Anda di halaman 1dari 4

Verbalanarkisme

Hvem af DA’s læsere har ikke prøvet at slå ordet ”anarki” eller ”anarkisme” op i en ordbog eller et
leksikon. Afhængig af ordbog/leksikon bliver man enten irriteret over en mangelfuld eller fejlagtig
angivelse af ordets betydning. Eller man bliver overrasket over, hvor præcis, rammende og kortfattet
begreberne ”anarki” og ”anarkisme” han beskrives. Eller hvorfor ikke bare more sig over skiftende
tiders og ordbogredaktørers kvababbelser over politiske emner.
Jeg skal i det følgende gennemgå en række opslag af ordet ”anarkisme”, som jeg har gjort i ældre såvel
som nyere værker.

Salmonsens Konversations1 Leksikon

Dette værk er en såkaldt encyklopædi, dvs. et leksikon af mere omfattende karakter hvor hvert enkelt
opslag udgør en hel lille artikel, der ofte er skrevet af en specialist på området. I The Encyclopedia
Britannica fra 1905 er det f.eks. Kropotkin, der har artiklen om anarkisme2*. Inden for den humanistiske
forskning er Salmonsens Konversations Leksikon stadig autoritativ3 på af, at værket er redigeret i perioden
1915-304*. Den nye danske nationalencyklopædi forventes at afløse Salmonsens i denne rolle.
Oplaget ”anarkismen” fylder ikke mindre end 7½ sider spalter i Salomonsens. Artiklen er skrevet af en
mig ukendt forlagsredaktør5. Han går grundigt til værks. I starten ganske seriøs ”… en politisk – social
teori, som forkynder Anarkiet som Maal … anarkiets opfattes af lærens tilhænger som en samfundstilstand,
hvor Statens magtfunktion er ophævet, hvori altsaa Begreberne Magt og Herredømme. Lovtvang og dermed
ogsaa enhver paa Magtens autoritet beroende Retsordning er elimineret som forkastelig, unyttige og
lykkefjendtlige.”
Det lyder foreløbig meget godt i en anarkists øre. Senere bruger forfatteren endog spalteplads på at et
skelne mellem socialismen og anarkismen: ”… A. befinder sig i det skrappeste modsætning til Socialismen,
baad som social Teori og politisk Praksis, idet Socialismens Ideal jo er den stærke Stat, hvis Magt- og
Myndighedsomraade vilde faa en Udvidelse langt ud over, hvad vi i det nuv. Samfund aner, medens intet
ligger A. fejernere end et saadent Maal.” Godt nok.
Senere begynder man imidlertid at ane forfatterens ironiske afstandtagen med anvendelsen af næsten
direkte patos: ” … Staten, dette blodtørstige Uhyre…” eller f.eks. ” … Derfor vier Anarkisten dens
Repræsentanter, Tjenere og redskaber et had, der bringer ham til Desperation og trykker ham
Mordvaabenet i Haanden.” Hvabehar! Hvem havde forventet et så overdådigt sprog i et seriøst leksikon? (at
anarkister bliver sået i hartkor med morder kan vel ikke overaske). Men det bliver værre endnu.
Herefter følger en forholdsvis sober historisk gennemgang af anarkistisk inspireret filosofer fra oldtiden
frem til Godwin i 1700-tallet.
Karakteristisk for forfatteren er hans helt uargumenterede udfald mod den nyere tids anarkistiske tænker.
En stil man ikke forventer at finde i et så autoritativt værk som Salomonsen. Godwin slipper for tiltale, men
Proudhon, hvis tænkning ellers får en retfærdig behandling, kaldes ”… den galliske larmende
Fremtoning…” Om Stirner hedder det: ” Stirner er en stejl og iskold logiker, en af Lærens mest
yderliggående Monomaner6.” Og Kropotkin, der beskrives som en kundskabsrig og skarpsindig tænker,: ”…
men han beherskes af sine Doktriner alt overskyggende Fanatisme og ser rødt, når han arbejder i deres
Tjeneste.

1
Alle noter inskriverens undtagen dem med stjernen (*)

konversation =samtale, nu især som selskabelig underholdning.


22*
artiklen findes i Michael Helm: ”Anarkismens Grundidéer”, Hans Reitel, Kbh. 1980
3
autoritativ =som bisider myndighed, magt;
4
2.udg.
5*
K.V.H.
6
monomaner =person der lider af monomani: en sygelig optagethed af én bestemt ting eller idé-
Den ellers så populære og fredelige forfatter Tolstoj, der jo som bekendt også flirtede med anarkismen får
også sot skudsmål. Om hans ikkevolds og passive modstands teori hedder det: ”Den har væsentligste
Interesse som et af de mange Symptomer på en moderne Psykose, som i det hele er A.’s Spiregrund.”
Artiklen afsluttes med et længere verbalorgie ud i eder og forbandelser. Bl.a.: ”A. er en social
modefilosofi for aandeligt afsporede, moralsk abnorme og desperate Mennesker.” og videre: ”… det er en
Vranglære, og saa meget mere beklageligt, som den har forledet højsindede og varmhjertede Naturer i stort
Antal til voldsomt og meningsløst at sætte sig op imod Staten og bringe sig selv og andre som offer for en
utopisk7 Drøm. A.’s betydning ligger i Grunden deri, at den befæster og uddyber Overbevisningen om
Statens Nødvendighed og Berettigelse.”
I den sidste sætning afsløres forfatterens og dermed leksikonets hensigt tydeligt. Det er ikke bare tale om
en enkelt forfatters raseri over et ham utåleligt fænomen. Hensigten med artiklen er at bekræfte og
understøtte statens eksistensberettigelse. I de første årtiger af dette århundred havde magthaverne
anarkismens trussel tættere på livet. Artiklen nævner en række stats overhoveder der blev offer for
”propaganda ved dåd”. Tiden var i det hele taget ladet med sociale spændinger, der realistisk betragtet kunne
føre til både kongemord og revolution.
Men Salmonsen svar på disse spændinger er utvetydigt staten og alle dens væsen. Det interessante er ikke
alene at artiklen er så langt fra at være objektiv, hvilket ellers har været idealet for ethvert leksikon siden de
franske encyklopædister8 (der i øvrigt var revolutionære). Interessant er det også at leksikonsredaktionen
ikke har kunne finde en mere velargumenterende forfatter. I betragtning af det omfang anarkismen havde i
kraft af sin agitatoriske gennemslagskraft – et forhold, der oven i købet understreges med talangivelser i
artiklen – så virker det ejendommeligt, at et så autoritativt værk som Salmonsens Konversations Leksikon
nøjes med at benytte simpel propaganda i sin kamp mod de ”samfundsnedbrydende elementer”.
Formodentlig har man haft en større tiltro til statspropagandaen, befolkningen givetvis har været mere
autoritetstro. Salmonsens Konversations Leksikon har været lektionen over alle leksikoner. Autoriteten over
autoriteter, når det gælder viden. Og bøger var stedet, hvor man hentede viden i højere grad en debat, som
man ser det i dag.

Nordisk Konversationsleksikon (1972)


Her finder man en kortfattet tekst under opslaget ”anarkisme”. Begrebet beskrives som en ”…
samfundsteori, hvorefter de enkeltes tilværelse bliver bedst, når samfundet befries for al magt og tvang, idet
statsdannelser og retsvæsen ophæves.” Og det er jo ganske korrekt. Men når der skal redegøres for det
anarkistiske menneskesyn bliver leksikonet lovlig kortfattet: A, bygger på den antagelse, at mennesket af
naturen er godt …” anarkisten Rudi Welzel har på seriøs vis redegjort for det anarkistiske menneskesyn i
”Det anarkistiske menneske”9*. Heri vises hvorledes mennesker er dels autonom10, dvs. tilstræber det fulde
herredømme i sit eget liv, dels er et socialt væsen, dvs. det tilstræber at fuldbyrde sit liv i fællesskab med
andre. At påstå at anarkismen antager, at mennesket af naturen er godt, er således en misforståelse, idet der
indføres en værdiladning af menneskets væsen. Det er da muligt, at en eller enden anarkist engang har
udtrykt sig på den måde, men jeg tror snarere at misforståelsen udspringer af en årtusind lang tradition for at
opfatte mennesket som ondt af natur, hvilket igen udspringer af kristendommens lære om mennesket som
synder (arvesynden). At være syndig gøres til det samme som at være ond, hvilket selv i en kristen tolkning
er forkert. Traditionen har begrundet magtudøvelse med, at det er nødvendigt at tøjle ondskaben gennem
autoritet (kirke, Stat). Når så anarkisterne gør op med troen på den nødvendige autoritet ud fra en opfattelse
af, at mennesker ikke nødvendigvis opfører sig ondt, hvis det slippes fri, men tværtimod har muligheden for
at blive gode – ja, så misforstås det, så anarkisterne tillæges en naiv tro på det gode i mennesket.
Mennesket er et autonomt og socialt væsen. Men dette skal forstås dynamisk, således at i et
undertrykkende samfund udarter menneskets autonome og sociale væsen sig til magtbegær eller
autoritetstro. Menneskets væsen beskrives altså af anarkister i neutrale vendinger og ikke blot med et naive:
menneske der er af naturen godt.
Nordisk Konversationsleksikon undlader ligesom Salmonsen ikke at nævne diverse zar-, konge- og
præsidentmord, der sættes i forbindelse med anarkister. I den forbindelse skal det nævnes, at ordet

7
utopisk = gr., u =ikke + topos =sted - stedet der ikke eksisterer - i denne sammenhæng betyder det: idealistisk drøm,
uigennemførlig tanke eller plan (efter titlen på englænderen Tomas More’s bog Uuopia fra 16 hvor i han skildres en idealstat)
8
encyklopædister = med arbejderne ved den store franske encyklopædi 175-1772
9*
Berlinske Forlag, Kbh. 1979
10
autonom = selvbestemmelse, selvstyre, selvgyldig
”samfundsomstyrtende” anvendes. Et orde, der efter min bedste overbevisning bygger på den fejlagtige
sammenblanding af begreberne ”stat” og ”samfund”. Staten kan omstyrters men samfundet højest forandres.
Anarkisternes indflydelse i den Spanske borgerkrig undervurderes groft, idet der tales om, at der ”…
forekom anarkistiske strømninger inden for folkefronten.” Selv en ikke-anarkistisk historie skriver som Erik
Resk Nielsen bruger den stærkere betegnelse ”bevægelse” om de spanske anarkister, hvilket givetvis også er
bedre i overensstemmelse med sandheden11*.
I efterkrigstiden ”… har a. kunne spores blandt venstreorienterede kredse …” Hvorvidt denne beskrivelse
er bedre i overensstemmelse med virkeligheden, vil jeg overlade til læserne at vurdere!

Gyldendals Fremmedordbog

Her er står der kort og godt ”politisk lære og bevægelse der tilstræber ophævelse af al statsmagt”. Mere
præcist kan det jo ikke siges, selvom man naturligvis kan savne en forklaring på, hvad der ønskes sat i
stedet. Til glæde for node kan det oplyses, at fremmedordbogen medtager ordet ”anarko-syndikalisme”
ligesom i øvrigt Politikens Filosofileksikon (se senere).

Nudansk Ordbog

Her er fremstillingen lige så kort: ”politisk bevægelse, der har anarki som mål”, og under anarki læser
man: ”samfundsorden uden regering” og bemærk tilføjelsen ” …overf.: Lovløshed, forvirring.” Den gængse,
for anarki bliver her betragtet som en overført betydning af den mere oprindelige.

Politikens Filosofi Leksikon

Den absolut bedste og mest sober beskrivelse man kan tænke sig fra en neutral forfatter har jeg fundet i
Politikens Filosofi Leksikon. Det fremhæves, at anarkismen i første omgang er en kritik, først og fremmest
af staten. Her gøres en del ud af at beskrive, hvad der sættes i stedet (bl.a. nævnes føderalismen).
Menneskets evne til selv at forvalte sit liv samt dets sociale natur nævnes.
Politikens Filosofi Leksikon er det eneste af de undersøgte værker, der fremhæver anarkismens kritik af
kapitalismen. Som interessante nyt i forhold til tidligere nævnte værker beskriver dette værk også de træk,
der adskiller anarkismen fra liberalismen. Bl.a. hedder det med en, synes jeg, rammende vending: ”… at
den enkelte ikke har nogen særlig moralsk sfære12, men at den fælles organisering positiv er nødvendig for
den enkeltes frihed.”

Konklusion

Vi, der kender begrebet anarkisme, har vel ikke brugt for at slå op i ordbøger og leksika. Og dog! Jeg har
lært alligevel et og andet ved denne gennemgang. Ikke mindst kan man få et indblik i tidligere tiders syn på
sagen. Da anarkismen var farlig for magthaverne blev den fordrevet med bål og brand. Nu vor den er ret
ufarlig (desværre!), har man råd til at give den en fair behandling.
Hvis et leksikon eller ordbogs forklaring er et udtryk for almene opfattelse, hvad der vel er godt grund til
at tro, den er, ja så er det oplagt at bruge disse opslag til at få et indtryk af denne almene opfattelse. Men pas
på! Sprogbrugen ændrer sig hurtigere end ordbøgerne.
Og endelig kan man, hvad der nok er vigtigst, kan man lære selv at skærpe sine formuleringer, når man
skal agitere for sagen!
LÆS OM ANARKISMEN – MEN LAD DET IKKE BLIVE VED DET!

11*
Erik Resk Nielsen: ”Den Spanske Borgerkrig”, Gyldendal., Kbh., 1980
12
sfære = rum
Henning

Teksten er taget fra tilskrevet Direkte aktion, 5 årg., vinter 1993, #4, Kbh. V;