Anda di halaman 1dari 10

DET ANARKISTISKE

MANIFEST

Som anarkister og kommunister kommer vi til dig – 
proletarbroder og søster – for at vise dig vejen til befrielsen fra arbejdsåget 
og den åndelige fornedrelse, fra det åndelige og sociale slaveri, hvori du 
befinder dig.
     På de følgende sider skal det være vor opgave at vise dig, at din 
elendighed slet ikke behøver at eksistere, hverken sulten, som stadig 
forfølger flertallet af menneskene, hverken nøden forårsaget ved 
arbejdsløshed og sundhedsnedbrydende overanstrengelse, den stadige 
bekymring for det daglige udkomme eller angsten for alderdommen. Vi 
vil lære dig, broder og søster, at alt det er stridende mod naturen, som 
hedder – fængsler, kaserner, domstole, galger og de såkaldte fabrikker, 
dette fattigdommens sorte, forpestede helvede – folkets daglige 
tvangarbejdsanstalter.
     Vi vil lære dig, at der meget vel kan være en tilstand i samfundslivet, i 
hvilket de forskellige former af det menneskelige slaveri og udbytning 
ikke findes, men hvor frihed, livslykke, lighed og broderskab er livets 
samfundsmæssige grundlove.
     Som tænkende mennesker, begavede med fornuft, påstår vi anarkister, 
at vi lever i et samfund af slaveri – vi vil vise vore medmennesker, hvorfor 
det er således, vi vil vise dem et samfund med frihed, retfærdighed og 
broderskab – og vi vil også dem vejen til dette samfund.

Det, man almindeligvis kalder ”det sociale spørgsmål”, er de to


foreteelser i samfundslivet, som hedder – ufrihed og fattigdom – disse udgør ”det
sociale spørgsmål”, som for længe siden har ophørt at være ”spørgsmål”.
På samme måde som rigdommen i de moderne kapitalistiske samfund næsten
er bundløs, således er det også med fattigdommen. – Begge disse foreteelser hører
sammen, de danner de uadskillelige ytringer af et samfundssystem, som i sine
bestanddele ikke danner samlede, harmoniske menneske- og gruppeassociationer.
Vort samfund er indrettet således, at en lille minoritet har nedarvede
rettigheder, ejer privilegier, fordele og magt over langt den største del af
menneskeheden, hvis arbejdsydelser den lever af. Dette sidste kan kun lade sig
gøre, ved at denne mindretalskaste besidder et middel, en social magt, som sætter

1
den i stand til at undertrykke flertallet af samfundsmedlemmerne. Derved opstår
to klasser, den besiddende og den besiddelsesløse klasse, på den førstes side
befinder sig rigdommen, på den sidstes – fattigdommen.
Den virkelige grund , årsagen til fattigdommen, hos de ejendomsløse og
rigdommen hos den besiddende klasse, er ufriheden – den tilstand af slaveri og
økonomisk afhængighed, hvori langt den overvejende del af menneskene befinder
sig. Samfundssystemet og dettes redskaber er betingelsen for opretholdelsen af
dette menneskelige slaveri – menneskenes ufrihed er betinget af rigdommen hos
de herskende og fattigdommen hos de undertrykte.
Siden tusinde af år har slaveriet været det samme. Det består i at herren lader
slaven arbejde for sig. Og slaven er først og fremmest slave fordi han er bundet af
lænker, som berøver ham hans forsvarsevne og menneskeværd, ligesom han kun
får lov at anvende sin arbejdskraft, når denne blot ikke forøger hans egen, men
hans herres velstand og rigdom.
Således har forholdet været ligefra den primitive slave til den moderne
lønslave. Hvert blad i slaveriets historie fremviser den samme økonomiske
tidsfølge. Og alle forandringer i slaveriets former har kun fundet sted for at
forhøje og mangfoldiggøre slavearbejdets resultater – for slavehandleren betyder
dette øget rigdom, for slaven øget fattigdom.
Her ligger grundvolden i de moderne kapitalistiske samfund klart for vort blik.
Industrikapitalisten og jordejeren er slavehandlere – deraf rigdommen,
proletarerne er slaverne – derfor de fattige.
Den herskende klasse har omgivet sig med et arsenal af mordværktøj og
forsvarer med disse sin eksistens, som er uløselig knyttet til privatejendommen.
Denne (privat kommer af det latinske ord ”privativ” som betyder at ”berøve”)
er deres herrevældes retstitel, ifølge hvilken jorden, maskinerne, værktøjet,
fabrikkerne og husene, alle for de samfundslivet uundværlige produktionsmidler
og naturrigdomme er deres private, personlige ejendom. Millioner af mennesker i
vore samfund står fattige og uden eksistensmidler, og den lille andel af de mest
nødvendige livsfornødenheder, som udbytterklassen afstår til dem, for at benytte
deres arbejdskraft til at fremskabe de produkter af hvilke slaverne selv kun får en
lille del.
Denne tilstand af privatmonopolistisk ejendomsophobning på bekostning af
samfundsmedlemmernes livslykke, kan ene og alene opretholdes og bestå gennem
statens beskyttelse.
Staten forsvarer privatejendommen, den griber ind mod de, som trykket af
elendigheden, sulten og nøden rejser sig imod den af det bestående stadfæstede
ret, mod dem der fodrer frit at få arbejde med på, men også frit at kunne nyde af
samfundets rigdom.
De moderne samfund, hvor nogle tusinde dagdrivere repræsenterer den
skammeligste uret, består udelukkende grundet statens autoritet.
Privatejendommen forlener den monopolpriviligerede magt til at foreskrive den
ejendomsløse, hvorledes og på hvilken måde han skal arbejde. Således opstår
lønslaveriet, den økonomiske tilstand, i hvilket arbejderne lever sit samfundsliv.
Denne kapitalismens ejendoms- og arbejdsordning kan på grund af den
iboende uret ikke opretholdes af sig selv, og for at beskytte den har de herskende –
staten, som ved hjælp af volden opretholder det nuværende system.
Denne statens beskyttelse garanterer kapitalisten den fuldstændige sikkerhed,
som han behøver for sin udbyttervirksomhed – og han benytter sig af de fordele
privatejendommen medfører, for at suge den størst mulige profit ud af slavens
arbejdskraft. For det første muliggør staten privatejendommen, for det andet de
monopolistiske tyranniske vilkår, under hvilke udbytningen foregår.

2
Staten og udbytningen – privatejendommen og lønslaveriet er tvillinger. De
fremstår altid af samme kilde – af herredømmet, forvaltningen og volden – disses
autoritet og ånd.
Alle mærker vi de dæmoniske virkninger af denne sociale hydra1 – stønnende
vrider vi os under dens favntag. Proletariatets liv er fattigt på lys og solskin – som
blot og bar værktøj for profithungeren arbejder det uinteresseret og modvilligt i
sine lænker, tvungen af sultens sviende smerte eller angsten for den.
Vore levevilkår som proletarer trykkes med al Kraft ned til det lavest tænkelige
niveau.
Den strenge kamp for tilværelsen splitter proletarklassen, berøver den næsten
enhver følelse for en naturlig menneskelig solidaritet.
I det kapitalistiske samfund findes en uoverskuelig række af modbydelige
sociale pestbylder – åndelig og legemlig prostitution, falskhed, tyveri, lavhed og
råhed. Og medens vi alle i det sociale livs afgrund danner dette smuds og morads,
lever den herskende parasitklasse på vore rygge et liv i sorgløshed, i en vanvittig
hvirvel af fornøjelser og tidsfordriv – vore benknogler er deres stole og borde –
vore tomme hjerneskaller er pokaler, af hvilke de drikker sig glad, hånende og
triumferende over os.

Vi, som er anarkister og kommunister, hader det moderne samfund


for dets sociale uretfærdighed, dets løgnagtighed og tyranni.
Vi er de eneste der kommer frem til proletariatet uden demagogiske2
egeninteresser.
I vore kampmetoder lader vi aldrig tilfælde stå åbne for tilegnelse af personlig
fordel.
Vi behersker ikke kampen, dirigerer den ikke vilkårligt – men vil fremskabe en
social aktion, som er båret af den målbevidste vilje, følelsen for personlighedens
værdi, af misfornøjelse med udbytnings- og undertrykkelsesåget, som er
påtvunget proletariatet.
Men hvad vil de kommunistiske anarkister da? – Disse, som frembærer den
kommunistiske anarkismes teorier, er modstandere, af enhver på overnaturlige
åbenbarelser hvilende religion og teologisk-klerikal3 mystik. – Vi er modstandere
af staten, af privatejendommen, af alle de love, som mennesker har stiftet over
mennesker, - vi er svorne modstandere af enhver forening af mennesker, som
påtvinges dem ved ydre vold, således også af de slægtskabsforhold, som
opretholdes af den nuværende ægteskabsform.
Anarkismen er en verdensanskuelse, hvis sociale kerne ligger i begrebet
herreløshed. Herrevældet er noget skabt, frembragt, ikke oprindeligt.
Det er opstået ved den metafysiske tænkning hos den primitive menneskeånd,
og blev grundlagt som fast institution, dengang præstedømmet opstod i det
urtidssamfund, som byggede på stammen.
Herrevælde er altid en art af vold og dets åndelige fremkomst åbnede snart
vejen for den materielle undertrykkelse. Den naive tro, som førte til underkastelse
for et over naturligt væsen, den såkaldte gud, ledede allerede under præstevældet
– disse var jo også de første konger – til troen på disses jordiske autoritet. Således
opstod staten. Med denne begyndte den verdslige autoritets mål i sig selv –
besiddelsen, ejendommens monopolitiske form, som senere fandt en anden form –
privatejendomsretten. Og for at beskytte denne monopolform, som begunstigede
fåtallet, blev i begyndelsen kun enkelte særlige tilfælde af forvaltende
privatejendomsret sanktioneret som norm – denne fremgangsmåde nåede sit
kulminationspunkt i den romerske retspraksis, i det romerske lovkodeks.

3
Med skabelsen af privatejendomsretten ved politisk vold, ved staten, indtræder
en ny epoke i menneskehedens historie. Den oprindelige naturlighed mellem
menneskene var snart på det nærmeste forsvundet. I alle individuelle anliggender,
ligesom også i det offentlige liv er det i dag staten og den ved staten befordrede
egennytte hos ejendomsbesidderne, som altid udtaler det udslagsgivende ord.
Menneskeheden lider således under to onder – autoriteten og
privatejendomsmonopolet.
Anarkismen bygger sine sociale teorier, sit skønne ideelle fremtidsmål på det
befriede individ og på menneskenes frie individualitet. I hele verdenshistorien, i
alle epoker af statsligt liv, ser, hvor hensynsløst man har ødelagt den menneskelige
individualitet, hvorledes alle de udviklingsmuligheder, som ethvert menneske ejer,
er undertrykt med de voldsomste midler og metoder. Årtusinders vold har i
virkeligheden forvandlet mennesket til en voldsmand – og menneskets befrielse
fra volden, som behersker det, må begynde hos mennesket selv. Det må frigøre sig
fra voldsmoralen, autoritetslydigheden, det skændige ejendomsbegær og
småligheden, som behersker vore dages mennesker som et sjæls- og karakterlyde
– i fuldstændig modsætning til den karakterdannelse, som et sandt, ædelt, udviklet
og sædeligt menneske udviser.
Opfodret ved de økonomiske muligheder, som social ligestillethed vil medføre,
ligesom også ved mangfoldige udviklingsmuligheder, som følger med evolutionen
– fremskynder menneskets stræben efter frihed den uundgåelige afløsning af det
tyranniske samfunds bestående institutioner. Denne menneskenes frihedsstræben
kan alene befordres af en vej – ved en konsekvent afkobling af alle statens
voldsmetoder – hvilket selvsagt tvinger selve staten ud af det menneskelige
samfundslivs sfærer.
Anarki er således samfundet uden stat. Anarki er en organisation af det
individuelle, sociale og kollektive liv i overensstemmelse med medmenneskenes
frie overenskomster uden tvangspåvirkning fra nogen som helst ydre magt.
Loven, som nu udgør statens diktatur, forsvinder i anarkiet ud af samfundslivet
– dette bliver også tilfældet med staten. Den vil forsvinde af de samme årsager,
samme bevægelsesgrunde, som bevæger anarkisterne til at være modstandere af
enhver lov over mennesker.
I menneskehedens historie har staten bestandigt været en usurpatorisk4, som
har fordret folkets autoritære underdanighed. Staten som absolutistisk, som
konstitutionel konge- eller kejserdømme, republik eller demokrati er altid samme
stat – et instrument for en kategori af mennesker, som enten gennem en historisk
magtproces eller ved menneskenes lettroenhed og uvidenhed fået magten i hænde,
og nu autoritært, til nytte og gavn for sin egen kaste svinger udbytningens og
tyranniets pisk ned over det undertrykte folk.
Det er loven, som tvinger folket til at holde alle disse vilkårlige og unaturlige
foranstaltninger hellige. Verdslig spiller loven den samme rolle, som den ”hellige
skrift” eller ”guds bud” spiller i menneskenes teologisk religiøse liv. De
herskendes forbrydelser imod de undertrykte, stempler loven som hellige og
forklarer dem til og med at være retsforanstaltninger. At loven helt igennem er
reaktionær, fjendtlig mod al fornuftig tænkning, bevises af det faktiske forhold, at
loven er opstået og helliggjort ved sæder, som er blevet tradition; og dens
frygtelige forfølgelser, dens hævnlyst og afstraffelsesmetoder kan endnu få sin
vilde tøjlesløse anvendelse, hvis dens paragraffer ikke længere stemmer overens
med de anskuelser, som lever i folket.

4
Anarkismens økonomiske grundlag bygger i videste betydning på
socialismen, i særdeleshed på socialismens mest logiske og konsekvente
samfundssystem – kommunismen.
Den monopolistiske privatejendoms retssystem er ikke naturligt. Hvis det var
naturligt, behøvede det ikke staten til sin beskyttelse, men ville blive opretholdt og
udviklet ved sig selv, sin egen natur. Men monopolistisk privatejendom kan kun
opretholdes ved staten. Alle mennesker jager efter besiddelser, og forsøger at
trykke sine medmennesker ned, for at kunne beherske dem. Jo flere som
undertrykkes, des større bliver profitten, des større bliver rigdommen!
Dette væddeløb efter materielle monopoler, eneret – ville være forklarligt, om
menneskeheden befandt sig i den ulykkelige tilstand, at der kun fandtes få
materielle værdier, og at produktionen ikke dækkede det for alles behov absolut
nødvendige. Men netop modsætningen er jo tilfældet. Og gennem vor
beundringsværdige mere og mere fuldkomne tekniske og intensive
jordbrugskultur kan produktiviteten stadigvæk forhøjes og forøges. Når
privatejendommen opretholdes, sker der kun for at begunstige de mennesker, som
er engagerede i dette legale røveri. Som følge heraf, kan privatejendommen ikke
forblive noget fundament i et anarkistisk samfund.
Hvor mennesket end ser hen, finder det sig omgivet af gærder og forhindringer,
som skiller det fra den øvrige verden. Disse gærder er dets såkaldte fædrelands
grænser. Og på samme måde som statens voldspolitik ved disse landegrænser
sætter et kunstigt skel og forhold op imellem mennesket og nabolandets mænd og
kvinder, på samme måde bindes og omgærdes mennesket i social og økonomisk
henseende indenfor sit eget såkaldte fædreland.
Arbejderen er altid slaven, den undertrykte og skal kun undertrykke andre, når
det ligger i hans undertrykkeres interesse. Men den undertrykte har intet
fædreland, for ham eksisterer kun udbyttere og undertrykkere.
I ethvert land, hvor den kommunistiske anarkismes idéer føres ud i virkelighed
dér skal landet forvandles til en blomstrende have af glæde og skønhed. Disse
murstensmasser, smittehuler, som kaldes storstæder, skal afskaffes. Overalt skal
det industrielle og agerbrugskulturelle liv blomstre op. Den iver og begejstring,
man nærer for have og parkanlæg, i vore byer, tenderer i denne retning.
Den periode, som kommer efter den sociale revolution, giver folket fuld
anledning til at udvikle sine forskellige anlæg – alt frit initiativ kan udvikle sig,
siden det har lykkedes os at befri os fra stats- og kapitalistslaveriet. Arbejdernes
fagforeninger har overalt aflagt sin kampkarakter, og er blot foreninger for
kammeratskab og broderskab. Ingen gruppe ejer ret til at udestænge nogen anden.
Det er ikke den skrevne ret, som forkaster denne magtytring, men helt enkelt
den nødvendige følelse for social ligestillethed. Således er den enkeltes ind- og
udtræden af en gruppe, ligesom indtræden i flere grupper fuldstændig frit.
Og efter at de mangfoldige organisationer har taget alle produktionsmidlerne i
besiddelse, jorden som frit bruges og hvis produkter frit konsumeres, vil der på
kommunistisk grundlag opstår en storartet kultur af produktionsudbytte og
driftsmetoder, som ved eksperimenter og erfaringer til sidst tvinger menneskene
ind på en udviklingslinie, hvor klassekampen er bandlyst, simpelthen fordi ingen
klasser findes. På samme måde som alle kunstige tvangsgrænser og alle nationale
begreber forsvinder, således falder de rigorøse5 fagforenings- og gruppeskilleliner.
Menneskeheden har trådt sine barnesko. Individet kan nu stole på sin egen
logik og sin individuelle skaberkraft. Den mangesidige stræben og initiativrigdom
i de frie kommuner vil altid føre til nye gruppedannelser – ethvert afgrænset eller
mindre værdifuldt behov bliver byttet med andre. Kunst, videnskab og kultur er
folkets fælles goder.

5
Hvert lille hus med pyntet, afgrænset blomsterhave eller park forråder sin
særegenhed; familieforholdene med deres nuværende hykler- og monopolkarakter
skal forsvinde ud af dette rige af humanister, hvor frihed og ædel fred hersker.
Ingen forhåner sandheden.
Kærligheden er til for alle. Den anarkistiske kommunismes mennesker er
befriede fra alle forbrydelser, som i dag fremstår på grund af klasseforholdene.
Anarkiets mennesker kender ikke fængsler, ingen domstole, ingen centraliseret
politisk vold. Der er bleven sand fred på jorden. Den frie mand og den frie kvinde
er ikke længere økonomisk konkurrerende parter, men hinanden ansporende
skabere af alt stort og smukt. Den kommende generation skal opdrages i
ædelmodighed og vil overgå den tidligere generation. – Thi, den er ikke et
gennem alkoholmisbrug arveligt belastet afkom, men produktet af ren og fri
kærlighed.
Frie mennesker, frie i sine materielle behov, mennesker, hvis initiativ ikke er
bundet til noget område af menneskelig virksomhed – hvortil skulle disse behøve
autoriteter, love, forskrifter? Et menneskeligt påfund! Omfattende sociale og
andre vigtige anliggender afgøre ikke mere ved nogen som helst autoritære
forskrifter eller ved majoritetsbeslutning – men helt enkelt ved frie, fælles
overenskomster indenfor kommunen og i tilfælde, hvor dette ikke kan opnås ved
særskilt prøvelse, af såvel majoritetens som minoritetens standpunkt.
En drøm –et smukt drømmebillede; - desværre ”synd, at den ikke kan
realiseres”, råber alle vore modstandere fra de konservative til
socialdemokraterne.
Lad dem råbe! Altid i historien har man råbt dette til idealismens store
forkæmpere – og historien har i medlidenhed sænket glemselens kappe ned over
disse ”medicinmænds” navn. Kun ”utopisterne”, de upraktiske idealister lever for
altid i alle rettænkendes, ædelsindedes hjerter – og det gode, det rette, det
ophøjede, som de har villet, er i mange tilfælde realiseret. Også vi går ubekymret
vor vej i stolt tillid til menneskenes skaberkraft, til mulighederne af at
virkeliggøre vore idealer. Den dag skal komme, må komme, da vi skal vågne op af
nutidsnattens modgang og mørke – til det nye livs, det nye samfunds strålende
herlige dagslys. I dette nye liv vil der findes glæde og lykke for alle.

Anarkisten er ingen upraktisk sværmer. Han ved meget vel, at om


man stræber efter og virkelig vil nå et ideal, så må man kæmpe for det, sætte sit
”Jeg”, alt ind på, at erobre det. Anarkisten er i dette mere praktisk end en hvilken
som helst anden retning indenfor socialismen, f.eks. socialdemokratiet.
Anarkistens midler og metoder går ingen omveje – men går direkte mod sit mål:
Nedkæmpelse af statsautoriteten og privatejendommen. – I denne kamp afpasser
anarkisten også sine metoder og propagandataktiske midler.
Det moderne samfund giver menneskene tre hovedsagelige
indtægtsmuligheder. For det første renten, som monopolbesiddelsen af jorden
indbringer, dog begrænses den ikke til dette, men omfatter også
profitindbringende foretagender ved staten og i industrien. For det andet profitten,
som opstår i industrierne, takket være muligheden af privatmonopolistisk
ejendom. For det tredje arbejdslønnen, som tildeles de virkelige producenter,
arbejderne, af ejeren af disse obligatoriske indtægtskilder. Og for at de
førstnævnte ikke-arbejdende kategoriers indtægter skal blive størst mulig –
presses arbejdernes løn ned til det lavest tænkelige niveau.
Volden, de herskende med deres talrige partier søger med al sin magt at
opretholde disse forhold. Der findes kun et politisk parti, som foregiver at det er
imod det bestående system, dette er socialdemokratiet!

6
Dette parti er det lykkedes, at opnå en vis imponerende indflydelse hos
arbejderne. Dette partis næsten 45-årige parlamentariske udviklingsperiode*), som
blot har afsløret frugtesløse, unyttige bestræbelser og korruption, begynder at
komme i miskredit i alle tænkende arbejderkredse.
I Tyskland har der været tilfælde, hvor dette frafald både i ideel og moralsk
henseende , kan påvises.
Gået ud fra en økonomisk fatalisme6, bygger den marxistiske socialisme
stadigvæk på et grundlag, som udgør en fornægtelse af enhver ægte socialisme.
Socialismen er det økonomiske system, som socialiserer og alle sociale
hjælpemidler til ét med samfundet – men samfundet har intet med staten at gøre.
Staten er antisocial, dens principper på privatejendom og herrevælde. Marxismen
socialiserer staten, og den autoritære socialisme, som helt igennem er
kulturfjendsk, slår i socialdemokratiet ud i fuld blomst.
Foruden dette er der den tro, at samfundet kan reformeres igennem staten,
hvilket er bundfalsk, idet enhver virkelig gennemgribende reform af samfundet i
socialistisk forstand, forudsætter statens undergang. Da socialdemokratiet ikke vil
dette, men kun stræber efter en demokratisk stat, er det ikke noget socialistisk,
men et statsopretholdende parti, hvorfor dets platte og tomme ordopposition mod
den bestående stats repræsentanter næppe forandrer noget.
I sin taktik anvender socialdemokratiet sig af borgerlige midler – af
parlamentarismen, som aldrig vil blive noget middel for befrielse.
Parlamentarismen er et felt, hvorpå alle repræsentanter for de ulige interesser
indenfor det borgerlige samfund fremstiller sine krav til staten, hvor
beskatningsspørgsmålene betragtes i lyset af de forskellige samfundslags
fordringer og sluttelig lovligt ordnes. Og alt sker i ro – det bestående
udbyttersamfunds orden forstyrres så lidt som muligt. Denne taktik bærer også
sine frugter – allerede i dag fremviser socialdemokratiet socialismen som
lokkemad for masserne. Det er i sandhed blevet et demokratisk reformparti, som
for længe siden opgav arbejdet for den sociale revolution og folkets revolutionære
opdragelse. Dets bestræbelser er omskabt til noget, som i mangt og meget ligner
Englands borgerlige radikal-liberalisme.
Hvad de store socialdemokratiske partier i andre store lande angår, i Østrig,
Frankrig o.s.v. – så har marxismen aldrig spillet nogen større rolle i disse lande.
De er udelukkende demokratiske reformpartier, som har begravet socialismens
revolutionære tiltrækningskraft på den partipolitiske mandatforøgelses kirkegård.
Anarkisterne er i dag de eneste virkelige socialister, de er også de eneste, som
bekæmper de ovenfor skitserede indtægtsforhold mellem de forskellige klasser i
det borgerlige samfund, for at renten og profitten – resultatet af en uretfærdig
magtusurpation, som bestandig forringer arbejdslønnen – til slut skal kunne
afskaffes. Derfor er de også de eneste, som forsøger at realisere virkelige
”socialreformer”. De påstår nemlig, at en forbedring af arbejdernes livsforhold
ikke kan ske ved lovgivning, men kan ene og alene blive resultatet af
proletariatets egen økonomiske kamp. Al strid for bedre levevilkår kan med fordel
føres af proletariatet ved at gå de udenomparlamentariske veje – og den sidste
kamp – den sociale revolution, skal udslette alle de forskellige forhold, som
bidrager til proletariatets slaveri, kan jo kun føres efter udenomparlamentariske
linier.
Anarkisterne er altså for praktiske reformer og for proletariatets daglige
klassekamp. Visselig føres denne klassekamp ikke i parlamenterne, hverken ved
principielle eller principstridige taler af de proletariske repræsentanter.
Klassekampen skal udkæmpes på industriens arena, i hver fabrik, i hvert
*)
Med hensyn til Tyskland –Overs. anmærkning.

7
værksted, på storbondens jord, overalt, hvor det vågnede proletariat øjner
muligheder for et nyt, frit liv og kæmper for dette.
Anarkisterne har ingen tillid til politisk stemmekvægsfiskeri ved hjælp af
demagogiske fraser og banalt sludder, men de tror på proletariatets offervillige
solidaritet. Denne solidaritet, som i det industrielle liv finder sit udtryk i strejken,
vil få sit fuldkomne og lødige udtryk i generalstrejken*).
Kan proletariatet ved denne gennemføre nogle af sine fordringer – hvilket
allerede er lykkedes mere end en gang – så er resultaterne af en sådan sejr
virkelige, praktiske, – og disse af folket selv gennemførte sociale reformer vil
bevirke, at det ikke falder i søvn, men vil opfodre det til ny strid, ny kamp.
Enhver økonomisk kamp er en politisk kamp, ikke i politisk
stemmeseddelforstand, men i bedste social-revolutionære betydning. Derfor er
også anarkisterne i uafbrudt politisk virksomhed – som allerede sagt ikke i politisk
stemmefiskeri, hvilket betyder en styrkelse af den borgerlige orden – men for at
skabe en antistatlig opfattelse. De er også de eneste virkelige antimilitarister, da
de påstår, at fred er en umulighed, og at militarismen vil komme til at hvile på
folkene som en forbandelse, så længe staten består.
Vil man freden, må man afskaffe, uskadeliggøre urostifteren,
krigsorganisatoren, – staten. Og vil man være politisk virksom, så er det
antimilitaristiske arbejde et langt betydeligere og rigere felt for massernes
aktivitet, end hvert tredje eller femte år at mønstre til valg og holde banale
parlamentstaler. Antimilitarismen er den eneste politiske kamp, som proletariatet
bør tillade, thi gennem denne føres det nærmere slutmålet. Anarkisterne er
konsekvente antimilitarister, idet de ikke vil omforme, forandre militarismen, ej
heller tilkæmpe sig staten, men vil afskaffe dem begge.
Men hermed er anarkisternes praktiske aktionsmidler ikke slut. I sin
almindelige taktik har de endnu et, som hører til de mest betydelige: Den
uafbrudte propaganda for den anarkistiske verdensanskuelse, og endvidere det
anarkistiske levesæt hos hver en, som med stolthed kalder sig anarkist.
I individets oprør og i enhver om aldrig så lille menneskegruppes ulydighed
mod de bestående love, ligger det første varsel om det nye. Anarkisten ved det,
hans personlige oprør giver sig dagligt til udtryk. Han fører sig ikke efter sædelige
love, efter tradition, moral – han følger ene og alene sin fornuft og sine
idealistiske principper. Ved dette sit forhold i åndelig, økonomisk, moralsk,
intellektuel og psykisk henseende, skiller han sig ud fra hverdagsmenneskene og
bidrager derved til det beståendes opløsning – men han bygger for fremtiden, for
det kommende frie samfund.

Medens de socialdemokratiske partier vil føre menneskene ind i et


nyt stadium af statslig undertrykkelse, vil den anarkistiske bevægelse frigøre
menneskets fornuft, give det åndelig frihed, individuel frihed og social
almenlykke.
Anarkismen er en verdensanskuelse, og ikke et dogmatisk, kvaksalver-
reformpartis trosbekendelse. Således afspejles den også ofte i sine forkæmperes
og pioneres sjælsliv. Medens de forskellige anskuelser indenfor socialismen altid
udmunder i spørgsmålet: Socialist eller ikke? – så ser vi, at hvor forskellige
opfattelser anarkisterne end har om husholdningsspørgsmålet i den socialistiske
fremtid, så står de dog urokkeligt på socialismens grundvold. Med hensyn til
anarkismens ideal, findes der ingen uenighed mellem anarkismens forskellige
retninger.

*)
Se ”Generalstrejke og direkte aktion” af Pierre Ramus

8
De økonomiske systemer deler sig for det første i den før i bogen skitserede
kommunistiske anarkisme, - for det andet i den kollektive anarkisme og for det
tredje i en yderliggående formuleret afart af den sidste, den individualistiske
anarkisme.
Det åndelige element, på hvilket anarkismen er bygget, er mangesidigt som
selve livet – dets herligste moment – frihedslængslen hos ethvert med fornuft
begavet menneske – er anarkismens grundvold. Anarkismens teoretiske
undergrund kan opdeles i tre forskellige skoler eller retninger – den første hviler
på den moderne videnskab, specielt på naturvidenskaberne og på
verdenshistoriens eksempler, – den anden på bjergprædikens etiske grundvold og
den tredje på forskellige konklusioner, grundet på en idealistisk-filosofisk
forbindelse mellem Tolstojs og Nietzsches idealer.
Indskrænket skolastik7 – ignorerende uforstand og plat formalisme8 vil hverken
kunne begribe en sådan mangesidighed, endsige flere taktiske skillelinier. Men det
skader ikke. Først når bærerne af ideen har befriet sig fra al uforstand, kan de
være anarkister, da er de blevet anarkister.

Anarkismens ophøjede idé omfatter alle livets områder, alle sider af


den menneskelige natur, af den menneskelige ånd og det menneskelige sindelag.
De historiske fejl i fortiden tilintetgør den, – den skåner os for at disse skal
gentage sig – idet den lærer os, at vort mål ikke er småpjatteri, ikke detaljer,
kompromisser eller idiotisk sjakren for politiske patenter, men – vor strid må være
en heltekamp af frie mænd og frie kvinder, som vejledes af sin ideelle
verdensanskuelses lysende stråler. De anarkistiske idéer stålsætter os, ingen må
være svag. Anarkismen er den fakkel, som skal lede menneskeheden til en epoke i
historien, hvor den endelig –efter årtusinders fejltagelser, løgne og bedrag – skal
kunne råbe ud, at nu nåede den
FRIHEDEN!

Af Pierre Ramus (forfatters synonym)


Originaltitel: Das Anarchistische Manifest, publiceret i 1919 i København af
Ungsocialistisk Forbunds Forlag.
N.B.: Alle slutfodnoter er tilføjes under indskrivningen.

9
1
(Af græsk og græsk mytologi) Hydra = Slange der lever i vand; eller den lernæiske slange med ni hoveder, der hvis ét
hoved blev hugget af, ville udvokse 2 nye. Betyder også: Stort onde el. uhyre.
2
(Af græsk; démagó’gos, af démos = folk + agó’gos = fører) Demagogiske = Folkeforføreriske/ folkeforfører.
3
(Sammensat ord; teologisk-klerikal) Teologisk= læren om guddom, specielt den kristne religion og Gud. Klerikal (af
nylatin; clericalis) = kirkelig/gejstlig/kirkeligsindet.
4
(Af latin; usur-pare = ”gøre brug af”) Usurpatorisk = person el. forsamling som med vold og uret bemægtiger sig
noget.
5
(Af fransk; rigoureux, af rigueur = strenghed) Rigorøse = rigoristisk; Rigoristisk = Streng/ ubøjelig
6
(Af fransk) Fatalisme = Skæbnetro el. den tro at alt er forudbestemt af skæbnen.
7
(Af fransk/græsk/latin; lat. scho’lasticus = som går i højere skole; gr. scholastikos = fritaget for andet arbejde for at
beskæftige sig med videnskab) Skolastik = Filosofisk set: Retning i middelalderen der ville forene kirkens dogmer i et
sammenhængende system. Filosofi der bygger videre på middelalderens skolastik. Betyder også: Ufrugtbar/spidsfindig
tænkemåde.
8
(Af fransk) Formalisme = Overbetoning af den ydre form, uden hensyntagen til reelle forhold. Anvendelse af
tegnsætning i logik og matematik, uden hensyn til konkret betydning.