DEN ANARKISTISKE KOMMUNISME

Kropotkin:
Ethvert samfund, som bryder med den private ejendomsret, må efter vor mening
indrette sig efter den kommunistiske anarkismes principper. Anarkisme fører til kommunisme og
omvendt: Begge er de udtryk for den fremherskende tendens i de moderne samfund, stræben efter
lighed.
Der var en tid, da en bondefamilie kunne anse det korn og de uldklæder, den producerede, som
resultatet af deres arbejde. Dog var familien ikke isoleret. Der var veje og broer, som byggedes i
fællesskab: Moseområder afvandedes i fællesskab og de fælles marker blev vedligeholdt af alle. En
forbedring af væveteknikken eller stoffarvningen kom alle til gode. Bondefamilien kunne ikke
overleve uden af støtte sig til fællesskabet.
Men i det nuværende industrielle samfund, hvor alting er indbyrdes afhængigt, og hvor hver
produktionsgren benytter sig af de øvrige, er påstanden om produkternes individuelle oprindelse
fuldkommen uholdbar. Når tekstil- og metalindustrien har opnået en forbavsende fuldkommenhed,
så skyldes det udviklingen i mange andre, store og små industrigrene; jernbanenettet, den
oversøiske skibsfart – det skyldes alt det samlede arbejde, som er gjort over hele verden.
Italienerne, som døde af kolera, da de gravede Suezkanalen eller af slidgigt i St.
Gothardstunellen – og amerikanerne, som blev mejet ned af bomber i krigen for afskaffelse af
slaveriet, har bidraget lige så meget til ”udviklingen” som de unge piger, der sygner hen i
væverierne og spinderierne i Manchester og Rouen, eller ingeniøren, som efter forslag fra
arbejderne, har skabt en forbedring af væveredskaberne.
Hvordan kan man opregne den enkeltes andel af de rigdomme, som vi alle har bidraget til???
Når vi betragter produktionen ud fra dette almene synspunkt, kan vi ikke enige i, at et samfund,
hvor lønnen afmåles efter de arbejdstimer, hvormed man bidrager til produktionen af rigdomme,
skulle være noget ideal, eller bare et skridt mod idealet. Uden her at diskutere, om varernes
bytteværdi i det nuværende samfund virkelig står i forhold til den mængde arbejde, som er
nødvendig for at frembringe dem – sådan som Smith og Ricardo og efter dem Marx har påstået, vil
vi blot anføre, at det autoritære socialistiske ideal forekommer umuligt i et samfund, der betragter
produktionsmidlerne som fælleseje.
Vi er overbevist om at individualisme, formidlet igennem det autoritære system, ikke kan
eksistere ved siden af det delvise fællesskab i form af alles besiddelse af jorden og
arbejdsredskaberne.
Et nyt ejerforhold forudsætter en ny form for løn – en ny produktionsform kan ikke opretholde
den gamle form for forbrug – lige så lidt som den kan forenes med den gamle form for politisk
organisation.
Lønsystemet er opstået ved den enkeltes private overtagelse af jorden og produktionsmidlerne.
Det var den nødvendige betingelse for udviklingen af den kapitalistiske produktion – det vil dø med
den – også selvom man skulle forsøge at forklæde det i form af ”arbejdspoletter”. Den fælles
besiddelse af arbejdsredskaberne må nødvendigvis føre til den fælles nydelse af frugterne af det
fælles arbejde.
Vi påstår i øvrigt, at kommunismen ikke bare er ønskelig, men at de nuværende samfund, som
blev grundlagt på individualismen, tillige er tvunget til hele tiden at udvikle sig hen imod
kommunismen.
Individualismens udvikling i de sidste århundreder forklares overalt ved menneskenes
anstrengelser for at sætte sig til modværge mod kapitalens og statens magt. Mennesker har et
øjeblik troet, at det gennem individualismen kunne frigøre sig helt fra staten og samfundet. ”For
penge” sagde man ” kan jeg købe alt, hvad jeg behøver.” Men individet er faret vild, og den

1
moderne historie tvinger det til at erkende, at uden alles hjælp formår det ingenting – ikke engang
med sit bugnende pengeskab.
Ved siden af denne individualistiske strømning ser vi også gennem hele den nyere historie en
tendens til – på den ene side at bevare det, som er tilbage af fortidens delvise kommunisme – og på
den anden side at gennemføre det kommunistiske princip i 1000’vis af tilfælde i livet.
Så snart det var lykkedes for det 10.-, 11.-, 12. århundredes kommuner at frigøre sig fra det
verdslige eller åndelige overhoved, gennemførte de med det samme udvidelse af det fælles arbejde
og det daglige fælles forbrug.
Det var bystaten – ikke enkeltpersonen – der udrustede skibe og karavaner, som sendtes på
lange handelsrejser, hvis fortjeneste kom alle til gode, ikke den enkelte. Bystaten købte også
levnedsmidler til sine indbyggere. Antydninger af disse institutioner har holdt sig lige til det
nittende århundrede, og folk bevarer mindet om dem i deres sagn.
Alt dette er nu forsvundet. Men landkommuner kæmper endnu for at bevare de sidste rester af
denne kommunisme; og det lykkes, så længe staten ikke kommer og kaster sit tungtvejende sværd i
vægtskålen. Uden et vist kvantum kommunisme kan de nuværende samfund imidlertid ikke leve.
Derfor opstår der samtidigt – om end i 1000 forskellige former – organisationer, der er grundlagt på
dette princip: ”Enhver efter behov”.
Til trods for den trange egoistiske retning, der gennem vareproduktionen indpodes i sindene,
åbenbarer den kommunistiske tendens sig hele tiden – og den trænger ind på alle områder af vore
handlinger.
Den bro, som i gamle dage tog bropenge af de vejfarende, er blevet en offentlig indretning. Den
vej, som man før i tiden betalte så og så meget for hver mil, findes ikke længere, undtagen i
Orienten. De offentlige museer, biblioteker og skoler, skolebespisningen, de parker og haver, der er
åbne for alle, vandet, som fordeles frit, hvis der da ikke er vandmåler – alt dette er foranstaltninger,
som er indført efter princippet: ” Tag hvad du behøver.”
Sporvogne og tog har indført måneds- og årskort uden at beregne antallet af rejser; og i nogle
lande har man indført zonetariffer, sådan at man kan rejse 500 eller 1000 km. til samme pris. Herfra
er der ikke langt til en enhedspris, ligesom brevportoen indenfor et land. I alle disse nyheder og i
1000 andre er tendensen, at man ikke måler forbruget. Et menneske vil rejse 1000 mil og et andet
kun 100. Det er personlige behov, og der er ingen grund til at lade den ene betale dobbelt, fordi han
er dobbelt så foretagsom. Disse foreteelser viser sig tilmed i individualistiske samfund.
Der viser sig også en svag tendens til at tilfredsstille individets behov – uanset de tjenester, som
vedkommende har gjort, eller en dag vil komme til at gøre for samfundet. Man er tilbøjelig til at
betragte samfundet som et hele, hvor enhver del er så tæt forbundet med de øvrige, at en tjeneste,
som ydes et individ, også er en tjeneste overfor de andre.
Når du kommer ind på et offentligt bibliotek, spørger bibliotekaren ikke om, hvilke tjeneste du har
gjort samfundet, inden han/hun giver dig det bind – eller 50 bind – du ønsker. Og er det nødvendigt,
hjælper han dig med at finde dem i kartoteket.
Besætningen på en redningsbåd spørger heller ikke, hvad matrosen på det synkende fartøj
hedder; de står til havs, vover livet i de rasende bølger, og sommetider sætter de livet til – for at
redde mennesker, som de ikke engang kender… Hvorfor skulle det være nødvendigt at kende dem?
”De behøver vores hjælp, de er mennesker – det er nok, deres ret er bevist – lad os redde dem!”
Dette er i videste forstand den kommunistiske tendens, som træder frem overalt, i alle skikkelser
– tilmed midt i vort samfund, som prædiker individualisme.
Og hvis en af vore storbyer, som sædvanligvis er opbygget omkring egoismen, i morgen blev
hjemsøgt af en eller anden stor ulykke – så ville denne by bestemme, at de første, der skulle have
tilfredsstillet deres behov, var børnene og de gamle. Uden at undersøge, hvad de har gjort, eller
hvilke tjenester de vil komme til at yde samfundet, ville man først tage sig af de lidende og give
dem føde, uafhængigt af den tapperhed og intelligens, den enkelte kan opvise, og mænd og kvinder
ville kappes i opofrelsen for at tage sig af de sårede.

2
 Tendensen findes. Den bliver stærkere, så snart den enkeltes vigtigste behov er tilfredsstillet, alt
eftersom den menneskelige produktionsevne øges. Den bliver stærkere, hver gang en stor ide
kommer og fortrænger vort daglige livs usle fordomme.
Hvorfor så tvivle på, at den dag, da produktionsmidlerne overgives til alle, og hvor man udfører
arbejdet i fællesskab, og hvor arbejdet indtager hæderspladsen i samfundet og frembringer meget
mere end det, som behøves til alle – hvorfor så tvivle på, at denne tendens, som allerede er så
mægtig, skulle kunne udvide sit vælde så langt, at den bliver selve grundtanken i det sociale liv???
Efter disse antydninger anser vi det for vor første pligt, når revolutionen har brudt den styrke,
som opretholder det nuværende samfund, straks at indføre kommunismen.
Men vor kommunisme er ikke Fourier’s eller de tyske bureaukratiske autoritære teoretikeres.
Det er den anarkistiske kommunisme. Den er sammenfattet af de to mål, som menneskeheden
har stræbt efter gennem tiderne: Den økonomiske frihed og den politiske frihed.

Når vi gør ”Anarkiet” til idealet for politisk organisation, gør vi ikke andet end at formulere en
anden retning, som er taget direkte fra menneskeheden. Hver gang de europæiske samfunds
udvikling har tilladt det, har menneskene rystet autoritetens åg af sig og trukket linierne op til et
system, grundlagt på den individuelle friheds princip. Historien viser, at de perioder, hvor
regeringer er blevet styrtet som følge af begrænsede eller omfattende revolter, har medført tider med
pludselig fremgang på det økonomiske og intellektuelle område.
Det var frigjorte kommuner, frie foreningers frie arbejde, som rejste mindesmærker, som aldrig
siden er overtruffet – det var bondeopstandene, som skabte reformationen og satte pavedømmet i
fare – det var en flok misfornøjede fra det gamle Europa, der på den anden side af Atlanterhavet
skabte et samfund, som et øjeblik var frit.
Hvis vi lægger mærke til de civiliserede nationers udvikling, mærker vi tydeligt en stadig
stærkere bevægelse for at begrænse regeringens virkefelt og give individet mere frihed. Det er den
igangværende evolution, som dog til en vis grad forstyrres af de talrige elendige institutioner og
nedarvede fordomme. Ligesom alle evolutioner venter den kun på revolutionen for at bryde de
gamle mure ned, der står dem i vejen, og få frit løb i det nye samfund.
Efter længe forgæves at have forsøgt at løse det uløselige problem, at skaffe sig en regering
”som kan tvinge individet til lydighed, uden derfor selv at være ulydig mod samfundet”, har
menneskeheden stræbt efter at befri sig for al slags regering og tilfredsstille sit behov for
organisation gennem frie overenskomster mellem de individer og grupper, som har samme mål. Den
mindste lille territoriale enheds uafhængighed bliver et tvingende behov. Den gensidige
overenskomst erstatter loven og ordner over grænserne de personlige behov i retning mod et alment
mål.
Alt, hvad der før ansås for regeringens anliggender, vil man i dag sætte spørgsmålstegn ved. Man
ordner det bedre og lettere selv, uden dens indblanding. Når vi undersøger de fremskridt, der er
gjort i denne retning, må vi drage den slutning, at menneskeheden søger at begrænse regeringens
indsats indtil den bliver lig nul. Det vil med andre ord sige at styrte staten, denne personifikation af
uretfærdighed, undertrykkelse og monopol.
Vi har allerede set et glimt af en verden, i hvilken den enkelte er ophørt med at være bundet af
love, og kun har asociale tilbøjeligheder – et resultat af et behov vi alle kender: At søge støtte,
sympati og samarbejde hos vore naboer.
Det er helt sikkert, at ideen om et samfund uden stat vil rejse lige så mange indvendinger som en
økonomisk i et samfund uden privat kapital.
Vi er alle opfostret med fordommen om statens rolle som forsyn for os. Hele vores opdragelse,
lige fra undervisningen i de romerske traditioner og til indvielsen i den byzantinske lovsamling,
som man studerer under navn af romerret, vænner os til at tro på statens fortræffelighed.
Filosofiske systemer er blevet udarbejdet og forkyndt for at opretholde denne fordom. Teorien
om loven opstilles i samme øjemed. Hele politikken er grundlagt af dette princip, og enhver
politiker, hvilken farve han/hun end har, kommer altid og siger til folket: ”Giv mig magten, jeg vil
og kan befri Jer fra den elendighed, som trykker Jer!”

3
 Fra vugge til grav styres alle vore handlinger af denne lære. Slå op i hvilken som helst bog om
sociologi eller jura, og du vil finde, at regeringen, dens handlinger og dens organisationer indtager
så meget plads, at vi vænnes til at tro, at udover regering og statsmænd findes der intet.
Den samme lektie gentages af pressen i alle tonearter. Hele spalter ofres til folketingsdebatter og
politiske intriger. Det er med nød og næppe, at hverdagslivet i nationen får nogle få linier, som en
lovs økonomiske virkninger – eller en anklage mod politiet. Og når du læser disse aviser, tænker du
næppe på de utallige væsener – så at sige hele menneskeheden – som lever og dør, lider, arbejder og
forbruger, tænker og skaber uden om disse få opblæste personligheder, som man har forstørret i den
grad, at deres skygge dækker hele menneskeheden. Og så snart man går fra papiret til selve livet og
kaster et blik på samfundet, forbavses man over den uendelige ringe rolle, som regeringen spiller.
Balzac har engang gjort opmærksom på, at mange millioner bønder lever hele deres liv, uden at lære
staten at kende på anden måde end gennem de skatter, de tvinges til at betale til den. Hver dag
afsluttes millioner af overenskomster, uden statens mellemkomst, og de største af dem – handlens
og børsens – afsluttes på en sådan måde, at myndighederne ikke engang kunne påberåbes, hvis den
ene part havde til hensigt ikke at overholde son forpligtelse.
Tal med en, som forstår sig på handel, og hun/han vil sige dig, at de forretninger, som hver dag
foregår mellem forretningsmænd, ville være umulige, hvis de ikke var grundet på gensidig tillid.
Vanen med at holde sit ord, og ønsket om ikke at miste kredit, er fuldt tilstrækkeligt til at oprethole
denne relative hæderlighed, forretningsmoralen.
Selv den, som ikke har de ringeste skrupler over at forgifte sine kunder med rådne apotekervarer
forsynet med tillidsvækkende etiketter, sætter en ære i at overholde sine forpligtelser. Men når
denne relative moralfølelse har kunnet udvikle sig, tilmed under de nuværende forhold, hvor ønsket
om at berige sig er det eneste mål, den eneste drivkraft – kan vi så være i tvivl om, at den vil vokse
hurtigt, så snart grundlaget for samfundet ikke længere er at høste, hvor andre har sået???
Et andet fremtrædende træk, som karakteriserer vor tids generation, taler endnu mere til fordel
for vore idealer. Det er den stadige udbredelse af de foretagender, som skyldes den enkeltes initiativ
og den umådelige tilvækst af frie grupper af enhver art. Lad det være nok for øjeblikket at sige, at
disse fakta er så talrige og så sædvanlige, at de danner det væsentlige indhold af den sidste haldvel
af dette århundrede, selvom de socialistiske og politiske forfattere overser dem og foretrækker altid
at underholde os med regeringens funktioner.
Når de frie grupper endnu ikke udbreder sig over alle livets funktioner, så er det fordi de møder
en uoverstigelig forhindring i arbejdernes fattigdom, i kapitalbesiddelserne og i staten. Afskaf disse
hindringer, og du vil se dem udfylde de civiliserede menneskers uendelige virkefelt.
De sidste 50 års historie har vist os mange beviser på den repræsentative regerings manglende
evne til at udføre de funktioner, som den overlæsses med. Man kommer en dag til at tale om det 19.
århundrede som den tid, da parlamentarismens misfoster kom til verden.
Men denne manglende evne må efterhånden blive iøjnefaldende for alle. Parlamentarismens
mangler og det repræsentative systems grundfejl er så iøjnefaldende, at de tænkere, som har
kritiseret den ikke har behøvet andet end at nedskrive den almindelige misfornøjelse… Og skulle
man virkelig ikke kunne forstå, at det er absurd at opstille nogen mænd og sige til dem: ”Lav love
til os om vore livs forhold, selvom I ikke forstår dem.” – Man begynder at forstå, at flertalsstyret er
det samme som at overlade alle landets anliggender til dem, som udgør ”majoriteten”, hvilke vil
sige, til ”mappedyrene” i folketinget og kommunalbestyrelsen – med andre ord til dem, som ikke
har nogen mening. Menneskeheden søger – og er allerede ved at finde nye udveje.
Den internationale postunion, jernbaneselskaberne og de videnskabelige foreninger, giver os
alle eksempler på en løsning, som er fundet ved fri overenskomst i stedet for ved lov. Når grupper
fra alle verdenshjørner i vore dage vil organisere sig for et eller andet formål, udnævner de ikke et
internationalt parlament af repræsentanter, og siger til dem: ”Giv os love, og vi vil følge dem.” Hvis
man ikke direkte eller skriftligt kan blive enige, sender man delegerede, som har sat sig ind i det
pågældende spørgsmål, og til dem siger man: ”Prøv at blive enige og kom så tilbage – ikke med en
lov i lommen, men med et forslag til en overenskomst, som vi kan godtage eller forkaste.”

4
 Sådan handler de store industrikoncerner, og de videnskabelige foreninger og i øvrigt alle slags
foreninger, som allerede findes overalt i Europa og i USA.
Således bør et frit samfund også handle. Når ejendomsretten er afskaffet, bliver det muligt at
organisere sig ved hjælp af en parlamentarisk repræsentation. Et samfund opbygget på slaveri
stemte godt overens med enevælden: Et samfund opbygget på lønarbejde og kapitalistisk udbytning
af masserne passede godt til parlamentarismen.
Men et frit samfund, som tager den fælles arv i besiddelse, må i den frie gruppedannelse og
gruppernes frie sammenslutning søge efter type organisation, som er afstemt dette nye økonomiske
udviklingstrin.
Til ethvert økonomisk udviklingstrin svarer et politisk, og det ville være fuldstændigt umuligt at
røre, for ikke at sige afskaffe, ejendomsretten uden samtidig at finde en helt ny form for politisk
organisation.

Malatesta:

Vi stræber hen imod kommunismen som den mest fuldendte bedrift, der kan udøves
gennem solidaritet mennesker imellem: Men det skal være den anarkistiske kommunisme – en
kommunisme, der ønskes og accepteres i frihed. Anarkismen er et middel, der sikrer og udvikler
frihed for alle. Af disse grunde fastholder vi, at statskommunismen, der er autoritær og påtvunget, er
det værste tyranni, der nogensinde har pint, plaget og hæmmet mennesket.
De anarkister, der kalder sig selv kommunister, gør det ikke, fordi de ønsker at pådutte andre
deres særlige måde at se tingene på, eller fordi de tror, at udover kommunismen findes der ingen
redning… De gør det fordi – indtil det modsatte er bevist – de er overbevist om, at jo flere
mennesker, der holder sammen i et broderskab, og jo nærmere, de arbejder sammen i
bestræbelserne til fordel for alle, der er med, jo større er den velvære og frihed, hver kan nyde… De
tror på, at mennesket (befriet fra undertrykkelse af sine egne) bliver ved med at være udsat for
naturens fantastiske kræfter, som det ikke kan klare alene – men som man sammen med andre kan
tæmme og gøre til redskab for egen trivsel. Det menneske, som helt ved egen hjælp vil opfylde sine
materielle behov, er en slave af sit arbejde, og har ingen sikkerhed for altid at kunne producere nok
til at leve af.
Det ville være en tåbelig tanke at tro, at anarkister, der er kommunister, skulle ønske at leve
ligesom i et kloster, underkastet fælles regler, ensartede måltider og klæder osv.; men det ville være
ligeså meningsløst at tro, at de skulle have lyst til at gøre lige, hvad der passer dem, uden at regne
med andres behov eller alles ret til ligelig frihed.
Enhver ved, at Kropotkin – som var en af de mest aktive fortalere for den kommunistiske ide –
samtidig var en trofast forsvarer af individets uafhængighed, og at han lidenskabeligt ønskede, at
alle og enhver skulle blive istand til frit at udvikle og tilfredsstille deres kunstneriske talenter,
deltage i videnskabelig forskning og med held frembringe en harmonisk enhed mellem håndens og
åndens arbejde – for at blive menneskelige væsener i dette ords ædleste betydning. Derudover
mener kommunist-anarkisterne,at på grund af den naturbestemte forskel i landarealernes
frugtbarhed,sundhedsværdi og placering, ville det være umuligt at sikre ensartede arbejdsforhold for
enhver, og på denne måde opnå – om ikke solidaritet – så i det mindste retfærdighed.
Samtidig er anarkist-kommunisterne klar over de enorme vanskeligheder, der er forbundet med
virkeliggørelsen af den verdensomspændende, fri kommunisme, som er endemålet for en
menneskehed, der er befriet og forenet – uden en lang periode med frigjort udvikling.
Og af disse grunde når kommunist-anarkisterne frem til nogle følgeslutninger, der måske kan
udtrykkes ved følgende formel: Opnåelse af det største mål af frihed står i direkte forhold til den
udstrækning af kommunisme, der er mulig.
Det vil sige: Et maksimum af solidaritet er forudsætningen for at kunne nyde et maksimum af
frihed. I teorien er kommunismen det idealsystem, som i de mellem-menneskelige forbindelser

5
skulle erstatte kamp med solidaritet, og som skulle udnytte de naturlige energier og menneskets
arbejde til størst mulig fordel for alle – samt omdanne menneskeheden til et stort fællesskab, opsat
på gensidig hjælp og kærlighed.
Men kan dette nu lade sig gøre under de eksisterende åndelige og materielle forhold i de
menneskelige sammenhænge? Og hvilke grænser???
Den verdensomspændende kommunisme – et eneste fællesskab mellem alle mennesker – den er
en stræben, et ideelt mål, man må sigte efter; men det er ikke en mulig form for økonomisk
organisation lige nu. Hvad den fjernere fremtid angår, vil vi overlade det til fremtidige generationer
at tænke på.
Nu kan man kun tænke på forskellige former for fællesskab mellem mennesker, der er åndeligt
beslægtet, og som derudover har omgang med hinanden på forskellig måde – kommunistisk eller
kommercielt – og selv her er der mulighed for et modsætningsforhold mellem kommunisme og
frihed. Lad os antage, at der findes en følelse, der drager mennesket mod fællesskab og en bevidst
solidaritet, og at denne følelse kunne opildne os til at udbrede og virkeliggøre så meget
kommunisme som muligt: Så ville fuldstændig individualisme være såvel uøkonomisk som umulig.
For at organisere et kommunistisk samfund i stor målestok, ville det være nødvendigt at
omdanne hele det økonomiske system radikalt – f.eks. produktionsmetoder, handel og forbrug. Og
dette kunne udelukkende opnås gradvist efter omstændighederne, og i den udstrækning masserne
forstod fordelen og var i stand til at handle selv. Hvis man havde et partis begær og ambitioner, og
kunne gennemføre det nødvendige med et slag – ja, så ville masserne, der er vant til at adlyde og
tjene, acceptere den nye livsform som en ny lov, pålagt dem af regeringen, og de ville afvente en ny
overmagt, der kunne fortælle dem, hvordan de skulle producere og forbruge. Og den nye magt –
ukendt med mangfoldigheden af ofte modsatte ønsker og behov, og uden at kunne tilfredsstille disse
– ville ikke erklære sig selv ubrugelig ved at give de interesserede grupper frihed til at handle, som
de ønsker og bedst kan – denne nye magt ville i stedet gendanne regeringen, der som alle regeringer
ville være baseret på militær og politistyrker. Og overlevede regeringen, ville den straks udskifte det
gamle sæt regler med et nyt sæt mere fanatiske. Enhver ny regel ville blive påtvunget enhver: AL
frihed ville blive undertrykt og det fri initiativ umuliggjort. Der vil opstå skuffelse, lammelse af
produktionen, sorte markeder, smugleri, øget magt og korruption i etaterne, udbredt elendighed – og
til slut en tilbagevenden til de forhold med undertrykkelse og udbytning, som det var revolutionens
mål at tilintetgøre.
Det russiske eksperiment lever ikke forgæves!!!
Menneskelige samfund kan ikke være et individs eller en sekts kunstige skaberværk – hvis de da
skal være fællesskaber af fri mennesker – og ikke klostre eller diktaturer, der holdes sammen af
religiøs overtro eller rå magtanvendelse. De må være et resultat af behovene og de uensartede viljer
hos alle disse samfunds medlemmer, som gennem forsøg og fejltagelser finder frem til de
institutioner, der til enhver tid er de bedst mulige, og som udvikler og ændrer disse i
overensstemmelse med omstændigheder og viljers ændringer.
Man kan derfor foretrække kommunisme eller individualisme eller hvilket som helst andet
system, og gennem eksemplets magt og propaganda arbejde på gennemførelse af sine egne
personligt foretrukne ideer: Men for at undgå sikre katastrofer må man være omhyggelig med ikke
at forudsætte, at ens eget system er det eneste og ufejlbarlige, der er godt for alle mennesker og til
alle tider, og at dets succes må sikres for enhver pris – også med andre midler end dem, som støtter
sig til de former for overtagelse, der udspringer af overbevisende fakta.
Det, der er vigtigt og uomgængeligt – udgangspunktet – er at sikre enhver midlerne til at være
fri.

Af Pjotr Kropotkin og Errico Malatesta

Oversat af Carl-Heinrich Petersen på opfodring- og udgivet af Anarkistisk Boghandel, Århus 1982