes Majbritt Høgsgaard Jensen og
Arne Dalgaard Larsen ved deres forsikringsselskaber i medfør af de ovennævnte bestemmelser at
måtte anses for solidarisk ansvarlige for denne skade.
Da appellanten efter det oplyste har udredt den samlede erstatning, vil der herefter være at give
appellanten medhold i den nedlagte subsidiære påstand.
Sagens omkostninger ophæves.
Højesterets dom.
Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Munch, Kardel, Marie-Louise Andreasen, Per Sørensen
og Blok.
Appellanten har påstået stadfæstelse af byrettens dom, subsidiært frifindelse mod betaling af et
mindre beløb end halvdelen af den erstatning, indstævnte har betalt til Jan Nordstrøm.
Indstævnte har principalt påstået appellanten tilpligtet at betale det fulde erstatningsbeløb og har
subsidiært påstået stadfæstelse af landsrettens dom.
Til brug for Højesteret er der afgivet fornyet forklaring af Jan Nordstrøm. Han har forklaret, at der
var en lang stribe af biler, og at der passerede en masse lys forbi ham i den modsatte kørebane. På
denne måde opfattede han den modsatte kørebane som en bane med køkørsel. Han følte sig generelt
generet af den modkørende trafiks lygter og følte, at der var tale om et blændende skarpt lys. Han
kan ikke huske, om nogen af de modkørende på noget tidspunkt blinkede med fjernlyset. Han
mener ikke, at dette var tilfældet. Han mener, at han umiddelbart før uheldet blev passeret af 2-3
biler i den modsatte kørebane. Han er af den opfattelse, at han ikke lavede nogen undvigemanøvre,
inden han stødte ind i den anden bil. Det skete meget pludseligt, og da selve uheldet skete, så han
ikke andet end lygterne foran ham. Han erindrer ikke at have rørt ved den forankørende bil inden
sammenstødet med Arne Dalgaard Larsens bil.
Det må som anført i byrettens dom lægges til grund, at uheldet var en følge af, at Jan Nordstrøm
kørte over i den modsatte kørebanehalvdel. Der er ikke grundlag for at antage, at dette skyldtes, at
han blev blændet af overhalingsblinket fra Majbritt Høgsgaard Jensens bil. Det må endvidere
lægges til grund, at Nordstrøms bil kun strejfede kofangeren på Høgsgaard Jensens bil, og det kan
ikke antages, at Nordstrøm derved blev påført personskade, eller at strejfningen har været
medvirkende årsag til, at Nordstrøms bil umiddelbart efter stødte ind i Dalgaard Larsens bil. Da
Høgsgaard Jensens bil således ikke kan anses for årsag eller medvirkende årsag til Nordstrøms
personskade, tages appellantens principale påstand til følge. Højesteret stadfæster herefter byrettens
dom.
Thi kendes for ret:
Byrettens dom bør ved magt at stande.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for landsret eller Højesteret til den anden part.
U.1996.174/2

Tivoli ikke erstatningsansvarlig for tandskade


tilføjet en bruger af en forlystelse.
Den knap 11-årige S knækkede 2 fortænder under en tur i forlystelsen Odinekspressen i Tivoli T. S
påstod ved værgerne T dømt til at anerkende erstatningsansvaret for skaden. S gjorde i første række
gældende, at dansk rets almindelige i retspraksis udviklede produktansvar måtte føre til, at T var
ansvarlig på objektivt grundlag for tidligere omsætningsleds udviste fejl og forsømmelser, herunder
farlige egenskaber ved det udviklede produkt. Der fandtes efter sagens oplysning ikke grundlag for
at statuere et hæftelsesansvar for T. Der fandtes endvidere ikke grundlag for at pålægge T et ansvar
som følge af manglende eller utilstrækkelig instruktion af brugerne eller ved ikke i forlystelserne at
have indføjet yderligere sikkerhedsdetaljer. 1)

Ø.L.D. 12. oktober 1995 i anke 11. afd. nr. B-1009-93


(Blinkenberg, Stampe Jakobsen, Mette Bøcher (kst.)).
A/S Kjøbenhavns Sommer-Tivoli (adv. Christina Neugebauer, København) mod S ved værgerne M
og H (adv. Thomas Rørdam, København, e.o.).
Af sagen fremgik, at S, der er født den 9. september 1980, den 14. august 1991 var i Tivoli sammen
med >> 175 >> sine forældre og sin storebror. Under besøget prøvede S to gange forlystelsen
Odinekspressen. Under den første tur delte S sæde med sin far, medens han under den anden tur sad
alene, medens hans far og bror sad på sædet bagved. Under den anden tur gled S sidelæns på sædet
og slog herved hovedet ind i noget hårdt, hvorved to fortænder knækkede.
S anlagde ved sine værger sag imod A/S Kjøbenhavns Sommer-Tivoli med påstand om, at Tivoli
blev dømt til at anerkende at være erstatningsansvarlig i anledning af de tandskader, S havde
pådraget sig ved kørsel i Odinekspressen den 14. august 1991.
A/S Kjøbenhavns Sommer-Tivoli påstod frifindelse.
Under sagen blev foranstaltet syn og skøn. Skønsmanden Per Ingemann Nielsen, der afgav
erklæringer af 1. juni 1992 og 21. marts 1994, anførte bl.a., »at det må skønnes, at børn kan benytte
den (Odinekspressen)uden at komme til skade under forudsætning af, at de følger kørslen og holder
fast«.
I Københavns Byrets dom af 5. april 1993 anføres bl.a.:
Claus Jensen har forklaret, at han er ansat i Dantest. Dantest er efter et cirkulære fra 1988 udpeget
til at foretage syn sammen med Teknologisk Institut på kørende forlystelser. Der er tale om
sikkerhedsmæssige undersøgelser af konstruktion og brug, således at forlystelserne ikke indebærer
en fare for publikum eller dem, som betjener forlystelserne. Man tjekker typisk forlystelserne 1
gang om året. Man underretter politiet om den foretagne undersøgelse, og politiet meddeler herefter
endelig godkendelse. Vidnet er uddannet som måletekniker, og han har taget flere kurser om
styrkeberegning m.v. Han startede med kontrol af offentlige forlystelser for 3-4 år siden. Vidnet er
enig i det, som er anført i skønserklæringen. Man har efter uheldet sat noget tape på vognen for at
se, om dette kunne afhjælpe den risiko, der er for at glide på sædet. Før ulykken har man ikke på
noget tidspunkt overvejet at sætte tape på sædet i den pågældende forlystelse. Det har ikke været
hans indtryk, at der har været problemer i Odinekspressen tidligere. Vidnet mener i øvrigt ikke, at
tapen kan forhindre, at hovedet dykker ned og oventuelt kan ramme noget. Tapen forhindrer alene,
at underkroppen kurer ned, men kan som sagt ikke forhindre bevægelser med overkrop og hoved.
Det er dog muligt, at tapen kan gøre det nemmere at holde sig fast. Vidnet mener ikke, at
Odinekspressen er for helt små børn på grund af de store kraftmomenter, der opstår under kørslen.
Odinekspressen er således ikke for børn, der ikke forstår at holde sig fast. På den anden side må det
antages, at når Odinekspressen er i bevægelse, så vil man uden videre automatisk begynde at holde
fast, og så er forlystelsen ikke farlig. Sikkerhedsbøjlen i vognene har det formål at holde personerne
tilbage i sædet, således at de ikke rejser sig op under kørslen og falder ud. Den kan også bruges til at
holde fast i, men dette er ikke dens primære formål efter vidnets opfattelse. Bøjlen forhindrer ikke,
at man kan bevæge sig fra den ene side til den anden. Man er nu inde på, om man skal opsætte
advarsler eller lignende ved såkaldt ubemandede forlystelser.
Per Ingemann Nielsen har forklaret, at han vedstår den syns- og skønserklæring, som han har
udfærdiget i sagen. Han oplyser, at formålet med sikkerhedsbøjlen dels er, at folk ikke skal rejse sig
op under kørslen, dels er, at man har noget at holde fast i. Efter hans opfattelse er der tale om lige
væsentlige funktioner. Hvis man ikke holder fast under kørslen, så glider man frem og tilbage på
sædet. Forlystelsen er indrettet således, at man under kørslen bliver trykket ud mod vognens sider.
Hvis man ikke holder fast, så vil sidekræfterne gøre, at man kører fra den ene side til den anden.
Vidnet har ikke ved forlystelsen set skilte eller lignende om, hvorledes forlystelsen skal anvendes,
herunder at det anbefales, at man holder fast under kørslen. En væsentlig forudsætning for, at børn
sikkert kan anvende forlystelsen, er, at de under kørslen holder fast. Hvis man sidder to på et sæde,
så er der ikke det samme behov for at holde fast. Det er svært at sige, hvilken alder børn skal have
for sikkert at kunne bruge forlystelsen, men de skal i hvert fald have en forståelse for, hvad det er,
de går op i, og hvilke påvirkninger de bliver udsat for. Vidnet mener, at det er nødvendigt, at man
holder fast, hvis man sidder alene i vognen. Det er muligt, at den nu påsatte skridsikre belægning
gør det at holde fast mindre nødvendigt. Vidnet vil mene, at hvis man selv kan købe en billet til
forlystelsen, så har man også en forståelse for, at det er nødvendigt at holde fast. Vidnet oplyser, at
de kræfter, man udsættes for i Odinekspressen, er større og kraftigere end dem, man normalt
kommer ud for ved kørsel med bus eller tog. Vidnet mener, at det er erkendeligt, hvad der vil ske
under kørslen.
Sagsøger (S)har gjort gældende, at sagsøgte efter reglerne i produktansvarsloven er objektiv
ansvarlig for den skete skade. Sagsøger har herved henvist til, at sagsøgte erhvervsmæssigt har
bragt Odinekspressen »i omsætning«, jf. produktansvarslovens § 4, stk. 3, og at Odinekspressen er
defekt i produktansvarslovens forstand, jf. § 5.
Sagsøger har endvidere gjort gældende, at sagsøgte har handlet culpøst, idet Odinekspressen har
været således indrettet, at man ved at glide på sædet kunne komme til skade, og idet det ikke har
været tilkendegivet, at man skulle holde fast under kørslen. Sagsøger har i den forbindelse
fremhævet, at der er tale om en ikke ufarlig indretning, der stilles til rådighed for en ubegrænset
personkreds uden særlige >> 176 >> anvisninger, og at situationen kan sidestilles med de
tilfælde, hvor der i forbindelse med offentlige forlystelser sker materialesvigt, og hvor der
foreligger en skærpet culpabedømmelse.
Sagsøgte (A/S Kjøbenhavns Sommer-Tivoli) har gjort gældende, at produktansvarslovens regler
ikke finder anvendelse, idet Odinekspressen ikke kan siges at være »bragt i omsætning«. Endvidere
er der ikke tale om et defekt produkt.
Sagsøgte har endvidere gjort gældende, at der ikke er udvist fejl eller forsømmelse. Sagsøgte har
fremhævet, at der ikke har været tale om noget materialesvigt eller nogen konstruktionsfejl, ligesom
der ikke har foreligget nogen skjult risiko. Det skærpede culpaansvar er i sager som den
foreliggende forbeholdt tilfælde, hvor der sker materialesvigt.
Rettens bemærkninger:
Retten lægger til grund som ubestridt, at der ikke ved Odinekspressen er opstillet anvisninger,
advarsler eller lignende vedrørende forlystelsen, at skadelidte og hans far tidligere samme dag
havde kørt i Odinekspressen, hvor de sad på samme sæde, at skadelidte under den anden tur i
Odinekspressen sad alene på et sæde, medens hans far og bror sad på sædet bagved i samme vogn,
at bøjlen var slået ned, og at skadelidte, da Odinekspressen efter start havde accelereret, på grund af
påvirkning af de sidekræfter, som opstår, når Odinekspressen kører gennem kurverne, kurede fra
den ene side af sædet, hvorved han slog hovedet mod kanten af vognens side eller bøjlen og herved
knækkede to fortænder.
Skadelidte var på uheldstidspunktet 10 år, 1,53 meter høj, og han vejede 37 kg.
Retten lægger endvidere til grund, at der er tale om en ikke helt ufarlig forlystelse, som
erhvervsmæssigt mod betaling stilles til disposition for offentligheden, herunder uden nogen
begrænsninger for børn.
Det er uoplyst, om skadelidte under kørslen holdt fast med hænderne, men det må lægges til grund,
at han i hvert fald ikke har »holdt godt fast«.
Indledningsvis bemærkes, at retten ikke finder, at den pågældende forlystelse kan siges at være
bragt i omsætning, således som dette må forstås i produktansvarslovens § 4, stk. 3.
Således som forlystelsen er indrettet, jf. herved skønserklæringen, finder retten ikke, at det har
været forsvarligt at lade børn benytte den, uden at sagsøgte har sikret sig, at børnene ikke kan kure
fra den ene til den anden side af sædet, for eksempel ved at de er spændt fast under kørslen, sidder
sammen med en voksen på sædet eller i den mindste nøje bliver instrueret i at holde fast under
kørslen. Retten bemærker herved, at det ikke kan lægges til grund, at farligheden ved anvendelsen
af den pågældende forlystelse, når man ikke holder fast, uden videre vil kunne erkendes af børn.
Under henvisning hertil bør sagsøgte anerkende at være erstatningsansvarlig i anledning af de
tandskader, som skadelidte pådrog sig ved kørsel i Odinekspressen den 14. august 1991.
Østre Landsrets dom.
Københavns Byrets N. afd.s dom af 5. april 1993 - - - er anket af A/S Kjøbenhavns Sommer-Tivoli
med påstand om frifindelse.
Indstævnte, S ved værgerne M og H, har påstået stadfæstelse.
Under ankesagen er der forelagt skønsmanden yderligere spørgsmål, der er besvaret i
skønserklæring af 21. marts 1994.
Der er endvidere indhentet erklæringer fra Dantest af 17. juni 1994 og fra Danmarks Teknologiske
Institut af 26. august 1994.
Der er i landsretten afgivet forklaring af S og M, der begge har vedstået deres forklaringer for
byretten.
Endvidere har skønsmanden, Per Ingemann Nielsen, vedstået sine erklæringer og har i øvrigt i det
væsentlige forklaret som for byretten.
Endelig har driftschef i Tivoli Hans Peter Rasmussen som vidne blandt andet forklaret, at han har
været ansat i Tivoli siden 1981. Odinekspressen blev indkøbt i Tyskland i 1985, og han havde set
den i funktion forinden. Forlystelsen var typegodkendt i Tyskland uden krav om skiltning eller
skridhæmmende belægning på sæderne. Han har ikke kendskab til, at nogen, forud for dette uheld,
skulle være kommet til skade i Odinekspressen. Set over en årrække sker der i løbet af en
Tivolisæson 5-6 alvorlige uheld, det vil sige uheld, som ledelsen får kendskab til. Efter et uheld
undersøger man altid, om der er noget, som kan forbedres. I det foreliggende tilfælde kom man
skridsikkert tape på sæderne i Odinekspressen. Det var ikke efter krav fra Dantest, der årligt har
efterset og godkendt forlystelsen. Der var ingen skiltning på uheldstidspunktet, men der er nu opsat
skilte i vognene om, at man skal holde fast. I de senere år har man generelt gjort meget for at
forbedre skiltningen i Tivoli.
Parterne har i det væsentlige procederet som gengivet i byrettens dom.
Indstævnte har dog ikke for landsretten gentaget sit anbringende om, at produktansvarslovens § 4,
stk. 3, kan finde anvendelse. Indstævnte har derimod anført, at dansk rets almindelige i retspraksis
udviklede produktansvar fører til, at appellanten er ansvarlig på objektivt grundlag for tidligere
omsætningsleds udviste fejl og forsømmelser, herunder farlige egenskaber ved det udviklede
produkt.
Appellanten har heroverfor anført, at der ikke er >> 177 >> godtgjort noget ansvar hos
producenten eller andre tidligere led, idet der ikke er påvist hverken instruktionsfejl,
konstruktionsfejl eller nogen skjult risiko. Der kan herefter ikke blive tale om noget hæftelsesansvar
for appellanten.
Landsretten skal udtale:
Som sagen foreligger oplyst, må det lægges til grund, at forlystelsen Odinekspressen opfylder de
normer og krav til bl.a. det sikkerhedsmæssige udstyr, der stilles i produktionslandet Tyskland. Det
må videre lægges til grund, at der ikke af appellanten er tilsidesat regler eller normer, der var
gældende på skadestidspunktet, vedrørende forlystelser. Odinekspressen var, inden den i 1985 blev
taget i brug i Tivoli, blevet undersøgt og godkendt af Dantest, der endvidere hvert af de følgende år
synede Odinekspressen dels inden sæsonstarten, dels ved uanmeldte kontrolbesøg i sæsonen, uden
at der ved disse kontroller blev påtalt forhold af sikkerhedsmæssig karakter, herunder vedrørende
informationen til publikum. Landsretten finder på denne baggrund ikke grundlag for at statuere et
hæftelsesansvar for appellanten, hvilket ansvar i øvrigt måtte forudsætte, at der forelå et
ansvarspådragende forhold hos producenten eller andre tidligere led, hvilket ikke findes godtgjort.
Ifølge skønserklæringen af 1. juni 1992 var Odinekspressen på skadestidspunktet indrettet således,
»at det må skønnes at børn kan benytte den uden at komme til skade, under forudsætning af, at de
følger kørslen og holder fast«. Efter det oplyste, må det lægges til grund, at skadelidte under kørslen
gled sidelæns på sædet og derved kom til skade. Retten finder, at skadelidte, der da var næsten 11 år
gammel, og som tidligere samme dag havde kørt en tur i Odinekspressen, burde have haft
forståelsen af, at det under kørslen var nødvendigt at holde fast i sikkerhedsbøjlen, uanset at
instruktion herom ikke var givet af appellanten. At en passager under kørslen skulle kunne blive
presset sidelæns på sædet med skade til følge, findes endvidere at have været en så fjerntliggende
mulighed, at det ikke findes at kunne bebrejdes appellanten, at der ikke var truffet særlige
foranstaltninger herimod inden uheldet. Henset hertil findes der ikke grundlag for at statuere et
ansvar for appellanten ved ikke i tilstrækkeligt omfang at have instrueret publikum om, hvorledes
det skulle forholde sig under kørslen, eller ved at have undladt at indføje yderligere
sikkerhedsdetaljer ud over dem, der allerede var installeret af producenten.
Som følge af det anførte frifindes appellanten.