Anda di halaman 1dari 42

VÆRDIKAMPENS DOBBELTSTANDARDER

Hvad højrefløjen også sagde, skrev og bedrev fra Mussolinis død til efter Murens fald

5. SEMESTER PROJEKT / EFTERÅR 2003


Historiestudiet - Aalborg Universitet

PERIODEHOLD F / INDIVIDUEL:
Daniell Marcussen

VEJLEDER:
Per Boje
Værdikampens dobbeltstandarder
Hvad højrefløjen også sagde, skrev og bedrev fra Mussolinis død til efter Murens fald

Indhold:

1.0 Indledning 1

1.1 Præmisserne for og problemerne i den igangværende debat 2

1.2 Problemformulering 4

2.0 Kilder 5

3.0 De historiske rødder 7

4.0 Diktatur 12

4.1 Apartheid regimerne 12

4.2 Oberststyret i Grækenland 19

4.3 Pinochets Chile 22

4.4 Diktatur og borgerkrig i El Salvador 23

4.5 World Anti Communist League 24

5.0 Vold 27

5.1 Ord 27

5.2 Handling 29

5.3 Fra ord til handling 32

6.0 Konklusion 35

7.0 Bilag 37

8.0 Litteraturliste 38
1.0 Indledning
Gennem de seneste ti år har diskussionen om den danske venstrefløj under Den kolde Krig haft
en betydelig plads i den offentlige debat. Diskussionen om, hvad folk på venstrefløjen gjorde og
ikke mindst, hvad de sagde under Den kolde Krig er blevet en fast bestanddel af det den nuværende
borgerlige regering har døbt værdikampen. Omdrejningspunktet for denne diskussion er en række
påstande om, at venstrefløjen under Den kolde Krig var voldsfascineret, antisemitisk,
antidemokratisk og støttede terrorbevægelser og diktaturstater. Diskussionen, eller opgøret som
kritikerne af venstrefløjen ynder at kalde, det begyndte i virkeligheden allerede længe før Berlin-
murens fald og Sovjetunionens sammenbrud, bl.a. udgav historikeren Bent Jensen i 1984 bogen
”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle”.1 I denne bog beskæftiger Bent Jensen sig
hovedsageligt med danske venstreintellektuelles forhold til Stalin og stalinismen frem til omkring
1960. Bent Jensen var med sin citatbaserede argumentation med til at danne skole for den senere
kritik af venstrefløjen og ”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle” kan derfor med
nogen rimelighed angives som den egentlige begyndelse af den igangværende diskussion. Men først
fra første halvdel af 1990’erne fik diskussionen et omfang, hvor den blev centralt placeret i den
offentlige debat, sådan som vi kender det i dag. Denne nyere del af diskussionen blev de første år
ført i avisernes spalter. Weekendavisen og Berlingske Tidende var de første til at give spalteplads til
den venstrefløjskritiske debat. Det er da også blandt journalisterne og redaktørerne på disse to
aviser at man finder nogle af de mest fremtrædende personer i den nu efterhånden ti år gamle debat,
her tænker jeg bl.a. på Peter Wivel, Bent Blüdnikow, Bo Bjørnvig, Arne Notkin og Ulrik Høy.
Senere blev diskussionen også taget op i aviserne Politiken og Information. Fra slutningen af
1990’erne blev avisdiskussionen om venstrefløjen under Den kolde Krig suppleret med en række
bogudgivelser om samme emne. Mikkel Plums bog ”Bombardér hovedkvarteret”2 (1998) var den
første i en række udgivelser som i bogform beskæftiger sig med venstrefløjen under Den kolde
Krig. Plums bog virker med sin citatbaserede argumentationsform som en direkte forlængelse af
den diskussion som årene forinden rasede i avisspalterne men suppleres af en række selvoplevede
erfaringer med venstrefløjen (Mikkel Plum var i en periode tilknyttet den maoistiske organisation
Kommunistisk Arbejdskreds, KAK). Senere fulgte bogen ”Hvem holdt de med?”3 (1999), en
debatbog redigeret af Bertel Haarder. Bogen udkom efter afsløringerne af PET’s ulovlige
registrering af lovlige politiske aktiviteter under den kolde krig og havde som sit erklærede formål
at: ”(…) sætte fokus på spørgsmålet om, hvorfor Politiets Efterretningstjeneste (PET) under Den
Kolde Krig var nødt til at rette søgelyset mod politisk aktive på den yderste venstrefløj”.4 I 2002
udkom der på dansk to bøger som fortsatte diskussionen: den franske ”Le livre noir du
communisme” (1997) af Stephane Courtois m.fl. blev oversat til dansk og udgivet under titlen
1
Jensen, Bent: ”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle”. Lindhardt og Ringhof,
København, 2. reviderede udgave 1. oplag, 2002.
2
Plum, Mikkel: ”Bombardér hovedkvarteret – Hvad venstrefløjen sagde, skrev og bedrev fra Stalins død til
efter Murens fald”. Gyldendal, København, 1998.
3
Haarder, Bertel (red.): ”Hvem holdt de med?”. Peter la Cours Forlag, Søborg, 1999.
4
Ibid. omslag.

1
”Kommunismens sorte bog”5 (2002) og Bent Jensen skrev bogen ”Gulag og glemsel”6 om Ruslands
historie i det 20. Århundrede, og de vestlige intellektuelles manglende kritik, af de forbrydelser der
blev begået i Sovjetunionen. 2002 var også året hvor folketinget nedsatte endnu en kommission som
skulle beskæftige sig med forhold omkring Den kolde Krig. Denne nye kommission fik til opgave
at undersøge den danske venstrefløj og dennes forhold til de tidligere Warszawapagtlande (den
indre trussel) og blev lagt ind under den allerede igangværende DUPI7-undersøgelse af den ydre
trussel mod Danmark under Den kolde Krig. Udover de to DUPI-kommissioner er der også nedsat
en PET-kommission, hvis opgave er at undersøge efterretningstjenestens arbejde på det politiske
område fra 1968 til 1989. Aktuelt har diskussionen fået ny næring af endnu en bogudgivelse. Det
drejer sig om debatbogen ”Idealisme eller fanatisme? – Opgøret med venstrefløjen under den kolde
krig”, hvor også repræsentanter for og forsvarere af venstrefløjen, i modsætning til de tidligere
bogudgivelser om emnet, kommer til orde. Desuden har Jens Liljegren fra Center for Historie ved
Syddansk Universitet skrevet en afhandling om selve diskussionen: ”Weekendavisen og opgøret
med venstrefløjen”8. I denne afhandling og en række artikler (bl.a. i ”Idealisme eller fanatisme?” og
”Demokrati mellem fortid og fremtid”9) påviser Liljegren, at kritikerne af venstrefløjen, bl.a. Bent
Blüdnikow og Arne Notkin, er uredelige i deres indlæg og gang på gang gør sig skyldige i
manipulation med citater i en sådan grad, at det må betegnes som citatfusk.

1.1 Præmisserne for og problemerne i den igangværende debat


Præmisserne for den igangværende diskussion blev som tidligere nævnt allerede udstukket med
Bent Jensens bog ”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle” hvor den citatbaserede
argumentation i diskussionen er hentet fra. Brugen af citater som det bærende element i
argumentationen har en række styrker og svagheder. Styrken ved den citatbaserede argumentation
er indlysende; nemlig at denne form virker nøgternt dokumenterende og fremstår som ren
præsentation af fakta. Den er således særdeles effektfuld, men samtidig rummer formen også en fare
for at gøre selve diskussionen historieløs. I den citatbaserede argumentation, som vi har set den i
forbindelse med diskussionen om venstrefløjen under Den kolde Krig, har der været en tendens til,
at citaterne er blevet fremsat som en slags væsensudsagn om venstrefløjen. Man har i vid
udstrækning forsømt at sætte de anvendte citater ind i deres rette historiske kontekst og forståelsen
af historien som en proces er i den forbindelse gledet i baggrunden. Ønsker man f.eks. at forstå og

5
Courtois, Stéphane (m.fl.): ”Kommunismens sorte bog – Forbrydelser, terror, undertrykkelse”. Høst &
Søns Forlag, København, 2002.
6
Jensen, Bent: ”Gulag og glemsel – Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20.
århundrede”. Gyldendal, København, 2002.
7
Dansk Udenrigspolitisk Institut blev siden nedlagt og erstattet af Institut for Internationale Studier.
8
Liljegren, Jens Peter: ”Weekendavisen og opgøret med venstrefløjen – En indholdsanalytisk og kvalitativ
undersøgelse af avisens historieformidlende rolle i perioden 1989 til 1998”. Center for Historie, Syddansk
Universitet – Odense Universitet, marts 2002. http://www.historie-nu.dk/Liljegren%20speciale.pdf (besøgt 2.
december 2003).
9
Bryld, Claus og Søren Hein Rasmussen: ”Demokrati mellem fortid og fremtid – En antologi”. Forlaget
Tiderne Skifter, København, 2003.

2
forklare venstrefløjens revolutionære retorik i 1970’erne, er det umuligt at se bort fra den historiske
kontekst, som bl.a. bestod af USA's krig i Vietnam med dens anvendelse af napalm og overgreb
mod civile og det USA støttede militærkup mod den demokratisk valgte socialistiske præsident i
Chile Salvador Allende. Dette sker imidlertid ikke, og resultatet bliver at den historiske forståelse
udebliver. En anden fare ved den citatbaserede argumentation er, at man alene ved sin beskæring af
et citat risikere at manipulere og fordreje et budskab. Liljegren har dokumenteret at en sådan
manipulation og fordrejning har fundet sted i stor stil, bl.a. i forbindelse med Bent Blüdnikows
anklager mod venstrefløjen for at være antisemitisk.10 Om Blüdnikows manipulation med citaterne
er bevidst eller ej vil jeg ikke tage stilling til, men flere steder virker det så påfaldende, at det
nærmest er utænkeligt, at Blüdnikow ikke skulle være bevidst herom.11 Sidst er der selvfølgelig
risikoen for fejlciteringer, hvor personer bevidst eller ubevidst citeres for noget, de ikke har sagt.
Det burde ikke være nødvendigt at nævne denne fare, men jeg medtager den alligevel fordi der er
flere eksempler på at netop dette er sket i den aktuelle debat om venstrefløjen.
En anden præmis for diskussionen om venstrefløjen er den omfattende anvendelse af
homogeniseringer og generaliseringer. Dette kommer bl.a. til udtryk i anvendelsen af betegnelsen
venstrefløjen. Venstrefløjen er et ikke særligt brugbart begreb idet det er meget upræcist og
uanvendeligt som analytisk begreb. Venstrefløjen er en angivelse af en større del af det politiske
spektrum, som internt rummer store forskelle og indbyrdes modsætninger. Så forskellige politiske
retninger og strømninger som marxisme-leninismen, anarkismen, Socialdemokratiet, maoismen,
rødstrømpe bevægelsen, syndikalismen, trotskismen, kapitallogikken, VS, hippierne, DKP, Thy-
lejren, SF osv. kan umuligt samles i ét fælles begreb, hvis dette samtidig skal være brugbart i
eksempelvis en historisk undersøgelse. Ikke desto mindre er det netop det, man har forsøgt at gøre i
den aktuelle diskussion. Man har gennemført en harmonisering af det store politiske landskab, som
venstrefløjen udgør, og derved har man forsøgt at gøre venstrefløjen til et analytisk begreb. Som
resultat af harmoniseringen er det også blevet muligt for kritikerne af venstrefløjen at lave en række
ellers umulige generaliseringer. Dette er sket ved at udtalelser eller gerninger begået af personer på
venstrefløjen ikke alene er blevet brugt til at generalisere over hele den organisation, som
pågældende var en del af, men også i mange tilfælde til generaliseringer over hele venstrefløjen.
Dette er tilsyneladende sket uden at disse udtalelsers og gerningers repræsentativitet er blevet
overvejet. Dette retoriske greb har virket, hvis formålet har været at miskreditere den historiske
venstrefløj, men ellers har resultatet kun været at diskussionen er blevet unuanceret og blind for de
detaljer og modsætninger, der gør det muligt at behandle venstrefløjens historie på en saglig og
forsvarlig måde. Generaliseringerne og homogeniseringerne drives til det det yderste i brugen af
begrebet totalitarisme. Totalitarismedoktrinen bygger på den idé, at slægtskabet mellem

10
Et eksempel på denne argumentation findes i: Blüdnikow, Bent: ”Venstrefløj og antisemitisme”. Artikel i
Arbejdsrapporter fra DCHF 5 – Antisemitisme i Danmark, København, marts 2001.
http://www.dchf.dk/publications_dk/antisemitisme_i_dk/14_bent_bludnikow.pdf (besøgt 2. december 2003).
11
Se Jens Liljegrens dokumentation i ”Når avisen skriver historien – Om Weekendavisens dækning af
antisemitisme på den historiske, danske venstrefløj”. Artikel i Holm, Adam og Peter Scharff Smith (red.):
”Idealisme eller fanatisme?”. Forlaget Forum, København, 2003. S. 144ff.

3
kommunismen og fascismen er så nært, at det giver mening at benytte den fælles betegnelse
totalitarisme. Stéphane Courtois gør brug af totalitarisme begrebet i ”Kommunismens sorte bog”,
men også i den danske debat støder man på begrebet igen og igen. Det sker bl.a. i Bent Jensens bog
”Gulag og glemsel”, hvor der bruges et helt kapitel på at sammensmelte nazisme, fascisme og
kommunisme under ét begreb: totalitarismen. Måden denne harmonisering sker på illustreres godt
med dette citat fra Weekendavisen af Peter Wivel: ”De totalitære ideologier, både fascismen og
kommunismen, byggede på […] had. De ville skille ud, sortere, rense, udviske – ordne kort sagt.
Det er ved deres lyst til at sætte skel mellem mennesker, klasseskel, raceskel, at de udmærker sig.”12
Det lykkedes i dette korte citat for Peter Wivel at gøre nazismens racelære og marxismens analyse
af klassesamfundet til et spørgsmål om lyst til at sætte skel mellem mennesker og sætter derefter
uden tøven lighedstegn mellem de to begreber og kategorisere dem som totalitarisme. Ved at
fokusere på et enkelt eller flere lighedstræk mellem forskellige fænomener etableres begrebet
totalitarisme. Denne praksis med at underordne forskellige fænomener under ét fælles begreb har
selvfølgelig mødt kritik. En af kritikerne er kommunismehistorikeren Werner Schmidt, som bl.a.
har følgende indvending: ”En vetenskaplig analys skulle säkert kunna visa att tredja riket hade
större likheter med – låt oss säga - USA på 50-talet (t.ex. privatkapitalets dominans, agressiv
antikommunism både inåt och utåt, rasistlagar och rasistisk politik, agressiv interventionistisk
utriges- och militärpolitik) än vad vissa regimer och rörelser, som alla betecknas som
kommunistiska, hada med varandra. Men ingen skulle drista sig til att karakterisera tredja riket och
USA genom at klistra på de båda en och samma etikett.”13 Anvendelsen af totalitarisme begrebet er
meget virkningsfuldt hvis hensigten er at miskreditere venstrefløjen, men som analytisk begreb i
analysen af de forskellige fænomener fascisme, nazisme og kommunisme virker det forstyrrende og
medfører, at ellers vigtige forskelle og nuancer fjernes eller overses.

1.2 Problemformulering
Når jeg i det ovenstående har brugt relativt megen plads på at beskrive diskussionen, som den
har set ud indtil nu, er det fordi, at jeg i dette projekt som et slags eksperiment har tænkt mig at
underkaste mig netop denne diskussions særlige betingelser. Ved at benytte den citatbaserede
argumentationsform har jeg tænkt mig at vende diskussionens genstandsområde 180 grader og i
stedet beskæftige mig med højrefløjen i perioden fra Anden verdenskrigs afslutning frem til i dag.
For at gøre dette muligt har det også været nødvendigt at se på svagheder og problemer i den
hidtidige debat for derved at kunne undgå at gentage disse.
Jeg har ikke tænkt mig at gå dybere ind i den kritik, som er blevet rettet mod venstrefløjen,
ligesom jeg ikke vil beskæftige mig med venstrefløjen, medmindre dette har relevans for min
undersøgelse af højrefløjen.
Formålet med at se på højrefløjen i perioden fra 1945 til 2003 er dels at bidrage til en nuancering

12
Jensen, Bent: ”Gulag og glemsel – Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20.
århundrede”. Gyldendal, København, 2002. S 408.
13
Thing, Morten: ”Venstrefløjens historie”. Artikel i tidsskriftet Solidaritet nr. 2, 22. årgang : juni 2000.

4
af den efter min mening indtil nu meget ensidige fokusering på venstrefløjen og dels at undersøge
hvorvidt diskussionen og kritikken af den historiske venstrefløj på visse områder bygger på
anvendelsen af dobbeltstandarder. Til dette formål vil jeg arbejde med to hypoteser om den
historiske højrefløj, som er inspireret af den kritik, som den historiske venstrefløj er blevet genstand
for. Hypoteserne lyder som følger: 1) Anti-demokratisme og støtte til diktaturstater har været
udbredt på dele af højrefløjen. 2) Voldsfascination og voldsforherligende retorik har været udbredt
på dele af højrefløjen.
For ikke at begå de fejl, som jeg har påpeget ved den hidtidige diskussion, vil jeg kort præcisere,
hvad jeg mener med højrefløj. Jeg vil ikke benytte betegnelsen højrefløj som analytisk begreb men
som en angivelse af et større område på det politiske spektrum. Højrefløjen skal i denne
sammenhæng ikke blot forstås som de politiske partier men også indbefatte aviser, tidsskrifter,
foreninger, journalister og intellektuelle som offentligt har gjort sig bemærket som en del af
højrefløjen i bred forstand. Når jeg i det følgende taler om højrefløjen vil det desuden kun omhandle
den del af højrefløjen som almindeligvis opfattes som demokratisk og ikke-voldelig. Jeg har således
ikke i sinde at beskæftige mig med erklærede anti-demokratiske retninger og grupper på højrefløjen,
som f.eks. fascister og nazister, med mindre dette har relevans for min behandling af den
demokratiske del af højrefløjen.
Jeg vil være opmærksom på at højrefløjen ikke bliver anvendt som analytisk begreb og nøje
præcisere, hvilke grupper eller partier eller dele heraf, jeg behandler hvor. Ligesom jeg vil være
bevidst om, at repræsentativiteten for de citater, jeg anvender, skal overvejes nøje.

2.0 Kilder
I dette projekt har jeg hovedsageligt benyttes mig at kilde som er hentet fra: 1) aviser 2) politiske
tidsskrifter og magasiner og 3) interne medlems- og partiblade. Hver af disse indeholder en række
forskellige typer af kilder, som på visse punkter ligner hinanden og på andre punkter er meget
forskellige; f.eks. kan de have meget forskellige ophavssituationer. Ser man på ophavssituationen
for henholdsvis en nyhedsartikel eller reportage i en avis og en baggrundsartikel og analyse i et
politisk magasin, er de vidt forskellige og kræver forskellige kildekritiske overvejelser.
Avisen indeholder en række forskellige kildetyper, som det er vigtigt at skelne fra hinanden. Det
første og nok også vigtigste skel mellem avisens forskellige kilder går mellem det redaktionelle og
det ikke-redaktionelle stof. Det ikke-redaktionelle stof består af alt det, der er tilsendt avisen udefra,
og som sådan ikke repræsenterer den redaktionelle linje. Det ikke-redaktionelle stof består bl.a. af
læserbreve, kronikker, annoncer og reklamer. Som hovedregel kan det ikke-redaktionelle stof ikke
bruges til at sige noget om avisens holdning, men dette er dog en regel med modifikationer. Ser
man f.eks. på annoncer og reklamer i en avis, kan disse ofte anvendes i karakteristikken af denne.
For det første er det ikke tilfældigt, hvilke annoncører der vælger hvilke aviser. Man må gå udfra at
annoncørerne tager højde for dels avisens redaktionelle linje, og dels hvem modtagergruppen for
avisen er. For det andet har redaktionen ret til at afvise annoncer og reklamer, hvilket vil sige, at der
kan ligge et udtryk for avisens redaktionelle linje i, hvilke annoncer og reklamer der er og ikke er i

5
avisen. Det redaktionelle stof består af alt det som avisens redaktion selv har skabt, og som sådan
udtrykker avisens redaktionelle linje. Det redaktionelle stof består igen af en række undergrupper;
nyhedsartikler, reportager, ledere, baggrundsartikler og vurderinger er nogle af dem. Der er to ting
man bør være opmærksom på i behandlingen af det redaktionelle stof; for det første de forskellige
artikeltypers ophavssituationer, og for det andet skellet mellem opinionsstoffet på den ene side og
nyhedsstoffet på den anden. Dette leder mig videre til overvejelserne angående avisens tendens. Når
man skal analysere en avis’ tendens, er det hovedsageligt opinionsstoffet, man skal se på, men også
i nyhedsstoffer vil der ofte være en tendens at spore. Selvom den partipolitiske presse ikke længere
eksisterer i Danmark, er det ikke ensbetydende med, at aviserne ikke har politiske sympatier og
antipatier. Det er således altid vigtigt at overveje avisernes redaktionelle linje, før man anvender
dem som kilder.14
De politiske magasiner og tidsskrifter har et mere ensartet indhold end aviserne. Skellet mellem
nyheds- og opinionsstof er på grund af ophavssituationen ikke vigtigt, med en udgivelses frekvens
på f.eks. tolv numre om året er der af naturlige grunde ikke meget nyhedsstof. Næsten hele det
redaktionelle stof vil være opinionsstof, og den redaktionelle tendens vil ofte stå meget tydeligt
frem og ofte komme eksplicit til udtryk i en kolofon eller anden fast redaktionel rubrik. Som følge
af det meget opinions prægede stof, vil det politiske tidsskrifts eller magasins læsere ofte udgøre en
mere snæver politisk gruppe end læserne af en avis. Dette betyder, at man ofte vil finde, at ikke-
redaktionelt stof, som f.eks. læserbreve, ikke afviger særligt meget fra den redaktionelle linje. Hvad
angår skellet mellem redaktionelt og ikke-redaktionelt stof gælder det samme som for aviser. I mit
arbejde med artikler fra både aviserne, magasiner og tidsskrifter har jeg så vidt muligt forsøgt at
dobbelttjekke artiklernes egne kilder og, når det har været muligt, også inddraget andre kilder som
f.eks. andre artikler og kendelser fra pressenævnet og domstole.
Den sidste kategori af tryksager, som jeg henter mine kilder fra, er de interne medlems- og
partiblade. En væsentlig forskel mellem de to første kategorier og denne sidste er, at de to første
henvender sig til en bred offentlighed, mens medlems- og partibladene har sin målgruppe indenfor
en bestemt organisation. Det er naturligvis også i denne type blade vigtigt at kunne skelne mellem
redaktionelt og ikke-redaktionelt stof, når det drejer sig om f.eks. annoncer og reklamer, men ellers
er dette skel af mindre betydning. Når man ser på redaktionelt stof som f.eks. artikler og ikke-
redaktionelt stof som f.eks. tilsendte debatindlæg og læserbreve, er begge typer udtryk for det
interne liv i den pågældende organisation, og som sådan er skellet af mindre betydning. Hvad angår
repræsentativitet vil en redaktionel artikel ofte veje tungere end et læserbrev men i princippet er de
begge udtryk for de holdninger og diskussioner som gør sig gældende i organisationen og kan
behandles ens. Mit problem i forbindelse med arbejdet med de interne medlems- og partiblade har
været den enorme mængde af kildemateriale. Næsten hver eneste lokalafdeling af de politiske
partier har et internt blad og hertil kommer alle ungdomsorganisationerne, politiske
studenterorganisationer, ungdomsorganisationer og alle de ikke-parti politiske organisationer. Dette
14
Hansen, Søren Toft: ”Det stod i avisen… - kildekritiske overvejelser ved brug af aviser”. Småskrifter fra
Historiestudiet, nr. 3, Aalborg Universitet, 2001.

6
har betydet, at jeg umuligt har kunnet overskue mere end en brøkdel af dette kildemateriale. I
forbindelse med min behandling af Konservativ Ungdom (KU) har jeg f.eks. kun haft tid og
mulighed for at anvende de interne blade for organisationens lokalafdelinger i Aalborg og
Nørresundby, hvilket naturligvis rejser en række spørgsmål vedrørende repræsentativitet.
Repræsentativitetsproblemet kunne selvfølgelig have været løst, hvis jeg havde inddraget en langt
større del af det kildemateriale som findes i KUs interne blade over hele landet, men det har tiden
desværre ikke tilladt.

3.0 De historiske rødder


Før jeg går i gang med den egentlige behandling af højrefløjen i perioden fra 1945 til i dag, vil
jeg se lidt nærmere på de anti-demokratiske strømningers historiske rødder. Som allerede tidligere
nævnt vil jeg i den forbindelse ikke beskæftige mig med erklærede fascister og nazister men alene
se på de grupperinger, som almindeligvis betragtes som demokratiske og ikke-voldelige. Jeg vil
heller ikke beskæftige mig med de anti-demokratiske strømninger (bl.a. repræsenteret ved partiet
Højre) som findes i forfatningskampen før systemskiftet i 1901. Begyndelsestidspunktet for min
behandling ligger i 1930’erne, hvor de moderne anti-demokratiske strømninger på højrefløjen har
deres rod og storhedstid. Ser man på den danske højrefløj i 1930’erne og de antidemokratiske
strømninger, som gør sig gældende her, er påvirkningen fra fascismen, nazismen og diktaturerne i
Italien og Tyskland uomgængelig. Mussolinis Italien og Hitlers Tyskland fungerede som
inspirationskilde for mange forskellige grupperinger på højrefløjen og fascinationen af anti-
demokratismen nåede langt ud over de egentlige fascistiske og nazistiske grupper. I Danmark var
nazismen repræsenteret af en række mindre partier, hvoraf Danmarks National Socialistiske
Arbejder-Parti (DNSAP) var det vigtigste. Udover DNSAP, som blev stiftet i 1930, fandtes også to
mindre nazistiske partier; Danmarks Nationalsocialistiske Parti (DNP) som allerede blev stiftet i
1928 og National Socialistisk Arbejder-Parti (NSAP), stiftet i 1935. Desuden fandtes der i
København en nazistisk ungdomsorganisation ved navn National Socialistisk Ungdom (NSU), som
blev stiftet i 1932. Ved siden af de erklærede nazistiske organisationer fandtes en række
organisationer, som var stærk påvirket af nazismen og fascismen og i perioder arbejdede tæt
sammen med partier som DNSAP. Her tænker jeg på bondeorganisationer som Landbrugernes
Sammenslutning (LS), stiftet i 1930, bevægelsen Jord, Arbejde og Kapital (JAK), stiftet i 1931 og
Bondepartiet, stiftet i 1932 men også partiet Dansk Samling, stiftet i 1936, havde i 1930’erne flere
fascistiske træk. Det, der kendetegnede disse grupperinger i 1930’erne var bl.a. anti-marxisme, anti-
liberalisme, tilslutning til førerprincippet og kravet om en stærk korporativ stat og et autoritært
styre.15
Det mest interessante ved mellemkrigstidens anti-demokratiske strømninger er imidlertid ikke
disse mere eller mindre åbenlyst fascistiske og nazistiske smågrupper, men at anti-demokratiske
holdninger fandt plads og slog rod langt ind de mere respektable dele af den politiske højrefløj. I
15
Quaade, Alex og Ole Ravn: ”Højre om! – Temaer og tendenser i den anti-parlamentariske debat 1930-
39”. Gyldendal, København, 1979. S. 21ff.

7
denne sammenhæng spillede Konservativ Ungdom og i mindre grad også Det konservative
Folkeparti en central rolle. Det skal nævnes at KU aldrig så sig selv som værende nazistisk eller
fascistisk, og at man sågar så det som en af sine vigtige opgaver at bekæmpe netop disse tendenser.
Ikke desto mindre var den nazistiske og fascistiske inspiration ikke til at komme udenom. Den mest
iøjnefaldende nazistiske og fascistiske inspiration fandt man i KUs propagandaarbejde. Under
formanden Jack Westergaards ledelse og med støtte fra organisationens højrefløjsfolk blev
propagandaarbejdet moderniseret efter tysk forbillede. Man begyndte at anvende højtalervogne,
lysanlæg, flyvemaskiner og stort anlagte folkemøder med orkestre, faneborge og en massiv
anvendelse af symboler. Ideerne bag disse tiltag kom fra det konservative folketingsmedlem Ole
Bjørn Kraft. Hovedmanden bag de mere kontroversielle initiativer i propagandaarbejdet var
formanden for KUs afdeling i København, Carsten Raft. Det var således Raft og hans fløj i
organisationen der fra 1932 udformede den propagandastrategi, som betød anvendelse af
uniformerede marcher, militaristiske hilseformer (strakt højre arm som man også så det hos
nazisterne i Tyskland) og oprettelsen af kamporganisationen Stormtropper (ST). Stormtropperne
bar grønne skjorter, sorte bukser, skrårem, ridestøvler og et armbind med initialerne KU. Formålet
med dette uniformerede korps var dels at det kunne anvendes i propaganda øjemed, og dels at det
skulle fungere som et egentligt værn om KUs forskellige udadvendte aktiviteter. Navnet
Stormtropper og uniformens udseende var tydeligt inspireret af det tyske nazistiske korps
Sturmabteilungen (SA).16 Når man betragter KUs anvendelse af uniformer, er det vigtigt at holde
sig for øje, at dette ikke var enestående for KU, men at tilsvarende uniformerede korps, dog i en
anden udformning, fandtes i organisationer som Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og
Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU).
Inspirationen fra nazismen og fascismen gjorde sig imidlertid også gældende på andre områder
end propagandaarbejdet. Specielt i første halvdel af 1930’erne gennemgik KU en ideologisk
højredrejning, som hentede meget af sit tankegods i specielt den italienske fascisme og dens ideer
om den korporative stat. Den helt centrale person i denne højredrejning var folketingsmedlemmet
Ole Bjørn Kraft. Ole Bjørn Kraft er meget interessant i denne sammenhæng, dels fordi han var et
fremtrædende medlem af Det konservative Folkeparti, hvor han siden blev formand for
rigsdagsgruppen (1940-45), formand for folketingsgruppen (1947-50), forsvarsminister (1945) og
udenrigsminister (1950-53)17, og dels fordi han fungerede som et vigtigt bindeled mellem
1930’ernes yderliggående konservatisme og efterkrigstidens anti-demokratiske strømninger. Ole
Bjørn Kraft spillede nemlig også en meget vigtig rolle under Den kolde Krig hvor han bl.a. indgik i
redaktionen på det stærkt højreorienterede magasin Reflex18. I 1932 fik Ole Bjørn Kraft udgivet sin

16
Christensen, Lars: “Ungdomsoprør - Konservativ Ungdom gennem 90 år”. Konservativ Ungdoms Forlag,
København, 1994. S. 35ff. og Tamm, Ditlev: “Det høje C - En bog om Det konservative Folkeparti 1965-
1998”. Gyldendal, København, 1999. S. 44ff.
17
“Lademanns Multimedia Leksikon - 2002”. Egmont Lademann, 2002. Opslag: Kraft, Ole Bjørn.
18
Jeg vender senere afsnit tilbage til Nyhedsmagasinet Reflex og dets rolle og holdninger i forskellige sager.

8
bog om den italienske fascisme: “Fascismen - Historie, Lære, Lov”19, som fik stor indflydelse på de
ideologiske diskussioner i KU og var en vigtig inspirationskilde til KUs politiske program fra 1934,
et program som Ole Børn Kraft i øvrigt også var med til at udforme. I bogen “Fascismen”
forsvarede Kraft det fascistiske diktatur i Italien og talte varmt om den korporative stat. Om det
fascistiske Italien skrev Kraft bl.a.: “Efter kyndige Kendere af det italienske Folkeliv skal det være
en ganske forbavsende Forandring, som det i disse Aar er lykkedes Fascismen at fremkalde.
Billedet af Italien er blevet grundigt forandret. Det er ikke længere Antik’ens, Naturskønhedens og
Musæernes Italien der træder i Forgrunden, når Italien omtales, men dets Indtræden paa Europas
politiske Arena som en Stormagt, der formaar at gøre sig gældende og som Land, hvis økonomiske
og sociale Fremskridt og Udvikling paakalder Opmærksomhed.”20 Kraft beskrev i sin bog
fascismen som et opgør med den italienske parlamentarismes manglende: “(...) Myndighed og Evne
til at hævde Statsmagtens Autoritet” overfor revolutionære kræfter i arbejderklassen og kaldte
fascismen for “Middelklassens og Intelligensens Modrevolution (...).”21 Fascismen sås således som
et nødvendigt forsvar mod kommunismen og Kraft fremhævede at: “(...) det på ingen Maade er
umuligt, at denne havde sejret, hvis Fascismen ikke havde tilvejebragt Muligheden for en Samling
af alle antibolschevichiske Kræfter.”22. Det var bl.a. med baggrund i denne forståelse af fascismen,
at Kraft fastholdte at systemet ikke burde bedømmes udefra, og dermed afviste han den kritik af
diktaturet, som den danske venstrefløj bl.a. rejste. Denne anti-kommunistiske tilgang til
diktaturstater var udbredt og skulle senere, under Den kolde Krig komme til at spille en afgørende
rolle i visse højrefløjsgruppers retfærdiggørelse og i visse tilfælde støtte til forskellige diktaturstater.
Ole Bjørn Kraft gjorde sig til talsmand for en korporativistisk inspireret ændring af forfatningen og
pointerede at: “Det demokratiske Folkestyre staar ikke længere i sin gamle Glans og har ikke vist
sig paa alle Omraader at svare til de Forventninger, man stillede til det eller kunne løse alle de
Opgaver, Tiden har sat det overfor paa tilfredsstillende Maade.”23 På den anden side talte Kraft
ikke for en direkte overførelse af det fascistiske system til Danmark, men han udelukkede ikke at
fascismen ville kunne: “(...) inspirere endogsaa gamle demokratiske folkestyrede Samfund til
nyttige og tidssvarende Reformer.”24 I KU blev Ole Bjørn Krafts bog varmt modtaget, og den fik
som sagt stor indflydelse på organisationens politik. I en anmeldelse af bogen i KUs interne blad
Konservativ Ungdom fra november 1932 skrev Jack Westergaard bl.a.: “(...) han har ikke så lidt
sympati for den fascistiske bevægelse - ikke i den forstand at han anser den for anbefalelsesværdig
under danske himmelstrøg - men derimod under italienske forudsætninger. Der kan antagelig heller
ikke være tvivl om, at de fleste konservative her i landet ville have været glødende fascister, såfremt

19
Kraft, Ole Bjørn: “Fascismen - Historie, Lære, Lov”. Gyldendalske Boghandel Nordiske Forlag,
København, 1932.
20
Ibid. S. 100.
21
Ibid. S. 6.
22
Ibid. S. 46.
23
Ibid. S. 101.
24
Ibid. S. 102.

9
de havde været italienere.”25 Et eksempel på, hvordan korporativismen gjorde sig gældende, finder
man bl.a. i et opråb fra KU, trykt i Konservativ Ungdom i december 1933, hvor man anklagede den
siddende SR-regering for at være marxistisk og sprede: “(...) klassehadets gift i ungdommens rækker
i stedet for at samle nationen til enig og stærk, skulder ved skulder, at løfte vort fælles fædreland
gennem vanskelighederene ind i dagen den ny.” KUs opråb endte i følgende appel: “Dansk
ungdom! Vær med til at varsle det ny Danmarks komme - et nationalt Danmark, hvor et
arbejdsfællesskab klasserne imellem har afløst den klassekamp og det klassehad, der nu
sønderslider nationen.”26 Et andet interessant kendetegn ved KU i 1930’erne var den meget
ukritiske holdning til de fascistiske og nazistiske diktaturstater. I Konservativ Ungdom kunne man
således i juni 1933 læse, at: “Vi nægter ikke, at vi i adskilligt sympatiserer med
Nationalsocialismen, thi vi Unge forstaar vore Jævnaldrende i Tyskland, og havde vi været Tyskere
ville vi vel næsten alle have stået i de brune Bataljoner.”27 Forståelsen for nationalsocialismen rakte
så langt, at man i KUs blade kunne læse stærkt idylliserede beretninger om forholdene i de
nazistiske KZ-lejre. I januar 1937 kunne man i KUs Kampblad læse beretningen om en KU’ers
besøg i KZ-lejren Dachau. I denne beretning kunne KU’eren fortælle om nynnende arbejdere, lyden
af violin- og mundharpespil, rene og velorganiserede rum, god sundhedstilstand, den fineste
operationsstue til behandling af fangerne, fodboldspil, et badebassin som fangerne kunne fornøje sig
i efter arbejdet og et lille marked hvor man kan købe kaffe, cigarer, violinstrenge, ispinde, fin sæbe,
brillantine osv. KU’eren forsikrede også at maden var god og rigelig og fortsatte: “(...) det er sikkert
rigtigt, når een af fangerne sagde, at alle, der blot havde været i lejren en månedstid, trods det
megen legemlige arbejde, tog ca. 4-5 kg på.”28 Når man ser på KU i 1930’erne er det vigtigt at
holde fast i, at organisationen på intet tidspunkt var egentligt fascistisk og at der i denne periode
også fandtes en mere moderat opposition indenfor KU, en opposition som fik kontrollen over
organisationen fra slutningen af 1930’erne. I Det konservative Folkeparti var der udbredt
utilfredshed med den radikale linje, som KU fulgte i 1930’erne hvilket bl.a. kom til udtryk gennem
flere verbale sammenstød mellem Westergaard og John Christmas Møller.29
Et andet sted hvor fascinationen af fascismen slog igennem i 1930’erne var i den borgerlige
presse. Det mest tydelige eksempel på denne fascination finder man i Jyllands-Posten (J-P), som
var knyttet til Det konservative Folkeparti. Man fremstillede Hitlers magtovertagelse som en
folkerejsning hvor hele folket havde afvist demokratiet og båret Hitler til magten, J-P skrev således
i forbindelse med magtovertagelsen (alle citater i dette afsnit stammer fra ledende artikler i J-P):

25
Quaade, Alex og Ole Ravn: ”Højre om! – Temaer og tendenser i den anti-parlamentariske debat 1930-
39”. Gyldendal, København, 1979. S. 132.
26
Ibid. S. 114.
27
Christensen, Lars: “Ungdomsoprør - Konservativ Ungdom gennem 90 år”. Konservativ Ungdoms Forlag,
København, 1994. S. 45f.
28
Quaade, Alex og Ole Ravn: ”Højre om! – Temaer og tendenser i den anti-parlamentariske debat 1930-
39”. Gyldendal, København, 1979. S. 77.
29
For en nærmere introduktion til 1930’ernes radikale konservatismes ideologiske baggrund vil jeg henvise
til Holm, Adam: ”Kun helheden gælder”. Artikel i Arbejdsrapporter fra DCHF 2 – Folk og Fællesskab,
København, 2001.

10
“(...) det er Folket selv, der har været med til at give Weimar-Forfatningen Naadesstødet. (...). Det
er de store brede Vælgermasser, de af det parlamentariske Misregimente dødtrætte Vælgere, der
selv har vendt sig imod det demokratiske Princip.”30 J-P var heller ikke afvisende overfor et
fascistisk styre i Danmark, og brugte Hitlers magtovertagelse til at rette et angreb mod demokratiet i
Danmark: “Naar italienske og tyske Vælgere gør kort Proces med partipolitiske Godtfolk, der i
Demokratiets Navn misregerer og udbytter dem, vil danske Vælgere naturligvis tage ved Lære og
maaske følge Eksemplet. Saa meget mere som de ved, at demokratisk Folkestyre, saadan som vi
kender det, er en Luksus, som man kan tillade sig i gode Tider, naar der er Medbør i økonomisk
Henseende. Men til at genrejse Økonomien efter mange Aars Solderi kræves der en fast Haand.
(...). De partipolitiske Godtfolk, der bavler mest om Demokrati og Frihed, er her som alle andre
Steder de sletteste Statsstyrer. (...) [efter Kanslergade-forliget vil, red] et stort Flertal af danske
Vælgere med Glæde (...) hilse en Mussolini, der vilde og kunde handle samfundsmæssigt og derfor
maatte sætte Politikerne på Porten.”31 Avisen så, ligesom Ole Bjørn Kraft og andre konservative,
nazismen i Tyskland og fascismen i Italien som et bolværk mod kommunismen, og den gik så vidt
som til at støtte nazisternes forfølgelse af venstrefløjen. Allerede længe inden at spørgsmålet var sat
på dagsordenen i Tyskland forslog J-P et forbud mod det tyske kommunist parti KPD og
forfølgelserne omtaltes positivt: “Det tyske Diktatur betyder (...) en Fordel (...) for Europa (...),
fordi der derved er rejst et Bolværk mod Kommunismen, og Socialdemokratiet paa samme Tid er
sat grundigt paa Plads.”32 og “Der skal (...) ikke levnes Marxismen det mindste Skjulested. Den skal
ryges ud af Hulerne, og dens Eksistensgrundlag skal splintres i Stumper og Stykker.”33 Ser man på
de ledende artikler i J-P, navnlig i årene frem til 1934, finder man, at avisen havde stor sympati for
fascismen og forståelse for det nazistiske diktatur i Tyskland.
Som afslutning på min gennemgang af de anti-demokratiske strømninger i 1930’erne vil jeg kort
omtale erhvervslivet rolle. En af de erhvervsledere, som spillede en politisk rolle på højrefløjen, var
skibsreder Arnold Peter Møller. I forbindelse med Den spanske Borgerkrig kom A.P. Møllers
politiske sympatier tydeligt frem. Da Socialdemokratiet i 1936 valgte at støtte den demokratisk
valgte folkefrontsregering i Spanien, tilbød A.P. Møller omgående en tilsvarende støtte til Franco
og det fascistiske oprør.34 I denne forbindelse støttede KU i øvrigt A.P. Møller og i en artikel i KUs
Kampblad opfordrede man til at slutte op om KU og feltråbet “knus folkefronten”.35 Under
besættelsen gjorde A.P. Møller sig igen politisk gældende. A.P. Møller indgik i den såkaldte
Højgaard-kreds, som bestod af en række erhvervsledere med Knud Højgaard fra virksomheden

30
Loumann, Peter: “Pressen og nazismen - Nogle vigtige danske dagblades behandling af det
nationalsocialistiske Tyskland 1933-1939” (specialeopgave). Københavns Universitet, december 1974. S. 28.
31
Ibid. S. 30.
32
Ibid. S. 30.
33
Ibid. S. 30.
34
Jensen, Christian (m.fl.): “Krigens købmænd - Det hemmelige opgør med Riffelsyndikatet, A.P. Møller,
Novo og den øvrige storindustri efter Anden Verdenskrig”. Gyldendal, København, 2. udgave, 2002. S. 86.
35
Quaade, Alex og Ole Ravn: ”Højre om! – Temaer og tendenser i den anti-parlamentariske debat 1930-
39”. Gyldendal, København, 1979. S. 91ff.

11
Højgaard & Schultz i spidsen. Højgaard-kredsen henvendte sig i november 1940 til kongen med en
opfordring til at afsætte regeringen og i stedet indsætte et: “ministerium af politisk uafhængige, frit
stillede mænd”. Som begrundelse for nødvendigheden af dette indgreb anførte Højgaard-kredsen
følgende: “Sagen er den, at vi ikke kan tillægge politikernes bedømmelse af den foreliggende
situation virkelig betydning. De har efter vor opfattelse kun særlige forudsætninger for at bedømme
de kræfter, som de selv har skabt, og hvoraf deres indflydelse afhænger, nemlig det gamle, skolede
partimaskineri og dertil hørende organiserede vælgerhær. Og herved standser de.”36 Det er ikke til
at sige om Højgaard-kredsen havde en eller anden form for korporativt styre i tankerne, da de talte
om et ministerium af politisk uafhængige, men at tiltaget var et klart brud med demokratiet, kan der
ikke herske tvivl om.

4.0 Diktatur
Når man ser på den danske højrefløj efter 1945, var det ikke de anti-demokratiske holdninger i
forhold til de politiske forhold i Danmark, der gjorde sig gældende. Holdninger om at ville afskaffe
demokratiet i Danmark var, så vidt jeg har kunnet se, isoleret til de grupper, som kan betegnes som
egentligt fascistiske eller nazistiske. Derimod var anti-demokratismen udbredt, når det kom til det
udenrigspolitiske område. I perioden efter 1945 fandt man på store dele af højrefløjen eksempler på
støtte til forskellige diktaturstater og det er denne støtte jeg vil beskæftige mig med i dette afsnit.
Jeg har udvalgt en række diktaturstater, som jeg kort vil præsentere og derefter se på hvilke dele af
højrefløjen, der støttede disse stater og på hvilke måder.

4.1 Apartheid regimerne


Det første eksempel, jeg vil se på, er apartheid regimerne i Sydafrika, Namibia og Sydrhodesia.
Jeg har valgt at behandle disse tre regimer under ét, da de forhold, som jeg vil fokusere på, gør sig
gældende alle tre steder; nemlig den racistiske apartheid politik og de manglende demokratiske
rettigheder for den sorte befolkning. I Sydafrika var apartheid politikken stort set blevet praktiseret,
siden de første hollandske indvandrere ankom til landet, men det var først i 1948, da det stærkt
højreorienterede parti National Party vandt valget, at apartheid politikken blev lovfæstet.37
Bevægelsen African National Congress (ANC) var den vigtigste faktor i de sortes kamp mod
apartheidstyret. ANC blev stiftet i 1912, som en organisation der skulle beskytte de sortes
rettigheder. Fra 1926 arbejdede ANC for indførelsen af demokrati og afskaffelse af raceadskillelsen.
Denne kamp blev ført på legal basis frem til 1960, hvor bevægelsen blev forbudt, hvorefter ANC
indleder en væbnet kamp mod regimet.38 Flere vestlige lande, herunder USA, opfatter ANC som en
terrororganisation, og man fandt en udbredt modvilje mod at anerkende ANCs brede støtte i den

36
Jensen, Christian (m.fl.): “Krigens købmænd - Det hemmelige opgør med Riffelsyndikatet, A.P. Møller,
Novo og den øvrige storindustri efter Anden Verdenskrig”. Gyldendal, København, 2. udgave, 2002. S. 276.
37
Bekker-Nielsen, Tønnes: “Gads Historieleksikon”. G.E.C. Gads Forlag, København, 1994. S. 596. Opslag:
Sydafrika.
38
Ibid. S. 22. Opslag: ANC.

12
sorte befolkning. Begge disse forhold gjorde sig således også gældende på den danske højrefløj.
Apartheidstyret blev formelt afskaffet efter forhandlinger mellem Nelson Mandela og præsident
F.W. de Klerk i perioden fra 1991 til 1993. Det første demokratiske valg blev afholdt i 1994 og
vundet af ANC.39
Historien om apartheidpolitikken i Namibia (tidligere Sydvest-Afrika) et tæt knytte til forholdene
i Sydafrika. Før Første Verdenskrig var Namibia en tysk koloni men blev under krigen erobret af
Sydafrika og efterfølgende af Folkeforbundet overdraget til Sydafrika som mandatområde. Efter
Anden Verdenskrig nægtede Sydafrika af lægge Namibia ind under FNs formynderområde, og
Sydafrika kunne derfor betragtes som en reel besættelsesmagt i Namibia efter 1945.
Apartheidpolitikken blev indført i Namibia i 1966. South West Africa People’s Organization
(SWAPO) var den vigtigste faktor i den sorte befolknings kamp imod apartheidpolitikken og for
national selvstændighed. Ligesom ANC blev SWAPO af mange vestlige lande opfattet som en
terrororganisation, og de samme forhold omkring manglende anerkendelse af organisationens
folkelige støtte gjorde sig også gældende. Efter forhandlinger mellem de stridende parter blev der i
1989 afholdt det første demokratiske valg med SWAPO som vinder. Landet blev selvstændigt i
1990.40
Også i Sydrhodesia (senere Zimbabwe) blev der indført et apartheidregime. Den hvide
befolkning i Sydrhodesia havde en privilegeret politisk og økonomisk stilling i landet i perioden
som selvstyrende koloni, men det var først med den nye forfatning i 1961 at de hvides
overherredømme blev befæstet. I 1965 erklærede den stærkt højreorienterede Ian Smith landet for
uafhængigt under navnet Rhodesia. Landet blev ikke anerkendt af det internationale samfund, og
flere guerillagrupper (ZANU og ZAPU) indledte aktioner mod regimet. Fra 1975 blev der i flere
omgange forhandlet om en overgang til demokrati i landet, men først i 1980 blev det første
demokratiske valg afholdt med Patriotic Front (ZANUs politiske gren) som vinder.41
Støtten til disse apartheidregimer fandt man mange steder på højrefløjen. Jeg vil begynde med at
se på den støtte, der kom til udtryk i magasinerne Reflex og Facet. Det konservative og stærkt anti-
kommunistiske Nyhedsmagasinet Reflex udkom som månedsmagasin i perioden fra maj 1968 til
sommeren 1970. Blandt de mest fremtrædende på Reflexs redaktion kan nævnes Ole Bjørn Kraft
(tidligere konservativ forsvars- og udenrigsminister), Peter Hartvig, og Henning Jensen.
Reflexs holdning til Sydafrika kom første gang til udtryk i forbindelse med et interview fra
oktober 1969 med den sydafrikanske hjertekirurg Christiaan Netthling Bernard. Selvom
interviewformen i princippet gør at de holdninger der kom til udtryk ikke kan tilskrives redaktionen,
mener jeg alligevel, at det i dette tilfælde til en vis grad er muligt. Interviewet er præget af en sådan
mangel på kritik og stor sympati for den sydafrikanske læge, at man med rimelighed kan sige, at der
ligger en redaktionel tendens i interviewet. I interviewet kommer man ind på spørgsmålet om
apartheid og Bernard sagde: “Hvordan er det forøvrigt? - Har man ikke i dagens Danmark visse

39
Ibid. S. 596. Opslag: Sydafrika.
40
Ibid. S. 442. Opslag: Namibia.
41
Ibid. S. 525. Opslag: Rhodesiakrisen.

13
problemer med fremmedarbejdere - en vis spirende apartheid specielt i arbejderkredse? Jeg siger
ikke, at vor apartheidpolitik er rigtig. Jeg siger blot, at hvert land har sine problemer, som man
søger at løse på den måde, som hvert land finder rigtigst.”42 Bernard gav også til kende, at han ikke
mente, at kritikerne af apartheidpolitikken kendte til de faktiske forhold i Sydafrika, hvilket han
illustrerede med følgende beskrivelse af den sorte befolknings forhold: “(...) hvad Danmark og
andre lande så end siger om vor politik, så kan det nu også glæde mig en smule, at se sorte fra det
øvrige Afrikas nyoprettede stater søge opholdstilladelse og statsborgerskab hos os i et omfang, så vi
i dag må afvise. - Mon vore sorte, sydafrikanske medborgere har det så skidt - når man fra de
øvrige afrikanske stater maser på for at komme ind og få statsborgerskab - - eller blot ophold og
arbejde?”43 Bernard var ikke nogen ukritisk tilhænger af apartheid, men han så ingen anden mulig
løsning på “raceproblemet” i Sydafrika. Når man læser interviewet, mener jeg, at man kan se en
tydelig redaktionel linje, som var at bruge den internationalt anerkendte hjertekirurgs autoritet til at
rette et angreb på den danske regerings politik overfor Sydafrika. Igen i november 1969 var der i
Reflex omtale af forholdene i Sydafrika, denne gang i en artikel skrevet af journalisten Leif
Hansgaard som havde besøgt landet. Hansgaards artikel beskrev et Sydafrika i hastig udvikling, og
hvor den ikke-hvide befolknings levestandard hastigt halede ind på den hvide befolknings.
Hansgaard fortalte at: “I dag skal man lede efter slum i Sydafrika. (...). Der er bygget tusindvis af
eenfamilie huse, som kan lejes af de ikke-hvide for ca. 50 kr. om måneden.”44 Hvad angår de
demokratiske rettigheder beskrev Hansgaard de “(...) spæde forsøg på en særlig sydafrikansk form
for demokratisering af de ikke-hvides livsudfoldelse.”45 Efterfølgende gav Hansgaard ordet til den
sydafrikanske social- og pensionsminister C.P. Muller, der sammen med føromtalt Bernard var den
eneste, der kom til orde i artiklen. Muller forklarede at: “Et demokrati forudsætter demokrater og de
ikke-hvide har ingen demokratisk tradition. I øvrigt tror jeg heller ikke at de ikke-hvide ønsker
stemmeret. Spørg om en bantu ønsker stemmeret og man vil få det svar, at han hellere vil have en
bil.” Muller fortsatte hvor Hansgaard slap i beskrivelsen af den sorte befolknings høje levestandard:
“De ikke-hvide sydafrikanere tjener godt - se blot på hvorledes de bor og læg mærke til alle deres
biler. De ikke-hvide sydafrikanere har flere biler end der f.eks. findes i Sovjet!”46 Formålet med
Hansgaards artikel var ikke at retfærdiggøre apartheidsystemet eller det manglende demokrati.
Hansgaard gav udtryk for, at han ønsker apartheid afskaffet og så i regimet viljen til at bevæge sig i
retningen af demokrati, og han forsøgte at vise, at denne udvikling allerede var begyndt. Budskabet
var det samme, som det man finder i interviewet med kirurgen Bernard, nemlig at det internationale
samfund skulle anerkende og samarbejde med regimet for at fremme denne udvikling. Hansgaards
artikel var illustreret med et portræt af C.P. Muller og et billede af de huse, som beskrives i artiklen.
Når man skal bedømme indholdet af interviewet med Christiaan Netthling Bernard og Hansgaards

42
“Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 10, 2. årgang, oktober 1969. S. 10.
43
Ibid. S. 11.
44
“Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 11, 2. årgang, november 1969. S. 25.
45
Ibid. S. 24.
46
Ibid. S. 25.

14
artikel, er det værd at notere, at de er skrevet i 1969. Netop 1960’erne var den periode, hvor
apartheidsystemet blev cementeret i Sydafrika og altså ikke en periode, hvor stærke reformkræfter
gjorde sig gældende indenfor apartheidregimet. Fælles for de to indlæg er også, at det kun var
repræsentanter for den hvide befolkning og regimet, der kom til orde. Der findes heller ingen
omtale af de sorte oppositionsgrupper som f.eks. ANC, ligesom undertrykkelsen af disse ikke
nævnes. Selvom der udtrykkes ønske om apartheidpolitikkens afvikling er det tydeligt, at det
egentlige formål med både interviewet og artiklen var at give et bestemt billede af Sydafrika for
derved at påvirke den danske politik overfor landet. Det er vanskeligt at sige, hvorfor Reflexs havde
en så tvetydigt holdning til apartheidregimet, men det er ikke utænkelig, at forklaringen er anti-
kommunisme. Det kan tænkes, at Reflex, ligesom andre dele af højrefløjen, opfattede
apartheidregimet som en garant mod den kommunistisk magtovertagelse, som man mente ville
følge efter en “sort sejr” i Sydafrika, så længe de sorte støttede ANC.
Magasinet Facet fortsatte på mange måder der, hvor Reflex slap, og redaktøren fra Reflex, Peter
Hartvig, var da også med i Facet redaktionen. Facet udkom månedligt i perioden fra 1983 til 1987
og arbejdede tæt sammen med organisationer som Selskabet til Værn for Dansk Folkestyre (SVDF)
og Dansk Institut for Kritisk Fredsforskning (DIKF). Både SVDF og DIKF var frontorganisationer
for den hemmelige private anti-kommunistiske efterretningsorganisation Operation Survival, som
var blevet stiftet i 1976 med hjælp fra oberstløjtnant i flyvevåbnet, Erling J. Harder. Facet kom i
realiteten til at fungere som talerør for denne organisation og flere personer gik igen i de forskellige
organisationer, bl.a. P.H. Bering.47 Det skal retfærdigvis nævnes, at det kun var meget få af de
mennesker, der indgik i disse sammenhænge, som kendte til den bagvedliggende
efterretningsoperation. Andre af de mest fremtrædende medarbejdere på Facet var Erik Dissing,
som var formand for den danske afdeling af World Anti Communist League (WACL) og
konservativt kommunalbestyrelsesmedlem i Tårnby og Óli Breckmann, medlem af folketinget valgt
for Fólkaflokkurin (Folkeflokken) på Færøerne og som sådan medlem af den konservative
folketingsgruppe.
Det første eksempel på de holdninger, man fandt til apartheid i Facet, er fra september/oktober
nummeret 1984. I en artikel af C. Frost-Hansen om forholdene i Zimbabwe (tidligere Sydrhodesia)
finder man et klart forsvar for det racistiske apartheidregime under Ian Smith, som han beskrev
således: “På få år havde Rhodesia oplevet en opblomstring. Der var anlagt fabrikker, bygget skoler,
hospitaler, veje, kraftstationer (...).” Om den sorte befolknings stilling i landet og det manglende
demokrati skrev Frost-Hansen: “(...) omverden lod ikke landet i fred. England, USA og FN støttede
den indenlandske opposition i kravet “one man one vote” - en mand en stemme - trods Ian Smiths
udsagn om, at indførelsen af demokrati i en befolkning, hvor 85% var analfabeter og hverken anede
noget om - eller var interesseret i - demokratiets principper var højdepunktet af tåbelighed.” Om
det ikke-demokratiske valgsystem i Sydrhodesia skrev Frost-Hansen: “I stedet etablerede man et
valgsystem, som måske kunne være forbillede for det meste af verden: man fik indflydelse svarende
47
Jensen, Erik: “De Hemmelige Tjenester - PET og FE gennem 40 år. En oversigt”. Demos, København,
1998. S. 31 og s. 38ff.

15
til den uddannelse og de kundskaber man tilegnede sig (...).” Der er her tale om et helt klart forsvar
for apartheid og de manglende demokratiske rettigheder, og Frost-Hansen lagde heller ikke skjul på,
at han opfattede etableringen af et sort flertalsstyre som begyndelsen på enden for Zimbabwe, der
nu var i hænderne på “(...) de demagogiske, socialistiske ledere (...). (...) de revolutionære banditter
Joshua Nkomo og Robert Mugabe”.48 Hvor den anti-kommunistiske tilgang måske var det
bagvedliggende motiv i Reflex, blev det her helt tydeligt og udtalt. Det første eksempel som jeg har
fundet på støtte til det Sydafrikanske apartheidregime findes i februar nummeret 1985 i form af en
satirisk tegning (se bilag 1). Meningen er ikke til at tage fejl af: kritikkerne af Sydafrika var de
egentlige galninge. I januar 1986 tog den konservative færing og folketingsmedlem Óli Breckmann
tråden op i en artikel, som bestod af uddrag fra Breckmanns egne indlæg i en folketingsdebat den
27. november 1985. Breckmann reagerede her kraftigt imod den borgerlige regerings ønske om at
indføre sanktioner mod Sydafrika og krævede bevis for at: “(...) levestandard og politiske forhold i
Sydafrika er værre for flertallet af befolkningen end forholdene i de øvrige afrikanske lande.”
Breckmann mente, at Sydafrika var valgt som international “prygelknabe” og forstod ikke hvorfor:
“Man er på straffetogt imod den hvide regering i Pretoria, der får skylden for opretholdelsen af det
eneste land i Afrika, som egentlig fungerer til fordel også for den sorte befolkning.”49 I beskrivelsen
af ANC blev den anti-kommunistiske tilgang tydelig: “(...) ANC er en rent kommunistisk
terrorbande med sølle 2000 medlemmer i Sydafrika (...).”50 Set i en storpolitisk sammenhæng nåede
Breckmann frem til følgende analyse af konflikten i Sydafrika: “Det var nok det af Stalin stiftede og
af Sovjet nu styrede Verdensfredsråd, der for nogle år siden valgte 3 slagmarker for sin
undergravende virksomhed mod Vesten, nemlig Mellemøsten imod Israel, Mellemamerika imod
USA og Sydafrika imod hele Vesten.”51 I Facet nr. 1 fra januar/februar 1987 uddybede Óli
Breckmann hvad denne anti-kommunistiske tilgang gik ud på, efter et besøg i Sydafrika skrev
Breckmann: “Nogen enkelt løsning, pådutet fra forkælede velfærdseuropæere, findes ikke for dette
land, der kun dækker 5 procent af den afrikanske landmasse, har 5 procent af kontinentets
befolkning, men har mellem 40 og 65 procent af Afrikas mineral-, elektricitets-, industri- og
jernbaneaktivitet. Rundt om Kap det Gode Håb sejler 60 procent af Vestens olie, og Sydafrika
sidder inde med optil 95 procent af nogle af vort forsvars og højteknologis livsvigtige mineralske
forekomster og reserver. Jo, Sovjet har al grund til at “grine hele vejen til banken”, særlig hvis det
lykkes hykleriske vestlige regeringer at sanktionere den sydafrikanske økonomi til den samme
redelighed, som afrikanske nationalister og socialister har klaret at reducere resten af Afrika til.”52
I Facet fra maj/juni 1986 gik man skridtet videre og så på de mulige politiske konsekvenser af den
problematik, som Breckmann ovenfor beskriver. Det skete i en omtale af en publikation udgivet af
DIKF hvor det bl.a. hed: “Hvis de at Sovjetunionen støttede organisationer [her tænkes på ANC,

48
“Facet” nr. 6, 2. årgang, september/oktober 1984. S. 8.
49
”Facet” nr. 1, 4. årgang, januar 1986. S. 4.
50
Ibid. S. 5.
51
Ibid. S. 4.
52
“Facet” nr. 1, 5. årgang, januar/februar 1987. S. 7.

16
red] bliver i stand til at overtage magten i Den sydafrikanske republik og derved overtage kontrol
over nævnte naturrigdomme, vil det betyde et stort skridt frem mod de vestlige landes fuldkomne
afhængighed af kommuniststyret og derved den vestlige verdens undergang.”53 Det var udfra denne
anti-kommunistiske logik, at dele af højrefløjen mente, at det ikke-demokratiske apartheidregime
skulle forsvares.
Konservativ Ungdom og Konservative Gymnasiaster (KG) er to andre organisationer på
højrefløjen, hvor der i perioder fandtes støtte til det sydafrikanske regime. Sydafrika støtten i KU og
KG blev mest tydelig fra midten af 1980’erne og kulminerede i forbindelse med kampagnen imod
Operation Dagsværk i 1988. Walther Rahbek Mortensen, formand for KUs afdeling i Nørresundby
og amts- og folketingskandidat for Det konservative Folkeparti, gav i oktober 1987 sin støtte til
Sydafrika i en artikel i det interne blad for KU-Nørresundby, Reflex (ikke at forveksle med det
føromtalte Nyhedsmagasinet Reflex). I en artikel med overskriften “Støt Sydafrika” kunne man bl.a.
læse: “Jeg siger, STOP hetzen mod Sydafrika og stop sanktionerne. (...) Hvor må det i grunden
være skønt at sidde i dagligstuesofaen i lille Danmark og spille revolutionær dilletant. Langt væk
fra nøden og elendigheden hos de underpriviligerede som sanktionerne rammer. Man scorer ganske
vist point hos den stribe af tyranniske sorte stater, der altid råber højst i FN, men samtidig mister
man sympati hos et land, der altid har vist sig som en stabil alieret og endnu mere stabil leverandør
af råvarer til Danmark. I den danske hetz kører man kravet om FRIE VALG og stemmeret til de
sorte. Som så ofte før ser man, at dansk indsigt slet ikke står mål med de faktiske realiteter.
Hvordan kan man tro at sorte i SA, hvoraf en stor del bor ude på Savannen, i skovene, i små
landsbyer uden kommunikationsmidler, hvoraf kun en lille del kan skrive eller læse og vigtigst -
hvor den kulturelle og sociale baggrund har givet, at ALLE sorte er ordnet i faste veldefinerede
stammer - hver med sin høvding, vil benytte sig af stemmeretten.”54 Udover at være et forsvar for de
ikke-demokratiske tilstande i Sydafrika, kan man også diskutere, om det ikke er en snert at
racistiske fordomme at spore i Walther Rahbeks beskrivelse af den sorte befolkning. Ligesom i de
tidligere artikler kom anti-kommunismen frem som det egentlige motiv, idet ANC omtaltes som en
“terrorbevægelse” og Rahbek afsluttede sin artikel med følgende advarsel og opfordring: “Gør op
med den danske selvretfærdighed og lad os stoppe den trussel der ligger om hjørnet nemlig tabet af
SA som allieret. STØT SYDAFRIKA.”55 Walther Rahbek Mortensen så i øvrigt apartheid som et
problem, men han mente ikke, at det kunne afskaffes her og nu, men at det burde afskaffes over
lang tid gennem uddannelse. Som nævnt kulminerede KUs og KGs støtte til apartheidregimerne i
1988, hvor Operation Dagsværk (OD) havde besluttet at samle penge ind til bygning af
landsbyskoler til flygtningebørn i Namibia og Congo. KU og KG lancerede en kampagne imod OD
og gennemførte en alternativ indsamling under navnet SPA 88, hvor pengene gik til den
fundamentalistiske Mujahedin-bevægelse i det af Sovjet-besatte Afghanistan. En af de centrale
personer i KUs og KGs kampagne i 1988 var daværende KU’er og nuværende kulturminister Brian

53
“Facet” nr. 5/6, 4. årgang, maj/juni 1986. S. 3.
54
“Reflex - KU Nørresundby” nr. 2, 7. årgang, oktober 1987. S. 12.
55
Ibid. S. 13.

17
Mikkelsen. Sammen med to andre medlemmer af KU og KG, H.C. Madsen og Svend G. Kjeldsen,
rejste Brian Mikkelsen til Namibia for at undersøge forholdene i landet, og da de tre vendte hjem
udgav de pjecen “Namibia - på vej mod ægte demokrati”.56 I denne pjece kritiseredes Danske
Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS), som stod bag OD, for at have: “(...) gjort det igen. Man
har ensidigt valgt at støtte den marxistiske undertrykkende side i en oprørskamp [her tænkes på
SWAPO, red].”57 I pjecens beskrivelse af Namibia hed det bl.a.: “Alt apartheid blev afskaffet ved
lov i 1978/79, så de forskellige etniske grupper nu lever sammen i fredelig harmoni.” Hvordan
Brian Mikkelsens lille rejsegruppe kunne beskrive forholdet mellem de etniske grupper som
fredelig harmoni, når man ser på det besatte og borgerkrigshærgede land, er en gåde. Pjecens
gennemgående pointe var, at landet var på vej mod demokrati, og at denne udvikling ville fortsætte,
hvis blot man undlod at støtte oprørsgrupperne. De unge konservatives store håb var det politiske
parti Democratic Turnhalle Aliance (DTA), som man så som den sande repræsentant for det
namibiske folk og et fremtidigt demokrati. Hvad man ikke fik at vide var imidlertid at DTA var tæt
knyttet til apartheidstyret i Pretoria, og som sådant var lige så afhængig af dette styre som de
Østeuropæiske kommunist partier var afhængige af styret i Moskva. Da der året efter, i 1989,
faktisk blev afholdt et demokratisk valg blev SWAPO de store vindere, og KUs og KGs analyse af
de politiske forhold i Namibia og deres syn på DTAs støtte var sandsynligvis baseret på en stor
portion ønsketænkning. Ser man på de mere overordnede politiske overvejelser bag KUs og KGs
modvilje mod Operation Dagsværk i 1988 finder man igen det anti-kommunistiske motiv. I pjecen
kunne man bl.a. læse: “Idet Sydafrika og hermed følgelig også Namibia tilhører den vestlige verden
i økonomisk/politisk henseende, er det i øjeblikket den vestlige verden, der primært nyder gavn af
disse landes naturrigdomme (...) samt en række af de såkaldte strategiske råstoffer, der er
uundværlige i de vestlige landes industriudvikling - ikke mindst på det militær- og
sikkerhedsmæssige område. Da forekomsterne af disse råstoffer i den øvrige verden primært er
lokaliseret i Sovjetunionen, siger det sig selv, at kommunistisk kontrol med et sydlige Afrika på
længere sigt vil kunne forrykke den økonomiske og strategiske verdensbalance. (...) Namibia er (...)
Sydafrikas eneste stødpude til de kommunistiske frontliniestater Angola, Zambia og Zimbabwe, der
dels på grund af egne økonomiske problemer, og dels på grund af et massivt sovjetisk pres, kan
have en naturlig grund til at forsøge at bemægtige sig Sydafrikas råstofressourcer, ligesom
Sydafrika i sig selv har en enorm strategisk betydning i form af sin beliggenhed.”58 I denne
sammenhæng mente de unge konservative tydeligvis, at apartheid var et mindre problem: “Der
fokuseres udelukkende på apartheidspørgsmålet, der forståeligt nok fremkalder nogle følelser i
mennesker, hvis privilegium er, at de er opvokset i et trygt og forholdsvis ukompliceret samfund,
der historisk og kulturelt er langt mere homogent end det er tilfældet i noget afrikansk samfund. De
faktiske forhold omkring Namibia er imidlertid meget mere kompliserede, end den vanlige debat
indikere.” I et internt notat fra KG, som Dagbladet Information siden hen er kommet i besiddelse

56
Mikkelsen, Brian (m.fl.): “Namibia - på vej mod ægte demokrati”. Forlaget Kontrast, Værløse, 1988.
57
Ibid. S. 3.
58
Ibid. S. 6.

18
af, hed det om strategien i forhold til ODs Namibia projekt: “Dette projekt vil være relativt
udbytterigt at boycotte. Vi må forsøge at bortlede debatten fra apartheidspørgsmålet, og i stedet
gøre det til et spørgsmål for eller imod kommunisme”, notatet fortsatte i øvrigt: “(...) Der er nok
ingen tvivl om, at KG er tvunget til at gå imod Operation Dagsværk under alle omstændigheder.
Såfremt vi bare ser passivt til (...) vil vi miste vores status som ‘godt stof’ for pressen.”59 Jeg vælger
at formode, at det var den anti-kommunistiske politik, der motiverede de unge konservative og ikke
alene ønsket om at se sig selv i avisen.
En af de danske politikere, der gjorde sig mest bemærket med sin støtte til regimet i Sydafrika,
var lederen af Centrum Demokraterne (CD), Erhard Jacobsen. Efter et besøg i landet kunne
Jacobsen fortælle, at forholdene ikke var så slemme. Han fortalte at han godt nok ikke gerne selv
ville bo i Sydafrika, men han perspektiverede udsagnet med tilføjelsen, at han på den anden side
heller ikke ville bo i Ølstykke. Erhard Jacobsens støtte til regimet i Sydafrika kulminerede i
forbindelse med CDs landsmøde i Ebeltoft i 1985, hvor partilederen gav udtryk for, at han ikke
forstod kravet om stemmeret til den sorte befolkning, for som han sagde: “Hvorfor skal de sorte i
Sydafrika dog stilles specielt bedre end andre sorte i resten af Afrika? De har heller ingen
stemmeret, for de lever under diktatur.”60 Det skal nævnes at Erhard Jacobsens holdning blev
modsagt af mange andre CD’ere og ikke var repræsentativ for CD om helhed.
Også Fremskridtspartiet markerede sig med støtte til Sydafrika. Partiet udtrykte bl.a. sin
holdning til Sydafrika i “Håndbog i dansk politik” hvor man over årene holdt fast i den samme
formulering, som man kunne læse så sent som i 1991: “Partiet vender sig mod den hetz, der føres
mod Sydafrika. Det eneste sted i Afrika, hvor den sorte befolkning har menneskeværdige vilkår, er i
Sydafrika. Sydafrika skal behandles, som vi behandler alle andre lande. Vi skal med andre ord
udnytte de muligheder, dansk erhvervsliv kan skabe sig på et så vigtigt marked som det
sydafrikanske.”61

4.2 Oberststyret i Grækenland


Et andet eksempel på de anti-demokratiske holdninger på visse dele af højrefløjen var støtten til
det græske oberststyre i perioden fra 1967 til 1974. Under og efter Den græske Borgerkrig fra 1944
til 1949 var der med støtte fra USA blevet opbygget et stærkt højreorienteret officerskorps i den
græske hær. Formålet var, at dette officerskorps skulle garantere landet imod den kommunistiske
trussel, man bl.a. så i resterne af den anti-fascistiske modstandsbevægelse. I forbindelse med valget
i 1967 ventede man, at centrum-venstre partierne med Georgios Papandreou i spidsen ville vinde en
stor sejr, og for at forhindre dette gennemførte en gruppe officerer under ledelse af obersterne
Papadopoulos og Patakos i april 1967 et militærkup. Militærkuppet, som blev udført efter NATOs
planer om undtagelsestilstand, var ublodigt, men den efterfølgende periode med militærjuntaen ved
magten var præget af undertrykkelse, indespærring og mishandling af politiske modstandere. Som

59
“Dagbladet Information” den 23. september 1998, 1. sektion. S. 12.
60
“Ekstra Bladet” den 11. november 1985, 1. sektion. S. 6.
61
Garodkin, Ib (red.): “Håndbog i dansk politik 1991”. Munksgaard, København, 1991. S. 364.

19
følge af internt politisk kaos opgav militæret i 1974 diktaturet og overdrog magten til den
konservative Karamanlis.62
Nyhedsmagasinet Reflex var det sted, hvor sympatien for den græske militærjunta kom til
udtryk. Den første omtale af forholdene i Grækenland er fra det allerførste nummer af Reflex fra
maj 1968. I en redaktionel artikel skrevet af Peter Irvine63 kunne man læse en kritik af
militærjuntaen, og der blev givet udtryk for ønsket om en tilbagevenden til demokratiske forhold.
Herefter skrev Reflex ikke noget om Grækenland igen før efteråret 1969, hvor holdningen til den
græske militærjunta tydeligt var blevet mere positiv. Den første omtale fra efteråret 1969 var et
interview med chefen for den græske informationstjeneste i Skandinavien ambassaderåd George
Georgiou. Interviewet var ukritisk og venligt stemt overfor den græske ambassaderåd, men der blev
samtidig gjort opmærksomt på, at svarene alene stod for Georgious regning. Derfor vil jeg ikke gå
nærmere ind i indholdet af interviewet men i stedet se på den billedside, som redaktionen bragte
sammen med interviewet. Billedsiden bestod dels af en række billeder, der angiveligt dokumenterer
forbindelsen mellem græske kommunister og andre landes kommunister under borgerkrigen og dels
et par billeder, som angiveligt viser kommunisternes henrettelser af civile under borgerkrigen. Det
er interessant, at redaktionen valgte en billedside, som dokumenterede og understregede mange af
de påstande og pointer, som Georgious fremførte i interviewet.64 I det følgende nummer, oktober
1969, fulgte Reflex op med endnu et interview, denne gang med det konservative folketingsmedlem
Hans Jørgen Lembourn. Lembourn blev interviewet om sit arbejde i den tværpolitiske
Grækenlands-komiteen, som beskæftigede sig med militærjuntaens overtrædelser af
menneskerettighederne. Hvor Georgious-interviewet var ukritisk og venligt stemt, var dette
interview det modsatte. Det skinner klart igennem i Niels Böyes spørgsmål, at han fandt det
besynderligt, at en konservativ politiker indgik i en sådan komité og at Böye selv var tilhænger af et
samarbejde med magthaverne i Grækenland. Der blev også lagt stor vægt på faren for, at Lembourn
skulle blive misbrugt af de dele af Grækenlands-komiteen, som måtte have en kommunistisk
baggrund.65 Igen i november 1969 blev grækenlandsemnet taget op, og det var denne gang det
vigtigste tema. Forsiden af bladet viste en gruppe græske folkedansere. Inde i bladet fandt man dels
et svar fra George Georgiou til Lembourn, hvori alle anklager om overtrædelser af
menneskerettigheder og de andre kritikpunkter, som var blevet rejst, benægtes66 og dels en fem
siders reportage skrevet af Niels Böye, som havde været i Grækenland og fulgt militærjuntaens
“stærke mand”, vicepremierminister og indenrigsminister Styllianos Pattakos. Reportagen var
ensidig og meget positivt stemt overfor Pattakos og juntastyret. Böye lagde ud med en beskrivelse
af, hvad det den danske presse kaldte “den græske frihedsbevægelse” egentlig var for en størrelse:

62
Bekker-Nielsen, Tønnes: “Gads Historieleksikon”. G.E.C. Gads Forlag, København, 1994. S. 220. Opslag:
Græske oberststyre.
63
“Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 1, 1. årgang, maj 1968. S. 33f.
64
“Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 9, 2. årgang, september 1969. S. 21ff.
65
“Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 10, 2. årgang, oktober 1969. S. 30ff.
66
“Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 11, 2. årgang, november 1969. S. 14.

20
“(...) attentatmændene (...) benytter aftentimerne til at kaste hjemmelavede plastikbomber ind
mellem de spadserende på Athens hovedstrøg og torve. (...) De danske aviser udnævner dem til
‘frihedskæmperer’- Folk i Athen betragter dem som en trussel - som gale folk, der spreder terror.
Er der noget at sige til, at en dansk journalist allerede på sin første eftermiddag i Athen får sine
noget forudfattede meninger om forholdene i Athen og i Grækenland rystet en smule?” Om
forholdene i Grækenland fortsatte Böye: “’Politistaten Grækenland’? - Prædikatet mister en del af
sin dramatik, når man forgæves har spadseret rundt i en times tid for at finde en betjent, man kan
spørge om vej - og, når man som journalist spørger om mulighederne for at få en samtale med
selveste Styllianos Pattakos (manden der efter blades udsagn er politibeskyttet som en Hitler eller
Salazar), kan det jo også virke som et chock, at man via et forkontor - uden andet end almindelige
etikette-dikkedarer - får mødetid og foretræde. På samme måde, som det sker for de almindelige
græske borgere, der benytter sig af den almindelige modtagelsestid. (...) Hvad der end siges og
skrives om det såkaldte militærstyre (regeringen har 20 ministre, hvoraf kun 4 er militærpersoner),
så synes den almindelige opfattelse på landet ret naturligt at være, at der nu skabes synlige
resultater, hvor man i årevis har været spist af med politiske taler og store løfter af notoriske
erhvervspolitikere.”67 Böyes reportage afbrydes af lange interview sektioner, hvor Pattakos beskrev
forholdene i landet og tilbageviste udlandets kritik. Böyes reportage fortsatte bl.a. med en
beskrivelse af et besøg på Kreta, hvor han kørte rundt sammen med Pattakos i dennes bil:
“Vicepremierministeren kørte selv - og uden nogen personlig politibeskyttelse. (...) Gang på gang
slog folkemylderet sammen om den sorte vogn, ældre bondekoner i deres karakteristiske sorte dragt
kastede blomster ind gennem de åbne vinduer. Var dette virkeligt? - Var det ‘diktatoren’ og det
‘underkuede folk’? - Var det teater? - Eller tak for 70% forhøjet folkepension?”68 Det er vanskeligt,
at læse Böyes reportage som andet end en hyldest til det græske regime, og den lagde op til Reflexs
totale knæfald for diktaturet (for at bruge en formulering fra diskussionen om venstrefløjen). Dette
knæfald skete i marts 1970, hvor Reflex udgav et særnummer finansieret af den græske
militærjunta. Dette nummer af Reflex indeholdt et ensidigt forsvar for det græske regime, og en del
af oplaget blev sendt til Grækenland, hvor styret ønskede at bruge det i propagandaøjemed.69 Det er
måske også værd at bemærke, at bagsiden, på alle de numre af Reflex der udkom herefter, prydes af
en helsides fuldfarvet annonce fra den græske stats turistbureau.
Som afslutning på dette vil jeg nævne, at også Erhard Jacobsen, som på dette tidspunkt stadig var
socialdemokratisk borgmester i Gladsaxe, gav sin mening om styret i Grækenland til kende i
Reflex. I december nummeret af Reflex fra 1969 sagde Jacobsen: “Der truer ikke vort demokrati
nogen fare fra Grækenland! Det er urimeligt, at man hele tiden søger at dysse uretfærdighederne i
øst-landene ned - mens de mindste ting i Grækenland hales frem.”70

67
Ibid. S. 8f.
68
Ibid. S. 10f.
69
Andersen, Jacob og Søren Jacobsen: “Spionen der sladrede”. Ekstra Bladet, København, 1977. S. 153.
70
“Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 12, 2. årgang, december 1969. S. 29.

21
4.3 Pinochets Chile
I 1970 vandt en koalition af socialister og kommunister valget i Chile, og den moderate socialist
Salvador Allende blev således den første demokratisk valgte socialistiske præsident i Latinamerika.
I de følgende år gennemførte Allende en række sociale og økonomiske reformer, der blev bl.a.
gennemført en nationalisering af Chiles meget vigtige mineindustri. Allendes politik mødte
imidlertid kritik fra flere sider, dels fra hans eget bagland som gerne så en hurtigere og meget mere
gennemgribende reform af økonomien og dels fra højrefløjen, overklassen, militæret og USA. Den
11. september 1973 begik den højreorienteret general Augusto Pinochet, med støtte fra USA og
CIA, et blodigt militærkup. Allende blev myrdet sammen med tusinder af andre, og hundredtusinder
af militærjuntaens modstandere endte i regimets berygtede fængsler. Pinochets diktatur varede frem
til 1990, hvor han under pres måtte trække sig fra præsidentposten, herefter fortsatte han dog som
øverstbefalende i militæret helt frem til 1997.71
I forbindelse med diktaturet i Chile markerede magasinet Facet sig endnu engang. I en allerede
tidligere nævnt artikel af Óli Breckmann om Sydafrika, kom Breckmann også kort ind på
spørgsmålet om Chile, idet han skrev: “Vi er blevet stopfodret om Chile, til Allendes fiasko var
åbenbar for selv de dummeste på grund af den efterfølgende økonomiske fremgang.”72 Den samme
økonomiske argumentation fandt man hos formanden for Dansk Institut for Kritisk Fredsforskning,
P.H. Bering i Facet fra maj/juni 1985: “Oppositionen mod Pinochet var meget støjende, men kom
hovedsagelig fra udlandet. Den blev dygtigt orkestreret fra Moskva. Omend den udenlandske kritik
koncentrerede sig om de undertrykkende aspekter ved Pinochets militær-regime, var det vigtigste
træk hans beslutning om at vende væksten i den offentlige sektor, som Allende bare havde
accelereret, og åbne økonomien for markedskræfterne (...). Pr. definition medfører
markedsøkonomi statens tilbagetrækning fra store områder indenfor beslutningstagning, som
overlades til det enkelte individ. Økonomisk og politisk frihed er uløseligt forbundne. Markedets
frihed fører uundgåeligt til løsning af politiske bånd: det er lektien fra Thailand, Taiwan og Syd
Korea. Denne lektie passer også på Chile.”73 Også det konservative kommunalbestyrelsesmedlem
og formand for WACL, Erik Dissing, udtalte sig om sit syn på Chile. Dette skete i et interview i Det
Fri Aktuelt fra september 1988, der omhandlede Dissings forhold til WACL, her udtalte han: “Hvis
man ser bort fra alle flosklerne, så er det en kendsgerning at general Pinochet har været en lykke
for Chile.”74 Mens Dissings udtalelse mest af alt lignede en generel støtte til Pinochets diktatur,
fokuserer Breckmann og Bering snarere på diktaturet som en nødvendig forudsætning for en række
nødvendige økonomiske reformer, men de gav i øvrigt ikke deres direkte støtte til diktaturet som
sådan.
Afslutningsvis vil jeg lige nævne, at et de store udenlandske forbilleder for store dele af den

71
Bekker-Nielsen, Tønnes: “Gads Historieleksikon”. G.E.C. Gads Forlag, København, 1994. S. 497. Opslag:
Pinochet, Augusto.
72
”Facet” nr. 1, 4. årgang, januar 1986. S. 4.
73
“Facet” nr. 5/6, 3. årgang, maj/juni 1985. S. 14.
74
“Det Fri Aktuelt” søndag den 18. september 1988. S. 4.

22
danske højrefløj i 1980’erne, Magaret Thatcher, sammen med flere andre fremtrædende britiske
konservative, i dag kæmper for at forhindre, at Pinochet bliver gjort ansvarlig for den
undertrykkelse, der fandt sted under hans regime.

4.4 Diktatur og borgerkrig i El Salvador


Historien om El Salvador i 1980’erne er historien om et af de mest blodige militærregimer i
Latinamerikas historie. Ved hjælp af udbredt valgsvindel var det i 1972 og igen i 1977 lykkedes for
højrefløjen at vinde valget. I 1977 oprettede regeringen en egentlig militærjunta, hvorefter
undertrykkelsen af den politiske og faglige venstrefløjsopposition eskalerede. Det anslås, at regimet
slog 10.000 civile ihjel i 1980 og 13.000 i 1981.75 Ofrene var bønder, præster, fagforeningsledere,
studenter og deres familier. I 1980 sluttede en række oppositionsgrupper sig sammen og dannede
den militære organisation FMLN og en politisk fløj under navnet FMLN-FDR og disse indledte en
offensiv imod regimet. I 1981 anerkendte Mexico og Frankrig FMLN som den legale repræsentant
for den salvadoranske befolkning. Dette skridt fik for alvor USA til at involvere sig på regimets side
i konflikten i El Salvador, idet man opfattede FMLN som en kommunistisk trussel. USAs støtte til
regimet var både finansiel og militær. Den militære bistand bestod bl.a. af uddannelse af militærets
og de halvmilitære gruppers befalingsmænd. Uddannelsen fandt sted på den berygtede US Army
School of the Americas (SOA),76 som var blevet oprettet i Panama i 1946 til træning af
latinamerikanske elitesoldater. Atlacatl Rapid Response Battalion, som stod for nogle af de værste
overgreb på civile i Latinamerikas historie, blev bl.a. dannet og uddannet på SOA. En af de
amerikanske instruktører beskrev soldaterne i Atlacatl Bataljonen således: “partcularly ferocious
(...) We’ve always had a hard time getting [them] to take prisoners instead of ears.”77 Bataljonen
deltog bl.a. i en massakre på civile i Morazán regionen i december 1981, hvor over 1000 civile blev
myrdet. En reporter fra Washington Post beskrev det syn, der mødte ham i byen El Mozote, hvor
han så en bunke med ca. 40 lig, børn der havde fået skåret halsen over, folk der var blevet skudt ned
med maskingeværer eller brændt og gravide kvinder, der havde fået skåret maven op.78
Borgerkrigen varede med enkelte afbrydelser frem til 1992, hvor den blev afsluttet efter
forhandlinger mellem de stridende parter og FN. Borgerkrigen havde da kostet 75.000 livet, 8000
var forsvundet, og mere end 1 million mennesker var drevet på flugt.
Regimet i El Salvador og USAs støtte dertil var ikke noget stort emne på den danske højrefløj.
De eneste tilkendegivelser jeg har fundet desangående, stammer fra formanden for Konservativ
Ungdom i Aalborg, Jesper Poulsen. I det interne medlemsblad for KU-Aalborg Merkur skrev
Poulsen i nr. 2 1982: ”Kritikken af USA’s støtte til regeringen i El Salvador og påstanden om, at
USA udviser dobbelt moral (...) er tåbelig og direkte skadelig for frihedsidealerne og det vestlige

75
Chomsky, Noam: “What Uncle Sam Really Wants”. Odonian Press, USA, 1993.
76
Chomsky, Noam: “Magt & terror”. Forlaget Bindslev, København, 2003. S. 52.
77
Chomsky, Noam: “What Uncle Sam Really Wants”. Odonian Press, USA, 1993.
78
McClintock, Michael: “The American Connection, Vol. 1: State Terror and Popular Resistance in El
Salvador”. Zed Books, London, 1985. S. 307f.

23
samarbejde. Vesteuropas holdning er fremkommet under et massiv kommunistisk propaganda
fremstød styret fra Moskva. (...) Det er de nyttige idioter i dagspressen og i fredsbevægelserne, der
med støtte fra KGB manipulerer med den offentlige debat.” Og endnu engang støder vi på det anti-
kommunistiske argument: “DR fremstiller partisanerne som ‘frihedsbevægelsen’ og demokratiets
forkæmpere. Men det er ikke demokratiet og det frie initiativ, som El Salvadors regering - med
støtte fra USA - bekæmper. Det er et kommunistisk engagement, som skal styrke Sovjets indflydelse
i Mellemamerika. Denne indflydelse skal bruges til at opfylde verdenskommunismen og til at svække
verdens største demokrati, USA. (...) Derfor er USA’s støtte til El Salvador helt i orden, og jeg skal
blot beklage, at ingen lande i vesteuropa har mod nok til at afvise Sovjets pression og støtte USA.”79
I Merkur nr. 480 fra samme år tog et medlem af KU-Aalborgs bestyrelse, Troels Hutmacher, skarpt
afstand til de holdninger formanden gav udtryk for. Diskussionen tages ikke op igen i senere numre
af Merkur, og det er således ikke til at sige hvor repræsentative henholdsvis Jesper Poulsens og
Troels Hutmachers holdninger var for KU-Aalborg. Det kunne være interessant at undersøge om
diskussionen om El Salvador har været taget op i andre KU afdelinger eller i landsorganisationen,
dette har jeg imidlertid ikke haft tid til.

4.5 World Anti Communist League


World Anti Communist League (WACL) fungerede under den kolde krig som bindeled mellem
autoritære regimer, fascistiske terrorgrupper, efterretningstjenester, multinationale selskaber og den
yderste politiske højrefløj. I bogen “Fascismens internationale net i dag” af Henrik Krüger og Niels
Levinsen beskrives WACL således: “(...) WACL, er den organisation, der har styret, koordineret og
finansieret en stor del af den fascistiske terror i de sidste 20 år. (...) WACL er et sammenrend af
tyske nazister, vesteuropæiske fascister, østeuropæiske eksil-nationalister, asiatiske nationalister,
amerikanske højre-radikale, tidligere Gehlen-Vlassov-agenter, multinationale koncerner,
militærfolk og efterretningstjenester.”81 WACL blev stiftet i Taiwan i 1966 som en
paraplyorganisation for en række allerede fungerende anti-kommunistiske organisationer, hvoraf
Asian People’s Anti-Communist League (APACL) og Anti-Bolshevik Bloc of Nations (ABN) var de
vigtigste, men også Confederacion Anti-Comunista Latinoamericana (CAL), som blev tilsluttet
senere, spillede en central rolle. APACL blev dannet i 1954 og i den lille gruppe mænd, der tog
initiativ til organisationen, finder man bl.a. diktator og grundlægger af styret på Taiwan, Chiang
Kai-shek (Jiang Jiehi), og grundlæggeren af den berygtede nyreligiøse bevægelse Unification
Church (bedre kendt som Tongil- eller Mooniebevægelsen), Sun Myung Moon.82 ABN var den
organisation, der bragte den europæiske fascisme ind i WACL. ABN blev stiftet efter Anden

79
“Merkur - KU Aalborg” nr. 2, 4. årgang, 1982. S. 11f.
80
“Merkur - KU Aalborg” nr. 4, 4. årgang, 1982. S. 11f.
81
Krüger, Henrik og Niels Levinsen: “Fascismens internationale net i dag - Terrorgrupperne, deres
aktioner og bagmænd”. Bogans Forlag, København, 1977. S. 204.
82
Anderson, Scott og Jon Lee Anderson: “Inside The League”. Dodd, Mead & Company, New York, 1986.
S. 46ff.

24
Verdenskrig af den Ukrainske nationalist og nazist Yaroslov Stetsko. Stetsko deltog bl.a. i den tyske
invasion af Ukraine i 1941, hvor han forsøgte at etablere en republik med sig selv som diktator. I sin
korte tid som diktator lykkedes det bl.a. Stetsko at organisere en pogrom i Lvov, der på en uge
kostede 7000 jøder livet.83 Efter krigen sluttede en række fremtrædende nazister og mennesker der
havde samarbejdet med nazisterne sig til Stetsko i ABN. WACL havde gennem årene en lang række
interessante navne på sin medlemsliste. Otto Skorzeny; kendt som Hitlers yndlingssoldat, bl.a. pga.
den befrielsesaktion af Mussolini, som han gennemførte i 1943. Skorzeny var også manden, der
stod bag en række nazistiske terrorgrupper under krigen, bl.a. det såkaldte Peter-gruppe, der
gennemførte mordet på Kaj Munk. Efter krigen var Skorzeny en af de helt centrale personer i
organiseringen af nazisternes flugt til Sydamerika. I Madrid etablerede Skorzeny et WACL kontor,
som kom til at fungere som europæisk hovedkontor.84 Efter Skorzenys død i 1975 overtog Horia
Sima ledelsen af WACL kontoret i Madrid. Sima var den tidligere leder af den rumænske
fascistorganisation Jerngarden. Jerngarden udførte allerede i 1940 en pogrom mod landets jøder, og
da Tyskland besatte Rumænien gennemførte Jerngarden og SS et folkemord, der kostede 600.000
mennesker livet.85 Et anden kendt og meget centralt WACL medlem var den tidligere argentinske
diktator (1976-1983) general Jorge Rafael Videla, som siden blev dømt for massemord.86 Paraguays
diktator general Alfredo Stroessner, der gjorde sit land til det foretrukne tilflugtssted for tyske
nazister og bl.a. gav husly til den berygtede læge Joseph Mengele, var også medlem af WACL.87
Også Guatemalas vicepræsident (1974-78) under diktaturet, Mario Sandoval Alarcon, der var
arkitekten bag og hovedansvarlig for regimets dødspatruljer, var fremtrædende medlem af WACL.88
WACL manglede pga. sine meget magtfulde og rige medlemmer aldrig penge. WACL modtog
også direkte økonomisk støtte fra regimerne i lande som Taiwan, Syd Korea og Paraguay og store
firmaer som United Fruit og Daimler-Benz.89 Dette betød, at WACL kunne tillade sig at udvide sit
arbejde til andet end bare propaganda. WACL blev således direkte involveret i etableringen af
dødspatruljer i El Salvador,90 og organisationen gav militær støtte til Contraene i Nicaragua91 og
Mujahedinerne i Afghanistan.92
WACL kom til Danmark allerede i 1968, da den tidligere konservative udenrigsminister Ole

83
Ibid. S. 20ff og s. 254f
84
Krüger, Henrik og Niels Levinsen: “Fascismens internationale net i dag - Terrorgrupperne, deres
aktioner og bagmænd”. Bogans Forlag, København, 1977. S. 20ff.
85
Ibid. S. 134f.
86
Anderson, Scott og Jon Lee Anderson: “Inside The League”. Dodd, Mead & Company, New York, 1986.
S. 271.
87
Ibid. S. 204.
88
Ibid. S. 162ff.
89
Krüger, Henrik og Niels Levinsen: “Fascismens internationale net i dag - Terrorgrupperne, deres
aktioner og bagmænd”. Bogans Forlag, København, 1977. S. 208
90
Anderson, Scott og Jon Lee Anderson: “Inside The League”. Dodd, Mead & Company, New York, 1986.
S. 178.
91
Ibid. S. 259f.
92
Ibid. S. 268.

25
Bjørn Kraft sluttede sig til organisationen. WACL i Danmark lever et meget tilbagetrukket liv og
først i slutningen af 1980’erne blev offentligheden opmærksom på organisationens eksistens. Den
første omtale finder man i Facet fra september/oktober 1987, hvor Peter Hartvig reporterer fra
WACLs 20. årskonference i Taipei på Taiwan.93 Det er imidlertid først året efter, hvor Pia
Kjærsgaard var Danmarks repræsentant på WACLs årskonference, at der for alvor blev sat fokus på
WACLs eksistens i Danmark. I Fremskridtspartiets interne blad Fremskridt sagde Pia Kjærsgaard
bl.a. om WACL: “[det] er en verdensomspændende organisation, der klart har til formål at
bekæmpe kommunismen verden over. Dette gode formål giver jeg naturligvis min fulde støtte, og
jeg havde da således lejlighed til at holde en tale under kongressen for en indbudt kreds.”94 Det Fri
Aktuelt blev opmærksomme på Kjærsgaards artikel og bragte den 18. september hele tre artikler om
WACL og organisationens danske forbindelser. I en af disse artikler blev formanden af WACL i
Danmark, Erik Dissing fra Det konservative Folkeparti, interviewet. Dissing blev bl.a. spurgt om
sin holdning til Otto Skorzeny, hvortil han svarede: “Ja, men jeg ved ikke hvor meget han var
nazist. Han var en fantastisk dygtig soldat og stod jo bl.a. for den utrolige bedrift at befri
Mussolini.” På spørgsmålet om hvorvidt Paraguays diktator var med til at finansiere WACL svarede
Dissing: “Ja. Og det har vi intet imod. Sandheden er, at Paraguay nærmest er luksuriøst i forhold
til de fleste andre lande i Den 3. Verden.”95 Af andre fremtrædende medlemmer af WACL i
Danmark på dette tidspunkt kan nævnes: viceformand for Det konservative Folkeparti og
kulturborgmester i København, Hans Thustrup Hansen, forhenværende medlem af folketinget for
Det konservative Folkeparti, John Arentoft, medlem af folketinget for Fremskridtspartiet Mogens
Glistrup, formand for Dansk- Sydafrikansk Selskab, H.E. Hillerup.
WACL var et forum, hvor danske højrefløjspolitikere samarbejdede med terrorgrupper og
diktatoriske regimer over hele verden. WACL var en meget stor og forgrenet organisation og en del
af dens aktiviteter var af en sådan karakter, at de naturligvis ikke blev lagt offentligt frem. Derfor
må man også antage at de danske medlemmer ikke havde det fulde overblik over, hvad
organisationen måtte være indblandet i rund omkring på kloden. På den anden side var der i 1988
allerede udgivet en lang række bøger, hvor organisationens aktiviteter dokumenteres, således er alle
de bøger jeg bruger i min behandling af WACL udgivet før 1988.

93
“Facet” nr. 4, 5. årgang, september/oktober 1987. S. 3ff.
94
“Fremskridt” nr. 28, 16. årgang, 9. september 1988. S. 5.
95
“Det Fri Aktuelt” søndag den 18. september 1988. S. 4.

26
5.0 Vold
I diskussionen om venstrefløjen er et af de tilbagevendende temaer voldsfascinationen. I dette
afsnit vil jeg se på om det er muligt at spore en voldsfascination på den historiske højrefløj svarende
til den venstrefløjen kritiseres for at have huset. Først vil jeg se på voldsfascinationen i sproget, men
senere vil jeg også se på, hvordan denne fascination muligvis fik konsekvenser i konkrete
aktiviteter.

5.1 Ord
Et eksempel, på at voldsfascinationen gjorde sig gældende på dele af højrefløjen, er den såkaldte
KU-sang, som blev skrevet i 1930’erne og anvendt af KUs Stormtropper. Sangen blev imidlertid
også anvendt i KU langt senere. I det interne medlemsblad for KU-Nørresundby Reflex var sangen
trykt i 1981, i denne version: “Det var et herligt KU - møde, / der var stemning og humør, / og vi
tævede de røde, / som de sikkert ej er blevet tævet før. / Igennem luften sused stole, / og vor sang
har den parole; / kampen er forbi..... / nu kommer..............’s politi / (og det blir’ værre endnu) / På
alle stræder skilte hænger, / skilte der siger kryds ved C, / og ingen socialister længere / er i hele
gamle Dannevang at se. / De røde har vi helt bortjaget, / de ku ikke tåle slaget, / nu ligger der til
sidst, / en enkelt smadret socialist... / OG HAN DRYPPER ENDNU!”. Efter sangen fulgte denne
opfordring: “Riv denne side ud, og medbring den ved kommende KU møder.”96 Sangen kan enten
opfattes som en direkte opfordring til vold eller en meget grov spøg, men voldsfascinationen er
under alle omstændigheder ikke til at komme udenom. KU-sangen vakte nogle år senere, i 1983, en
del diskussion, da Ekstra Bladet afslørede, at den kontroversielle sang stadig blev anvendt i KU og
at KU’erne havde tilføjet et ekstra vers til den oprindelige sang: “Lad nu de røde få at mærke, / du
har været til ST-fest. / Lad dine sorte støvler sværte, / ta’ din stålhjelm på / og spænd din skrårem
fast. / Vi ses i grønne uniformer, / stik imod de rødes normer. / Hver en’ste socialist / vi vil besejre
her til sidst. / Vi kan mere endnu - KU.” I den forbindelse forsvarede formanden for KU-
Nørresundby og landsstyrelsesmedlem, Walther Rahbek Mortensen i Reflex sangen som en spøg,
og negligerede den, idet han beskrev venstrefløjens sange således: “(...) ‘de røde’ (...) fremtræder
vel i endnu højere grad som agressive og provokerende.”97 Rahbek tog dog afstand fra tredje vers.
Et andet sted i samme nummer af Reflex finder man et indlæg fra et andet KU medlem, som tog
klart afstand fra sangen. At der i 1983 blev taget afstand fra KU-sangen betyder dog ikke, at den
ikke længere synges. Går man eksempelvis ind på KU-Frederiksværks hjemmeside, så beskriver
Morten B. Winther en Øresundsregionskonference d. 11. og 12. november 2000 således: “Her
stiftede Jonas og jeg også for første gang kendskab med KU sangen.”98. Det fremgår endvidere, at
de lokale formænd for Venstre Ungdom og KU: “(...) arm i arm gav luft for ‘Det var et herligt KU-

96
“Reflex - KU Nørresundby” nr. 4, 1. årgang, 1981. S. 9.
97
“Reflex - KU Nørresundby” nr. 3, april 1983. S. 9.
98
KU-Frederiksværk : http://www.fys.ku.dk/~yoda/ku/mere111100.shtml (besøgt 2. december 2003).

27
møde’”99 efter den borgerlige valgsejr i 2001.
Lidt længere ude på højrefløjen finder man Den Danske Forening (DDF), som bl.a. har haft de
tre nu fremtrædende folketingsmedlemmer for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, Jesper Langballe
og Søren Krarup og partiets pressechef Søren Espersen, som medlemmer. I min behandling at Den
Danske Forening vil jeg hovedsageligt benytte 4 artikler fra Tjeck Magazine nr. 120, november
2001. Tjecks artikler er forsynet med en udførlig liste over alle anvendte kilder, og der blevet ført
både en sag i pressenævnet100 og en byretssag omkring artiklernes indhold, og i begge tilfælde fik
bladet medhold, hvorfor jeg mener, at artiklerne fint kan benyttes som kildegrundlag. I Den Danske
Forening og miljøet deromkring fandt man en meget voldsom retorik, særligt efter at Søren Krarup i
1988 fik placeret professor Ole Hasselbalch på formandsposten.101 I perioden fra 1988 og frem til
omkring 2000 var Søren Krarup arkitekten bag foreningens politik. Retorikken blev hentet fra
modstandsbevægelsen under besættelsen. Fra og med 1987 blev ord som sabotage og
modstandskamp meget almindelige i foreningens blad Danskeren, hvor man også kunne læse at:
“Tiden er inde til at bruge visse af modstandsbevægelsens erfaringer.”102 I Danskeren blev der
efterfølgende i hvert nummer omtalt brandstiftelser, hærværk og overfald på flygtninge og
asylansøgere under betegnelsen sabotageaktioner. I 1996 bragte Danskeren følgende nyhed og
analyse under overskriften “Sabotageaktion i Sæby”: “Når øvrigheden svigter i sit ansvar for land
og folk, må dette selv tage affære. Således har gentagne ‘chikanerier’ medført, at en kurdisk familie
i marts blev evakueret fra Sæby. Chikanerierne kulminerede om natten den 24/3, da der blev smidt
en brosten gennem ruden hos familien. Med få timers varsel besluttede Dansk Flygtningehjælp
derefter at evakuere flygtningene til Hobro. Gennem to måneder er der gentagne gange blevet
banket på ruderne hos familien, ledsaget af højlydte tilråb fra gerningsmændene. (...) Hvis
fremmedpolitikkens urimeligheder fortsætter, må man regne med, at afmægtige danskeres
modstandskamp i form af ‘chikane’ vil forårsage yderligere ‘evakueringer’. Hvem evakuerer i
øvrigt danskerne fra volds- og narkoplagede fremmed-kvarterer?”103 Et andet eksempel på
referencen til besættelsen kan man finde i en billedserie med fire billeder i Danskeren. Det første
billede forestiller en dansk pige med en tysk soldat under besættelsen, det andet billede forestiller en
nøgen pige på en bænk med afklippet hår og hagekors malet på kroppen, det tredje billede
forestiller en dansk pige der omfavner en arabisk udseende mand, og det fjerde billede er et tomt
felt med et stort spørgsmålstegn.104 Budskabet i denne billedserie er tydeligt: danske piger der bliver
kærester med en udlænding, kommer til at lide samme skæbne som de såkaldte tyskerpiger efter
besættelsen. Butikker, der samarbejdede med tyskerne under besættelsen, blev kaldt
værnemagerbutikker, i Danskeren laver redaktør Sune Dalgård en nutidig pendant: “Lad det blive et

99
KU-Frederiksværk : http://www.fys.ku.dk/~yoda/ku/mere201101.shtml (besøgt 2. december 2003).
100
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 25/2002 af 23/05/2002.
101
Søren Krarup opløste i 1988 Komiteen mod Flygtningeloven og som betingelse for at denne forenings
penge og kontakter blev overført til DDF fik Søren Krarup udskiftet formanden og dele af bestyrelsen i DDF.
102
“Tjeck Magazine” nr. 120, 10. årgang, november 2001. S. 54.
103
“Danskeren” nr. 3, 10. årgang, juni 1996. S. 14.
104
“Tjeck Magazine” nr. 120, 10. årgang, november 2001. S. 51.

28
nationalt bud, at ingen ordentlig dansker sætter sine ben i ukrudtsbutikkerne.”105 Sune Dalgård var
sandsynligvis inspireret af symbolikken fra sangen Det haver så nyligen regnet hvor “(...) frø af
ugræs er føget over hegnet (...).”. Selve værnemagerbegrebet får bl.a. sin pendant i begrebet
flygtningemafiaen.
Man fandt også en udbredt fascination af illegalitet og væbnet kamp i foreningen. I 1991
afslørede Ekstra Bladet bl.a., at formanden Ole Hasselbalch var i besiddelse af en liste over
bombeopskrifter. I forbindelse med bombeopskrifterne sendte Hasselbalch et brev til Frede
Farmand, lederen af Kulturhistorisk Fondsarkiv og PET infiltrator i forskellige højrefløjsgrupper,
hvor han skrev: “(...) hvis man forhindre os i at argumentere i ord, vil skyggerne blive levende på en
måde og med en professionalisme, som du ikke gør dig begreb om!”106 Forestillingerne om at
foreningen indenfor en nær fremtid måtte gå under jorden førte til, at man i 1995 oprettede en
såkaldt kampfond. Om formålet med denne fond hed det i Danskeren: “at der kan opstå tilstande
her i landet, som indebærer, at Den Danske Forenings virksomhed må fortsætte på illegalt
grundlag.” Meget tyder på at Hjemmeværnet har spillet en vigtig rolle i DDFs forestillinger om en
fremtidig illegalitet. Efter en del presseomtale af problemer med fremmedhad i Hjemmeværnet i
begyndelsen af 1990’erne udsendte hjemmeværnsledelsen en pjece, der skulle modgå denne
tendens. DDF havde på dette tidspunkt en del medlemmer i Hjemmeværnet, og som rektion på den
officielle pjece udsendte man sin egen pjece. Pjecen, der blev spredt i Hjemmeværnet, var
underskrevet veteraner fra Danmarks Frihedskamp og HJV og bar Hjemmeværnets officielle logo.
I pjecen hed det bl.a.: “PAS GODT PÅ DANMARK - en ny folkevandring er i gang!!! (...) Kampen
om Danmark ER i gang! - Hold på dit våben! Hvem får ellers fat i det?”107 DDF opfattede
Hjemmeværnet som nationalsindet, og pjecen må tolkes som et forsøg på at mobilisere dele af dette
korps i det foreningen kaldte kampen om Danmark.

5.2 Handling
Det blev ikke altid ved ordene; ved flere lejligheder satte repræsentanter fra grupper på
højrefløjen handling bag den voldsomme retorik og gjorde volden til politisk middel.
I 1986 blev der gennemført to bombeattentater i København, et mod den sovjetiske ambassade
og et mod den danske ANC-repræsentants bolig. Det var et medlem af Konservativ Ungdom, der
stod bag disse bombesprængninger, og som begrundelse for disse gerninger angav han politiske
motiver som f.eks. den sovjetiske tilstedeværelse i Afghanistan.108 Det skal for en god ordens skyld
nævnes, at ingen mennesker kom til skade ved de to bombesprængninger og at Konservativ
Ungdom tog afstand fra handlingerne.
Når man ser på medlemmer af Den Danske Forening, kan man derimod ikke påstå, at deres

105
“Danskeren” nr. 6, 1996.
106
“Tjeck Magazine” nr. 120, 10. årgang, november 2001. S. 49.
107
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2/1994, KEN nr. 9912 af 14/04/1994.
108
Jensen, Erik: “De Hemmelige Tjenester - PET og FE gennem 40 år. En oversigt”. Demos, København,
1998. S. 50.

29
handlinger ikke betød, at mennesker kom til skade. Et centralt medlem af DDF var Vera Jørgensen,
som bl.a. var foreningens sekretær og som sådan en af Ole Hasselbalchs og Søren Krarups
nærmeste medarbejdere i foreningen. Vera Jørgensen var samtidig medlem af det nazistiske Partiet
De Nationale (PDN) og dette partis pressionsgruppe (partiets egen betegnelse) Danskernes
Broderskab.109 Danskernes Broderskab tog bl.a. ansvaret for smadring af Arbejdernes Bogbutik
(1991) og overfaldet på SFs borgerrepræsentationsmedlem i København, Lubna Elahi (1990).110
Man kunne indvende, at Vera Jørgensens aktiviteter i DDF og PDN bør holdes adskilte, men de
tætte forbindelser mellem de to grupper og Jørgensens centrale placering i begge grupper gør, at jeg
ikke mener, at denne skelnen har nogen reel betydning. Det er f.eks. værd at bemærke, at
formanden for PDN, Peter Larsen, efter at have nedlagt partiet i 1994 blev en af initiativtagerne til
DDFs ungdomsorganisation Dansk Ungdom (DU). Blandt de ledende medlemmer i DU fandt man
også en række medlemmer fra Danmarks National Socialistiske Bevægelse (DNSB), disse nazister
var bl.a. Brian Christensen, Kenneth Kristiansen og René Brinck.111 Nazismen var ikke noget nyt
indslag i miljøet omkring DDF, således havde lederen af DNSB, Jonni Hansen, allerede været
medlem af foreningen i mange år. Af andre vigtige medlemmer af DU kan nævnes Anette
Ladefoged og formanden Martin Kasler, der bl.a. gjorde sig bemærket med sin sympati for Ku Klux
Klan og Pinochet.112 Ledelsen i DDF kendte godt til, at DU havde mange erklærede nazister blandt
sine medlemmer, men man så ikke noget problem i dette. Næstformanden for DDF Harry Vinter,
som var en af de personer, som Søren Krarup havde fået placeret i foreningen, udtalte således om
Peter Larsens forbindelse til nazismen: “Hans fortid gør ham ikke uegnet til at være
styrelsesmedlem i Dansk Ungdom og medlem af Den Danske Forening. (...) Peter lyder som en
fornuftig ung mand.”113 DU nåede kun at eksistere i ca. ét år, men det lykkedes alligevel ved flere
lejligheder foreningen at demonstrere sin vilje til at anvende vold. I Roskilde Dagblad kunne man
den 7. februar 1996 læse, at seks mænd var blevet stoppet i en bil, hvor politiet fandt køler, hætter,
nazistisk propagandamateriale, knojern og tåregasspray i bagagerummet. Bilens passagerer var
medlemmer af DU, og chaufføren var styrelsesmedlemmet Simon Sevelsted.114 Man kunne også
læse om denne episode i DUs eget interne blad Nyhedsbrevet, som også omtalte en anden episode:
“Endnu tidligere end disse sager blev to andre medlemmer optændt af ‘den hellige ild’ og skræmte
livet af en neger. De er nu sigtet for trusler på livet!”115 DU optrådte også som vagtværn ved DDFs
Grundlovsmøde i Hillerød og ved sommerstævnet i Korsør i 1996. I DUs indkaldelse til
sommerstævnet hed det: “(...) det kan forventes at de autonome og/eller de fremmede vil dukke op
og spille med musklerne. DET VIL VI OGSÅ. D.U. vil være med til at gøre sommerstævnet til EN

109
“Tjeck Magazine” nr. 120, 10. årgang, november 2001. S. 53.
110
Jensen, Erik: “De Hemmelige Tjenester - PET og FE gennem 40 år. En oversigt”. Demos, København,
1998. S. 36.
111
“Tjeck Magazine” nr. 120, 10. årgang, november 2001. S. 54.
112
“Faklen” nr. 15, april 2000. Artiklen Det nye højre 4: Dansk Forum af Rune Engelbreth Larsen.
113
“Tjeck Magazine” nr. 120, 10. årgang, november 2001. S. 55.
114
“Faklen” nr. 15, april 2000. Artiklen Det nye højre 4: Dansk Forum af Rune Engelbreth Larsen.
115
“Nyhedsbrevet” nr. 1, 2. årgang, 1996.

30
STOR SUCCES.”116 Ved sommerstævnet optrådte DUs medlemmer i grønne jakker og hvide T-
shirts med påskriften “Danmark for danskerne”. DUs kasser Kasper Nielsen havde rollen som
Søren Krarups private bodyguard, og blandt de øvrige vagtmænd fandt man bl.a. nazisten Kenneth
Kristiansen.117 I dagene efter sommerstævnet steg pressens interesse for DU, og det blev bl.a. omtalt
i TV2 nyhederne, at Søren Krarup var blevet beskyttet af nazister. Denne negative presseomtale
førte til, at organisationen på et møde den 3. august opløste sig selv, men på samme møde blev en
ny forening stiftet: Dansk Forum. Dansk Forum var stort set den samme organisation som Dansk
Ungdom, selv formanden og kassereren gik igen, men de officielle bånd til DDF var brudt, og en
del af de erklærede nazister forlod organisationen.118 I slutningen af 1990’erne meldte mange af
Dansk Forums medlemmer sig ind i Dansk folkepartis Ungdom (DFU), hvor de indtog centrale
poster. Anette Ladefoged blev næstformand for Dansk folkepartis Ungdom i København, Martin
Kasler blev borgerrepræsentationssuppleant for Dansk Folkeparti i København og et andet medlem,
Louise Holm, blev kandidat til Europaparlamentet og blev i den forbindelse den kandidat fra Dansk
Folkeparti, der fik næstflest stemmer efter Mogens Camre.119 I forbindelse med en del presseomtale
af Dansk Forums forhold til Dansk Folkeparti i 1999 vendte Dansk Folkepartis ledelse sig pludselig
imod medlemmerne fra Dansk Forum og gennemførte en udrensning i partiet, som nok var mere
taktisk end politisk.120 Under alle omstændigheder er det klart, at der på den parlamentariske del af
højrefløjen har været stærke forbindelser til den del af højrefløjen, som har sat handling bag ordene.
I slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne oplevede man en voldsom stigning i
politisk motiveret vold og hærværk rettet mod udlændinge i Danmark og venstrefløjen. Langt
størstedelen af disse overgreb blev aldrig opklaret, og det er således umuligt at sige, hvem der stod
bag. Jeg vil alligevel opremse et lille udpluk af disse sager for at skabe et billede af det politiske
klima man oplevede i disse år. Maj 1988: brandattentat mod Socialistisk Arbejder Parti i
København, februar 1989: en række venstrefløjspartier modtog trusselsbreve om “kommende
eksplosioner”, september 1991: Venstre Socialisterne og Enhedslisten var udsat for brandattentat
med store materielle ødelæggelser, juni 1991: Fair Play fik sit kontor smadret, computere og
kopimaskiner blev ødelagt, marts 1992: medlemmet af Internationale Socialister, Henrik
Kristensen, blev dræbt af en brevbombe i partiets kontor i København, juli 1993: 50 gravsten på
mosaisk kirkegård i København blev skændt med racistisk bemaling, juni 1994: foreningen
Flygtninge under Jorden fik sin facade knust.121

5.3 Fra ord til handling

116
Ibid.
117
“Tjeck Magazine” nr. 120, 10. årgang, november 2001. S. 52ff.
118
“Faklen” nr. 15, april 2000. Artiklen Det nye højre 4: Dansk Forum af Rune Engelbreth Larsen.
119
Ibid.
120
For en nærmere gennemgang af begivenhederne omkring udrensningen i Dansk Folkeparti i 1999 vil jeg
henvise til “Faklen” nr. 15, april 2000. Artiklen Det nye højre 4: Dansk Forum af Rune Engelbreth Larsen.
121
Jensen, Erik: “De Hemmelige Tjenester - PET og FE gennem 40 år. En oversigt”. Demos, København,
1998. S. 36.

31
I den igangværende diskussion om venstrefløjen under Den kolde Krig støder man flere steder på
den opfattelse, at retorikken og de politiske analyser på venstrefløjen var med til at legitimere og
acceptere vold og terror som politisk middel. Både hos Mikkel Plum og Bent Blüdnikow finder man
således en argumentation for, at Blekingegadebandens handlinger var en naturlig følge af den
øvrige venstrefløjs analyser og retorik. Dette mente man var muligt, også selvom gruppen længe
havde været helt isoleret fra andre organisationer på venstrefløjen, som i øvrigt alle tog afstand fra
gruppen, da den blev afsløret i 1989. Blüdnikow skrev om forholdet mellem Blekingegadebanden
og den øvrige venstrefløj: “Gruppen havde imidlertid fælles ideologisk tankegods med andre
grupper på venstrefløjen og den opstod ikke ud af det blå. Afsløringen af gruppen vakte voldsom
opsigt og debatten fik et dramatisk forløb, hvor det blev forsøgt fortiet, at bandens baggrundsmiljø
var den venstrefløj, som også i andre sammenhænge brugte en voldspræget retorik.”122 Mikkel
Plum mente, at den samlede revolutionære venstrefløj, via sine teorier, var ved at udvikle sig til én
stor Blekingegadebande: “Jeg kunne ånde lettet op over, at jeg aldrig selv nåede så langt som til at
blive medlem af en tilsvarende Ollerupbande [Plum deltog i en klunsergruppe i Ollerup som
samarbejdede med KAK, hvorfra medlemmerne af Blekingegadebanden kom, red]. Teoretisk var vi
godt på vej, ligesom den øvrige revolutionære venstrefløj.”123
Jeg vil ikke tage stilling til, om det er rigtig eller forkert at foretage de slutninger, som Plum og
Blüdnikow laver, dette ville kræve en større teoretisk diskussion af sprogets betydning, og den
diskussion vil jeg ikke åbne her. Jeg vil blot fastholde, at hvis det forholder sig, som de siger, så må
det samme gøre sig gældende på højrefløjen. Udfra denne logik vil jeg derfor lave en række
forbindelser mellem retorik og analyser på højrefløjen og konkrete handlinger.
KU formanden Walther Rahbek kaldte ANC for en “terrorbevægelse”124 og i en artikel i Facet,
som var illustreret med et billede af lederen af ANCs kontor i Danmark, beskrev
folketingsmedlemmet Óli Breckmann ANC som: “(...) en rent kommunistisk terrorbande.”125 Dette
blev kombineret med en analyse af konsekvenserne af en eventuel ANC sejr i Sydafrika, som DIKF
formulere således: “Hvis de at Sovjetunionen støttede organisationer [her tænkes på ANC, red]
bliver i stand til at overtage magten i Den sydafrikanske republik og derved overtage kontrol over
nævnte naturrigdomme, vil det betyde et stort skridt frem mod de vestlige landes fuldkomne
afhængighed af kommuniststyret og derved den vestlige verdens undergang.”126 I forbindelse med
ANC har vi altså at gøre med en kommunistisk terroristbande der truer med at forårsage den
vestlige verdens undergang. Hvad skete der, da denne analyse kombineredes med en politisk kultur
hvor voldsfascinationen bl.a. kom til udtryk i sangtekster som: “(...) vi tævede de røde (...) nu ligger

122
Holm, Adam og Peter Scharff Smith (red.): ”Idealisme eller fanatisme?”. Forlaget Forum, København,
2003. S. 166.
123
Plum, Mikkel: ”Bombardér hovedkvarteret – Hvad venstrefløjen sagde, skrev og bedrev fra Stalins død
til efter Murens fald”. Gyldendal, København, 1998. S. 376.
124
“Reflex - KU Nørresundby” nr. 2, 7. årgang, oktober 1987. S. 12.
125
”Facet” nr. 1, 4. årgang, januar 1986. S. 5.
126
“Facet” nr. 5/6, 4. årgang, maj/juni 1986. S. 3.

32
der til sidst, / en enkelt smadret socialist... / OG HAN DRYPPER ENDNU!”?127 Man skabte et
politisk kultur, hvor en ung KU’er i 1986 pludseligt fandt det legitimt af gennemføre
terrorbombninger mod ANC i København. Måske var det den samme politiske kultur, der gjorde, at
man i marts 1992 kunne finde en død socialist, Henrik Christensen, i Internationale Socialisters
kontor? Liget af socialisten var forkullet som følge af den voldsomme varmeudvikling fra bomben,
så han dryppede ikke længere. Måske var det også denne politiske kultur, der gjorde, at socialisten
Lubna Elahi dryppede af blod efter sit møde med Danskernes Broderskab en aften i 1990?
Et andet felt, indenfor hvilket jeg mener at retorikken på dele af højrefløjen har legitimeret vold,
er udlændingepolitikken. Jeg vil nu, for at give et indtryk af den retorik man har set i debatten om
udlændinge i Danmark gennem de seneste 15 år, bringe en række ukommenterede citater. Kristian
Thulesen Dahl, medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti: “Islam er den største trussel mod
verdensfreden siden kommunismen faldt. Det er en direkte trussel mod Vesten, æder os op indefra
og destabiliserer vores samfundsstruktur på ægte gøgeungemaner.”128 (2001), Sune Dalgård,
redaktør af DDFs interne blad Danskeren: “Det var svært at rejse modstandskampen for 50 år
siden. Det er svært i dag. Men der er kun én vej. Fremad.”129 (1990), Søren Krarup, tidligere
medlem af DDF, nuværende medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, redaktør af det religiøse
blad Tidehverv og sognepræst: “Tab kun ikke modet, kære danskere, for der er slet ikke grund til
det! Tingene går nu i den rigtige retning. Jeg har hele tiden sammenlignet oprøret mod
indvandrerpolitikken og Dansk Flygtningehjælp med modstandsbevægelsen under besættelsen, og i
dette perspektiv er vi nu ved at nærme os 29. august 1943.”130 (1988), “(...) ordet ‘racist’ er ved at
være betegnelsen for et hæderligt, modigt menneske (...)”131 (1989), “Vi står utvivlsomt over for en
periode med voldsomme og dramatiske begivenheder. Dette skændige forsøg på at voldtage det
danske folk i dets eget hjem må og skal føre til en modstandskamp, hvor vi i troskab mod hele vores
historie sætter os til modværge mod Danmarks undergang som dansk land.”132 (1992), Ulrik Høy,
fast skribent i Weekendavisen: “(...) jeg har aldrig hørt om en såkaldt ‘hård kerne’ af danskere, der
opførte sig ad helvede til i Amerika, Canada, Argentina og Fjernøsten eller for den sags skyld en
blød kerne, der ikke gad bestille dagens gerning. Aldrig. Anderledes i dagens Danmark. Her har de
fleste indvandrer-minoriteter en hård kerne af kriminelle og en blød kerne af statssubsidieret
dovenskab (...).”133 (2000), Mogens Camre, medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti:
“[‘den fremmed’] (...) er mand af umiskendeligt mellemøstligt tilsnit. Han er så elegant klædt som
Onassis’ søn. Og han har køretøjer, som hverken jeg eller statsministeren ville have råd til at købe.
Jeg ved, at den slags skyldes den voldsomme kriminalitet, der kommer i kølvandet på

127
“Reflex - KU Nørresundby” nr. 4, 1. årgang, 1981. S. 9.
128
“Dagbladet Information” den 6. oktober 2001.
129
“Danskeren” nr. 2, 1990.
130
“Danskeren” nr. 2, 1988.
131
“Danskeren” nr. 3, 1989.
132
“Tidehverv” nr. 3, 1992.
133
“Weekendavisen” den 13.-19. oktober 2000.

33
indvandringen.”134 (1998), “De agter aldeles ikke at blive danskere. De er kommet for at overtage
Danmark, og de demonstrerer ved enhver lejlighed, at de mener sig berettiget til at indrette landet
efter muslimsk kultur.”135 (2000), “Alle Vestens lande er infiltreret af muslimerne - nogle af dem
taler pænt til os, mens de venter på at blive mange nok til at slå os ihjel.”136 (2001). I de eksempler,
jeg har fundet frem fra udlændingedebatten, bliver tilstedeværelsen af udlændinge og særligt
muslimer i Danmark beskrevet som en invasion, som et forsøg på at erobre landet. I retorikken er
udlændinge i Danmark blevet beskrevet som kriminelle og dovne fanatikere, der blot venter på at
blive mange nok til at slå alle danskere ihjel og indføre en islamistisk stat. Kombinerer man denne
analyse og retorik med den dehumanisering, man bl.a. finder i ord som “ukrudtsbutik” og Søren
Krarups og DDFs opfordring til modstandskamp og oprør, har man måske en forklaring på, hvorfor
verbale og fysiske overgreb er blevet en del af dagligdagen for en række etniske minoriteter i
Danmark i dag.
Da EUs center for observation af racisme og fremmedhad (EUMC) for nyligt udgav en rapport
om anti-semitisme i Europa fremgik det bl.a., at dele af anti-semitismen udsprang af muslimske
grupper og havde sin baggrund i konflikten i mellemøsten. Dette medførte, at Dansk Folkeparti
gjorde kampen imod anti-semitisme til en af sine mærkesager, jøderne skulle beskyttes mod den
muslimske trussel. I den sammen hæng kunne det måske være interessant at se på, hvad
folketingsmedlemmet Søren Krarup fra Dansk Folkeparti tidligere har sagt om anti-semitisme og
den muslimske trussel. I 1998 udtrykte Søren Krarup sin utilfredshed med, at jøder kom med
offentlige udtalelser, hvori de gav udtryk for, at de ikke oplevede muslimernes tilstedeværelse som
et problem eller en trussel, Søren Krarup analyserede konsekvenserne: “Jeg er meget betænkelig
ved, at jøder hele tiden stiller sig frem og siger til befolkningen: ‘I behøver overhovedet ikke at
være bange - vi fortæller jer, at der ingen fare er.’ Dét fører jo til det ubehagelige, der hedder
antisemitisme, fordi man siger: ‘De vil åbenbart ikke dele vilkår med os andre!’”137 Med andre ord
var jøderne selv skyld i anti-semitismen, hvis de ytrede sig imod den holdning, som Søren Krarup
tolkede som flertallets. Det er en meget interessant logik, der her kommer til udtryk og det kunne
være spændende at vide, om det i følge Krarup gælder for alle minoritetsgrupper, at de for at undgå
at påkalde sig befolkningens vrede ikke bør udtrykke sig offentligt imod flertallets holdninger.
Under alle omstændigheder udtrykte Krarup en vis forståelse for anti-semitismen og lagde skylden
på ofret. Jeg vil ikke beskylde Søren Krarup for at være anti-semitisk, men det kan ikke udelukkes,
at holdninger, som den Krarup gav udtryk for, har været med til at legitimere den anti-semitisme,
som beskrives i EUMCs rapport.

134
“Helt ærligt, mand”. Debatprogram på DR1 den 10. september 1998.
135
“Ekstra Bladet” den 6. januar 2000.
136
“Politiken” den 17. september 2001.
137
“Helt ærligt, mand”. Program på DR1 den 10. september 1998.

34
6.0 Konklusion
I det tidligere Sovjetunionen, særligt under Stalin, var billedforfalskningen et fast og vigtigt
element i skabelsen af den officielle historie. En af metoderne var beskæring. Billeder blev beskåret
sådan, at de fik det ønskede budskab mest tydeligt frem, mens eventuelle forstyrrende eller
modsatrettede budskaber blev skåret væk. Når det ikke var nok at beskære billederne, greb man til
den mere krævende retouchering. Elementer og personer, som man, af den ene eller anden grund,
ikke ønskede skulle være en del af den historiske erindring, blev simpelthen bortretoucheret - de
havde aldrig eksisteret!
Historieskrivningen om den danske venstrefløjs rolle under Den kolde Krig kunne give
associationer til stalintidens metoder. En gruppe historikere og journalister med tilknytning til
højrefløjen har de seneste ti år beskæftiget sig med det, de kalder opgøret med venstrefløjen. I dette
arbejde har man ikke holdt sig tilbage i anvendelsen af både beskæring og retouchering; billedet
blevet beskåret således, at det ønskede budskab træder klart frem, visse elementer er blevet
forstørret og andre elementer, der kunne forstyrre budskabet i billedet, er retoucheret bort. I billedet
indgår også højrefløjen, og denne er beskåret på en helt særlig måde; voldsfascination, støtte til
diktaturstater og samarbejde med terrororganisationer er retoucheret bort, således at højrefløjen
fremstår som en demokratisk og fredelig tilskuer til venstrefløjens amokløb. I dette projekt har jeg
ikke forsøgt at skabe det fulde billede af de politiske konflikter under den kolde krig. Jeg har ikke
engang forsøgt at skabe et fuldt og dækkende billede af højrefløjen. Mit bidrag har alene været at
fremlægge nogle af de vigtige detaljer i billedet af højrefløjen, som er blevet søgt bortretoucheret i
forbindelse med opgøret med venstrefløjen.
Jeg mener at have dokumenteret, at en stor del af den kritik, som er blevet rettet mod
venstrefløjen under Den kolde Krig, lige så godt kunne rettes mod højrefløjen. Jeg har ved at
anvende en citatbaserede argumentation vist, at der ligesom på venstrefløjen også på højrefløjen
findes støtte til diktaturregimer og voldsfascination. Begge hypoteser i problemformuleringen er
således bekræftet, hvilket fører til den konklusion, at opgøret med venstrefløjen har været et opgør,
som i lige så høj grad skulle være taget med højrefløjen, og således har dobbeltstandarder gjort sig
gældende. Dette selvom støtten til diktaturerne ikke fremføres som en generel politisk støtte men
snarere som en nødvendig anti-kommunistisk foranstaltning, men den var dog alligevel til stede og
til tider gjorde den sig gældende i visse grupper. Jeg agter imidlertid ikke at begå den samme fejl
som Bent Jensen, Mikkel Plum og Bent Blüdnikow ved at ophæve disse fund til væsensudsagn om
højrefløjen. Selvom Ole Bjørn Kraft, Óli Breckmann, Hans Thustrup Hansen, Søren Krarup, Pia
Kjærsgaard, Brian Mikkelsen, Mogens Camre og Erhard Jacobsen m.fl. var eller er vigtige og
centralt placerede personligheder på den danske højrefløj, ville det være forkert at ophæve disse
personers gerninger og udsagn til en generel karakteristik af den historiske højrefløj, ligesom det
ville være forkert at gøre KU i 1930’erne til repræsentant for hele det borgerlige Danmark i
mellemkrigstiden. Det er vigtigt at huske på de mange mennesker på højrefløjen som aktivt
bekæmpede diktaturerne, som f.eks. den konservativ Hans Jørgen Lembourn i Grækenlands-
komiteen, styrelsesmedlemmet i KU-Aalborg der skarpt kritiserede sin egen formand, da denne

35
udtrykte forståelse for USAs støtte til diktaturet i El Salvador og de mange CD’ere, der tog afstand
fra Erhard Jacobsen, da han støttede regimet i Sydafrika. Man kunne ønske sig, at der også i
behandlingen af venstrefløjens historie blev taget højde for de mange interne nuancer og
modsætninger. I forbindelse med opgøret med venstrefløjen er der blevet skabt et billede af en
venstrefløj, som enten støttede eller forholdt sig tavs og passiv i forhold til de diktatoriske regimer,
som har kaldt sig kommunistiske, mens kritikken af disse regimer tilskrives højrefløjen. Dette
billede er imidlertid langt fra dækkende. Anarkisten Emma Goldman fik i 1923 og 1924 udgivet
sine bøger “My Disillusionment in Russia”138 og “My Further Disillusionment in Russia”.139 I disse
bøger giver Goldman sin øjenvidneberetning om det kommunistiske diktaturs udvikling og
overgreb i de første år efter Den russiske Revolution. I de efterfølgende årtier, helt frem til murens
fald tegnede anarkister, rådskommunister, venstresocialister, syndikalister og andre
frihedsorienterede socialister sig for en meget stor del af den kritik, der blev rejst mod de forskellige
diktaturstater, der kaldte sig kommunistiske. Da Stéphane Courtois i “Kommunismens sorte bog”140
fra 1997 forsøgte at tælle ofrene for diktaturet i Rusland var det 57 år siden, at der på venstrefløjen
første gang blev lavet en lignende optælling. I 1940 blev bogen “The Guillotine at Work”141 af
anarkosyndikalisten G.P. Maximoff udgivet. I denne bog, som er på to bind og over 600 sider,
beskriver Maximoff det, han kalder den leninistiske kontrarevolution i Rusland. Han gennemgår
minutiøst undertrykkelsen og beskriver alle regimets overgreb. Hvert kapitel i bogen afsluttes med
en sammentælling af ofrene. Hele denne kritik findes imidlertid ikke når Bent Jensen, Bent
Blüdnikow og andre historikere, der ønsker et opgør med venstrefløjen, tegner deres billede, den er
grundigt bortretoucheret. En tilsvarende bortretouchering af den borgerlige kritik rettet mod
diktaturstater, som blev regnet som en del af den vestlige verden, skal selvfølgelig undgås. Derfor er
det også vigtigt at huske på, at det billede, jeg har tegnet af højrefløjen i dette projekt, kun viser de
dele, som tidligere er blevet bortretoucheret og som sådan kan projektet ikke bruges til at sige noget
generelt om den historiske danske højrefløj. Dette projekt var ment som et eksperiment og som
sådan er det vellykket, men samtidig mener jeg, at det illustrerer, hvordan historieskrivning ikke bør
laves, hverken når venstrefløjens eller højrefløjens historie skal skrives.

138
Goldman, Emma: “My Disillusionment in Russia”. Doubleday, Page & Company, New York, 1923.
139
Goldman, Emma: “My Further Disillusionment in Russia”. Doubleday, Page & Company, New York,
1924.
140
Courtois, Stéphane (m.fl.): ”Kommunismens sorte bog – Forbrydelser, terror, undertrykkelse”. Høst &
Søns Forlag, København, 2002.
141
Maximoff, Gregory P.: “The Guillotine at Work - The Leninist Counter-Revolution”. Cienfuegos Press,
Storbritanien, 1979.

36
7.0 Bilag

Bilag 1:

37
8.0 Litteraturliste

Andersen, Jacob og Søren Jacobsen: “Spionen der sladrede”. Ekstra Bladet, København, 1977.
Anderson, Scott og Jon Lee Anderson: “Inside The League”. Dodd, Mead & Company, New York,
1986.
Bekker-Nielsen, Tønnes: “Gads Historieleksikon”. G.E.C. Gads Forlag, København, 1994.
Blüdnikow, Bent: ”Venstrefløj og antisemitisme”. Artikel i Arbejdsrapporter fra DCHF 5 –
Antisemitisme i Danmark, København, marts 2001.
http://www.dchf.dk/publications_dk/antisemitisme_i_dk/14_bent_bludnikow.pdf
(besøgt 2. december 2003).
Bryld, Claus og Søren Hein Rasmussen: ”Demokrati mellem fortid og fremtid – En antologi”.
Forlaget Tiderne Skifter, København, 2003.
Chomsky, Noam: “Magt & terror”. Forlaget Bindslev, København, 2003.
Chomsky, Noam: “What Uncle Sam Really Wants”. Odonian Press, USA, 1993.
Christensen, Lars: “Ungdomsoprør - Konservativ Ungdom gennem 90 år”. Konservativ Ungdoms
Forlag, København, 1994.
Courtois, Stéphane (m.fl.): ”Kommunismens sorte bog – Forbrydelser, terror, undertrykkelse”. Høst
& Søns Forlag, København, 2002.
“Dagbladet Information” den 23. september 1998.
“Dagbladet Information” den 6. oktober 2001.
“Danskeren” nr. 2, 1988.
“Danskeren” nr. 3, 1989.
“Danskeren” nr. 2, 1990.
“Danskeren” nr. 3, 10. årgang, juni 1996.
“Danskeren” nr. 6, 10. årgang, 1996.
“Det Fri Aktuelt” søndag den 18. september 1988.
“Ekstra Bladet” den 11. november 1985.
“Ekstra Bladet” den 6. januar 2000.
“Facet” nr. 6, 2. årgang, september/oktober 1984.
“Facet” nr. 5/6, 3. årgang, maj/juni 1985.
”Facet” nr. 1, 4. årgang, januar 1986.
“Facet” nr. 5/6, 4. årgang, maj/juni 1986.
“Facet” nr. 1, 5. årgang, januar/februar 1987.
“Facet” nr. 4, 5. årgang, september/oktober 1987.
“Faklen” nr. 15, april 2000. Artiklen Det nye højre 4: Dansk Forum af Rune Engelbreth Larsen.
“Fremskridt” nr. 28, 16. årgang, 9. september 1988.
Garodkin, Ib (red.): “Håndbog i dansk politik 1991”. Munksgaard, København, 1991.
Goldman, Emma: “My Disillusionment in Russia”. Doubleday, Page & Company, New York, 1923.
Goldman, Emma: “My Further Disillusionment in Russia”. Doubleday, Page & Company, New

38
York, 1924.
Hansen, Søren Toft: ”Det stod i avisen… - kildekritiske overvejelser ved brug af aviser”.
Småskrifter fra Historiestudiet, nr. 3, Aalborg Universitet, 2001.
“Helt ærligt, mand”. Program på DR1 den 10. september 1998.
Holm, Adam: ”Kun helheden gælder”. Artikel i Arbejdsrapporter fra DCHF 2 – Folk og
Fællesskab, København, 2001.
Holm, Adam og Peter Scharff Smith (red.): ”Idealisme eller fanatisme?”. Forlaget Forum,
København, 2003.
Haarder, Bertel (red.): ”Hvem holdt de med?”. Peter la Cours Forlag, Søborg, 1999.
Jensen, Bent: ”Gulag og glemsel – Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 20.
århundrede”. Gyldendal, København, 2002.
Jensen, Bent: ”Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle”. Lindhardt og Ringhof,
København, 2. reviderede udgave 1. oplag, 2002.
Jensen, Christian (m.fl.): “Krigens købmænd - Det hemmelige opgør med Riffelsyndikatet, A.P.
Møller, Novo og den øvrige storindustri efter Anden Verdenskrig”. Gyldendal, København,
2. udgave, 2002.
Jensen, Erik: “De Hemmelige Tjenester - PET og FE gennem 40 år. En oversigt”. Demos,
København, 1998.
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 2/1994, KEN nr. 9912 af 14/04/1994.
Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 25/2002 af 23/05/2002.
Krüger, Henrik og Niels Levinsen: “Fascismens internationale net i dag - Terrorgrupperne, deres
aktioner og bagmænd”. Bogans Forlag, København, 1977.
KU-Frederiksværk : http://www.fys.ku.dk/~yoda/ku/mere111100.shtml (besøgt 2. december 2003).
KU-Frederiksværk : http://www.fys.ku.dk/~yoda/ku/mere201101.shtml (besøgt 2. december 2003).
“Lademanns Multimedia Leksikon - 2002”. Egmont Lademann, 2002.
Liljegren, Jens Peter: ”Weekendavisen og opgøret med venstrefløjen – En indholdsanalytisk og
kvalitativ undersøgelse af avisens historieformidlende rolle i perioden 1989 til 1998”
(specialeopgave). Center for Historie, Syddansk Universitet – Odense Universitet, marts
2002. http://www.historie-nu.dk/Liljegren%20speciale.pdf (besøgt 2. december 2003).
Loumann, Peter: “Pressen og nazismen - Nogle vigtige danske dagblades behandling af det
nationalsocialistiske Tyskland 1933-1939” (specialeopgave). Københavns Universitet,
december 1974.
Maximoff, Gregory P.: “The Guillotine at Work - The Leninist Counter-Revolution”. Cienfuegos
Press, Storbritannien, 1979.
McClintock, Michael: “The American Connection, Vol. 1: State Terror and Popular Resistance in
El Salvador”. Zed Books, London, 1985.
“Merkur - KU Aalborg” nr. 2, 4. årgang, 1982.
“Merkur - KU Aalborg” nr. 4, 4. årgang, 1982.
“Nyhedsbrevet” nr. 1, 2. årgang, 1996.

39
“Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 1, 1. årgang, maj 1968.
“Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 9, 2. årgang, september 1969.
“Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 10, 2. årgang, oktober 1969.
“Nyhedsmagasinet Reflex - Politik, Økonomi, Kultur” nr. 11, 2. årgang, november 1969.
Plum, Mikkel: ”Bombardér hovedkvarteret – Hvad venstrefløjen sagde, skrev og bedrev fra Stalins
død til efter Murens fald”. Gyldendal, København, 1998.
“Politiken” den 17. september 2001.
“Reflex - KU Nørresundby” nr. 2, 7. årgang, oktober 1987.
Tamm, Ditlev: “Det høje C - En bog om Det konservative Folkeparti 1965-1998”. Gyldendal,
København, 1999.
Thing, Morten: ”Venstrefløjens historie”. Artikel i tidsskriftet Solidaritet nr. 2, 22. årgang : juni
2000.
“Tidehverv” nr. 3, 1992.
“Tjeck Magazine” nr. 120, 10. årgang, november 2001.
Quaade, Alex og Ole Ravn: ”Højre om! – Temaer og tendenser i den anti-parlamentariske debat
1930-39”. Gyldendal, København, 1979.
“Weekendavisen” den 13.-19. oktober 2000.

40